STEP BY STEP [h.s] PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2015
  • Opdateret: 9 dec. 2015
  • Status: Igang
alting, er på et tidspunkt ingenting / dét sker, når man mindst forventer det / og det gør ondt.

*cover credit til @This is me

81Likes
61Kommentarer
28548Visninger
AA

17. KAPITEL OTTE - PART ET

»Emily.. Vågn op,« lød en hæs stemme. Jeg brummede irriteret af vedkommende, som prøvede at vække mig fra den dybe trance. Jeg hadet hver morgen, for det betød at der var mindst tolv timer til at jeg skulle sove igen.

»Lad mig nu være,« hviskede jeg og skubbede til den varme ru hånd som aede mig på armen. Den sendte kuldegysninger ned af min arm, så de lyse hår rejste sig som en græsplæne i en storm.

»Hvis du ikke står op, så opdager Harry hvor du er. Hvis du er klar om ti minutter, så kan jeg give dig et lift. Jeg skal alligevel ud at handle,« forklarede stemmen som lød mere og mere som Louis’ morgen stemme. jeg genkendte den fra de tidlige morgen undervisningen.

»Jeg gider ham ikke længere,« mumlede jeg og begravede mit hoved længere ned i puden. Niall knurrede sin arm omkring mit liv, mens han sukkede dybt. Han sov stadig.

»Hvem?« spurgte Louis.

»Harry.«

»Det forstår jeg godt, men du kan ikke komme ud af kontrakten nu. Det er for tidligt, og så vil forsikringsselskabet undre sig og gå dybere ind i sagen.« forklarede Louis. Han hev fat i min arm og trak mig langsomt ud af sengen, for at han ikke ville vække Niall. Hans hånd forlod langsomt min torso.

»Jamen-« pev jeg, mens han trak mig op at stå. Han smed mit tøj hen mod mig og jeg greb det dovent med mine slappe arme. »Jeg kommer om syv minutter,« sagde jeg til Louis, som nikkede før han forlod rummet.

»Hvornår kommer du tilbage?« hviskede en hæs stemme bag mig. Jeg vendte mig om og stod ansigt til ansigt med Niall, som nu var vågnet. Han lignede noget katten havde slæbt med ind, for at være ærlig. Han var stadig gul og blå all over - udover så han wasted ud.

»Det ved jeg ikke, men snart. Forhåbentligt i løbet af næste uge, eller weekenden. Jeg ved ikke om Harry aflyser weekend turen til hans familie. Jeg har sådan lidt lovet ham, at følges. Som støtte.« forklarede jeg uden at tage en eneste pustepause. Han nikkede forstående, selvom jeg vidste at han inderligt ikke ville have jeg tog med på den tur.

»Pas på dig selv.«

»I will.«

 

 

I bilen hjemad var Louis lige så stille som en sten på en sommerdag. Komplet stilhed, hvilket kun gjorde mig mere urolig for at komme hjem igen. Hjem.. Harry’s hjem. Det kunne have været oplagt for Louis at skulle berolige mig, men jeg gætter på at han stadig er sur. Det er ikke engang ham som var oppe at slås- af hvad jeg ved. Måske var Niall gået amok på ham, men det så jeg ikke en stor sansynlighed for.

»Louis?« spurgte jeg i et lavt toneleje. Usikkerhed.

»Ja?«

»Er du stadig sur på mig?« Min stemme snurrede sig sammen og vred sig næsten i en knude, så jeg knækkede ned i et dybere toneleje. Han sukkede og trak på skuldrene, mens han prøvede at fokusere på vejen. Vi var der lige om to huse mere.

»På en måde, men det er der jo også grund til. Men jeg har ikke lyst til at snakke om det lige nu,« sagde han uden nogen form for tone i sin stemme. Jeg vidste at han var rasende på mig, fordi jeg - siden min ankomst - har kun skabt problemer.

»Har Niall og Harry altid været efter hinanden?« spurgte jeg. Han rystede på hovedet med sammenknebne læber.

»Oh, ok-«

»Eller jo. På en måde, hvis man kan sige det sådan. Niall har været jaloux over Harry’s erfaring og success. Derudover bruger Harry bare os andre, så han selv kan få alt det gode.«

»Jeg forstår. Tak for turen Louis, vi ses nok snart. Håber jeg da,« sagde jeg og steg ud af bilen som holdt foran huset. Jeg slog blikket op på Harry’s vindue og så gardinerne ikke var trukket væk. Han sov stadig.

»Vi ses, Emily.«

 

 

Det blev henad aften i det dulme og skumle hus. Jeg havde kun få lamper tændt, for jeg var bange for hvad Harry mente om at have lysene tændt. Jeg snakkede for det mest kun med ham i dagslys, og der var der knap nok lamper tændt.

Jeg stod i køkkenet og lavede noget aftensmad, men kun to portioner da jeg ikke havde hørt fra Harry hele dagen. Hverken fodtrin fra hans værelse og til badeværelset. Nogle gange strejfede tanken om at han var død mig. Der var næsten helt mørkt i køkkenet, undtagen fra emhætten over mit hoved og ned på komfuret.

»Ahem!« hostede en kraftig stemme bag mig. Jeg slap alt hvad jeg havde i hænderne og vendte mig forskrækket om med udspilet øjne. Harry stod i dørkarmen ind til køkkenet. Kun lyset fra emhætten oplyste svage detaljer i hans maskuline, foreslået ansigt. Han bar kun Everlast joggingbukser, som hang lavt så hans V-line næsten skar sig igennem mørket. »Hvor var du i nat?« vrissede han hæst. Medicinen påvirkede han stemme, til det meget mørkere.

»H-hjemme-«

»STOP MED AT LYVE EMILY! DU VAR HOS NIALL! HVAD SAGDE JEG TIL DIG, OM AT SE DEN KNÆGT!?« udbrød han i et raseri, mens han stormede hen imod mig. Han greb fat om mine arme og skubbede mig op af køkkenbordet, lige ved siden af det brandvarme komfur. Hans øjne lyste op i en vred, krystal grøn farve. Èn blodårer i panden brød frem på ham.

»Harry-« hviskede jeg og stirrede ham ind i øjnene. »Slip mig.«

»Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre!« råbte han og slap min ene arm. Hans hånd rejste gennem luften med sådan en fart, før den kollapsede med min kind. En sviende fornemmelse bredte sig i min kind, og mit blod sitrede i samme område.

»OP PÅ DIT VÆRELSE!«


Den aften tog han min mobil, computer og alle andre former for at være i kontakt med omverdenen. Jeg græd, men ikke over at han tog tingene. Han slog mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...