STEP BY STEP [h.s] PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2015
  • Opdateret: 9 dec. 2015
  • Status: Igang
alting, er på et tidspunkt ingenting / dét sker, når man mindst forventer det / og det gør ondt.

*cover credit til @This is me

81Likes
62Kommentarer
28754Visninger
AA

14. KAPITEL SEKS - PART TO

VI ALLE ELSKER noget. Eller nogen. Lige nu, elsker jeg ikke nogen men noget elsker jeg da. At danse: at udføre min passion foran andre, så de ser min kærlighed til den. Jeg ved at Niall elsker mig. Det har han gjort i et stykke tid nu - eller - det var hvad han fortalte. Harry elsker at torturer Niall og jeg. Mentalt.

Jeg ved ikke om jeg elsker Niall, eller nogensinde vil eller har gjort. Det hele er forvirrende. Og det er kun Harry’s skyld.

Alligevel, selvom jeg vidste hvor vred Harry ville være hvis han vågnede op uden mig, så havde jeg taget noget anstændigt tøj og et par støvler på fødderne og begået mig udenfor. Der blæste svagt, så mit hår lettede op over ørene. Det rørte mig ikke, altså kulden.

 

 

Jeg bankede på døren. En hvid træ dør, som var blevet passet og plejet i mange år. Ellers havde den ikke holdt vinteren over. Jeg hørte en genkendelig stemme råbte at vedkommende skulle nok tjekke hvem der var ved døren. Jeg fik et sug i maven. Spænding.

»Oh, hey. Emily. Hvad så?« spurgte en rødmende Niall. Jeg gav ham et roligt smil, mens jeg hurtigt gav ham et kram. Jeg mærkede tydeligt hvordan hans lyst til at tage hårdere fat omkring mig opstod, men at han lod være. Jeg kiggede mig bagud, før Niall lukkede døren efter mig.

»Harry er bare virkelig mærkelig, eller mere end han plejer at være. Altså-«

»Jeg ved hvad du mener.« grinte Niall.

»Også mig,« pev en stemme bag ved os. Vi vendte os om, til at se Louis stå i kun natbukser og bar overkrop. Jeg smilte og møvede mig forbi Niall, for at give Louis et kram også. Han strøg sin ene hånd over min ryg, mens han rakte armen væk fra mig. Hans hånd bar på et glohedt kaffekop.

»Hvad laver du her egentlig?« spurgte Niall. Jeg slog blikket hen på ham igen og trak på skuldrene, mens jeg bevægede mig rundt i gangen. »Der må da være en grund, for at du kommer her.« konstaterede den blåøjet dreng.

»Egentlig ikke,« sagde jeg og åndede ud. »Jeg trængte bare til noget andet luft. Du ved,« mumlede jeg. Niall og Louis nikkede forstående, selvom de sikkert havde tonsvis af spørgsmål. De kunne bare ikke forklares, og det vidste de udmærket godt.

»Kom,«

 

Niall ledte mig op på hans værelse. Det lå lige ud til vejen, så han kunne faktisk se hen af villavejen. Og hen på mit værelse. Jeg havde dog altid trukket gardinerne for, så han kunne alligevel ikke snage. Medmindre han var spion, og havde noget højt engageret udstyr til at se igennem hvide gardiner.

»Emily?« lød hans stemme bag mig. Jeg vendte mig om, til at se ham lukke døren langsomt i med blikket vendt ned mod sine fødder. Jeg kunne ikke skelne mellem lyden af frygt eller om han var seriøs.

»Niall?« svarede jeg med et glimt i øjet. Det plejede at få ham til at le blidt, men denne gang skar hans øjne mig pludselig i hovedet, som en varm solstråle på en høj sommerdag.

»Fortæl mig nu hvorfor du er her. Jeg ved du løj,« snerrede han og rullede øjnene. »Og tro ikke Louis også fangede den.« Jeg sukkede og tog en dyb indånding, idet en tot hår faldt ned i hovedet på mig. Jeg svang det om bag øret, hvor resten af mit alt for lange pandehår var placeret.

»Harry-« begyndte jeg. »Han er bare så forvirrende. Altså, da vi var ude og spise-« Nialls øjne greb sig pludselig i mine og min mund forseglede sig. Niall vidste ikke om Harry og min lille mislykkedes middag. Jeg havde jo ikke fortalt nogen om hvad Harry og jeg gjorde når vi var alene.

»Hvad har i gjort?« spurgte han vredt.

Og så begyndte jeg ellers at fortælle..

»Harry?« hviskede jeg mens mine øjne prøvede at spotte ham i mørket. Han så lige foran mig. Det kunne jeg mærke af varmen fra hans krop. Jeg rystede. »Sover du?«

»Næsten.«

Jeg sukkede lavt og lukkede mine øjne i. Jeg kunne overhovedet ikke sove, i hvert fald ikke i hans seng. Han virkede ikke som om, at han ville lave noget. Bare sove. Jeg troede han ville noget mere.. You know.

»Hvad er der galt?« spurgte han. Han bevægede sig om på ryggen, så silhuetten af hans hovede kunne ses af måneskinnet udefra. Det røg lige igennem vinduet og ned på os. Hans læber lå som to stykker papir der var limet sammen.

»Jeg kan ikke sove,« hviskede jeg.

»Hvad plejer du at gøre, når du ikke kan sove?« spurgte han. Hans øjne åbnede sig langsomt. Det var som om, at hans øjne lyste værelset grønt. Jeg kunne se ham, tydeligt og hvert et hårstrå på hans arme og hoved.

 

Jeg havde trukket Niall ned at sidde i hans egen seng, før jeg overhovedet kom til delen hvor vi prøvede at sove. Hans blik så anstrengt ned på mine fingre, som jeg prøvede at holde styr på. Jeg rystede. Voldsomt.

»Havde I.. Du ved..« spurgte han med en lille stemme.

»NEJ! Overhovedet ikke, det ville jeg ikke gøre mod dig. Niall, du er den-« og så rystede han opgivende på hovedet. Han kløede sig i panden og kradsede derefter sig lidt på næseryggen.

»Jeg forstår bare ikke-« mumlede han. »Det er ligemeget. Jeg er bare glad for at I ikke gjorde noget,« smilte han. Jeg vidste at hans smil var falsk som en kunstig blomst. Men jeg lod være med at gå i dybden af det, for jeg vidste at han bare ville ende med at blive sur.

»Niall, er du okay?« spurgte jeg og lagde min hånd på hans lår.

»Jaja. Skal du ikke til at hjem?« spurgte han og kiggede mig dybt ind i øjnene. Jeg rystede på hovedet, men han modsagde mig med et fast nik. »Jo du skal så. Hellere før Harry opdager hvor du er.«

»Men-«

»Emily. Du burde altså smutte hjemad. Ellers får vi begge Harry på nakken,«

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...