Kunstig

Året er 2456. Verden ligner sig selv på overfladen, men gemt bag flere generationers løgne, er der en hemmelighed, som kunne ændre alt. Da Pandora tilfældigvis overhører en samtale om Hemmeligheden, bliver hun straks trukket ind i et spil af forræderi og trusler, som hun ikke kan finde ud af. Snart er hendes liv vendt på hovedet, mens hun må holde sin viden hemmelig til hver en pris. //vinder af 3. pladsen i The Martian-konkurrencen

5Likes
3Kommentarer
589Visninger
AA

8. Syvende kapitel

Pandora nåede kun lige netop tilbage til skolen, så hun kunne have sin sidste time den dag. Det var måske også lidt hendes egen skyld, da hun havde trukket cyklen et langt stykke af vejen, og for hvert skridt havde hun slæbt sig mere og mere afsted. Og det skyldtes ikke kun den udmattende cykeltur,hun lige havde klaret, men nærmere Hemmeligheden, der syntes at have lagt sig som en tung, tung byrde på hendes skuldre, mens den konstant tyngede hende ned af. Nu sad hun så afkræftet på sine stol, mens hun fraværende snorrede en blyant mellem fingrene. Det var den eneste bevægelse, hun formåede lige nu. 

Det var også derfor, der gik lang tid, før det gik op for hende, de havde historie. Hun kom faktisk til at gispe svagt, da hun pludselig så Annas velkendte skikkelse stå oppe ved tavlen, som den havde gjort så utallige mange gange før. Heldigvis lod det ikke til at nå Annas ører, der sikkert var for optaget af sin egen meningsløse talestrøm til at høre andre lyde. Hun hørte garanteret heller ikke, da Pandora åndede lettet op. 

Og dog - måske var det bare indbildning, men hun kunne ikke undgå at bemærke, hvordan Annas blik lod til at strejfe hende - meget mere end det gjorde ved de andre elever. Hun frygtede straks at Anna kunne have hørt om hendes besøg ved verdens ende, som hun nu kaldte det inde i hovedet. Med et sæt gik det op for hende, det var det samme, som at erkende verden ikke strakte sig længere end det. Hun prøvede selvfølgelig hurtigt at benægte den forræderiske tanke, men selv inde i hendes hoved lød det halvhjertet, og snart føltes det, som sad der to splittede halvdele af hende i den stol. En der troede på det, og en der ikke gjorde. Hun vidste bare ikke hvilken en, hun skulle tro på. 


Resten af timen havde Pandora travlt med at lade som om, alt var i skønneste orden. Hun slog omhyggeligt blikket ned, hver eneste gang, Anna stillede klassen et spørgsmål, men sad ellers med blikket klæbet til et punkt lige over hende og så ud som om hun fulgte med i timen med et hoved, der ikke var fyldt med bekymringer. 

Det var så anstrengende, det var en kæmpe lettelse da klokken endelig ringede og lod hende strømme ud og blande sig med alle de andre elever uden nogen som helt problemer i verden. Og dog kunne hun ikke lade være med at tøve lidt i dørkammen, som forventede hun Anna endnu en gang ville kalde hende tilbage. Hun kunne endda ikke lade være med at tage en dyb indåndning af luften, da det føltes som om hun lige var kommet ud af et meget lille klaustrofobisk rum, hvor væggene hele tiden kom tættere på. Det havde været let for hende at forestille sig, hvordan rummet til sidst var blevet så lille, det kun var hende og Anna, hvis blik vidste præcist, hvor hun havde cyklet hen den morgen. 

Pandora sank en klump og kunne mærke, hvordan hun blev helt tør i svælget, mens hun forsvandt i mængden med Annas blik i ryggen. 

Hun var på vej mod udgangen, da hun spottede Simons hoved lidt foran sig. I et kort øjeblik stoppede hun op under skubben og protest fra de andre elever og overvejede, om hun skulle reagere. Han ville garanteret ikke blive glad, hvis han hørte om den position, hun havde puttet sig selv i, men på den anden side, kunne det være han igen kunne svare på nogle af hendes mange spørgsmål. Han måtte efterhånden se hende som et stort spørgsmålstegn. 

Og før hun kunne nå at stoppe sig selv, råbte hun på ham. Han vendte sig hurtigt om med et forbløffet udtryk i ansigtet, indtil han så hende stå halvfortabt blandt alle de andre. Hun kunne tydeligt se, hvordan hans læber formede et langt suk, men alligevel blev han trofast stående indtil gangen var helt affolket. 

Hun kunne pludselig ikke lade være med at smile svagt over, hvor mange gange de havde befundet sig i en lignende situation før, men det falmede hurtigt væk, da hun kom i tanke om, hvorfor de egentlig altid befandt sig i sådan en situation. Hun var i tvivl, om de var på Jorden igen. Og som om det kunne bliver værre, blev hun vist også nød til at indrømme sin tankeløse handling, med mindre hun kunne få sig selv til at tro, der helt tilfældigt var vejarbejde, selvom hun ikke havde hørt den karakteriske summen fra maskiner derude.

Langsomt overgav Pandora sig så og gik hen til Simon med afmålte skridt, indtil der kun var få meter mellem dem. 

"Jeg... øhm," ordene satte sig fast i hendes hals, for jo mere hun tænkte over det, jo tåbeligere kunne hun høre, det var. Havde hun virkelig forventet, det ville være så let? For hvis Simon talte sandt, ville der selvfølgelig være tonsvis af sikkerhedsforanstaltninger mod nysgerrige som hende. Hun bekæmpede lysten til at rive sig selv i håret og fortsatte i stedet for. 
 
"Prøvede at tage ud af byen i morges," sagde hun hurtigt i håbet om sat han i så fald ikke ville være i stand til at høre hvad hun sagde. Så heldig var hun selvfølgelig ikke. 

"Og hvad fandt du så?" spurgte han, i et tonefald, der antydede han allerde kendte svaret. 

"Der var vejarbejde," sukkede hun. 

"Det må have været noget vidtstrækkende arbejde, hvis det krævede et stort ståltrådshegn til at omkranse hele byen," sagde han med et hånligt drag hvilende i mundvigen. "Hvad troede du helt ærligt, du ville finde? En stor væg, der kom til syne så snart, du havde passeret den sidste skyskraber? Det har altså ikke ligefrem været let som en leg at holde det hemmeligt i alle disse år, vel?" spurgte han koldt, hvilket fik Pandora til at virke endnu dummere, hvilket hun ellers ikke havde troet muligt. Og dog kunne hun ikke lade være med at blive en lille smule chokeret over den måde Simon ikke overvejede så meget som et sekund, at der måske faktisk var vejarbejde. På den anden side, måtte han være vokset op med den historie, så han fandt det sikkert lige så naturligt, som at trække vejret. Hun ville næsten ønske, hun kunne være lige så overbevidst.

"Jeg ville bare prøve at finde ud af, om det var sandt," mumlede hun og kunne ikke helt skjule den lettere skamfulde undertone. 

"Det var dog ikke så gennemtænkt, var? Anna har allerde øje på dig, så du skulle nødig tiltrække dig unødig opmærksomhed fra hendes side. Forhåbentlig nævnte du bare ikke noget om det kunstige klima til de mænd, der altid er derude."

"Måske lidt. Du ved, jeg kom måske til at nævne det kort..." sagde hun tøvende. 

Simon åbnede frustreret munden, men inden han nåede at sige noget, gik det op for Pandora, hvem der stod bag ham. Hun vidste ikke, hvor længe hun havde stået der og lyttet til deres samtale, men længe nok til at vide, hvad den drejede sig om at dømme ud fra udtrykket i Annas  øjne. På engang lumsk, men også bare træt. 


"I to kommer med mig," sagde Anna bestemt, mens hun gestikulerede mod det tomme klasseværelse 

Pandora sank langsomt en klump og så endnu en. Hendes blik flakkede mellem væggene på udkig efter en mulig flugtvej, selvom hun vidste, det var forgæves, da hun alligevel ikke kunne undgå Anna for altid. Det var nemlig pludselig gået op for hende, at Anna ikke vidste, Simon vidste det, så fra hendes synsvinkel ville det sikkert se ud, som om Pandora tankeløst havde fortalt det til Simon. Der var selvfølgelig stadig det lillebitte spinkle håb for, at Anna netop var kommet og ikke havde hørt Simons uigennemtænkte brug af ordene 'kunstigt klima'. Det var dog så småt, det var umuligt at se med det blotte øje. 

Så nu fulgte Pandora tavst med uden flere indvendninger. Hun havde Simon tæt bag sig og kunne næsten fornemme den frygt, der stod malet i ansigtet på ham. Og så var der ingen tvivl om, hendes ansigt var et spejlbillede af hans. 


Døren lukkede sig tungt bag Anna, da hun langsomt gik ind i lokalet. Hun tog hjemmevant plads bag katederet og lod Simon og Pandora finde plads på et af bordene. Der gik lidt tid, før Anna talte. Pandora kunne ikke bedømme hvor meget, da alting syntes at trække ud i en evighed. Hvert åndedræt syntes dobbelt så højt, som det lod til, de blev hængende i luften. Og med en tommelfinger hvilende på sit håndled kunne Pandora mærke, hvordan hendes puls blev ved med at stige, som en tavs, dunkende påmindelse om, hvor forfærdeligt hun egentlig havde det. Tavsheden gav også Pandora alt for god tid til at overveje situtationen. Det gik op for hende, hun snart var ligeglad med om det passede eller ej, så længe hun bare kunne slippe ud af det her rum med den trykkende stilhed, der blev ved med at trykke hende ned af. Og Simons advarsel om at blive smidt ud i rummet, syntes at runge lige så højt som stilheden i hendes baghoved. Det var egentlig sjovt, hvordan stilheden kunne være den mest larmende lyd. Så det var næsten en lettelse, da Anna åbnede munden. 

"Jeg troede, at jeg var rimelig nem at forstå i går, men jeg tog åbenbart fejl, da det ikke lader til, du har lyttet til mig, Pandora. Når du nu er bekendt med denne viden, burde du også vide, hvor farligt, det kan være, hvis denne viden spredes . Og dog har du nu fortalt det videre til den kære Simon her. Herfra kommer snebolden nok til at rulle meget hurtigt, og inden nogen ved af det, kan hemmeligheden pludselig ikke være hemmelig længere," sagde Anna stille med tryk på hver eneste ord. 

"Men...-" stammede Pandora, mens hun desperat prøvede at finde ordene til at samle en bortforklaring. Hun ville trods alt nødig, skulle til at fortælle om Simons viden om tingene, da hun dermed skulle til at forklare om hele hans familie.  Så hun prøvede en anden taktik. 

"...- er det virkelig så slemt?. Jeg mener, det bliver sværere og sværere at hemmeligholde det her, og på et eller andet tidspunkt, kommer folk til at bo så tæt, der ikke engang er plads til at strække armene, hvis ikke ilten løber op før det. Det ville være alt for svært at holde styr på så mange mennesker, og selv hvis I fortalte det, er det ikke sikkert, folk ville tro på det," sagde Pandora, Hendes stemme steg, jo mere hun talte, som hun blev mere selvsikker på sig selv. Hun nægtede dog at møde Annas blik, der sikkert ville få hendes selvtillid til at ryge på gulvet med et ordentlig brag. 
"Jeg er stadig ikke sikker på, om jeg tror på det," tilføjede hun så efter et øjebliks eftertanke. 

"Og Simon her er også virkelig i tvivl," sagde Pandora, mens hun diskret prøvede at kaste et blik i Simons retning. 

"Jo, jo bestemt. Jeg kan virkelig ikke finde op eller ned på noget af det her," løj Simon med en så uoverbevisende  forvirret klang i stemmen , Pandora igen måtte undertrykke trangen til at grine over hans forfærdelige evner til at lyve. Hun indså dog straks, det havde været en fejl at appellere til ham, da hun så Annas mistroiske udtryk. Ikke at Pandora kunne bebrejde hende. 

"Men selvom I ikke tror på det, ville det ikke forhindre jeg i at fortælle det videre, som Pandora her allerde har bevist, hun er villig til. Jeg ved ikke, om I er bekendte med, hvad der  sker med dem, som ved det," smilede hun beklagende, hvilket fik Pandora til at gyse svagt, mens en ufrivillig kuldegysning fik hende til at ryste. Det her kunne ikke være rigtigt, det kunne det bare ikke. Anna ville snart bryde ud i latter, mens Simon råbte aprilsnar, til trods for, de var i december. Deres alvorlige ansigtsudtryk var kun skuespil, og de måtte begge sidde og tilbageholde en indestængt fnisen, fordi hun rent faktisk var hoppet på det her. Og så hun have en historie at fortælle børnebørnene, når de samledes om hendes gyngestol en sen aften. For det her måtte bare ikke passe. Det føltes alt, alt for surrealistisk hun stod her og skulle til at blive smidt hovedkuls ud i rummet. 

Men efterhånden som ingen reagerede og tavsheden, begyndte hun at blive mere og mere desperat. Simon var den første til at tage ordet. 

"Hvad med vores familier? Vil de virkelig tro på, vi er taget til udlandet - uden at sige farvel?" spurgte Simon og satte dermed ord på nogle af Pandoras tanker. Hun indså dog straks, han havde dummet sig. 

"Nå, så I er  bekendt med proceduren. Ser I befolkningstallet er steget så meget, det er vel at blive vores eneste mulighed for at slippe af med folk. Vi har også overvejet at starte en dødelig virus for at få luet lidt ud i befolkningen, eller risikere at der er større chance for, at folk kommer til verdens ende, ved at udvide byen. Det her har nu alting været det nemmeste. Jeres pårørende ville ikke ane uråd, men samtidig ville det også forhindre dem i at sætte spørgsmålstegn ved, at ingen  rejser udenbys." Anna smilede stramt på sådan en måde, der næsten gav Pandora medlidenhed med hende og det ansvar, der måtte hvile på hendes skuldre. Men også kun næsten, for nu fortsatte Anna på sådan en måde, der fik panikken til at lamme Pandora, mens svedperler piblede febrilsk ned af hendes pande. 

"Så, hvis I allerde ved, hvad der kommer til at ske, kan vi vel lige så godt få det overstået. Jeg har allerede sprøjter med bedøvelsesmiddel, så I ville bare få en indsprøjtning og derefter komme ud i rummet. Spørgsmål?"

Pandora gispede fortvivlet efter luft, mens gåsehuden spredte sig med lynets hast over hele kroppen. Hun syntes pludselig ikke at kunne få nok af denne lumre luft og tog nogle dybe rallende indåndning, som prøvede hun at inhalere så meget luft som muligt, før det ikke længere var muligt. Hun var stadig chokeret over det afslappede tonefald, Anna havde brugt, der gjorde det alt for svært for hende at tro på, det virkelig skete. Hun forventede hvert øjeblik at vågne op fra et mareridt, lettet over, det ikke havde været virkeligt. Det var måske også derfor, hun var ude af stand til at bevæge sig, fordi hun stadig troede på, det her var en løgn. Det virkede alt for usandsynligt, at hendes lig snart ville svæve vægtløst rundt blandt stjernerne. Det var uretfærdigt, hvis det, at hun var gået ind i den gyde på netop det øjeblik, skulle betyde, at hun skulle dø. 

Simon gjorde udfald mod døren, men hun stod frossen tilbage og måtte hjælpeløst se til, mens Anna afslappet stak en nål ind i hans krop, der sank fortabt sammen på gulvet. Hun nåede end ikke at skrige, før hun pludseligt mærkede den kolde sprøjte ramme sin hud .

*** 

Hendes øjenlåg var fulde af lysende prikker, der alle dansede rundt mellem hinanden. Hun var så fokuseret på at få de prikker samlet, hun knap lagde mærke til, hvordan hænder løftede hende, så det var med en kraftsanstrengelse, hun tvang sig selv til at åbne øjnene på klem. Gennem den lille sprække kunne hun netop ane et hav af stjerner og mørke, der syntes at komme tættere på. 

Nu troede Pandora på det.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...