STEP BY STEP [h.s] PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2015
  • Opdateret: 9 dec. 2015
  • Status: Igang
alting, er på et tidspunkt ingenting / dét sker, når man mindst forventer det / og det gør ondt.

*cover credit til @This is me

81Likes
62Kommentarer
28651Visninger
AA

9. KAPITEL FIRE - PART ET

»J-JEG VED VIRKELIG ikke-« stammede jeg og kørte mine fingre nervøst gennem mit hår. jeg havde løsnet det fra hestehale. Det var den ting jeg gjorde, når jeg følte mig nervøs eller var i panik. »Jeg kan ikke huske det,« hulkede jeg. Louis lagde armene om mig, i en hurtig bevægelse. Just like John.

»Shhh-« tyssede han. »Det er okay. Vi skal nok finde ud af det, på en eller anden måde.« Jeg greb fast i hans trøje og trak mig selv længere ind til ham, så han blev nødt til at lægge armene helt omkring mig. Jeg havde brug for den følelse. Tryghed.

»T-tak. Men hvad nu hvis Niall gør noget mod Harry? Så er det jo min skyld,« hulkede jeg ind i hans skulder. Hans varme hånd aede min hoved, mens den langsomt strøg sig ned mellem mine skulderblade og op igen på mit baghoved.

»Det er ikke din skyld. Det er Harrys,«

»Hvordan ved du det?« spurgte jeg og slog blikket op på ham. Han tørrede tårerne af mine kinder med sine tommelfingre.

»Det gør jeg bare.«

 

 

Jeg følte mig som en lille forfalden blomst mellem to bøger, der forsøgte at knuse mig til det fladeste. Så var det bare et spørgsmål om, hvem der fik mig når bøgerne blev taget væk fra hinanden.

»Kom, så går vi op til Harry og tager en snak med ham. Og Nialls reaktion.«

Jeg havde lyst til at protestere, skrig og græde. Men jeg havde også lyst til at grine, smile og hoppe fjollet rundt i mine ballerinasko. Jeg var vred. Ked af det. Glad. Søvnig.

»Okay,« sagde jeg bare i en svag hvisken. Louis havde stadig armen rundt om mine skuldre, mens vi gik ud af lokalet. Jeg kunne allerede høre Nialls høje stemme råbe af ham. Harry. Hvorfor hørte jeg ikke Harry? Han måtte da forsvare sig selv. Eller hvad. Så kom jeg pludselig i tanke om Harrys tidligere klienter. Hvordan han truede mig, på en måde, med at fortælle mig om dem.

»Hvad skete der med Harrys tidligere klienter?« spurgte jeg Louis. Han måtte da vide et eller andet, og det ville bare være unfair hvis han intet sagde. Jeg havde ret til at høre det, siden jeg er Harrys nye klient. Eller danser, som jeg kalder det.

»Ehm-« mumlede han og så op i loftet. Han slugte en stor klump i halsen. Det kunne jeg tydeligt se. Han virkede anspændt, som om dette gjaldt liv eller død. »Det er ikke vigtigt. Det vigtigste lige nu er at vi får en forklaring på hvordan det blå mærke er kommet.«

Jeg nikkede.

 

»Harry Styles! Din fucktard af en rig spadser at være! Jeg-«

»NIALL!« afbrød Louis med en høj, gennemtrængende stemme. Det var som om, at i dét sekund at alt stoppede. Niall stod helt stille. Harry sad som sædvanligt: med albuerne på armlænet og fingre foldet over for hans kæber. Louis havde sluppet mig og stillede sig foran, så de ikke vil ane jeg var her først.

»Louis-«

»Jeg nægter at høre på dig råbe og skrige af Harry, for vi ved allesammen godt at det leder os fandme ingen steder hen. Niall du sætter dig ned på din røv, det samme gør du - Emily - og så skal vi have en ordentlig snak.« forklarede Louis. Han virkede så voksen, i forhold til Harry. Hvorfor var det ikke Harry som var vores træner, og ikke Louis? Det virkede unormalt. Louis var trods alt den ældste af os.

»Jeg har altså ikke-« prøvede Harry, men Louis så blot på ham med et skarpt blik. Harrys mund stod svagt åben, men der var helt stille.

»Du har ikke ordet Harold.«

Jeg kunne ikke lade vær’ med at fnise over hvad Harry lige blev kaldt. Harold. Komisk og gammeldags. Harry så på mig med dybe, kolde øjne. Jeg følte et strejf af kulde omkring mig, så hårene på armene og nakken rejste sig hurtigere end du kunne sige ‘stakit-kasket-stafet.’

»For det første; hvad fanden har du gjort ved Emily?« spurgte Louis, mens han stirrede på ham. »Ja, dig Harold.« Harry lænede sig tilbage i sin stol, greb en kuglepen der lå foran ham og lod den rokke fra side til side i mellem hans fingre.

»Ingenting. Hvad skulle jeg have gjort?« spurgte han. Harry lignede ikke en som holdte på en hemmelighed. Der var slet ingenting at se i hans ansigt. Ingen spor.

»Hvorfor har hun så et blåt mærke på armen? Du var den eneste, som var i nærheden af hende i løbet af igår aftes og i morges.« konstaterede Louis. Mit blik røg hen på Niall, som lignede en bombe der var ved at eksplodere i den sort-læder belagte stol. Han fleksede. Men nok ikke med vilje. Jeg kunne se hvor tæt han var på at gå i kødet på Harry.

»Det ved jeg virkelig ikke. Emily, hvorfor forklarer du dem ikke det?« spurgte Harry, mens hans blik fangede mit. Denne gang kunne jeg se et glimt i øjet, hvilket fik mit hjerte til at springe en takt over. En og to, og tre og fire.

»J-jeg,« stammede jeg. Nervøsitet.

»Hun kan ikke selv svare på det. Hvorfor tror du vi kommer til dig?« hakkede Niall på Harry. »Indrøm det nu bare,« konstaterede han og slog hånden i bordet. Sveden begyndte at samle sig i små perler dråber på Harrys pande. Små funklende perler.

»Jeg har intet gjort. Fat det,« vrissede han og så dybt på Niall denne gang. Jeg følte mig forvirret. Kvalt.

»Jeg er ikke færdig med dig Styles,« truede Niall og hejste sin hånd op mod hans ansigt. Jeg greb den ud af det blå. Hans øjne blev hurtigt større, før han kiggede hen på mig. Nu følte jeg ALLES blik direkte mod mig.

»Niall, slap af. Kom nu, lad os øve.« Jeg så roligt på ham. Kun ham. Jeg kunne ikke have Niall skulle begynde at true Harry på nogen punkter, for så vidste jeg at det ikke længere var Niall: som min dansepartner. Han kunne let skaffe mig en ny.

»Han skal ikke røre dig,« vrissede han med sammenbidte tænder. Jeg sukkede.

»Det har han heller ikke,« hviskede jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...