Kunstig

Året er 2456. Verden ligner sig selv på overfladen, men gemt bag flere generationers løgne, er der en hemmelighed, som kunne ændre alt. Da Pandora tilfældigvis overhører en samtale om Hemmeligheden, bliver hun straks trukket ind i et spil af forræderi og trusler, som hun ikke kan finde ud af. Snart er hendes liv vendt på hovedet, mens hun må holde sin viden hemmelig til hver en pris. //vinder af 3. pladsen i The Martian-konkurrencen

5Likes
3Kommentarer
554Visninger
AA

7. Sjette kapitel

Pandora følte sig dum. Dum, dum, dum. Hun havde brugt så langt tid på at spekulere på, om de var i et kunstigt klima eller ej, hun ikke havde tænkt på måder at finde ud af, om det var sandt eller ej, selv når det var så nemt. Hun skulle jo bare til verdens ende. Eller det kunstige klimas ende. For hvis verden - som Simon påstod - virkelig kun strakte sig til til byens grænser, var det hurtigt overstået. Byen var jo trods alt lille med alle sine skyskrabere, der måske slet ikke skrabede skyerne, som rummede alt for mange mennesker. 

Så nu cyklede hun afsted på denne frostkolde morgen. Det var så tidligt, der knap var mennesker i syne, hvilket også var derfor Pandora havde valgt netop dette tidspunkt til sin lille udflugt. Ikke nok med at hun ikke behøvede hele tiden at undgå at støde ind i noget, ville der ikke være så mange som opdagede hende. Og i øvrigt ville hun så få lov at se på, når solen dukkede frem i horisonten og kastede sine første morgenrødmende stråler ud mod byen. Det øjeblik var meget velkomment, da hendes trætte øjne havde ret svært ved at skille skyggerne fra hinanden, trods cykellygternes lys. Det var nemlig blevet til endnu en søvnløs nat for Pandora. Da hun havde vendt og drejet sig i timer havde hun til sidst overgivet sig og havde sat sig op i den kolde vindueskarm. Tavst havde hun betragtet byen, mens idéen i at tage ud og se, om verden var rund eller ej havde taget form. 

Hun håbede næsten på, den ikke var rund, tænkte hun ironisk. Hendes ben værkede allerede af udmattelse, selvom hun ikke havde cyklet særlig langt, så hun ville nødig cykle hele jorden rundt, hvis det blev nødvendigt. Men så dukkede Simons sidste ord til hende i går op i hendes hoved, hvilket fik en ufrivillig rystelse til at løbe gennem hendes krop. Den forræderiske tanke blev straks jaget på flugt, som hun fortsatte. Bygningerne begyndte lige så stille at blive færrere og færrere, og det varede ikke længe, før hun var nået ud til bondelandskvarteret, som det blev kaldt. Hun kunne ikke lade være med at kaste et uvilkårligt blik bagud, hvilket resulterede i, cyklen slingrede, så det var lige før, hun landede i en af de store mudderpøle, der omgav hende. 

Det gik pludselig op for hende, hun nu var længere væk end nogensinde før fra sit hjem, da hun bevægede sig væk fra bondegårdene. Her var folk allerede stået op, så der blev kastet et par forbløffede blikke efter hende. På disse kante var folk åbenbart ikke vant til, at en pige kom cyklende desperat forbi så tidligt. Men hun lod sig ikke mærke med det.

Pandora vidste virkelig ikke, hvad hun havde forventet. Sikkert noget med, at så snart hun forlod byen ville der være en væg eller noget, som holdt alle indespærret. I hvert fald ikke en vej, som aldrig syntes at ende. Hun måtte have cyklet i over en time, men der var stadig kun vejen, der snoede sig gennem det nøgne landskab. Troen på at det virkelig var  Jorden, hun cyklede på blev større og større, som hun cyklede videre. 

Det var først, da svedperlerne faldt i vandfald fra hendes pande, og hendes ben var ved at knække sammen af bare udmattelse, hun pludselig så nogle silhouetter i horisonten. Et hegn gik det straks op for hende. Med bange anelser cyklede hun hurtigt derhen, trods hun prøvede at overbevise sig selv om, der ville være en naturlig grund til at det var der. 

Som hun kom tættere på, begyndte hun at kunne skelne et par mennesker der stod på vejen, samt en barriere, der reflekterede det begyndende daggry, så meget det nærmest skar i øjnene. Den orange røde farve, som de veste de to mænd, gættede hun på, havde på også havde gjorde det tydeligt, at her skulle man ikke forbi. Ganske rigtigt så hegnet ud til at strække sig uendeligt ud til begge sider, og Pandora ville nødig skulle påtage sig at kravle over det, da piggene øverst vist talte sig tydelige sprog om det. Desuden troede hun ikke hendes frosne fingre ville kunne klare at holde fast om det ståltrådsnet, ja hun var ikke engang sikker på, om det var muligt at få dem af cykelstyret, så stive, som vinterkulden havde gjort dem. 

Endelig nåede hun hen til mændene, der tavst betragtede, hvordan hendes åndedræt trak skyer i den kolde luft, mens hun langsomt fik vejret. 
Langsomt steg Pandora af cyklen forsigtig med ikke at lade sig påvirke for meget af stivheden, der syntes at have bredt sig som en virus i hele kroppen. Hun kunne dog ikke undgå at vakle lidt. Heldigvis lod mændene ikke til at lade sig mærke med det, som de stod der med deres bistre ansigtudtryk og nedstirrende blikke. 

Det tog Pandora lidt tid at samle en sætning, da klumpen, der lå tungt i hendes hals, blev ved med at være i vejen. Det gjorde det heller ikke nemmere begge de to mænds øjne var rettet mod hende. 

"Må jeg komme forbi?" fik hun endelige fremstammet. Det var ikke lige den lange forklaring om, hvorfor hun skulle om på den anden side af hegnet, som hun havde forestillet sig. Ja, hun overvejede endda et sekund at fortælle sandheden, men ville ikke risikere at  flere mennesker kendte til hendes viden, hvis det overhovedet passede. Det vidste hun stadig ikke, indså hun træt. 

"Nej," brummede den høje af mændende kort. Det var ikke fordi, Pandora havde forventet andet, men det var nu alligevel et nederlag, der ville gøre den timelange cykeltur fuldkommen meningsløs. Et meget kort øjeblik overvejede hun at kravle over hegnet, mens så snart hun skævede mod pigtråden forsvandt modet endnu hurtigere end det var kommet.

"Hvorfor ikke?" spurgte hun istedet. 

"Vejarbejde," sagde manden, der åbenbart kun kunne finde ud af at tale i enordssætniner. Men det var nu mest, hans ligegyldige tonefald, der antændte hendes vrede. Den havde ligget og ulmet i baggrunden af hendes bevidsthed i nogle dage nu - siden hun hørte den skæbnesvangre samtale  - men havde været dækket af et alt for stort hav af andre følelser, så den ikke havde kunnet komme op  til overfladen, men den lange tur herude havde ikke blot efterladt hende stivfrossen, også følelseskold.

"Så det er ikke, fordi verdens ende er et sted derude,” sagde hun, før hun kunne nå at stoppe de ugennemtænkte ord.

Det varede kun et øjeblik. Hvis hun havde blinket netop der, ville hun sikkert have gået glip af det. Det korte sekund, hvor mændendes facade flakkede. Et øjeblik var deres ansigter ikke en bitter maske med sammenknebne øjne, men fulde af spor af nervøsitet og ængstelse. Men det var så hurtigt forbi, Pandora ikke engang var sikker på, om hun havde set det eller ej. For i næste øjeblik grinede de anstrengt, som havde hun lige fortalt en joke.

”Nej, selvfølgelig ikke. De lægger bare ny asfalt Men skal du ikke i skole min pige?”

”Jo,” mumlede Pandora kort for hovedet med bevidstheden om hun ikke ville få meget  mere ud af mændende.

Hun cyklede skræmt væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...