STEP BY STEP [h.s] PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2015
  • Opdateret: 9 dec. 2015
  • Status: Igang
alting, er på et tidspunkt ingenting / dét sker, når man mindst forventer det / og det gør ondt.

*cover credit til @This is me

81Likes
61Kommentarer
28523Visninger
AA

3. KAPITEL ET - PART ET

DUFTEN AF DET slidte dansegulv fyldte hans næsebor, mens han så ud over salen. Hans øjne borede sig ind i den slanke krop, der dansede let på tå - min krop. Jeg prøvede at holde koncentrationen, men så mærkede jeg tydeligt blikket og der gik ikke fem sekunder; så fangede jeg hans øjne. Min ene fod snublede over den anden, og langsomt faldt jeg mod jorden - uden at slippe mit blik fra ham.

 

 

Mine ballerina sko klamrede sig stramt om mine fødder, mens jeg mærkede den høje musik fra højtalerne i mine tær. Jeg elskede følelsen af at være i live, og det gjorde jeg kun når jeg i dette øjeblik, nåede højdepunktet af dansen og sluttede af med spagat.

»Det var super,« råbte vores træner, John, ud til os, fire dansepiger, mens han stod med brillerne skubbet ud på næsetippen. Han så skeptisk på os, og dermed vidste vi at det ikke var super, det var ring’. Vi sukkede og satte os ud til siden, hvor vi startede vores fem minutters pause.

Mens jeg sad med mobilen i min hånd og tjekkede diverse sociale medier, hørte jeg døren åbne sig herind til. Jeg så ikke efter hvem det var. Ikke før man kunne høre den frygtindgydende lyd af de mest berygtede støvler. Man måtte ikke have støvler på herinde normalt, men det måtte han. Jeg så op.

»Mr. Styles,« sagde John som ren gestus.

»Jeg skal bruge én pige,« afbrød Mr. Styles. John snak en dyb klump, det kunne man se. Hans adamsæble stak normalt meget ud, men når han gjorde det, stak den endnu mere ud. Nogle gange var det uhyggeligt, fordi så vidste man det var dårligt. Eller noget dårligt skulle ske - det vidste vi alle faktisk. På et eller andet tidspunkt.

»Ja selvfølgelig. skal ske,«

»Og helst en som fungere denne gang,« vrissede Mr. Styles lavmælt. Han var en af de bedste managers du kunne ønske, i hvert fald i hele England. Han gik altid efter navnet H.S, og alle hans tidligere håndlangere havde hans initialer som en tatovering - jeg vidste ikke hvorfor. Og jeg ville faktisk ikke vide det.

»Lad mig lige tænke,« mumlede John, som så over på os. Et svagt stød gik igennem mig, kuldegysningerne kriblede sig ned af min nøgne ryg og hårene i nakken rejste sig hurtigere end en storms hastighed. »Emily, tag hende

»Emily.« sagde HS, som om han smagte på mit navn. Mit navn. Min fremtid. Jeg nikkede mod de andre piger, som så på mig med et smil. Jeg forstod ikke hvorfor de smilede, for HS var et monster. Eller, det sagde hans ry. »Kom her for fanden,« brummede han.

»Undskyld,« sagde jeg ud af det blå, mens jeg løb over til ham. Han hev fat i min overarm og placerede mig foran ham, mens hans blik vandrede ned af min krop. Jeg følte mig malplaceret.

»Pak en kuffert i dag og vær’ klar i morgen tidlig klokken otte,« smilede han klamt. Jeg kunne ikke lide hvordan han så på mig. Han mindede om de klamme fyre fra dengang jeg gik i High School.

»Jamen,«

»Du bor vel i lejlighed? Så burde det ikke være et problem, at pakke en fucking kuffert.«

Jeg så tilbage på John og pigerne. De nikkede, som om det var i orden den måde HS behandlede mig på. Jeg blinkede et par gange med mine øjne og tog en dyb indånding, før jeg vendte mig mod min kommende fremtid.

»Fint,« sagde jeg og vendte mig om, for at finde min idrætstaske. Et sug gik igennem min mave ved tanken om at skulle være hos HS - for det var man, hvis man tilhørte ham.

»Hvordan kommer du hjem, Emily?« hørte jeg hans dybe stemme bag mig. Hans stemme gav mig endnu flere kuldegysninger.

»Mine ben, som enhver anden normalt menneske.« røg det ud af mig. Jeg følte pludselig fem par øjne på mig, idet ordene havde forladt min mund uden rigtig tilladelse. »Jeg mener-«

»Jeg ved hvad du mener. Jeg kører dig,« sagde han. Jeg slog blikket ned og tog endnu en dyb indånding og vendte mig mod ham. Jeg svang tasken over min skulder mens jeg spankulerede hen mod ham. Hans klamme smil spillede på de lyserøde læber.

 

 

Jeg løb hen af det græs som ikke længe var blevet klippet. Jeg kunne godt lide følelsen af græsset som kildede mig i mellem mine tæer. Mor og far sad hende under træet, på et ternet tæppe. Som i tegnefilm. Mine brødre og jeg løb rundt i græsset efter hinanden, som altid.

»Mor! Far! Se!« skreg jeg af grin, da mine brødre ikke kunne fange mig. Jeg skulle altid lege den, som skulle fanges i deres drengelege. Mor og far så hen på os med et bredt smil.

 

Solen stod højt på himlen og der var skyfrit den dag. Det husker jeg tydeligt, men jeg husker ikke hvordan jeg aldrig så min familie på den samme måde igen. Det var som om, at det var den allersidste tid som en normal familie.

Jeg havde mange gange overvejet at besøge Liam på handicap-huset. Alt havde ændret sig siden han endte derhenne. Far og mor var nu skilt, jeg snakkede ikke med min anden storebror. Liam var bare en stakkel i en kørestol som knap nok kunne tale med os nu.

Nu havde jeg ikke mulighed for at besøge ham, for HS ville sikkert spærre mig for alt socialt. Det havde jeg hørt, at han gjorde. Måske har jeg mulighed for at besøge ham til højtiderne? Forhåbentligt.. Jeg savnede ham.

»Det siges, at Harry Styles, den mest wanted manager, har endelig fundet sin pige. Hvornår får vi skønheden at se? Vil vi se hende, før The Grand Finale om et par år?« lød det fra tv-avisen som kørte på mit fjernsyn. Jeg rullede øjne, mens jeg gik frem og tilbage fra værelset og til kufferten som lå inde på sofaen.

»Skønhed, pff!«

 

AUTHORS NOTE: Der vil fremover blive parter (men kun to adgangen) da jeg finder det mere overskueligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...