STEP BY STEP [h.s] PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2015
  • Opdateret: 9 dec. 2015
  • Status: Igang
alting, er på et tidspunkt ingenting / dét sker, når man mindst forventer det / og det gør ondt.

*cover credit til @This is me

81Likes
61Kommentarer
28527Visninger
AA

16. KAPITEL SYV - PART TO

KAPITEL SYV - PART TO

Jeg gik ind til Harry igen, efter at jeg havde ringet til en læge. Hun ville sende paramedicinerne herud omgående, så jeg ville tro jeg havde fem minutter at forklare Harry hvad der foregik. Det ville være et held, hvis han så faktisk gad at lytte. Og jeg har ikke meget held i mit liv - så dette var teoretisk set min dødsdag. Eller noget.

»Harry? Er du okay?« spurgte jeg i et roligt toneleje, da jeg kom om bag skrivebordet hvor en mørbanket knægt lå. Han rømmede sig i smerte, men hans ansigtsudtryk kunne let få det til at ligne, at han bare var sur. Hvilket han også var. På mig, og Niall. Og Louis.

»Bare hold dig væk.« sagde han bittert, med tænderne presset mod hinanden. Han mindede mig om en tøsesur dreng, som ikke fik sin vilje. Jeg kunne bare havde grinet af Harry, men så vidste jeg også, at det var et farvel til min karriere og tilbage på skolebænken for at studere medicin. Eller håndværker. Whatever.

»Nu skal du ikke begynde på at anklage mig,« sukkede jeg dybt udmattet og irriteret af alles holdninger. Der er bare visse ting som man skal holde for sig selv, tænkte jeg og slog mig ned ved siden af Harry. Han lå stadig på ryggen, med armene krydset over brystet. »Louis mener, at alt dette er min skyld. Mener du også det nu?«

Han nikkede.

»Hvorfor? Du kan da bare lade være med at være så ynkelig forelsket i mig.« Og da de ord havde forladt mine mundviger og stemmebånd, hørte jeg først selv hvad jeg egentlig sagde. Jeg spærrede øjnene op og så skræmt ned på Harry, hvis blik var blevet hårdt som sten.

»Hvad var det lige du sagde?!« vrissede han.

»I-ikke noget - eller, nej. Lægerne er her!« stammede jeg og rejste mig op. Jeg følte svagt at hans hånd fik et blidt tag om mit håndled, men jeg nåede væk før han kunne skabe fysisk kontakt til mig igen. Jeg havde ikke engang hørt lægerne, men alligevel, så løb jeg ud af hans kontor og ud mod hoveddøren.

Jeg kunne ikke holde til at se ham i øjnene.

 

 

»Han kommer over sig, det er jeg sikker på.« sagde Louis i den anden ende af vejen. Vi snakkede over mobil, hvilket vi havde gjort meget de sidste par dage når der var ro fra både Harry og Niall. »De skal bare have et par dage for sig selv.«

»Hvis du siger det,« hviskede jeg og så ned på min højre hånd som ikke bar på mobilen. Mine fingre var viklet ind i min langærmet og varme trøje, som Harry engang havde købt til mig.

»Jeg er altid sikker i min sag. Okay?«

»Okay. Hey Louis? Hvor mange dage tror du de skal have mere? Altså Harry har ikke indre skader, det er alt sammen på hans hud. Skræmme efter skræmme - for satan Niall er en hård knægt.« sagde jeg. Louis var enig, for efter tre dage uden healing af Harrys sår, så vidste vi at Niall nok havde Harrys DNA under neglene.

»Nok en uge mere. Niall er overhovedet ikke psykisk klar til at konfrontere hans boksebold endnu. Hvorfor kommer du ikke herover, når Harry engang sover igen?« foreslog Louis med en optimistisk stemme. Den mand.. Han kunne altså finde en løsning på alt. Næsten -

»Jo! Det er også snart på tide at han skal have noget mad, et bad og så have sin medicin. Han bliver så dejlig træt af den.« forklarede jeg. »Vi ses, Louis.«

»Ses.«

Jeg rejste mig fra den komfortable sofa og forsvandt ud i køkkenet, hvor jeg hældte hans piller op i et pilleglas. Jeg så ned på det og grinte svagt for mig selv: selvfølgelig var hans initialer på glasset i en fin guld-kursiv skrift. Jeg rystede hovedet og hældte derefter et glas kold vand op til ham.

 

 

»Emily?« Niall så forvirret på mig, nærmest som om han var ked af det. Hans øjne var blanke. Havde han grædt? »Jeg troede du var sur på mig?« sludrede han løs som en eller anden forvirret and. Jeg satte mig hen på hans seng uden et ord. Uden et udtryk i hele min krop.

Gåturen var allerede hård nok for mig, for jeg måtte forberede hvad jeg skulle fortælle Niall. Fortælle ham om, hvordan tingene skulle ske nu. Hvilke grænser der ville komme til at være, for at jeg skal beholde min tillid hos Harry. Det var en af de vigtigste ting lige nu, udover Niall.

»Nej-« sagde jeg kort, uden at se på ham. Han søgte mine øjne, det vidste jeg og det kunne jeg mærke. Uhyggeligt nok. »Jeg er ikke sur på dig. Du beskyttede mig - bare på en helt forkert måde. Og jeg vil gerne vide hvorfor.« konstaterede jeg uden at faile i det hele. Jeg kunne have stortudet, hvis det ikke var fordi jeg måtte opfører mig som den voksne lige nu. Det var ikke mig, som gik i kødet på en anden mand.

»Han prøvede at have sex med di-« Og i dét kunne jeg ikke holde masken længere. Jeg brød ud i… - i grin. Han så forvirret på mig, som om han lige havde fået fortalt at han havde bestået alt af eksaminer i verdenen. »Hvorfor griner du?«

Han var i en panisk tilstand.

»Du troede han ville have sex med mig. Alt vi gjorde, var at snakke. Ikke andet - han kan altså godt respektere en piges grænser.« Forklarede jeg uden at grine alt for meget. Det gjorde helt i maven, at holde på et grin i så lang tid. Jeg slog hånden for munden og fniste efterhånden kun i en lav tone, mens jeg prøvede at holde øjenkontakt med Niall. Han søgte efter mig, men han virkede til at bare stirre ind i en røgsky.

»Jeg har vel misforstået det hele. Så burde jeg vel tage tilbage og undskylde - eller?« Jeg rystede på hovedet med det samme og tog fat i hans hænder. Først nu kunne jeg se dybt ind i hans øjne. Hvilket jeg gjorde.

»Ik’ besøge ham før jeg giver dig lov. Han kunne myrde dig, hvis det ikke var fordi han er så dopet af sin medicin. Han sover, ellers ville jeg ikke kunne have kommet herover.« Forklarede jeg. Han nikkede forstående. Nialls hænder var svagt svedige, men det gjorde intet. Jeg vidste hvorfor, og det var ikke noget man skulle gå i dybden i lige nu. Det var bare ren og skær forelskelse. Ungdom.


Dén nat blev jeg hos Niall. Jeg var ligeglad med om Harry ville vågne, hvilket han sikkert ikke ville. Medicinen var stærk. Det var ikke den eneste ting som var stærkt - Nialls kærlighed til mig. Han tog én ting fra mig, som jeg aldrig ville få igen. Min mødom.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...