Fear

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2015
  • Opdateret: 12 sep. 2015
  • Status: Igang
Fik lige lyst til at udtrykke mine tanker...

1Likes
0Kommentarer
137Visninger

1. hvorfor?

    Jeg ser mange voldelige film. Jeg læser mange ulykkelige historier. Jeg skriver mange mørke ord. Hvorfor? 

    Jeg tror måske - kun måske! - at jeg prøver at konfrontere min frygt. Jeg kan ikke komme udenom, at jeg - som alle andre mennesker i verden - frygter 'det onde'. Død, ødelæggelse, smerte, sorg. Jeg ønsker ikke at være bange. "Frygt er for de svage!" Jeg ved ikke, hvor jeg har det fra, men det sidder i mit hoved. Jeg må være stærk. 

    Længe har jeg prøvet at forklare til både mine forældre og min veninde, hvorfor jeg 'elsker' det onde så meget. Min mor er den sværeste... Hun tror på tankens kraft, og at hvis man tænker positivt, vil det positive ske. Jeg har respekt for hendes tro - for ikke mange år siden, var jeg enig - men tiderne har skiftet. Det onde er godt - mener jeg. Uden det kan vi ikke se det gode. Jeg er fascineret af mørket, da alle ser mod lyset. Nogle gange forestiller jeg mig, at en flok mennesker står i en tunnel med mig iblandt dem. I den ene ende hærsker lys, i den anden mørke. Intet er til at se, på nær hinanden. Alle står og stirrer mod lyset - fantaserer om hvilke fantasiske ting, der mon befinder sig bag det skarpe hvide. Alle, på nær mig. Jeg står intenst og stirrer ind i mørket - undrende over hvad der mon gemmer sig derinde. Selvfølgelig er jeg ikke den eneste i verden, der tænker på det onde - det ved jeg udmærket godt. "Overdrivelse fremmer forståelsen" kan jeg vel sige. 

    Jeg elsker at se en film, hvor hovedpersonen - som man meget gerne er blevet knyttet til - bliver såret. Og der mener ikke bare sådan "jeg-har-mistet-min-kæreste-og-har-hjertesorger" -såret. Gerne blod - noget fysisk. Det får mig til at føle med denne person, og smerten rammer mig, som var det mig selv, der blev såret. Jeg nyder somme tider smerte. Lysten til at påføre mig selv fysisk smerte har aldrig mødt mig. Psykisk derimod... Jeg kan ikke forklare hvorfor. Teorien om konfrontation af frygt dukker igen op i mit hoved. Jeg frygter at blive overvældet af en utrolig kraftig, psykisk smerte uden nogen som helst kontrol over mig selv. Jeg har næsten prøvet det. Da min storesøster kom ud for en alvorlig ulykke og hun røg på intensiv, tror jeg det hedder. (sorry, ved ikke så meget om sådan noget) Jeg var uvidende om, hvor slemt det var. Jeg vidste at en akut operation var nødvendig, men om hun var på dødsranden eller hvor hun stod, vidste jeg ikke. En psykisk smerte overvældede mig. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det var noget af det hårdeste, jeg har prøvet i mit liv... Hvis jeg ofte udsætter mig selv for en måske lignende smerte, vil den ikke længere føles så hård. 

    Mine nære er bekymrede for mig. De tror somme tider, jeg er deprimeret... Det, jeg siger nu, er meget vigtigt! Hør! Depression kan forveksles med lykke.  Der er: ikke føle lysten og gejsten til at gøre mere ud af sig selv, føle det nytteløst og håbløst. Og der er: ikke føle behovet for at gøre mere ud af sig selv, føle sig perfekt og unødig for forbedringer. Der er meget stor forskel, kan du se det? Jeg er ofte i den anden situation. Jeg føler mig glad og perfekt, så hvorfor er det så fucking vigtigt for folk at prøve at forbedre mig? Jeg har hele livet fået at vide at "Det er vigtigt at være dig selv" "Du er perfekt som du er" "Du skal ikke lade andre ændre dig" Hvad skete der med alt det? Lige så snart man endelig tror på de smukke ord, påstår folk, at man er deprimeret. Jeg har haft det svært, okay? Jeg har haft meget lav selvtillid og været på randen til deprimeret. Jeg kæmpede. Jeg var stærk. Jeg kom videre. Jeg blev lykkelig. Jeg er lykkelig. Hvorfor kan folk ikke bare forstå det? Jeg er bange for at falde tilbage, okay? Jeg er bange for at blive såret, knække sammen, blive svag. Når folk påstår jeg er depri, bliver jeg bange for, de har ret. Jeg føler mig ikke depri. Jeg synes ikke, jeg opfører mig depri. Men hvis alle omkring mig siger, jeg er? Frygten sidder dybt i mig, og jeg kæmper. Jeg udsætter konstant mig selv for smerte, for at overbevise mig selv om, hvor stærk jeg er. Jeg er ikke knækket sammen endnu. Det skal nok gå.

    Jeg ved ikke, hvorfor jeg skriver dette. Det er længe siden, jeg sidst har været herinde. En film jeg lige så, bragte vel tankerne frem i mig... Hmm... Tak hvis der er nogen, der læser dette. Det føles på en måde godt at komme ud med tankerne et sted, hvor der er ingen, jeg rigtig kender. Jeg frygter ikke hvad I tænker om mig herinde. ... Tak...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...