STEP BY STEP [h.s] PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2015
  • Opdateret: 9 dec. 2015
  • Status: Igang
alting, er på et tidspunkt ingenting / dét sker, når man mindst forventer det / og det gør ondt.

*cover credit til @This is me

81Likes
62Kommentarer
28757Visninger
AA

15. KAPITEL SYV - PART ET

DET VAR EN stille morgen. Ekstremt stille, nu hvor jeg tænkte over det. Det hele virkede surrealistisk, at der ikke var noget jag her til morgen. Enten så var Harry allerede i nakken på mig, eller så var Louis kommet brasende ind på mit værelset - men det var en stille morgen.

Jeg sad i min bredde seng med puderne balancerende op af den hvide kolde væg. Mine skuldre var lagt afslappet tilbage, samt jeg ikke anstrengte min krop overhovedet. Det var en henrivende følelse, uden nogen bekymring for hvad dagen skulle bringe. Der var endelig ro.

»JEG SMADRE DEN MANIPULERENDE
Først hørte jeg det som et scenario inde i mit hoved, men da en dør blev åbnet med et brag, forstod jeg at det ikke var inde i hovedet på mig selv. Det var in real life. Og jeg vidste allerede hvem det var. Bare fordi det ikke foregik inde i mit sind, så var det stadigvæk de samme personer. Niall og -

»Niall, lad nu være! Han er ikke det værd,« hørte jeg en bekymret stemme kalde. Jeg farede op af sengen. Og hen mod døren, og idet jeg åbnede den i et hurtigt træk: farede en blond håret dreng lige forbi, med en briter efter sig.

»Det har du ret i, men han fortjener ikke at være så succesfuld! Det pisser mig af!« brølede Niall, som om at hans lunger var ved at eksplodere og at det var nu, at han skulle sige hans sidste ord. »HARRY!?« råbte han beskedent og vredt ud i den store gang.

»Louis, hva’ fanden sker der?« spurgte jeg forvirret. Louis stoppede op og så på mig med glødende øjne. Had, ville jeg mere sige. Han greb fat i min arm - dog ikke særligt hårdt, som jeg ellers havde forberedt mig på til at starte med - og skubbede mig ned af gangen mod Niall.

»Dette er din skyld! DU SKAL BARE ØDELÆGGE DEM BEGGE!« Nu var det Louis, som brølede i gangen. Niall sparkede døren op til Harrys kontor. »Så vælg dog kvindemenneske!« fortsatte Louis.

»Niall stop!« begyndte jeg at råbe efter ham. Det virkede pludselig som om, at man ikke kunne få kontakt til den rødglødende irer. Han lignede en af de personer som er blevet besat, i de der gyserfilm.

»Niall-«

»HAROLD EDWARD FUCKING STYLES!« skreg Niall, lige til grænsen før blødninger i ørene. Den dreng kunne skrue råbe op. Det må være det krigeriske i ham.

»Emily istedet for at råbe efter urealistisk kontakt, så hold Niall tilbage!« råbte Louis bag mig. Harry vendte sig forskrækket om på sin velkendte sorte læder lænestol, som han så fint brugte til sit kontor.

 

Niall var næsten sprunget over Harrys skrivebord som en løve på jagt, men den store brunhåret manke var hurtigere. Harry sprang på Niall og satte neglene i skuldrene, som et rigtigt dyr. Det var helt uhyggeligt at se på. Jeg stod stille, indtil Louis skubbede mig hårdt i ryggen. Jeg snublede hen af gulvet, men fik mig hurtigt selv samlet op på benene igen.

»Niall! Slip ham!« råbte Louis efter dem. Han lignede en som ville deltage i kampen, men vidste ikke hvordan. Jeg fik øjenkontakt med et par blodsprængte krystal grønne øjne, og pludselig virkede alt som i slowmotion. En hånd kvaste sig ned på hans næseryg. Hans øjne forlod mine og dér gik kampen mellem de to hanløver igen. En kamp om magt.

»HARRY OG NIALL. SLIP SÅ HINANDEN!« råbte Louis, som stadigvæk prøvede at få dem væk fra hinanden. Dog havde han stadigvæk ikke rørt en eneste af de to. »Emily, hjælp nu lidt!« Jeg kom hurtigt til mig selv - hurtigere end forventet - og løb hen til de to hanløver. Jeg så på Louis og nikkede, som tegn på at vi skulle gribe ind NU.

Jeg greb fat i Nialls skuldre og med Louis’ hjælp, trak vi ham af Harry. Jeg så hurtigt på Niall om han var skadet nogen steder, men der var intet at se. Så var det kun indre skader, og lidt næseblod. Mit blik faldt på Harry, som prøvede at komme op på benene, for at få krigen afsluttet, men Niall sprang i et hurtigt forsøg på ham igen. Louis klemte sine hænder omkring Nialls overarme og rev ham ned på gulvet. Louis lagde et knæ på hans bryst, med Nialls arme i spændt under vægten fra hans knæ.

»Fucking slip mig! Han skal ikke røre Emily på den måde!!« skreg Niall hysterisk. Jeg så skræmt på Harry, som hurtigt fattede hovede og hale i hvad der foregik. Harry prøvede at rejse sig op, men jeg skubbede ham hårdere ned en forventet. Han prustede af vrede og smerte.

»Bliv liggende Harry: vi skal have nogen til at tjekke om alvorlige skader. Jeg-«

»Jeg kan kraftedme love dig for, at jeg ikke skal tjekkes for noget som helst! Aldrig i mit liv ska-«

»HOLD DIN FUCKING KÆFT.« Råbte jeg ned til ham. Hans øjne var lige så store som hans designede tekopper i hvidt porcelæn, som han så stolt havde en samling af ude i en montre. »DU bliver liggende lige HER. Forstået?«

Skræmt, men han adlød mig.

»Jeg får Niall hjem. Vi aflyser de næste ugers dansetimer, indtil Niall er kommet i bedring: psykisk.« Forklarede Louis, som trak Niall op på benene. Han lignede en som kunne dræbe Harry, eller mig, bare med sine havblå øjne. Louis greb fat om hans håndled og fik ham stille og roligt trukket ud af Harrys kontor.

»Harry du bliver liggende. Så skaffer jeg en læge,« sagde jeg med en strid tone og så ned på ham. Han rullede med øjnene, men respekterede mine ord. Han lagde armene roligt ned på sin mave, mens han tog dybe vejrtrækninger. Jeg fulgte med Louis og Niall ud, og lukkede døren efter mig.

»Niall gå ud i bilen igen: jeg kører. Du venter, og stirrer ikke ud af bilen.« sagde Louis strengt til Niall, som så ned i sine hænder. Niall skulle lige til at gå ud, da Louis igen stopper ham. »Din mobil.«

Niall lagde hans mobil i Louis’ hånd, som lå frit ude i luften. Louis skubbede til hans skulder, så Niall vidste at han skulle smutte nu. Han gik ud af Harrys hus med hovedet hængende lavt og armene samlet over brystet. Louis så tilbage på mig.

»Snak med dem begge, men hver for sig. Det er dig som har skabt gnisten mellem Niall og Harry: så det er dig der skal løse problemet.«

»Hvorfor lige mig? Det er Harry som ikk-«

»De kan begge lide dig.« Afbrød han og vendte sig om mod udgangen, indtil jeg kunne nå at svare. Jeg stod tilbage med en brændende fornemmelse i maven af utryg. Jeg havde det overhovedet ikke godt over hændelserne på denne grund. Eller omverdenen, for den sags skyld.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...