Kære Elias, de første 3 måneder uden dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2015
  • Opdateret: 29 sep. 2015
  • Status: Igang
Hvad ville du gøre? Ville du bruge de sidste dage anderledes? Ville du overhovedet falde for ham hvis du kendte konsekvenserne? Havde du troet det om ham? Det havde jeg heller ikke.

Kære Elias er Emma's desperate råb efter hjælp. Efter et kort, men fantastisk forhold med Elias skilles deres veje da Elias drager på efterskole. Emma beslutter sig for at skrive dagbog for at få det hele med.

Følg Emma's travle hverdag, skiftende følelser, humørsvingninger og liv. Kære Elias tager dig med på en stormfuld rejse i Emma's humør og tanker. Kom med bagom en teenagers tanker, handlinger og følelser.

*Baseret på virkelig hendelser, navne er ændret

3Likes
0Kommentarer
660Visninger
AA

5. Dag 4, 18 Juli 2015, klokken 04:04

***

Like a scene from a movie that every broken heart knows

***

Dag 4, 18 Juli 2015, klokken 04:04
Kære Elias.
Så nu er klokken 04:04 og jeg har ikke fået skrevet den 17, endnu, den kommer senere når jeg får lys, det er trods alt midt om natten. Du sagde i tirsdags, at det var cirka her, på den her tid, du var på vej til lufthavnen. Faktisk sagde du 03 et eller andet, halv eller kvart i. Lige pt er himlen nok ens for du og jeg, men jeg kører sydpå og du flyver til Mexico, næsten på den anden side af kloden. 

 

Solen står snart op over de tyske motorveje, som vi bumler afsted i sneglefart med hus bagpå. Skyerne er mørke og det har regnet. Her er så lummert. Klokken er 04:12, det er 18,5 grader udenfor og skyerne hænger tungt over os.

 

Din ferie og rejse lyder lidt mere luksus. Jeg ved du skal til Mexico, men ikke hvilken by? Du har sendt mig et link til dit hotel på facebook, men jeg kan jo ikke se dig, eller vores gamle samtale, så jeg kan ikke finde det igen. Jeg håbede at jeg kunne se vores gamle beskeder, men kan kun se tilbage til den 5 Juli. Det er pisse hårdt ikke at kunne se de ældste beskeder eller skrive til dig over facebook.

 

Nu begynder solen stille at farve himlen orange, lilla og rød. 

 

Jeg har nogle spørgsmål til din ferie. Om din ferie.
Hvor skal du være?

Hvad skal I lave?

Er det badeferie eller skal du og din familie ud og opleve Mexico?

Er det en blanding?

Går det bedre mellem dine forældre?

Kommer du til at savne mig?

Savner du mig?

Tænker du på mig?

Eller har du allerede glemt mig…?

- Uanset hvordan din ferie bliver så håber jeg ikke, at du glemmer mig. 

 

Wow. Solopgangen går langsomt. Måske er det fordi den ikke er startet endnu? Ej, det må den være. Den her bløde orange-røde farve ligger som en klar, men alligevel svag, linje langs den nederste del af himlen. Op over denne fantastiske farve blander den røde sig med den blå himlen og de mørke skyer. Frem kommer den flotteste, mørkelilla agtige farve. 

 

Det ligner den nederste del af himlen er i flammer. 

 

Det er forresten også et mål jeg har med dig. Se solopgangen. Vi har kigget på stjerner, sovet sammen og snakket i telefon midt om natten. Vi har sejlet sammen, kysset et romantisk sted og gået tur hånd i hånd midt om natten. Det er alligevel ret godt gået i forhold til at vi, i mit hoved, kun var sammen i 12 dage, men har snakket sammen de sidste ca 47 dage. Selvfølgelig har vi snakket sammen før, men før Bornholm var det ikke for andet end at finde Noah. Hvorfor? fordi jeg af en eller anden årsag troede at du, som hans sidemakker, altid vidste hvor han var. Selvfølgelig gjorde du ikke det, men det fattede jeg ikke dengang.

 

På min liste er der forresten også roadtrip, en tur i centeret, biografen og så kunne jeg godt tænke mig at tage på Bakken sammen.

 

Lige nu, slår himlen lyn. Jeg er faktisk heller ikke sikker på at hvad jeg før beskrev som solopgangen var solopgangen. Hvorfor? Den kom fra vest og solen, har jeg lært fra sangen, står op i øst. Men det ville være kedeligt at beskrive ‘den rigtige’ solopgang, for den er kedelig. Det er bare lysere og lysere blå. Normalt elsker jeg de forskellige nuancer af blå himlen kan skabe, men nu her ville jeg gerne se en orange/rød/gul farve.

 

Det er ret hyggeligt. Sangen jeg hører ud af mine høretelefoner er ‘Like I’m Gonna Lose You’ med Meghan Trainor og John Legend. Jeg ved ikke om du kender den, men den er ret sød og det er også lidt sådan jeg har haft det. Men ikke helt. Der har faktisk ikke været en eneste sang der har beskrevet præcis hvordan jeg har haft det, men lige omkvædet fra den her sang, og lidt andre steder, passer ret godt; ‘So I’m gonna love you like I’m gonna lose you. I’m gonna hold you like i’m saying goodbye’


Der kommer også en masse andet, men det der sted passer ret godt til følelserne fra i tirsdags. Det var et helved at se dig cykle over krydset og vide at jeg nok først ser dig om et år. Selvom du har lovet at finde tid til mig på dine besøg hjem, bare en halv time eller sådan noget.

 

Nu vil jeg starte sangen forfra, læne mit hoved op ad ruden og lade som om jeg er med i en musikvideo. Måske også fælde en tåre. Måske skriver jeg mere senere i dag, lige nu er der kun gået 4 timer og 42 minutter af i dag og jeg skal også lige have skrevet for igår. Måske også ikke være for asocial.

 

Vi ses, jeg savner dig

***

Okay, så jeg har rimelig ondt i min nakke nu. Klokken er 11:42 og vi skyder en jævn fart på de tyske motorveje. Solen er stået og bilens termometer viser hele 26 grader udenfor denne juli formiddag. Himlen er mørk af skyer og det har regnet et par gange. 

 

Noget af det bedste ved roadtrips er at sove i bilen mens de andre snakker. Så føler jeg ikke, at jeg er alene i verden. Jeg elsker det fordi man, på en måde, er i bevægelse og bilens rytme luller en i søvn. Når man så også kan høre regnen på taget, så bliver det hele bare et hak bedre. Når jeg så også kan høre min egen musik i mine høretelefoner og lade mor og far om deres P7 George Michael maraton, så er jeg glad.

 

Omkring klokken 6:30 holdte vi ind på en rasteplads. Far skulle sove, det skulle vi andre også. Mor og far lagde sig i deres seng bag i vognen, Lucia tog den øverste køje, mens Lasse og jeg sov i bilen. Lasse tog mors sæde og lagde det ned, mens jeg lagde mig om bagved, på børnenes sæder. Ikke optimalt, men hey! Jeg lå ned og jeg faldt i søvn.

 

Da vi så vågnede omkring kvart i 10, var jeg blevet til en omvandrende zombie legehjuls reklame. Med min ‘bankebøf’ t-shirt, morgenhår, klam ånde og mascara helt ned af kinderne bliver det næppe bedre Vi var snart på farten igen, efter tissepause og kaffe til de to forældre. Jeg kan åbenbart godt lide at sove, for kort efter vi ramte motorvejen igen, faldt jeg i søvn.

 

Jeg sidder lidt og overvejer om der er noget interessant at fortælle dig. Færgen var ikke noget særligt og lige nu kører jeg jo bare. I det mindste trøster jeg mig selv med, at vi stadig er under samme himmel. Du er nok lidt tættere på skyerne og himlen. Jeg glæder mig til at se dig dejlige smil igen og til, muligvis, ikke være blokeret længere. Det ville virkelig gøre mig glad. Savner dig så ubeskrivelig meget.

 

Måske kommer der mere, ellers skal jeg nok gemme noget til i morgen, for i dag bliver ret så lang.

***

Okay, nu er klokken 19:53 og der er 27 grader ude på de tyske motorveje. En kører dag, slut. Varmen har gjort min familie en smule desperate, husk på at vi har været kørende siden klokken 23 kun med pause på færgen, en sovepause i morges og en sovepause omkring klokken 15 og 2 timer frem. I alt skal vi kører ca 1300 kilometer, lige nu har vi kun 267 tilbage. Jeg har sovet meget i dag. Jeg ved faktisk ikke hvor langt du er på din rejse, jeg tror stadig du flyver, men nu har jeg aldrig været i Mexico, så mig kan man bilde alt ind. 

 

Mine forældre håber lidt på at der er en sød østrigsk dreng til mig. Min far mener ikke, at du er det værd og mener, at jeg burde lade dig være, fordi han mener, at du har blokeret mig. Min mor synes også, at jeg skal give dig en pause, hun mener, at jeg er mere værd end en der aldrig svarer. Min søster, Lucia siger, at hun aldrig har kunnet lide dig. Hun forstår mig ikke og synes bare, at du er en idiot. Min bror, Lasse, han siger ikke så meget. Han kan vist godt forstå, og fornemme, at der er noget galt, men ikke så meget i detaljer. Mig? Kæft jeg er forvirret. Og træt. Jeg er træt af, at føle, at verden giver mig alle de her tegn imod dig, men at du fortæller mig noget andet. Jeg prøver at tro på dig og dine forklaringer med den ødelagte mobil, men det er så pokkers svært når jeg er som blokeret på facebook. Jeg aner ikke om du fortæller mig sandheden. Jeg er så glad og taknemlig for, at du åbnede op om din familie, og lige på det punkt tror jeg på dig. Jeg ved heller ikke om jeg tror på, at du har kunnet lide mig siden slut april/start maj. Det håber jeg. 

 

En grund til at jeg måske ikke tror så meget på dig, kan være fordi Noah har advaret mig. Noah er en SÅ god ven og han vil mig kun det bedste. Han har ikke gjort så meget, han har bare sagt ting til mig. Ikke sagt meget, men han har sagt lidt. Han har sagt, at jeg skulle være forsigtig med dig. Forsigtig fordi du nogen gange kan sige ting der ikke er helt rigtige, havde lidt af et temperament og nogle gange godt kunne være lidt små voldelig. Kæft hvor jeg nu både savner dig OG Noah.

 

Nå, vi er fremme ved et sted at spise og sove nu. Skriver måske senere.

***

Klokken er nu 21:19. Mad var total kaos og rastepladsen stank, mildt sagt. Så vi køre videre efter et sted at sove. Mad fik vi. Jeg fik en dejlig Calzini mit Salami und Käse... LOL! Mine forældre stinker til tysk og min fars engelske er ret rustent. Vi havde den sjoveste oplevelse da vi skulle købe mad. Mor skulle til at betale for Lucia’s og min mad, så kom far og Lasse med deres mad og mors mad. Damen bag kassen havde lige spurgt om vi skulle have mere med, og så kommer de med det sidste. Hun blevet lidt irriteret, men da far og Lasse så begyndte at stå model med deres mad, så kun kunne se hvad vi havde og hvad hun skulle slå ind, kunne køen bag os OG hende ikke lade vær med at grine. Jeg har en dejlig familie, dem elsker jeg virkelig.

 

Så en tanke jeg bliver ved med at komme tilbage til i dag er, hvor meget jeg godt gad at tage på roadtrip og ferie med dig. Det er nok lidt mærkeligt, men det gad jeg godt. Jeg ville faktisk ønske, at vi måske var begyndte at snakke sammen før, for så ville vi have haft længere tid sammen. Jeg savner dig og jeg bliver ved med at synes, at det måske er en smule dumt og naivt af mig. Jeg sidder og skriver breve til en der nok aldrig kommer til at læse dem, og hvis du læser dem, så vil du nok synes, at jeg er åndssvag. 

 

Jeg ved ikke om du kan huske det, men da du ringede til mig halvfuld, så blev du ved med at sige, at du elskede mig. Du har også skrevet det til mig 2 gange, ihvertfald den ene af gangene har du været påvirket af alkohol. Det er måske derfor jeg ikke har været så godt til at sige det tilbage til dig. Fordi jeg var bange og fordi jeg var sikker på at det kun var alkoholen der talte. Og det ærgrer mig, for man får kun sandheden fra fulde folk og små børn. Men jeg sagde det til dig. Sagde det til dig da du ringede til mig midt om natten. Det er måske lidt tamt, men jeg kan faktisk stadig godt lide dig. Elsker dig? Måske, men det bliver ikke sagt så længe du hverken er min kæreste eller bedste ven. Jeg håber at jeg kan kalde dig min bedste ven, for jeg kan ikke kalde dig min kæreste, og jeg vil under ingen omstændigheder kalde dig min eks. 

 

Jeg vil lukke ned for i dag. Mørket falder på og vejret er stadig lummert med de åh så ubehagelig 23 grader. Jeg håber, at du er nået frem til Mexico, jeg håber ikke, at du er styrtet og så håber jeg at du sender en tanke i min retning. Bare en lille tanke på vej i seng, for du sagde faktisk, eller det skrev du, at du gerne ville have mig med til Mexico hvis du kunne. 

 

Godnat, sov godt når du når dertil, tidszoner du ved. Jeg savner dig. 

Xoxo Emma

Ps. Det skal lige siges, at vi nu kan se skilte til Salzburg og faktisk kun er 209 kilometer fra vores campingplads i Østrig. Snart er jeg i Østrig, snart skal jeg sove, snart har jeg været på farten i 24 timer, helt præcist om en time og et kvarter. Nu vil jeg (igen) lytte til min musik, kigge ud af vinduet og lade som om jeg er med i en musikvideo. 

 

Pps. Ekstra note: Jeg ved godt at jeg bliver ved og ved og ved og ved… Klokken er 22:25, vi mangler 200 kilometer og jeg ligger endelig i min seng campingvognen. Dagen har været så lang og jeg savner dig så meget. Jeg har mit nattøj på, altså mine natbukser og en tanktop, hvilket (igen) får mig til at tænke på dig, for du gik selv nogle gange i tanktops. Som du ved er tanktops ret løse (og ret langt nedskåret ærmer). Jeg sover ikke i BH, så, hihi, mit nattøj er ret så side booby… Fucking behageligt alligevel. Motorvejen er ikke langt væk, 500 meter hvis ikke mindre og bilerne suser forbi. Fordi det også er mørkt, er det et af mine yndlings tidspunkter på køreture. Jeg elsker at se når bilerne suser igennem mørket, se deres lygter danne mønstre og trække streger i natten efter sig. En af grundene til at jeg elsker kælkebakken om natten, og synes at vores første kys der var skide romantisk, var blandt andet derfor. Og så fordi det var midt om natten og vi stod under stjerneklar himmel. Da jeg var lille plejede jeg at sidde i midten i bilen, så når vi kørte om aften holdte jeg mig altid vågen kun for at se bilenes lys i mørket, betaget af lyset i mørket. 
Anyways, jeg vil prøve at sove nu. Jeg ligger ned, helt ned, nakke og ryg gør ondt, det vil jeg prøve at få rettet op på.
Savner dig!

 

Ppps. Den 17 er skrevet.

***

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...