STEP BY STEP [h.s] PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2015
  • Opdateret: 9 dec. 2015
  • Status: Igang
alting, er på et tidspunkt ingenting / dét sker, når man mindst forventer det / og det gør ondt.

*cover credit til @This is me

81Likes
61Kommentarer
28557Visninger
AA

6. KAPITEL TO - PART TO

KAPITEL TO - PART TO

HARRY SVAREDE MIG ikke på hvorfor jeg skal bruge en dansemakker. Jeg var vant til at arbejde alene og hvis det så var, at jeg skulle have en makker, så skulle der meget til før jeg kunne vende mig til en makker.  

»Care to answer?« spurgte jeg kækt og så på ham med hævet øjenbryn. Han skød panden op, så små rynker formede sig på den helt rene pande. Hans øjne lå stadig ude på vejen, men jeg kunne let mærke hvor overrasket han var over mit spørgsmål.

»Nu skal du ikke være alt for næsvis, unge dame.«

Jeg fnøs og vendte blikket væk igen. Jeg anede ikke hvorhen, men jeg gjorde det bare. Min trang til at teste Harry hobede sig op i mig, men jeg stoppede den lige ved overkanten. Jeg måtte ikke.

»Vi starter allerede med træning i morgen,« sagde han lavmælt. Tavshed brød ud igennem os. Som en mur. Mursten.

 

 

»Er du sulten?« spurgte han pludseligt. Jeg så på ham med store øjne: mest fordi jeg var forskrækket over, at han rent faktisk snakkede til mig. Og endda om noget tilfældigt.

»Lidt. Hva’ da?«

»Louis har lige skrevet og sagt han er ved The Diner. Sammen med Niall og hans venner,« forklarede han med et svagt smil hængende i mundvigene. Men smilet var ikke til mig. Det var om tanken om, at slippe for at være alene med mig. Jeg vidste det.

»Okay,« svarede jeg koldt og så anspændt på ham. Af en eller anden grund havde jeg lyst til at give ham et møgfald, fordi jeg tydeligt kunne se at han ville slippe af med mig.

»Så kom.«

 

Der var ikke langt til The Diner, men det var stadig en forfærdeligt langsom og akavet gåtur i centeret. Stedet lå her, bare i den anden ende af bygningen. Harry havde sin mobil klistret til hånden, eller sådan føltes det, mens vi begge bar på poser med nyt tøj og sko til mig. Jeg var taknemmelige, men alligevel vidste jeg det ikke. Eller jo. Jeg sagde tak for hver eneste ting, som han købte.

»Der er de,«  sagde han pludselig og pegede hen mod en flok drenge. De var ældre end mig. Ville Harry have, at jeg arbejde sammen med en der nok var tre år ældre end mig selv. Måske fire.

»Hey guys,« hilste Harry da vi var kommet derhen. Jeg stillede poserne ved væggen og så på dem. En muskuløs mand hilste på mig: det var Louis. Jeg vendte blikket mod de andre drenge og mødte nogle dybe havblå øjne. Hans hår var farvet lyst, men jeg kunne tydeligt se på udgroninger at det ikke var hans naturlige.

»Du må være Emily. Jeg er Niall,« smilte han og rakte mig hans hånd. Jeg tog den og rystede den selvsikkert: selvom, at jeg indvendigt var ved at pisse i bukserne.

»Præcis. Hvor gammel er du?«

»Jeg er 22, dig?« svarede han med en stærk accent. Han kunne umuligt være fra England.

»Jeg er 18,« fnes jeg og så væk. Vi slap hinandens hænder og nu forsvandt den kildrende fornemmelse. Han var fire år ældre end mig. Fire! Han lignede ikke en på to-og-tyve, og heller ikke en der kan danse. Niall fangede mit blik igen, og smilte. Jeg smilte igen og satte mig ned ved den fri plads: ved siden af ham. Harry sad på den anden side af mig, så Louis og alle deres andre venner. De snakkede bare med dem selv, mens jeg sad alene. Men med en masse mennesker.

Malplaceret, mellem en tonsvis af det mandlige køn.

»De er alle dansere Emily. Så dem kommer du til at arbejde meget med,« forklarede Louis, som så roligt på mig. Jeg havde fuldstændigt misforstået Louis, for jeg troede han ville være lige så skrap som Harry.

»Super,« mumlede jeg og lagde mit blik ned på mit skød. Mine hænder rystede, men jeg vidste ikke hvorfor. Jeg følte mig ikke just nervøs eller bange.

 

Ikke indtil Harry lagde hånden bag mig. På ryglænet. Han snakkede stadig med det andre, som om jeg ikke fandt sted. Som om han ikke var vred på mig længere. Harrys finger kørte i cirkler på min ryg, hvilket sendte kuldegysninger til at løbe om kap ned af min ryg. Hvad fanden havde han gang i? Jeg måtte finde et eller andet at tænke på: noget helt andet end Harry.

»Hvor kommer du fra Niall?« spurgte jeg ud af det blå. Det var heldigvis kun Niall som hørte mig, for han var den eneste der så på mig. Han smilede stort og vendte sig lidt i sædet, mod mig.

»Mullingar, Irland. Hvad med dig? Du lyder ikke som en fra England,« spurgte han spørgende. Jeg nikkede og slog et lavt grin ud. Jeg måtte vel charmere mig lidt ind på ham. Han virkede jo også fin nok, af at han skulle være min makker. Jeg så ham slet ikke som det, men som en ven.

»U.S.A,«

»Hvordan er du så kommet hertil? Jeg vidste ikke Harry søgte i udlandet,« grinte han og slog mig blidt og sjofelt på skulderen. Først forstod jeg ikke hvordan han mente det, indtil jeg så et gnist i hans øjne. Lyst. Jeg rødmede.

»Min familie og jeg flyttede hertil for mange år siden,« forklarede jeg og smilede ved tanken om dengang. Nu var vi adskilt og det vidste ikke engang, at jeg slet ikke boede i lejligheden længere. Jeg havde lagt en besked til både mor og far, men havde ikke fået et svar. Måske var det sure. Eller ligeglade.

»Hvad synes de om, at du er Harrys lille og nye slave?« jokede han.

»Jeg tror ikke engang de ved det. Familieproblemer,« sagde jeg uden at trække en mine. Hans blik ændrede sig til forskrækket. Han skulle lige til at sige noget, men der kom intet ud af hans mund. Piv åben, men ikke en fucking ord.

»Hvad snakker I om?« lød Harrys stemme tæt på mit øre. Jeg så ikke tilbage på ham.

»Fortid.«

 

AUTHORS NOTE: Hey guys, ved ikke om der kommer et kapitel i morgen. Skal til fødselsdag lige om et par timer, og i morgen skal jeg mødes med en "ven"(get it?;)) og være hos ham hele dagen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...