Fanfiktion - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2015
  • Opdateret: 13 sep. 2015
  • Status: Igang

2Likes
0Kommentarer
101Visninger
AA

1. Kapitel 1.

***Isabella Johnson***

Pyjamasparty. Jeg magtede det egentlig ikke, men vi havde alle set frem til det længe, så det ville nok ikke være en god idé at springe fra nu. Vi havde aftalt at lave et emne; One Direction. Mine fire bedste veninder og jeg ville finde ud af alt, vi ikke vidste om dem i forvejen, se alle filmene med dem og høre alle deres albummer. Det skulle nok blive sjovt alligevel.

Jeg gned mine øjne og rejste mig op fra sengen for at gøre klar til pigerne senere. Mine blå øjne så trætte ud i spejlet. Jeg redte mit lyse hår og lagde min makeup. Så hoppede jeg på cyklen og kørte afsted ned til byen.

Der var mange mennesker i centrum af London i dag. Jeg fik købt slik, chips, sodavand og alt hvad fem piger behøvede til en lørdag aften. Der gik rygter om at One Direction ville være tjekket ind på hotellet er par gader fra, hvor jeg boede. Jeg troede ikke rigtigt på det, men jeg kørte alligevel lige forbi hotellet og kastede et blik op på det. Der stod en fin limousine på parkeringspladsen, men der plejede at være så mange fine biler. Jeg så ikke et glimt af mine yndlings drenge, så jeg satte bare kurs mod mit hus igen.

Jeg cyklede i et langsomt tempo i min egen verden, da et råb vækkede mig fra mine tanker. "Pas på!", råbte en fyr i grå hættetrøje. Jeg bremsede hårdt, hvilket resulterede at jeg væltede med cyklen og slog mit knæ på kanten af fortorvet. Fyren løb hen til mig og tog hætten af hovedet. "Er du okay?!", spurgte han med en bekymret stemme.

"L-louis?" Jeg glippede med øjnene og følte med en hånd på mit hoved, for at være sikker på at jeg ikke havde slået dét også, for jeg måtte se syner.

"Vær sød ikke at skrige. Men er du okay? Har du slået andet end dit knæ?"

"N-nej. Jeg mener.. J-jeg er okay..", fik jeg stammet frem.

"Hvad hedder du?", spurgte Louis.

"Isabella. Stor fan. Du må virkelig undskylde den måde jeg cykler på. Jeg var vist i min egen verden. Jeg er meget klodset."

"Helt i orden. Så længe der ikke skete nogen af os noget alvorligt. Godt nok ser dit sår ikke særlig pænt ud. Jeg har et plaster i lommen, der var du heldig." Han smilte, og rodede i sin lomme efter plasteret. Louis satte plasteret på mit knæ og lagde en hånd på det. Han kiggede mig i øjnene med sine blå øjne, inden han rejste sig og hjalp mig på benene igen.

"Lad mig hjælpe dig med cyklen", sagde han rejste min cykel op.

"Ingen autograf?", spurgte jeg, da han ikke sagde noget.

"Ingen må vide noget om vores sammentraf. Folk finder hurtigt på nye rygter, og man skal ikke tro at jeg har et hemmeligt forhold til en fan", forklarede han. Jeg sendte ham et skuffet smil. En fan? Hans ord fik mig til at føle mig som en ligegyldig skabning.

"Det må du undskylde, Isabella. Jeg mente det ikke på den måde." Louis lagde en hånd på min skulder og løftede min hage med to fingre, så jeg kiggede ham lige i øjnene.

"Isabella... Jeg vil huske dig... Og jeg håber at vi vil ses igen en gang." Han stoppede et stykke papir med noget skrift på og to billetter til deres koncert i London i næste måned i lommen på mig. Han skubbede mig blidt afsted med cyklen den vej, jeg var på vej hen ad.

Derhjemme fandt jeg navnene på veninderne frem i mine kontakter: Benedicte, Clara, Marie og Therese. Jeg tastede beskeden ind: "Mine forældre er kørt, og alting er klar! Knus<3"

Mine forældre var taget i sommerhus i et par uger, så jeg måtte klare mig selv lidt. De mente at det var en god idé at øve mig på, når jeg en gang flyttede hjemmefra, og for at være helt ærlig kunne nogle uger alene hjemme ikke være andet end fedt!

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Louis' og mit møde i dag. Ordene kørte i mit hoved igen og igen: "....Og jeg håber, at vi vil ses igen en gang." Jeg kom i tanker om om papirlappen i min lomme, og tog den op. Der stod et telefonnummer og en lille besked indenunder. "Til den pige jeg en dag vil finde og møde igen. Call me. Louis W.T." Sommerfuglene sværmede rundt i min mave. Det kunne ikke gå op for mig, hvad der var sket. Min SMS-tone bibbede på min mobil. "Vi er der alle sammen om 10 minutter. Det bliver vildt fedt! Kram<33" Jeg smilte, foldede forsigtigt lappen med nummeret og puttede den i skuffen på mit værelse.

Tre bank på døren, og den gik op. Clara kom ind, og Marie mumlede bagved "Burde du ikke vente på at hun åbnede?"

"Nej nej! Kom nu bare, Marie!" Clara nynnede glad og smed sine ting lige foran døren. Therese og Benedicte forsøgte at mase sig forbi med alle deres ting.

"I ligner nogen der flytter ind. I skal jo kun være her en nat", sagde jeg.

"Man kan ikke have for lidt tøj med til en nat", stønnede Therese, mens hun forsøgte at bære sine tasker op af trappen til mit værelse.

"Hvad er der sket med dit knæ, Isabella?" spurgte Marie.

"Jeg faldt på cykel tidligere", svarede jeg. "Mine forældre efterlod i øvrigt nogle penge til pizza", sagde jeg.

"Fedt!" Benedicte fandt sin mobil frem. "Hvad vil i have?" spurgte hun.

Senere sad vi alle på mit værelse i nattøj og lyttede til One Direction's første album. Up all night. "Forestil jer at møde dem i virkeligheden", sagde Marie. "Hvad ville i sige til dem?"

"Jeg tror ikke jeg ville kunne sige noget. Jeg ville nok bare stå og skrige dem op i hovedet", forklarede Clara.

"Jeg har hørt at de skulle være på hotellet et par gader væk herfra. Skal vi ikke gå derhen og kigge?", spurgte Therese, mens hun bandt sit krøllede mørke hår i en hestehale.

"Jo, lad os gøre det!", sagde Benedicte med det samme. Vi hoppede i tøjet og gik hen til hotellet.

Der var mørkt indenfor, og ingen spor efter biler. Et par andre piger havde haft samme idé, men snart forlod de stedet igen med skuffede ansigter. Vi havde besluttet os for at gemme os og vente bag en mur, for at se om de måske kom ud, når der ikke var nogen. Clara, Therese og Benedicte rendte rundt i mørket og prøvede at skræmme Marie og mig. Marie og jeg besluttede os for at gå hver vores vej omkring bygningen og skræmme dem igen. Jeg gik højre om hotellet. Der var mørkt, så jeg kunne ikke rigtigt se noget, men jeg prøvede alligevel at famle mig frem. Jeg kunne høre skridt omkring næste hjørne, og jeg besluttede mig for at ville løbe frem og skræmme den person som var der. Jeg nærmede mig hjørnet, og løb lige ind i en høj fyr, som tydeligvis blev forskrækket. Han fik et sæt og kom til at skubbe til mig.

"Det er virkelig bare ikke min dag i dag", mumlede jeg. "Det må du altså virkelig undskylde" Han hjalp mig på benene igen.

"Det er mig som undskylder. Kom du til skade?", spurgte han.

"Nej det tror jeg ikke. Det gør bare lidt ondt i mit hoved", svarede jeg. Han tændte sin lommelygte på sin mobil, og jeg kunne med det samme se hvem det var, jeg var stødt ind i. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...