WHY ME?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2015
  • Opdateret: 12 jan. 2016
  • Status: Igang
Isabella giver college en chance, selvom hun helst vil være fri. På college får hun en værelseskammerat som er total modsat hende. Fester hver weekend, drenge og fester igen. Isabella prøver at koncentrere sig om hendes egne ting, indtil en dreng gør det umuligt for hende.

6Likes
4Kommentarer
1420Visninger

1. 1

BELLA'S P.O.V

 

"Er du nu sikker på, at du har det hele, Isabella?" Kalder min mor fra huset.

"Ja, jeg har husket alt." Svarer jeg ude fra bilen. Min mor, Tanya, er altid vant til at komme til tiden, oftest 20 minutter før endda, så hun er lidt stresset lige nu. Vi er nu egentlig i ret god tid, for det tager kun 2,5 time til Miami, og jeg skal først være der om 3 timer.

"Har du sagt farvel til Madison?" Spørger hun fra døren, mens hun roder efter nøglerne til bilen. Madison er min lillesøster på 9 år. Hun er det sødeste lille barn, man kunne tænke sig. Bortset fra de dårlige dage hun nogengange har. Men det tænker jeg nu, at alle har. Jeg løber hen forbi min mor, og ser Toffi logre med halen lige foran mig. Jeg sætter mig på hug og klør' den i nakken, som den elsker. Så løber jeg op ad de store trapper ved entréen, hvor jeg så drejer ind på Madi's værelse. Hun ligner lidt mig. Krøllet op i enden af sengen med høretelefoner. Hun får øje på mig, med hendes kæmpe blå øjne, og tager høretelefonen ud i det ene øre. Selvfølgelig skal hun stadig høre noget musik. Hun ser mig ikke i flere måneder og hun kan ikke engang tage begge ud, eller i det hele taget rejse sig fra sengen. Men jeg beskylder hende ikke for noget, for jeg var selv sådan i hendes alder. Bare ligge på sengen hele dagen med musik. Nu løber jeg så 3 gange om ugen, for at holde mig i form, for ja, noget skal man jo gøre.

"Kører du nu?" Spørger hun og retter sig op i sengen. Jeg nikker og går hen til hende. Hun trækker mig ned til hende og krammer mig i lang tid, inden min mor kalder på mig. "Isabella, vi kører nu." Madi trækker sig væk, og jeg kan nu se små tårer forme sig i hendes smukke øjne.  "Husk at skriv til mig mindst 1 gang om ugen, okay?" Spørger jeg hende og hun nikker. "Pas på Toffi, jeg elsker dig." Siger jeg og kysser hende i panden. "Jeg elsker også dig Bella." Siger hun, inden jeg forsvinder ud af døren. 

Min mor har allerede tændt bilen, da jeg kommer ud til hende. 

"Er du klar på et helt år væk? Er du sikker på, at det er det du vil, Isabella? Nu er du sikker på, at du har husket alt? Tog du nogle af de kjoler med, jeg lagde frem på din seng? Du kan ikke gå rundt sådan der hele året." Siger hun og kigger på mit tøj, inden hun sætter bilen i gear og bakker ud af indkørslen. Altid så mange spørgsmål, og mindst et af dem er altid en dum kommentar om enten mit tøj, ansigt eller hår. Min mor er lidt af en snob, og hun håber vidst, at jeg skal blive som hende, men jeg har andre planer. Jeg vil gerne blive en skuespiller, ja alle siger det, så jeg må også, men jeg vil i hvertfald ikke bare sidde på et kontor hele dagen, hvor jeg så har en middagspause, hvor jeg sidder og bagtaler mine andre kollega'er.

"Jeg er klar, mor. Bare kør." Og hun gør som jeg siger. 

De første 2 timer er ren stilhed, undtagen små kommentarer fra min mor, hvis der er en dårlig billist. Jeg skriver med min veninde fra Palm Bay. Min hjemby.

"Hvor mange par sko har du pakket?" Spørger hun så. 

"Jeg tror, jeg har pakket 2 par. Altså, uden disse." Siger jeg og hentyder til mine nye Nike sko.

"Isabella, det er jo slet ikke nok. Har du overhovedet pakket din jakke? Vinter-sæsonen er jo knap nok ovre endnu." Hun har ret. Jeg har glemt min jakke, og vi er i midten af februar, så vinteren er her stadig.

"Jeg køber bare en, når vi er dernede. Der er et center 3 kilmoter ind i byen."

"Behøver jeg, at huske dig på, at du stadig ingen bil har? Hvordan vil du komme derhen? Løbe? Du kan ikke rende rundt inde i et center helt svedig. Jeg kører dig derind, når vi har afleveret dine ting på dit værelse."

"Jeg køber en bil, så snart jeg har fundet et arbejde, hvilket jeg håber bliver snart."

"Hvorfor tager du ikke bare imod de penge, jeg har tilbudt dig? Det hele ville blive nemmere, hvis du bare tager imod de ting, jeg vil give dig. Det er ikke så svært, Isabella." Siger hun og holder hendes øjne fokuseret på vejen. Hendes hår sidder i en fin, stram hestehale som sidder i nakken, så man kan se hendes kæmpe øreringe. Hun kan godt lide at vise hendes dyre ting frem.

"Fordi, mor, jeg vil ikke bare have alting serveret på et sølvfad. Jeg vil selv arbejde for ting, såsom min kommende bil. Jeg vil ikke komme til dig, hver gang jeg mangler penge." Siger jeg, og håber virkelig at det vil sidde fast i hendes hoved denne gang. Vi har haft dette skænderi en masse gange, og jeg har bare ikke kræfter til det lige nu.

"Du får heller ikke alle dine ting serveret på et sølvfad, Isabella, stop."

"Nej, og det er fordi jeg takker nej, hver gang du tilbyder noget. Hvis jeg havde sagt ja, hver eneste gang, vil jeg have set ud som Madison, bare ældre, og det har jeg virkelig ikke lyst til." Jeg har intet imod Madi, overhovedet. Hun er 9, så hvordan skulle hun kunne sige nej til alle de ting, vores mor tilbyder hende.

"Du kunne ellers godt trænge til det. Jeg mener, se på dig selv Isabella. Synes du selv du er smuk?" Jeg forbliver stille, pga. hendes kommentar, og fokuserer på min mobil.

*Hvad siger hun nu?* Skriver Bailey, efter jeg har skrevet om vores skænderi. Hun ved godt, at jeg har det svært med min mor. Jeg tror ikke der har været bare én dag, hvor jeg kom hjem fra skole, og min mor ikke skældte mig ud over et eller andet.

*Det samme, som det plejer at være. Mit tøj, mit udseende, mit hår.. Jeg har ikke overskud til det lige nu.* Svarer jeg hende.

"Se på dit tøj. Du har en hættetrøje på, som du plejer. Jeg er heldig, at du ikke har trukket hætten over hovedet endnu. Og dine busker. Hvorfor går du i så løse bukser. Isabella, du har den smukkeste krop, jeg nogensinde har set, men at du gemmer den i sådan noget uselt tøj, forstår jeg simpelthen ikke. Hvis du bare gik lidt mere op i dig selv, dit udseende og dit hår, så ville du være så smuk." Jeg brækker mig over den måde, hun altid skal putte mit navn i hver eneste sætning.

"Undskyld mor. Undskyld, at jeg ikke har lyst til at gå med kæmpe øreringe, og make-up så man slet ikke kan se hvem jeg egentlig er. Det er bare ikke mig. Jeg kan ikke lide at vise mig frem. Jeg er typen, der laver sine lektier til tiden, deltager i timerne og holder sig fra dumme ting. Det er sådan jeg er, og du kan altså ikke, uanset hvor meget du prøver, ændre mig."

*Håber det går. Savner dig allerede. Det gør Chris også;) Ses.*

*;) Ses.* Svarer jeg enkelt tilbage. Chris er også fra Palm Bay. Han har vidst været vild med mig i noget tid, og det er lidt mærkeligt. Altså han er meget sød, men han er ikke sådan en, som jeg forestiller mig, ville være sammen med en som mig. Men hey, hvad kan jeg gøre ved det. Følelser er følelser. Der var rygter om, at han ville invitere mig til vores skolebal, men så besluttede jeg mig, for at tage på college i sidste øjeblik. Det er udelukkende pga. min mor, at jeg har taget det valg.

"Isabella!" Råber hun. Selvom jeg sidder lige ved siden af hende, har jeg ikke hørt hende. Jeg kigger på hende igen, og ser ikke rigtig andet end den klumpede mascara på hendes øjenvipper. Hendes øjne fokuserer igen på vejen.

"Jeg sagde, at det er okay at vise ting frem, når man har pengene." Og det går videre...

"Jeg ved det, mor. Men nu er det dig, der har pengene, ikke mig." Endelig ser jeg et skilt med skriften 'Miami College, 5 km' Kun ca 5 minutter tilbage.

"Men du kunne have pengene, Isabella." Jeg vælger at ignorere hende, og nyde de sidste 2 minutters stilhed. Hun parkerer henne ved indgangen, så jeg kan få nøglen til mit værelse, og så gå ud og hente mine ting bagefter.

Mit værelsesnummer er 0105, hvilket er nemt at huske, da det er min fødselsdag. D. 1 Maj. Da jeg prøver at finde vejen til mit værelse, går jeg forbi en masse andre. Der kommer larm fra alle værelser. Endelig finder jeg mit værelse og putter nøglen i hullet. Der er ingen derinde, så jeg må have kommet før min værelseskammerat. Min mor møder mig på gangen, med alle mine ting. Hun har åbenbart fundet en vogn et sted, og puttet alle min kasser deri. Vi læsser af på værelset, og tager så ned i centeret. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...