STEP BY STEP [h.s] PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2015
  • Opdateret: 9 dec. 2015
  • Status: Igang
alting, er på et tidspunkt ingenting / dét sker, når man mindst forventer det / og det gør ondt.

*cover credit til @This is me

81Likes
61Kommentarer
28529Visninger
AA

4. KAPITEL ET - PART TO

LYDEN AF EN højlydtene motor stoppede ude foran mit hus. Jeg sukkede, og tænkte på at nu var min tid alene over. Mr. Styles ville banke på inden for lidt tid og tage mig med til hans sted, langt fra min familie. Eller, hvad jeg nu havde tilbage fra den. Jeg kiggede rundt i min lejlighed, på min kuffert og pose med diverse dansesko - jeg vidste ikke helt, om Styles ville give mig nogle nye eller hvad.

»Emily! Så det nu,« Hans gennemtrængende stemme lød uden for døren, lidt som om, at han råbte igennem nøglehullet. Jeg gik hen til døren og åbnede den op, hvorefter jeg nikkede til ham.

»Du har to minutter og så er du ude i bilen,« var det sidste han sagde, før hans lange snude vendte sig væk fra mig igen. To minutter, tænkte jeg og tog en dyb indånding. Jeg havde kun to minutter til at efterlade alt, hvad jeg havde.
Jeg greb min kuffert og pose, og vandrede i stilhed ud af døren. Jeg klappede døren i og låste efter mig, smed nøglen i lommen og tog endnu en dyb indånding. Styles sad i bilen med et skarpt blik på mig. Skeptisk. Jeg så at bilen kun havde to sæder, hvilket betød jeg skulle sidde ved siden af ham. Jeg bar min bagage ned til bilen og smed den op i beholderen. Jeg åbnede bildøren og hoppede ind ved siden af ham. Hans blik var koldt.

 

 

Der var begyndt at regne i starten af bilturen, hvilket ikke gjorde mit humør meget bedre. Han snakkede ikke til mig, ikke engang hvorhenne vi skulle hen. Han kørte bare. Ligeud og langt væk. Jeg tænkte på John. Og pigerne, som jeg helt sikkert ville savne - men deres chance skulle nok komme. Jeg forstod bare ikke hvorfor John valgte mig.

»Mr. Styles?« mumlede jeg og så på ham. Han udstødte en lyd og blev ved med at kigge ud på den mindste trafikerede vej, jeg nogensinde har set.

»Du kan kalde mig Harry,« vrissede han og gav mig et koldt og hurtigt blik.

»Harry,« startede jeg og så ud af vinduet. »Kan du ikke fortælle hvordan det hele kommer til at gå?« Han rullede sine øjne, som om han var irriteret over at jeg ikke anede en fucking ting. Han rystede skarpt på hovedet og bed tænderne fast i underlæben. Det lignede han havde ondt et sted.

»Kan det ikke være ligemeget? Du skal bare høre efter hvad jeg siger,«

 

Han virkede underligt. Dominerende, i hvert fald over for mig. Jeg håbede inderligt, at han ville ændre sig: for dét der, kunne han godt glemme alt om. Jeg havde brug for at vide nogle informationer om den og den ting, og sådan er det bare. Det skal han lærer at forstå.

»Vi mangler stadig et par få hundrede kilometer,« sagde han så. »Tilfreds?« Jeg rullede mine øjne og kiggede på ham i få sekunder, før jeg igen vendte blikket ud mod vejen. Jeg følte mig pludselig tom, ligesom vejen. En tom, endeløs vej som bare førte ud i ingenting.

»Hvorhenne?«

»Hold nu kæft med alle de spørgsmål. Ingen spørgsmål, okay?«  vrissede, eller næsten råbte i hovedet på mig. Jeg så forskrækket på ham. Hans øjne var som sømmet fast på mine, hans kæber spændte og hans fingre greb hårdt om rattet.

»OKAY?«

»Jaja,« mumlede jeg og trak mig til siden i sædet. Jeg følte mig pludselig alt for usikker, til at bo hos ham. Han virkede slet ikke som en hårdkogt manager, men som en sindsforvirret mand. Han manglede et eller andet. Noget han havde mistet, og som stadig gravede sig dybt ind i ham.

Nu stod regnen ned i tykke strimler. Vejret var mærkeligt i England, specielt i efteråret. Jeg savnede sommeren og dets varme dage. Man skulle aldrig rigtig tænke på at trække i lange bukser eller en langærmet trøje. Det hele var bare så dejligt og frit.

»Forhelvede,« mumlede han med sig selv. Jeg kunne ikke høre hans fortsættende dialog med sig selv, men det var også ligemeget. Hvis han ikke engang ville føre en samtale, gad jeg da ikke at snakke med ham. »Skide regn. Kommer altid på dårlige tider,« fortsatte han.

Jeg bed tænderne sammen og trak min underlæbe med ind.

 

 

Harrys hus var stort. Så stort at jeg nok ville fare vild, eller overhovedet ikke høre fra ham i flere dage. Mit værelse var lige ved siden af det “lille” dansestudie, langt fra hans kontor - hvor han sagde, at han ville tilbringe meget tid derinde. Jeg ville få min egen træner også. Den eneste jeg ville have var John. For altid.

Jeg sad på min seng, min store konge seng. Han havde seriøst sørget for alt hvad en pige kunne ønske sig. Jeg så, at der lå en MacBook Air henne på skrivebordet, men jeg turde ikke røre ved den. Hvad nu hvis det bare var til pynt. Desuden havde jeg taget min Acer med.

Jeg mærkede pludselig hvordan min mobil brummede i min baglomme. Jeg hev den forskrækket op og så på displayet. Af hvad jeg kunne se havde Harry fået sit nummer ind på min mobil, på en mystisk måde. Jeg havde aldrig givet ham min mobil.

»Det Emily,« svarede jeg.

»Ja det ved jeg,« vrissede han. »Kom lige op på mit kontor omgående.« Jeg rynkede mine øjenbryn og kiggede op i loftet.

»Hvorfor?« spurgte jeg.

»Skal have en alvorlig samtale med dig, unge pige.«

 

 

AUTHORS NOTE: Det var så hele kapitel et, delt op i to parter. Vil i ikke lige skrive en kommentar om hvad i synes so far, og fortæl hvad i tror der sker? :) x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...