The change

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2015
  • Opdateret: 19 sep. 2015
  • Status: Igang
Amelia Cambell’s liv vendes op og ned på hendes 16-års fødselsdag. Intet ville nogensinde blive det samme igen. Amelias syn på verdenen ændres, samtidig med at hun ændrer sig. Men til hvad? Hun var begyndt at kunne høre blodets brusen i sine årer, hvert skridt hun tog føltes, som om hun svævede. Hun ændrede sig fysisk, men også psykisk. Ingen ville kunne forstå. Ingen måtte vide det. Men Amelias to bedstevenner, Aaron og Caitlin, giver ikke op på Hende. Hvad sker der, når trioen bliver blandet ind i en kamp mellem vampyrer og varulve? Hvad med varulven Aiden? Og hvad sker der med vampyrernes og varulvenes fælles fjende?

0Likes
0Kommentarer
698Visninger
AA

3. Physical education

 

Aaron og jeg havde ikke rigtig kigget på hinanden siden vi kyssede, jeg var helt forfjamsket ved tanken. Mon han havde det på samme måde som mig? Det var ikke til at finde ud af. Caitlin havde opdaget, at vi ikke rigtig snakkede sammen, hun havde ihærdigt forsøgt at opklare mysteriet ved at udspørge os begge to om, hvad der var sket. Men hverken Aaron eller jeg havde afsløret noget. Hun var min bedsteveninde, jeg burde jo fortælle hende det. Men jeg var stadig ved at prøve at finde ud af, hvad der var sket, og hvad jeg følte. Okay, jeg var klar over, hvad jeg følte. Jeg kunne virkelig godt lide ham, men hvad nu? Tænk hvis det ødelagde vores venskab, jeg ville ikke kunne klare at miste ham.
    
Amelia Cambell! råbte min idrætslærer, mrs. Harris, hun trak mig ud af min drømmeverden og tilbage til virkeligheden. Er du med os?
    Jeg nikkede blot og gik tættere på, for at vise jeg var opmærksom og hørte efter. Vi skulle løbe 5 kilometer. Bare tanken om det, gjorde mig dårlig, jeg var virkelig ikke i god form. Jeg håbede på, at Caitlin var med på at gå. Aaron var i god form og havde stillet sig hen til nogle af sine venner, de andre sportsnarkomaner. Han var én stor sportsnarkoman.

    ”Okay småbørn hør efter, i dag vil der være en talentspejder fra løbeklubben her i byen! Det ville være en kæmpe ting, hvis én eller to elever fra en niende klasse kom med i klubben. Det er ikke sket før! Lad os håbe det ændres i dag, så giv fuld gas.” Hun stod lige ved siden af mig, og hun råbte så højt, at jeg troede, jeg havde sprunget en trommehinde. ”Tre! To! En! Sæt i gang!”
    
Caitlin og jeg startede, som vi altid gjorde, med at spurte alt, hvad vi kunne. Det gav os for det meste et lille forspring, men i sidste ende ville vi ende på sidstepladsen. Det var sådan, det var hver eneste gang. Efter halvfems meter var Caitlin nærmest lilla i hovedet.
    
”Amelia… Hvad.. Sker.. Der lige… for dig…?”, hun prustede og stønnede. De andre løb forbi os en efter en. Da Aaron kom forbi, fangede vi hinandens blik, men han kiggede hurtigt væk. Han kunne dog ikke skjule, at han rødmede svagt. Caitlin stod foroverbøjet, med hænderne hvilende på knæene. Jeg stod og småtrippede foran hende. De halvfems meters sprint havde ikke haft en virkning på mig. Jeg følte, at vi slet ikke var gået i gang.
    
”Jeg ved det ikke, men jeg er åbenbart i bedre form, end jeg troede.” Jeg tror mit småtripperi, gav hende spat, for hun sagde i hvert fald, at jeg bare skulle løbe videre. Jeg overhalede langsomt de andre. Der var omkring hundredoghalvtreds meter frem til Aaron, som var den forreste. Med det tempo, jeg løb i lige nu, så kunne jeg snildt indhente ham på mindre end firs meter. Det ville nok ikke behage ham, men det var jeg egentlig ret ligeglad med. Så kunne han se, at jeg faktisk var andet end et klogt hoved. Ja, jeg var klog. Det havde Caitlin og Aaron fået banket ind i mit hoved efter fem år, hvor jeg mente, at jeg var snotdum, selvom jeg fik topkarakterer i de fleste fag. Jeg var kommet op på siden af Aaron.
    Vi havde nok løbet omkring tre kilometer ved siden af hinanden. Sveden haglede af Aaron. Jeg havde ikke svedet bare en enkelt dråbe. Dette var gået som en dans på roser. Jeg kiggede over på Aaron og smilede med overskud. Det eneste jeg fik tilbage var himmelvendte øjne og et halvt smil, også stak jeg fra ham. Et, to, tre, fire, fem skridt. Jeg var nu flere meter foran ham.
    ”Hvad fanden?”, kunne jeg høre ham udbryde bag mig. Jeg smilede bare og satte tempoet endnu mere op.

    Jeg var færdig længe før de andre. Talentspejderen kom hen i mod mig, jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde ikke lyst til at snakke med ham, jeg kunne ikke forklare, hvorfor jeg havde løbet, som jeg havde gjort. Jeg undrede mig også en hel del selv, jeg kunne knap mærke, at jeg lige havde løbet 5 kilometer. Mine ben føltes bare lidt varme, ellers var der overhovedet ikke tegn på det.
    
Jeg skyndte mig ind i omklædningsrummet, inden talentspejderen kom hen til mig. Jeg så mig selv i spejlet, der var ikke en eneste sveddråbe på min pande, min trøje var ikke gennemblødt af sved, og min vejrtrækning var stadig rolig, hvorfor var der ikke tegn på, at jeg havde spurtet det sidste stykke, som var på omkring femhundrede meter?

    ”Amelia Cambell, hvad fanden skete der for dig i dag? Du fløj jo nærmest afsted. Jeg troede, du ikke var i særlig god form?”, Aaron kom brasende ind i omklædningsrummet. Han grinede, men havde samtidig et underende blik i øjnene. Han ville have en forklaring, og jeg ville ønske jeg kunne give ham en, men jeg anede ikke selv, hvad der skete i dag. Jeg rystede på hovedet for at indikere, at jeg ikke kunne forklare det.
    
Du står inde i pigernes omklædningsrum, Aaron. Smilede jeg og gik tættere på ham. Han lugtede af sved, hans trøje var fuldstændig gennemblødt. Jeg gik alligevel tættere på ham, det var første gang, siden vi havde kysset, han så ordenligt på mig. Jeg ville gerne forklare, men det kan jeg ikke, Det er også nyt for mig, at jeg kunne løbe så langt og så hurtigt.
    Du ligner ikke en, der har løbet 5 kilometer, Amelia." Påpegede Aaron, "hvordan forklare du det?
    Jeg blev heldigvis reddet af en af pigerne fra parallelklassen, hun så overrasket på Aaron og så på mig. Han skyndte sig ud af omklædningsrummet, jeg tøvede kort, men gik så efter ham. 
    
Der er hun, sagde talentspejderen. Han gik hen i mod mig med vores idrætslærer lige i hælene.
    
Cambell! Råbte hun, kom her!
    Jeg så tøvende hen i mod dem og hen mod Aaron, han havde stillet sig hen til sine kammerater. Jeg havde ikke rigtig lyst til at gå hen til ham. Men tanken om at skulle hen til min lærer, og forklare hvorfor jeg pludselig kunne løbe 5 kilometer og ligne en der først skulle til at løbe, det fristede heller ikke så meget.
    
Vi vil meget gerne optage dig i vores løbeklub, miss Cambell." Sagde talentspejderen, han smilede stort og klappede mig på skulderen. "Vi kan hjælpe dig med at udvikle din løbeevne, du er et naturtalent. Vi vil blive meget beæret over at have dig på vores hold.
    ”Nej tak mr. , det er første gang jeg løber 5 kilometer. Det var bare begynderheld.
     ”Det du gjorde, var ikke begynderheld. Du har et talent.
    ”Hør her… Undskyld, men jeg er helt sikker på, at det var begynderheld… Jeg har aldrig løbet sådan her før”, jeg kiggede bag ham og så Caitlin stå og vente på mig. Hun holdt armen op, som om hun havde ur på, og ”bankede” på den ikke eksisterende urskive. Jeg trak på skuldrene som svar. Jeg håbede, hun forstod, at jeg ikke vidste, hvornår jeg ville være færdig.
    ”Cambell, Amelia Cambell”, han lagde en hånd på min skulder og kiggede direkte på mig. Som om det skulle hjælpe. Det frastødte mig egentlig bare. ”Løbeklubben og jeg vil meget gerne have dig. Vi har aldrig set nogen løbe sådan som nybegynder, hvis du startede i klubben kunne vi hjælpe dig, og du kunne ende med at løbe professionelt. Det er jeg helt sikker på.”
    
Jeg var ved at blive ret irriteret på ham. Kunne han ikke bare forstå, at jeg virkelig ikke havde lyst til at løbe i hans klub? Jeg havde sagt det til ham to gange nu. Det burde ikke tage, en voksen mand, to gange til at forstå, at jeg virkelig ikke ville løbe i klubben, selvom det åbenbart var noget meget stort. Jeg skubbede hans hånd af min skulder og kiggede på ham.
    
”Jeg ved ikke om, jeg ikke udtrykte mig klart nok de to første gange, så nu siger jeg det igen. Jeg vil ikke løbe i jeres klub. Jeg har personligt ikke lyst til det. Jeg får nok heller aldrig lysten til det, da dette løb var rent begynderheld. Alle andre gange, hvor min veninde og jeg har skulle løbe, har min veninde og jeg altid været de allersidste, og det kan mrs. Harris bekræfte.” Jeg løb nok mere irriteret, end jeg var, men nu måtte han da kunne forstå det. Jeg kiggede over på min idrætslærer for at få hendes bekræftelse på, at de sagtens kunne få hendes bekræftelse. Hun nikkede kort. ”Jeg kender én som I burde spørge i stedet for mig, og hans navn er Aaron Hoffman. Jeg ved, at han vil med glæde løbe i jeres klub, og han er en fantastisk løber. Det har han altid været.”
    
”Med al respekt miss Cambell, vil du ikke bare tænke over det indtil i morgen? Jeg synes, det virker lidt som om, du ikke har tænkt denne mulighed helt igennem. Du giver mig bare et svar i morgen eftermiddag.” Han stak et visitkort i hånden på mig. Jeg kunne mærke, hvordan en større irritation var begyndt at boble inden i mig.
    
”Jeg har bestemt mig, og du skal ikke regne med at jeg ombestemmer mig. Det der med at ombestemme sig er kun for usikre mennesker, og sådan et menneske er jeg ikke.” Jeg krøllede visitkortet sammen og gav ham det tilbage. Han kiggede overrasket på mig. Jeg gav ham et kækt smil tilbage, og med den handling drejede jeg rundt på hælene og gik med ret ryg hen til Caitlin.
    
Hvor kom al den selvtillid fra? Jeg havde aldrig i hele mit kedelige liv snakket til en voksen på den måde, men jeg kunne lide det. Jeg kunne godt lide den nye side af mig.

_________________________________________________________________________________

"I am not here
to fit into your world
I am here to build my own."

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...