Shape Of My Heart

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2015
  • Opdateret: 10 okt. 2015
  • Status: Igang
Da Andie starter på college, var det sidste hun forventede at det ville komme til at handle om hendes forhold til skolens quarterback Matt. Et forhold mellem de to spirer, mens de begge prøver at overleve college og alt det som det indebærer.

12Likes
15Kommentarer
2355Visninger

4. 3

Der var en hyggelig stemning i klubhuset, da jeg spiste frokost med drengene der. Owen og Matt fortalte om sjove oplevelser de har haft med hinanden. De har kendt hinanden siden de var helt små og har altid været bedstevenner. “Valgte i skolen her sammen eller var det en tilfældighed?”, spurgte jeg nysgerrigt og så skiftevis på dem. De så på hinanden og smilede lidt, inden Matt så på mig og sagde: “det var faktisk en tilfældighed. Vi vidste ikke vi skulle gå her sammen før første dag her”. Owen nikkede og drak resten af sin cola, inden han spurgte: “hvad med dig, hvorfor skiftede du midt i skoleåret?”. “Jeg var ikke tilpas på min gamle skole”, sagde jeg og trak på skulderne. “Hvilken skole var det?”, spurgte Matt nysgerrigt og de så afventende på mig. “Granite Bay College”, svarede jeg monotont og de spærrede øjnene op, inden de så på hinanden og tilbage på mig. “Godt du kom på Harbor View High så”, hvinede Matt og jeg rynkede panden, mens jeg udstødte et forvirret grin. “Granite Bay College er vores rivaler og har altid været det”, forklarede Owen og viftede med hånden, inden han så på Matt og sagde: “så vi er glade for at du nu er en af os”. De så smilende på mig og jeg gengældte deres smil. “Owen det er din tur”, råbte en af de andre drenge og Owen rejste sig for at gå hen til dem. Vi så begge efter ham og hen på hinanden. “Kan du lide at være her indtil videre?”, spurgte Matt nysgerrigt og jeg nikkede, mens jeg sendte ham et smil. “Lærerne er gode synes jeg. De er meget bedre end dem på Granite Bay”, forklarede jeg og han grinede lidt, mens han så ned på sine hænder. “Men ved ikke helt med fodboldholdet”, påpegede jeg og han så på mig, med et skævt smil. “Nu driller du bare”, sagde han kækt og jeg bed mig selv i læben. “Selvfølgelig. Der er ikke noget at sige til at i er mestre”, sagde jeg smilende og han smilede stolt, inden han overrasket påpegede: “du har lært lidt om skolen kan jeg høre”. Jeg nikkede og så rundt i rummet, hvor der stod pokaler og hang billeder af skolens fodboldhold. Både fra i år og alle de forrige år. “Jeg har også læst at du er en af de bedste quarterbacks skolen har haft de sidste mange år”, indrømmede jeg og så tilbage på Matt, der så overrasket på mig. “Men jeg ved nu ikke helt om de har ret”, sagde jeg kækt og blinkede til ham, hvilket fik ham til at ryste på hovedet og grine. 

•••

Jeg bladrede om på næste side og skulle til at begynde at læse, da døren gik op og Melanie kom ind. “Hej”, sang hun og lukkede døren, inden hun smed sine ting på en stol ved siden af døren. “Var du sammen med drengene?”, spurgte hun og gik ud på badeværelset, hvor hun lukkede døren på klem. “Ja, du må undskylde jeg bare gik”, sagde jeg og puttede bogmærket i bogen, inden jeg lukkede den og lagde den på natbordet. Jeg satte mig op og kørte en hånd gennem mit hår. “Det gør ikke noget”, hun kom ud og sendte mig et smil, mens hun satte sit hår op i en hestehale. “Hvad lavede i så?”, spurgte hun nysgerrigt og smed sig i min seng, mens hun så på mig. “Vi fik lidt at spise. Ellers snakkede vi bare”, sagde jeg og viftede med hånden, inden jeg så rundt. “Var du sammen med Matt?”, spurgte hun og jeg så på hende, inden jeg grinede og nikkede. Hun fnes lidt og satte sig op, inden hun sagde: “han virker interreseret. Det kan jeg se på ham”. “Han kender mig jo næsten ikke”, mumlede jeg genert og samlede mit hår bag min ryg, stadig med blikket rettet mod Melanie. “Det behøver han da heller ikke for at være interreseret”, påpegede hun og sendte mig et skævt smil, inden hun rejste sig og bevægede sig hen til døren. “Jeg går hen til drengene. Vil du med?”, hun løftede det ene øjenbryn og jeg nikkede, mens jeg rejste mig op.

Da vi kom ud af bygningen og bevægede os hen mod klubhuset, så jeg på hende. “Skal jeg være urolig over at han finder mig interreseret?”, spurgte jeg nervøst og hun så forvirret på mig, inden hun åbnede øjnene lidt mere op. “Altså du mener når man tænker på at han er fodboldspiller og sådan?”, spurgte hun og jeg nikkede. Mange af de fodboldspillere der gik her, havde jeg allerede hørt meget om. De virkede kun interreseret i pigerne her, så de kunne komme i seng med dem. Sådan var det også på min gamle skole. 

“Nej slet ikke, min bror er ikke typen der bare flirter med piger for at komme i bukserne på dem”, sagde hun opmuntrende og så fremad, mens hun smilede lidt. “Ellers så smadrer jeg ham”, konstaterede hun og jeg grinede, hvilket fik hende til at grine lidt også. Hun lagde sin hånd på min arm og gav den et klem, mens hun så på mig med et roligt blik. “Du skal ikke bekymre dig. Matt er en god fyr”, sagde hun beroligende og jeg smilede forsigtigt. Hun slap min arm og vi bevægede os ind i klubhuset, hvor de andre var. Da vi kom ind, fik jeg hurtigt øje på Owen og Matt. De sad i en sofa og snakkede med nogle af de andre drenge. Da Matt så mig, lyste han op i et smil og rejste sig op. “Andie, godt at se dig”, sagde han smilende, da han var kommet hen til mig. Melanie var forsvundet væk og jeg kunne ikke se hende nogen steder. “Vil du med udenfor?”, spurgte han og jeg så tilbage på ham, inden jeg sendte ham et smil og nikkede. Vi bevægede os udenfor og satte os på trappen, mens stilheden lagde sig over os. Vi sad i stilhed lidt, inden jeg brød stilheden: “har du tænkt dig at blive professionel?”. Han så hen på mig og jeg så afventende på ham. “Måske”, svarede han stille og sukkede, samtidig med at han så væk og sagde: “jeg ved det ikke”. “Er der da noget andet du gerne vil være?”, spurgte jeg tøvende og han trak på skulderne. “Jeg ved det ikke. Alle har bare altid forventet at jeg blev quarterback”, forklarede han og drejede hovedet, så vi så på hinanden. “Men jeg føler bare ikke at det er mig”, indrømmede han og rystede på hovedet, inden han optimistisk sagde: “men jeg har 3,5 år endnu, så jeg skal nok finde ud af det”. Jeg sendte ham et smil og nikkede, mens jeg så op på himlen, hvor stjernerne glimtede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...