Kære Elias, de første 3 måneder uden dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2015
  • Opdateret: 29 sep. 2015
  • Status: Igang
Hvad ville du gøre? Ville du bruge de sidste dage anderledes? Ville du overhovedet falde for ham hvis du kendte konsekvenserne? Havde du troet det om ham? Det havde jeg heller ikke.

Kære Elias er Emma's desperate råb efter hjælp. Efter et kort, men fantastisk forhold med Elias skilles deres veje da Elias drager på efterskole. Emma beslutter sig for at skrive dagbog for at få det hele med.

Følg Emma's travle hverdag, skiftende følelser, humørsvingninger og liv. Kære Elias tager dig med på en stormfuld rejse i Emma's humør og tanker. Kom med bagom en teenagers tanker, handlinger og følelser.

*Baseret på virkelig hendelser, navne er ændret

3Likes
0Kommentarer
639Visninger
AA

2. Dag 1, 15 Juli 2015, klokken 21:37

***

Tried to keep you close to me but life got in between

***

Dag 1, 15 juli 2015, klokken 21:45

Kære Elias.

Jeg sidder på mit skrivebord ved mit vindue og kigger ud. Kigger på vejen hvor Casper og Lukas suser op og ned på deres longboards. Lige foran mit vindue står 2 træer. Om sommeren er det svært at se langt, om vinteren mindre svært. Som jeg skriver det her, på værelset, i mit rod der nemt afspejler både hjerne og hjerte, vandre mine tanker i takt med musikken, ‘little game’ med Benny. Intet fancy, men den får tankerne i sving.

 

Sangen når omkvædet og jeg synger med, jeg har brug for en kort pause.

 

Himlen er flot. Ikke så flot som da vi lå og kiggede på stjerner, men det blå der stille forvandler himlen mørkere, og farverne fra solen der, som godnat, maler himlen de kønneste pink, orange og lillae farve. I horisonten kan jeg let skimte de gule huse i Eskebjerggård, jeg er ikke sikker på at det er det rigtige navn. Hvis jeg kigger mellem de to husblokke, på hver sin side af vejen mod kælkebakken, kan jeg skimte nybyggerierne ved stationen. Jeg ved, at det er der, du bor, og jeg holder fast i, det håb om at du er der, et sted i den retning. Det er ikke let at se derover, jeg skal virkelig strække min hals for at se bygningerne. Jeg har så meget, jeg gerne vil fortælle dig. En masse hverdagsting, hemmeligheder og tanker.

 

Jeg åbner vinduet, Casper og Lukas har nu hentet Jeppe. Den kolde luft rammer mine bare ben og arme og jeg tænker tilbage til varmen fra dig. Jeg savner dig. Så lukker jeg vinduet igen.

 

For at gøre det nemmere for mig selv, og for ikke at løbe tør for ting at skrive, gemmer jeg hemmelighederne til en anden dag. Jeg gemmer starten på os, jeg gemmer snakken fra i går, jeg gemmer minderne. I dag vil jeg fokusere på i dag.

 

Før jeg går i detaljer med, præcis hvad jeg mener, kort mobil pause.

 

Mfr, det er jo heller ikke sjovt at være på facebook når jeg ikke længere kan stalke din profil. Det er det, jeg nu vil forklare lidt om.

 

Vent lige 2 sekunder, bordet er blevet hårdt at sidde på.

 

Jeg er nu rykket til sengen. Den famøse, åh så bløde seng, der lige nu er lige så rodet som resten af værelset.

 

Det er utroligt. Selv her, i sengen, er der massere af minder, tåbelige minder, dejlige minder, kan slet ikke lade vær med at smile nu… De dejlige minder, mest af alt, tanken om dig. Jeg har mest af alt lyst til at folde mig sammen i fosterstilling, lukke øjnene og tænke tilbage til shelteren i går. At være i dine arme, mærke dig tæt på mig...

 

Men før jeg kan gøre det, skal jeg have skrevet det her færdigt, men inden det. Bad.

 

Klokken er nu 23:39 og jeg er færdig med dagens gøremål, inden jeg får dagen ned på papir. Gardinerne er rullet ned, mørket har taget over, jeg er alene med min musik og mine tanker. Jeg skal tidligt op i morgen, så jeg burde nok snart sove.

 

Men før søvn har jeg først en del forklaring. Lad os bare komme i gang.

 

I går aftes, timer efter vores snak ved shelteren, skrev jeg til dig over messenger. Jeg vidste at du nok ikke svarede lige med det samme, men jeg ventede bare. Efter omkring en time skrev jeg igen, og det gjorde jeg igen efter besked nummer to. Du svarede. Ikke nogle hjerter eller smileys. 2 ord: ‘yes yes’. Jeg følte mig en smule afvist, uden tvivl. Jeg besluttede mig for at det ikke var det, der skulle gøre den store forskel. Så jeg skrev en ny besked og sendte den afsted. Den blev afvist og i vores samtale stod der: ‘denne bruger kan ikke modtage beskeder lige nu’. Jeg var forvirret. Så modtog jeg en snap fra dig. Et mørkt billede og teksten: ‘Nice, du har blokeret mig’. Øh.. hvad? tænkte jeg. Jeg havde ikke gjort noget. Jeg blev frustreret. Jeg prøvede at gå ind på din bruger, din profil: ‘Bruger/siden eksistere ikke’, stod der.

Jeg kunne ikke søge på dig eller se dig hos fælles venner. Du var som sunket i jorden, forsvundet. Jeg prøvede at finde ud af om jeg havde blokeret dig. Det havde jeg ikke. Du sendte mig en snap. Du sagde at du ikke vidste hvad, der var sket, hvordan man kunne rette op på det eller noget som helst. Ærligt? jeg troede det var dig der var total computer teknisk. I dine snaps virkede du så kold. Det var ærligt talt ikke rart på nogen måde. Du sagde, at du kunne se, at jeg havde været online i Rusland, og sagde at der sikkert var nogle der havde adgang til min bruger. Hvis du aner (a) hvor bange jeg blev, (b) hvor trist jeg blev, (c) hvor meget jeg havde det som om at du var sur på mig, så aner jeg ikke hvad du havde gjort. Jeg tog nogle billeder og rapporterede det til Facebook. Så lod jeg det ligge og gik i seng.

 

Næste morgen, altså i dag, gik jeg til det eneste sted, jeg vidste, jeg ville få ærlige råd. Danske Directioners. Jeg spurgte om apps til at skrive online, desperat for at finde en måde, at skrive til dig, mens jeg var på ferie. Så spurgte jeg om der var nogle. der havde prøvet noget lignende. De kom alle frem til at du nok havde blokeret mig, flere af dem kunne nemlig godt finde dig. Snøft.

 

Efter det brugte jeg resten af min dag på at ville rive hoved af dig og flå dig levende. Jeg var så sur og så tæt på at krølle alt der hed ‘Elias’. Det gik måske lidt ud over Niklas og han fik så spurgt dig. I følge dig, har du ikke blokeret mig, men jeg ved ærligt ikke hvad jeg skal tro. De fleste (mange) siger at du højst sandsynligt har blokeret mig. Jeg ved ikke om du har løjet mig op i ansigt i går eller fortalt mig sandheden. Det er trist for jeg kan virkelig godt lide dig.

 

Jeg besluttede mig for at skrive undskyld over snapchat, desværre har du fået for vane ikke at svare. Min familie og Niklas siger, at jeg skal lade dig være, men jeg kan ikke give slip.

 

Jeg savner dig…

 

Anyways, min hånd er i kramper, jeg skal sove og klokken er 00:12. Lad os håbe at du snart svarer.


Xoxo Emma

***

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...