STEP BY STEP [h.s] PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2015
  • Opdateret: 9 dec. 2015
  • Status: Igang
alting, er på et tidspunkt ingenting / dét sker, når man mindst forventer det / og det gør ondt.

*cover credit til @This is me

81Likes
62Kommentarer
28648Visninger
AA

11. KAPITEL FEM - PART ET

JEG HOLDER AF Niall. Og Harry. Liam og alle de andre. Det gør jeg, men det er bare på hver sin måde. Jeg savnede Liam, rigtig meget. Det var ubeskriveligt, hvilken smerte det påførte mig: bare fordi jeg aldrig besøgte den bror som alligevel ikke kunne huske mig. Jeg var en anden for ham. Og det kunne jeg egentlig og selv se. Forandret.

»Hvad har Harry imod fortiden?« spurgte jeg Niall, da vi gik ud bagi for at klæde om. Det var det eneste tidspunkt jeg var alene med Niall, fordi jeg vidste at der var overvågning, så de kunne lade os gå frit. Selvom vi rent faktisk ikke var alene.

»Han hader fortiden. Folk hænger sig i den,« sagde han hurtigt. Han vidste svaret selv, altså Niall. Han havde nok gået igennem det mange gange. »Han har aldrig ville fortælle sin fortid til nogen, undtagen Louis. Det er derfor han ved det,« forklarede han og slog et slapt og hvidt håndklæde om bag nakken på sig selv.

»Tror du, at jeg kan spørge ind hos Louis?«

Han rystede på hovedet. Jeg slog blikket ned på det kolde klinkegulv, som var kridhvidt.

 

 

»Emily, kommer du lige herind?« lød Harrys stemme fra mobilen. Jeg nikkede, selvom han ikke kunne se det. Han lagde på og jeg låste min mobil derefter. Jeg hoppede ud fra min seng, og bevægede mig hen imod den lukkede dør. Jeg orkede ikke engang spørge om hvad han ville. Jeg gik bare ud til ham.

 

»Du kaldte Harry,« sagde jeg med en smal stemme. Næsten som en mus. Han sad, som sædvanligt, med albuerne på armlænene og fingrene foldet lige foran hans hage. Det var hans ting, eller det kunne jeg i hvert fald tænke mig til.

»Yes,« svarede han roligt. Jeg var overrasket, over at han ikke var kold. Stemmen lød som en isterning der var tøet så meget op, at den nu bare lå som vand i en skål. Bølgerne der formede sig i kanterne, når man kom til at skvulpe med beholderen. »Du har en time til at gøre dig klar. Fornemt tøj, og en ordentlig attitude. Jeg nægter at høre på den sædvanlige hele aftenen.«

»Hvad skal vi?« spurgte jeg nysgerrigt.

»Det får du at se,«

Jeg vendte om på hælen, da jeg ikke lige så muligheden for et skænderi lige før vi skulle ud. Jeg lukkede døren på klem, før jeg spurtede ned af gangen. Hans hus var så moderne, men stadig så antikt. Flotte møbler, store malerier og hvide vægge med figurligt loft - der var væg og loft mødes en en bue som går fornemt ud i et.

»En time!« hørte jeg hans høje stemme råbe.

 

Jeg studerede den rødvins røde kjole, jeg havde på, som hang inde i mit skab. Harry kunne lide den, så jeg tænkte, at hvis jeg nu tog den på, at han så ville acceptere mig mere. Den var virkelig smuk. Lang og løs fra taljen og ned. Ellers sad den stramt omkring mit bryst og formede sig op i en halv langs hals med lynlås bagpå. Mit hår var krøllet i blide og store bølger.

»Er du klar?« hørte jeg Harrys stemme ude fra mit værelse. Jeg havde ikke fået lagt makeup, men jeg følte heller ikke for det. »Mød mig i entréen om fem minutter,« lød hans sidste ord, før han forlod den anden side af døren. Jeg tog en dyb indånding og kiggede ned på de lette ballerina sko med rem.

»Kom så Emily. Opfør dig ordentligt,« hviskede jeg og så ind i spejlet igen. Jeg følte mig al for fin, i hvert fald til hvad end vi skulle, selvom jeg ikke anede hvad det var. Det var bare sådan jeg følte. Jeg greb mig selv i at stirre i få minutter; bare ind i spejlet. Ikke direkte på noget. Bare spejlet.

Jeg vendte om på hælen og gik ud af mit massive store værelse. Det mindede mig om størrelse på min gamle lejlighed. Den var heller ikke særlig stor, men det var nok til mig. Mens jeg gik i et heftigt tempo ned af gange, mærkede jeg kjolen og mit hår hvirvle efter mig som en lun brise i sommervejret. Og om mors bryllups kjole..

 

»Skynd jer nu op til mormor. Hun har jeres tøj klar!« forklarede far med glæde i stemmen. Han var iført en hvid skjorte som var proppet ned i det mørkeblå bukser. Han havde et slips hængende på skuldrene, mens hans hænder kørte igennem det nyvasket hår.

»Hvem kommer først?!« råbte min ældste storebror, mens han skød Liam og mig et konkurrerende blik. Vi spænede alle sammen mod trappen, og selvfølgelig løb jeg langsomt. Jeg var den yngste.

»FAR DE SNYDER!« råbte jeg efter dem. Far grinede og lod mig lide op af trappen. Mine små ben fulgte i hurtig hastighed med Liam, som ikke løb meget hurtigere end mig. Han så tilbage med et blik, som mindede mig om når jeg var ved at græde. Han stoppede op og rakte sin hånd ud efter mig. Jeg tog den.

»Lad os løbe sammen,« smilte han og begyndte at hive mig i fuld fart op af trappen. Da vi kom ind til mormor, stod hun allerede med mor parat. Jeg var målløs. Liam også. Mors kjole hvirvlede svagt i vinden fra det store vindue bag dem. Hun lignede en prinsesse.

»Hvor er du fin, mor.«

Mors grin fyldte mine små øre.

 

Liam havde en nyresygdom. Derfor var han også elendig til at løbe, indtil han langsomt begyndte at træne mere og mere. Selv som trettenårig, kunne han løbe hurtigere end vores storebror.

»Emily?« kaldte Harry. Jeg satte farten op og åbnede døren ud til entréen, hvor Harry stod i sit jakkesæt. Denne gang var hans initialer væk. »Nå der var du,« sagde han. Hans blik faldt ned af min krop, og øjnene blev langsomt større. Jeg følte mig ubehageligt tilpas.

»Hvad synes du?« spurgte jeg. Mine kinder føltes varme. Hans øjne lå som lim på mig, men ikke på mit ansigt. Min krop, og det var derfor jeg var utryg. Når drenge gjorde det, var det som regel players. Det var også derfor jeg stolede mere på Niall. Han så mig i øjnene.

»Du ser fantastisk ud, Emily-« mumlede han. Pludselig fik jeg øjenkontakt med ham, men kun i et blot lille sekund før han så væk. Hans mund var presset sammen i en lige streg. Som om at han var genert.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...