Kunstig

Året er 2456. Verden ligner sig selv på overfladen, men gemt bag flere generationers løgne, er der en hemmelighed, som kunne ændre alt. Da Pandora tilfældigvis overhører en samtale om Hemmeligheden, bliver hun straks trukket ind i et spil af forræderi og trusler, som hun ikke kan finde ud af. Snart er hendes liv vendt på hovedet, mens hun må holde sin viden hemmelig til hver en pris. //vinder af 3. pladsen i The Martian-konkurrencen

5Likes
3Kommentarer
550Visninger
AA

4. Tredje kapitel

Pandora lagde ikke mærke til, hvor hun gik. Bygninger passerede forbi hende i en døs, mens hendes fødder automatisk førte hende ned af gyden. Hun var flere gange  tæt på at træde på noget knust glas, eller falde over en sprække i gaden, men var ligeglad. Hendes glasagtige blik var rettet stift frem, men selvom hendes øjne, syntes at fokusere på noget bestemt, var det ikke tilfældet. 

Ja, selv hendes tanker var lammede. Fastfrosne til udtrykket i Simons ansigt, da han trist havde bekræftet hendes værste anelser. Og trods hun blev ved med at prøve at overbevise sig selv om, det ikke var sandt, det passede selvfølgelig ikke, blev den samme stemme, som havde sagt, hun skulle udspørge Simon ved med at spøge i hendes baghoved. Hun havde efterhånden tænkt ordene 'kunstigt klima' så meget, de ikke længere gav mening, men blot var uforståelige lyde. 
 
Et svagt suk slap langsomt ud i den lugtende luft, da Pandora rundede det sidste sving i gyden og nu kunne se sin egen gade. Hun vidste ikke helt, om hun var klar til at møde sine forældres blikke, så hun satte uvilkårligt farten lidt ned, mens hun tog nogle dybe indåndninger. 

Man kunne ikke genskabe Jorden, det kunne man bare ikke. Havde hun ikke lært om, hvor mirakuløst det var, at man netop kunne leve på den planet? Dens tyngdekraft og ilten, kunne ikke bare laves i så stor størrelse, at hele verdens befolking på en milliard kunne leve på den. Det var bare en sjov historie, der ikke var specielt gennemtænkt eller sammenhængende. 

Pandora kunne sagtens høre, hvor fornuftig hun selv lød, så hvis det ikke var for den dumme stemme, der ikke ville give sig,  kunne hun sikkert lægge det bag sig. Og dog, som hun nærmede sig sit hus, blev følelsen af fortvivelse større og større.  

Hun troede, hun ville sprænges af alle sine skjulte følelser, da hun forsigtigt trådte op på dørtrinnet og lagde sin rystende hånd på dørhåndtaget,  hvis glatte overflade stod i skarp kontrast til hendes svedige håndflade. Pandora tøvede lidt, mens hun fraværende stirrede på det alt for velkendte hus. Det var svært at forstille sig, det ikke skulle befinde sig på en sand planet, som det stod der med sine trofaste murstensmure med vinduer, der nedstirrede hende, fordi hun ikke var normal længere. 

Men den snigende vinterkulde havde allerede nået hendes fingere, så de var blevet helt stive i deres greb omkring håndtaget, hvilket mindede hende smertefuldt på, hun ikke kunne stå herude for evigt. Med endnu en dyb indånding prøvede hun at lægge sit ansigt i rolige folder, før hun langsomt trykkede håndtaget i bund. 

Dørens knirken, da den langsomt svingede op, var den eneste lyd, der gav genlyd i den tomme entre. Hun trådte et forsigtig skridt indenfor, mens hun lod døren smække i bag sig, så lokalet nu henlå i halvmørke. Det var faktisk helt rart at slippe fra det skarpe sollys udenfor, der syntes at være en konstant påmindelse om, det måske slet ikke var den rigtige sol, der hang på himlen.  

Hun bed sig i læben for at stoppe de tanker, hun vidste var på vej. Nu var hun hjemme. Ganske rigtigt,  hun kunne også høre sin mors stemme, der skar sig gennem den støvede stilhed. Hun stønnede svagt ved tanken om at skulle opføre sig som om, der ikke var noget som helst galt, når hun mest havde lyst til at krølle sig sammen som en kugle og begrave sig dybt ned i noget fugtigt jord, der kunne lukke alt andet ude, tænkte hun trist, og begyndte opstigningen af trappen. Den knagede svagt under hende, og det var næsten helt rart at høre den hjemmevante lyd af de trin, hun var gået op af så mange gange, det skulle ikke undre hende, hvis hendes fødder havde efterladt et aftryk. Hun kunne ikke lade være med at smile svagt, da hun så det sodmærke, hun engang havde lavet med et stearinlys på trappen i trods mod sine forældre. Hun kunne stadig høre ekkoet af sin mors skrig, da hun opdagede den femårige Pandora, runge i huset.


Og nuhavde mindet pludselig givet hende modet tilbage til at gå op af trappen, sig hej til sin mor og fortsætte til sit værelse, helt normalt. Men så snart, døren havde lukket sig bag hende, sank hun tilbage i sin håbløshed på sin seng. Hun kunne let forstille sig, hvordan den langsomt sivede ud af hende og samlede sig i en lille pøl på gulvet, for til sidst at blive til en sø. Pandora kunne ikke lade være med at le svagt af sin egen tanke.  

 Men hendes latter var skinger og unaturlig og skar sig smertefuldt ind i ørene, kunne hun straks høre. Hun lukkede træt øjnene, taknemmelig for, at der nu kun fandtes den rødlige farve på bagsiden af hendes øjenlåg. Men da der ikke var andet til at optage hendes opmærksomhed, kunne hun ikke lade være med at spekulere lidt på, hvorfor hun var blevet så oprevet. Der var intet bevis for at det var sandt. Intet. Det var jo ikke ligefrem, hun havde svævet over jorden og set på dens ødelagte overflade.  

Hun lod et ængsteligt suk slippe ud, bange for, at hendes mor havde fornemmet den hule klang i hendes stemme. Men det lykkedes ikke at skubbe sine bekymringer over på det, da hendes tanker stadig kredsede uophørligt omkring samtalen. Hun kunne trods alt ikke blive ved med at overbevise sig selv om, der ikke var nogen som helt chance for det var sandt, når hendes instinkter streg til hende, det var. Hun havde virkelig brug for svar. 
 
Men hvor skulle hun få dem, tænke Pandora forbistret, mens hun langsomt satte sig op af væggen, stadig med lukkede øjne. Den føltes kold mod hendes ryg, hvilket var sært beroligende. Hun kunne ikke lade være med at lægge sine feberrøde kinder mod den, i håb om de ville køle lidt af, selvom tankerne stadig ræsede om kap i hendes hoved. Hvis hun bare havde haft chancen for at udspørge Simon ordentlig. Men hvordan skule hun finde ham igen? Hun vidste ikke engang, om Simon var hans rigtige navn. 

Med mindre... Han havde virket svagt bekendt, måske gik han på skolen? Han så trods alt ikke ud til at være meget ældre end hende selv, så det var vel en mulighed. Hun forstillede sig pludseligt at passere ham på gangene, mens hun i forbifarten spurgte ham, om alle de ting, hun var i tvivl om, og kunne for anden gang i dag ikke tilbageholde den sære, skingre latter. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...