Fanfiktion - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2015
  • Opdateret: 13 sep. 2015
  • Status: Igang

2Likes
0Kommentarer
100Visninger
AA

2. Kapitel 2.

"Harry?!"

***Harry Styles***

"Du bløder jo! Lad mig tage dig med hen til noget lys!", sagde jeg. Jeg trak min hat lidt ned over mit krøllede efterhånden næsten skulderlange hår. "Hvad hedder du?", spurgte jeg.

"Jeg hedder Isabella. Jeg falder og slår mit hoved. Og så er det dig, jeg er løbet ind i?!" Isabella var tydeligvis forvirret, og jeg var bange for at hun ville afsløre, at jeg var her.

"Isabella. Vil du ikke nok tie stille? Jeg tager dig med ind og ser på dig, okay?"

"Øh... O-okay", svarede hun.Jeg listede mig omkring hjørnerne med Isabella i hånden, og sneg mig ind på hotellet forbi receptionen, uden at nogen så os. Jeg var bange for at nogen ville se os. Så ville alle nyheder være fyldt op med: "Harry's hemmelige forhold" Jeg kendte ikke Isabella, men jeg ville være sikker på at hun klarede sig. Der var trods alt min skyld, at hun slog sig.

Jeg låste døren til værelset op. Der lå en tom pizzabakke med tre stykker pizza i og en halv tom flaske cola. Fjernsynet var ikke slukket, og der kørte en fodboldkamp på skærmen. Jeg trak en stol frem til Isabella og fandt et glas vand til hende.

"Det er Louis' værelse. Han er i bad lige nu, men vi var i gang med at se fodboldkamp sammen. Du må undskylde rodet", sagde jeg og sendte et akavet smil.

"Oh.. Det er okay. Jeg er vandt til rod derhjemme", svarede hun og så sig lidt omkring.

"Du har fået et sår i panden. Lad mig rense det og finde er plaster. To sekunder, Isabella" Jeg løb ud af døren og kom senere tilbage med en lille klud og et plaster magen til det hun havde på knæet. Jeg duppede kluden forsigtigt i hendes pande og lagde plasteret på. Jeg forsøgte at være så forsigtig, som jeg kunne, for ikke at gøre hendes kønne ansigt fortræd. Hun så så lille og uskyldig ud.

"Så hvad går du og laver her for tiden?", spurgte jeg og brød tavsheden.

"Mine forældre er væk i et par uger, så jeg er faktisk alene hjemme et stykke tid. Men jeg har mine veninder, som holder mig ved selvskab. Har i ferie, eller hvad laver i?" Hun forsøgte at smile lidt til mig.

"Det er faktisk hemmeligt, hvad vi går og laver her for tiden. Kan jeg stole på at du ikke går ud og fortæller det til alle?", spurgte jeg og fik øjenkontakt med Isabella. Hendes klare, blå, uskyldige øjne kiggede trofast i mine.

"Jeg lover", sagde hun så og lagde en hånd på sit hjerte, som et rigtigt løfte.

"Vi har ferie lige nu, ja. Vi er alle i London indtil koncerten i næste måned. Og vi laver lidt på et nyt album" Hun nikkede, og der var stille lidt igen. "Jeg elsker dine smilehuller. De er så søde", sagde jeg så. Jeg smilte, og viste mine smilehuller frem også.

"Jo tak og i lige måde, Harry", sagde hun med et smil på læben. Vi fik øjenkontakt igen. Jeg så Isabella dybt i øjnene.

"Jeg kan godt lide dig, Isabella. Jeg må se dig igen en gang." Hendes kinder rødmede lidt.Ud fra badeværelset kom Louis kun iført et håndklæde om livet.

"Jeg kunne ikke finde nogle underbukser, Harry, så jeg tog dine.Han skulle lige til at smide håndklædet og tage tøj på, da han så Isabella.

"Oh... Isabella... Pinligt."

"Så... I to kender hinanden i forvejen?", spurgte jeg meget forvirret.

"Jo altså... Isabella var nær stødt ind i mig på cykel tidligere, men faldt og slog sit knæ. Og nu er hun på mit værelse, mens jeg ikke har noget tøj på", sagde Louis. Vi fandt vist alle tre situationen akavet, for der var stille i et stykke tid.

"Jeg skal nok også gå nu", sagde Isabella. "Mine veninder venter på mig et sted. Vi ses... Eller noget." Hun smuttede ud af døren, og mere så vi ikke til hende. Louis og jeg kiggede med store øjne på hinanden

 ***Isabella Johnson***

Det var den mærkeligste dag i mit liv. Og den bedste troede jeg. Jeg smuttede forbi receptionen. Der stod ikke nogen dernede, så jeg gik bare ud af døren, og ud i den kølige, friske sommerluft igen. Jeg gik resten af min vej om hotellet og stødte ind i Therese.

"Isabella! Hvor har du været?! Vi var bange for, at du var blevet kidnappet! Og hvad er der sket med din pande?"

"Jeg øh..." Jeg vidste ikke om jeg skulle fortælle hende hvad der var sket. Jeg besluttede mig for at holde det hemmeligt. Therese kiggede forventningsfuldt på mig med sine bekymrede brune øjne."Jeg skulle pludselig tisse rigtig meget, så jeg gik ind for at spørge efter et toilet. Det hastede, så jeg kunne ikke nå at finde jer, for at sige det. Og jeg var så klodset at jeg gik ind i døren dertil. Og ruden var knust i forvejen, så jeg kom lidt til skade. De gav mig et plaster i receptionen", sagde jeg bare og smilte. Therese så lidt mistroisk på mig, men valgte ikke at sige noget. Clara kom løbende bagved. "Var de der?! Var One Direction derinde? Spurgte du? Hva'?"

"De sagde at de ikke var der", sagde jeg.

"Øvvv... Lad os finde Marie og Benedicte så. Vi kan lige så godt gå hjem", sagde Clara. Hun var tydeligvis meget skuffet, men hvordan ville de lige reagere, hvis jeg fortalte dem om mit møde med Louis og Harry? Ville de overhovedet tro på mig?Vi fandt Marie og Benedicte, og begav os hjemad. Vi faldt alle i søvn kort efter.

Næste morgen blev vi alle vækket af Benedicte's alarm. Clara mumlede et eller andet om, at hun ikke ville op endnu, og Therese bad hende om at slukke, men Benedicte, Marie og jeg ville gerne op. Klokken var ni, og vi besluttede os for at lave noget morgenmad og dække fint bord til os allesammen.

Under morgenmaden var der ikke rigtigt nogen, som sagde noget, så jeg valgte at bryde tavsheden. "Var der nogen af jer som manglede billetter til koncerten i næste måned?"Det var de to billetter, jeg havde fået af Louis. Jeg havde en billet i forvejen, og jeg vidste at Clara og Therese havde billetter."Ja, jeg mangler", sagde Marie.

"Jeg mangler faktisk også en. Jeg var på ferie, da der var billetsalg", sagde Benedicte.

"Perfekt. Jeg vandt nemlig to billetter i en give away. Dem kan i jo få. Så kan vi alle tage til koncerten sammen!" Jeg viftede med de to billetter i hånden.

"Hvor fantastisk! Tusind tak, Isabella!", jublede Marie."Cool! Du er fantastisk!", nærmest råbte Benedicte.Clara og Therese var også glade. Så kunne vi fem jo tage til koncerten sammen. Vi gjorde næsten altid alt sammen.

Da de var taget hjem, fandt jeg sedlen med nummeret frem i skuffen igen. Jeg sad længe og kiggede på den. Skulle jeg ringe Louis op? Eller måske skulle jeg bare gemme nummeret i mine kontakter? Jeg ville til at taste nummeret ind på min mobil, da jeg fandt ud af, at jeg ikke havde den. Hvad havde jeg gjort af min mobil? Jeg ledte alle steder. Ovenpå, nedenunder og i indkørslen. Selv i haven som vi ikke havde været i. Den var ikke til at finde nogen steder. Jeg måtte have tabt den et sted. Men jeg havde jo været så mange steder i går, så jeg kunne slet ikke komme i tanker om hvor den kunne være. Da ringede vores fastnettelefon.

"Hej det er Isabella.""Mangler frøken Isabella en mobil", lød Louis' stemme i den anden ende.

"Den gik jeg lige og ledte efter. Hvor har du dog fundet den henne, Louis?"

"Du glemte den her i går. Der var ingen kode på, så jeg fandt nummeret på din telefon til hjemmet i dine kontakter. Vi kan mødes et sted, hvis du ikke har travlt. Vi kunne gå en tur på stranden."

"Jeg har ingen planer for i dag. Stranden lyder meget fint", svarede jeg.

"Din adresse står også i din mobil, så jeg kommer bare og henter dig om en halv time."

"Fint, så ses vi om en halv time", sagde jeg og lagde på.Et smil bredte sig på mine læber. En tur på stranden med Louis Tomlinson. Sommerfuglene fløj rundt i min mave, og jeg hoppede snart rundt af glæde. Min makeup måtte jeg droppe på grund af vandet. Jeg løsnede mit hår fra mine to lange fletninger, og skabet blev rodet igennem efter den perfekte sommerkjole.Jeg kastede et sidste blik på mig selv i spejlet, inden jeg var færdig. Så slem kunne jeg da heller ikke se ud, tænkte jeg. Jeg smilte igen, tog min mobil og så var jeg klar. Dørklokken ringede, og jeg løb ned af trappen for at åbne døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...