STEP BY STEP [h.s] PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2015
  • Opdateret: 9 dec. 2015
  • Status: Igang
alting, er på et tidspunkt ingenting / dét sker, når man mindst forventer det / og det gør ondt.

*cover credit til @This is me

81Likes
61Kommentarer
28514Visninger
AA

5. KAPITEL TO - PART ET

DET FØLTES FORKERT. Det var det også, for jeg burde slet ikke bo hos Harry. Jeg var ikke egnet, og den dag han nu skulle finde ud af det, forventede jeg ikk' ville blive god. Jeg var bare en pige fra Washington D.C som flyttede hertil, da jeg var lille.

Jeg bankede på Harrys kontor dør og åbnede den langsomt, med et blidt tag om håndtaget. Jeg mødte hans kolde, krystal grønne øjne. De skinnede. Jeg følte mig pludselig ilde til mode.

»Tag plads,« sagde han. For første gang kunne jeg ikke høre noget ondskabsfuldt i hans stemme. Han mindede om min far, når han havde det bedst. Jeg nikkede og lukkede døren med blikket slået ned. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle placeret det henne. »Jeg har kontrakten her,« hviskede han nærmest og skubbede den hen af træ bordet, lige foran mig. Jeg kiggede efter en kuglepen, diskret. Men han opdagede hurtigt hvad jeg søgte efter og rakte derfor en sort kuglepen med guld kursiv skrift 'H.E.S'.

Jeg skimmede hurtigt kontrakten igennem og skrev til sidst under med mit fulde navn og datoen. Jeg rakte ham papiret og kuglepennen igen, med mit blik hvilende på ham. Hans blik lå forbavset på mig.

»Du har ikke engang læst den til punkt og prikke,« sagde han og rakte den mod mig igen. Hans fingre lå som lim på papirets hjørner. Jeg rystede på hovedet og han trak den tilbage.

»Jeg stoler på Dem,« svarede jeg. Et smalt og kækt smil formede sig op hans læber. Han nikkede anerkendende og samlede papiret ned i en sort mappe med den samme skrift, som på kuglepennen. Nu bemærkede jeg hvordan alle hans ting var signeret.

»Jeg tror faktisk, at vi to kan samarbejde.«

Jeg svarede ham ikke. Min egen mening var ikke som hans og det var også en brag kamp, at holde min sarkasme tilbage. Da han fjernede sit kække blik fra mig kunne jeg endelig tage en dyb indånding og virke nervøs, uden at han så det.

»Det var det for idag. Der ligger en bog på skrivebordet," sagde han og smilede svagt til mig. Det var falsk. »Læs den grundigt igennem,«

 

 

Og det gjorde jeg. Hvert et ord og imellem linjerne. Det er svært, men jeg måtte gøre hvad Harry sagde. Jeg trak vejret dybt mens jeg læste de mange tusinde metoder i at danse. Der var så mange flere end jeg troede. Så meget mere at huske.

 

Jeg satte et æseløre i hjørnet af bogens side og klappede den i, så imellem mine hænder den lagde. Jeg så rundt i værelset og trak vejret højlydt, mens jeg tænkte på hvordan jeg skulle vende mig til dette. At være under Harrys kontrol og at han kunne hundse rundt med mig som det passede ham. Det var ikke en del af min normale hverdag. Pigerne. Og John var en del af min hverdag.

»Gud, hvor jeg savner Liam.«

Det slog mig først nu, hvor længe det er siden jeg havde set den unge mand. I hans kørestol. Jeg kiggede hen på det gamle billede fra da vi alle var samlet: som en sund familie. Jeg husker tydeligt hvordan far bøvlede med at stille kameraet op i græsplænen, men til sidst fik han et skarpt nok billede.

»Emily Eliasson!« hørte jeg en dyb stemme råbe efter mig. Jeg så rundt, forskrækket og nervøs for hvem det end det kunne være. Døren åbnede sig med et brag og massen af brune og lange krøller stod i dørkarmen.

»Hvad vil du Harry?« spurgte jeg nervøst. Han så igen koldt på mig, men overhovedet ikke vredt som hans stemme ellers tydet på. Han nikkede sit hoved på en måde så jeg vidste, at jeg skulle følge med. Og det gjorde jeg.

»Vi skal ud og handle,« forklarede han og lod mig gå ved siden af ham i den store gang. Det var noget nyt. Lidt som om, at han havde fået en åbenbaring og vidste at jeg ikke var så slem som han troede. Eller i det mindste opfattede sig selv som en pestilens og ændrede pludselig stil. Jeg hepper for den sidste.

»Efter hvad? Og hvorfor skal jeg med?« spurgte jeg og så op på ham. Han sendte mig et blik. Et indviklet blik af venlighed og vrede. Måske kunne han stadig ikke lide når jeg stillede spørgsmål. Eller mere end ét af gangen.

»Du skal have nyt dansetøj, opvisningstøj og nye sko. Forhåbentligt også en ny garderobe, hvis du vil. Jeg har pengene til det,« sagde han med et svagt smil. På en eller anden måde følte jeg det hele var en fælde, for at han kunne få mig til at gøre noget til gengæld.

»Tak,« mumlede jeg og så ned. Undrende. »Tror jeg,« hviskede jeg så han ikke hørte det.

 

Han åbnede hoveddøren og lod mig komme ud først. Af en eller anden grund følte jeg, at han så på min krop. Eller rettere sagt; checkede mig ud. Sådan noget gjorde det mandlige køn hele tiden. I hvert fald i hans alder.

»Hvorhenne ligger stedet?« spurgte jeg og så mig over skulderen. Hans blik hvilede på noget over mit hoved. Nu så jeg først hvor høj han egentlig var, og forskellen mellem ham og jeg. Jeg gik ham til skuldrene.

»Nok med spørgsmål,« var alt hvad han sagde, før han gik hen til bilen. Jeg hoppede ind ved siden af og trak selen ned over min overkrop. Han startede motoren og bakkede bagud, mens han så tilbage. Jeg studerede hans hoved. Hans skarpe kæbelinje, grønne øjne der endelig så afslappede ud og de lyserøde læber. Han lignede ikke en som kunne finde på, at være i nærheden af en som mig.

»Hvad stirrer du sådan for?« sagde han pludselig og bed sig i underlæben, idet hans øjne borede sig ind i mine. Jeg slog blikket væk og rystede på hovedet, mens jeg mærkede varmen til mine kinder stige som en kogeplade. »Svar mig.«

»Jeg skal jo have et eller andet at kig på,« svarede jeg sarkastisk og så ud af vinduet. Jeg kunne hurtigt mærke, at det skulle jeg ikke have gjort. Det blev akavet, for han sagde ikke noget som han normalt ville gøre. Han ville skælde mig ud og sige, at jeg skulle opføre mig ordentligt. Men, nej.

»Vi er der om en halv time,« mumlede han, før han speedede ned af den lange villavej. Store huse med hvide mursten som var blevet slebet flade og mørkebrunt tag. Det lignede tro kopier af hinanden, men Harrys skillede sig ud.

»Kender du nogle som bor her også?« spurgte jeg, bare for at snakke om noget helt andet. Også for at bløde stemningen lidt op.

»Ja. Din træner Louis bor længere henne samt din nye dansemakker Niall,« forklarede han uden en mine. Dansemakker? En dreng?

»Hvorfor skal jeg have en makker og hvad skal jeg bruge ham til?« spurgte jeg.

 

AUTHORS NOTE: Der er kommet trailer på nu! Og den er lavet af den fantastiske This is me :
https://www.youtube.com/watch?v=Sh-_UFIYSEA

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...