STEP BY STEP [h.s] PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2015
  • Opdateret: 9 dec. 2015
  • Status: Igang
alting, er på et tidspunkt ingenting / dét sker, når man mindst forventer det / og det gør ondt.

*cover credit til @This is me

81Likes
61Kommentarer
28548Visninger
AA

7. KAPITEL TRE - PART ET

HAN SÅ PÅ mig med spørgende øjne. Det var knebet sammen i nogle små sprækker. Kul sort. Han lignede en som ikke vidste hvad fortid betød, altså for real. Hans læber var skilt ad i en diameter på en centimeter.

»Luk munden, det trækker.« jokede jeg og gav ham et smalt blink med det ene øje. Han så væk, vredt og foretrak ikke en mine mens han prøvede at samle sit kæbe værk til sig.

»Du er godt nok vovet,« hviskede Niall i mit øre. Jeg fnes og så tilbage på ham med et smil. Jeg måtte teste Harrys grænser, også selvom jeg vidste hvorhenne de lå. Han skulle ikke slippe billigt afsted med dette: at bare sådan “købe” mig, for at reklamere for sig selv.

»Jeg kan allerede li’ dig,« påstod Niall med sin irske accent. Han hviskede, mens han så dybt i mine øjne. Jeg så på ham med løftede øjenbryn. Selvfølgelig var jeg overrasket, at han ALLEREDE kunne lide mig.

»Du hørte mig,« sagde han og blinkede til mig.

 

 

»Hvad helvede foregår der mellem dig og Niall?« spurgte Harry vredt, da vi kom tilbage til bilen. Niall og jeg var faldet godt sammen og jeg følte hele min mave fyldt med sommerfugle. Bare tanken om at vi skulle danse sammen, at han skulle røre min krop. Elektriske stød.

»Ikke noget du skal blande dig i,« protesterede jeg og så på ham med kolde øjne. Han fnøs og lagde sine hænder stramt om rattet.

»Det kan du lige tro jeg skal,« svarede han og startede bilen. »Jeg har ikke hyret ham, for at han skal ligge an på dig. Det skal ingen,« Jeg så på ham. Hvad mente han med det? Det var da slet ikke noget han bestemte.

»Jaer, honey, dét bestemmer du ikke. Jeg er kun din danser, for at du selv kan tjene penge.« vrissede jeg og hamrede min knyttede hånd ned på mit lår. Han måtte snart forstå, at han ikke bestemte over mig.

»Du er meget mere end bare min danser, sweetheart.«

Han smilede klamt uden at se på mig.

»Hvad fanden mener du?« spurgte jeg vredt og så på ham med øjne røde som ild.

»Det får du at se,«

 

 

Trangen til at ansøge Niall på Facebook brød sig igennem min mave og ud gennem mine fingre. Jeg ansøgte ham, bag Harrys ryg. Han ville ikke have det, men det ville jeg. Og det var også en af de ting, som han ikke havde rettighederne over.

Straks poppede der en besked op fra Niall.

[Hey Emily! Glæder mig til imorgen, Niall.]

Jeg smilede ved tanken om at han endda glædet sig til at være sammen imorgen. Det var jo vores første øvedag som et makkerpar, og vi var begge spændte.  

[Hey, me 2. Ved du hvad vi skal danse? Emily]

Jeg så op i loftet med et stort smil, mens jeg ventede på hans svar.

[Harry ville have et eller andet med jazz og ballet. Altså blandet sammen :) Niall]

Jeg rullede mine øjne.

[Lyder sjovt, eller noget - hahah. Emily]

[Hahaha. Nå, Louis kalder, så vi snakkes ved før eller siden ;) Niall]

Niall J. Horan offline…

Jeg pustede ud, eller mere sukkede og klappede computeren sammen. Jeg tænkte over hvad jeg nu skulle lave, og om der overhovedet var noget at lave? Jeg gad ikke at snakke med Harry, eller være i samme rum som ham: det var hårdt nok at være i samme hus med ham.

Jeg lagde mig ned i sengen og svang dynen omkring min spinkle krop. Jeg var tynd. Brunhåret. Mine øjenlåg pressede sig langsomt mod hinandens vægge og den nye trang til at sove kom tættere og tættere på virkeligheden. Min krop slappede pludselig helt af, idet mine øjenlåg kollapsede og det var som at svæve på en sky.

»EMILY?!«

Jeg sprang bogstaveligt talt ud af sengen i chok. Den brølende stemme lød langt væk fra, men tæt nok på til at den kunne gennemtrænge mit ør’ hoved. Dynen faldt ned fra min krop og ned på det rene trægulv. Der var en kølig luft, men det var ikke koldt. Bare kølig.

»Harry?« kaldte jeg og så forvirret hen på døren. Huset var pludselig stille. Ikke en lyd, kun min hakkende vejrtrækning.

»Harry?!« råbte jeg.

 

Jeg tog fat i håndtaget på døren med den guld-kursive skrift. Min krop gnistrede af nervøsitet. Ubehageligt. Jeg havde ikke banket på, og det var dét som skræmte mig mest: hans reaktion.

»Hvad vil du?« spurgte han koldt. Han sad med ryggen til mig, på sin sorte læder kontorstol. Hans hænder var samlede og albuerne balancerede på stolens armlæn. Han lignede en rigtig direktør for et stort firma. »Emily..«

»Kaldte du ik’ lige på mig?« spurgte jeg forvirret. Han snurrede langsomt rundt på stolen, så han til sidst sad med fronten direkte mod mig. Jeg følte mig angrebet, men ikke fysisk. Han rystede på hovedet. Ingenting.

»Hvad mener du? Jeg hørte dig råbe mit navn,« forklarede jeg.

»Det kan godt være, men jeg kaldte altså ik’ på dig. Du må være træt,« sagde han uden at trække vejret. Hans øjne lå koldt på mig, uden nogen følelser. Bare de grønne krystaller, som kunne få enhver til at falde for ham. Dog ikke mig.

»Jamen-«

»Gå ind og sov. Du skal være frisk i morgen tidlig,« afbrød han og viftede med hånden. Han snurrede stolen rundt mod hans tidligere position, så han ikke længere kunne se mig. Jeg så ned i gulvet.

»Hvorfor er du så grov?« spurgte jeg ud af det blå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...