Kunstig

Året er 2456. Verden ligner sig selv på overfladen, men gemt bag flere generationers løgne, er der en hemmelighed, som kunne ændre alt. Da Pandora tilfældigvis overhører en samtale om Hemmeligheden, bliver hun straks trukket ind i et spil af forræderi og trusler, som hun ikke kan finde ud af. Snart er hendes liv vendt på hovedet, mens hun må holde sin viden hemmelig til hver en pris. //vinder af 3. pladsen i The Martian-konkurrencen

5Likes
3Kommentarer
616Visninger
AA

1. Prolog

Manden stirrede stift frem for sig. Trods hans øjne ikke var rettet mod noget bestemt, formåede han alligevel at lade sit ansigt henlægge i dyb koncentration. Hvis nogen tilfældigvis kom ind og så ham sidde der, ville de uden tvivl antage, han aldrig havde hørt om det at smile, alene baseret på det hårde drag, der hvilede på hans læber. Men sådan så Isaac ud, når han var fordybet i tanker.

Han havde to fingre placeret mod sin tinding, som prøvede han at komme i tanke om noget. Noget, der fik ham til at sidde stiv som et bræt i den ellers magelige lænestol. Ja, han bevægede kun en muskel, når han lod et af de jævnlige suk slippe lydløst ud gennem hans mund. 

Måske skyldtes det den genstand, der lå placeret midt på det lille bord ved hans side. Han syntes nemligt at gøre alt for ikke at lade sit blik ramme den, trods det tydeligvis var den, der fyldte hans tanker. Men det var næsten, som besad sprøjten en magnetisk kraft. Nogle gange blev Isaac bare nød til at kigge på den igen, som havde han glemt, hvordan den klare væske skvulpede frem og tilbage eller, hvordan den spidse nål kunne reflektere de sidste stråler fra en aftenrødmende sol, hvis stråler stadig kunne ses gennem det store panoramavindue. Men hver gang han gjorde, gled et udtryk af dyb frygt over hans ellers uudgrundelige ansigt. Isaac sukkede igen. 

Han rejste sig langsomt fra stolen, mens han børstede nogle usynlige støvkorn af sit ellers pletfri jakkesæt. Så hengav han sig til at trave rastløs frem og tilbage. Hans skridt rungede i hele rummet, da deres ekko blev kastet frem og tilbage mellem væggene. En gang i mellem mumlede han frem for sig, men ellers var den eneste lyd, der hørtes, den rytmiske dunken af hans fødder mod gulvet.  Ud af øjenkrogen kunne han lige skimte, hvordan tusmørket begyndte at sænke sig over byen, så lyset nu stammede fra de utallige skyskrabere. Ironisk, selvom han dog måtte indrømme, det var et smukt syn og stirrede et par sekunder tomt ud af vinduet. 

Et øjeblik efter begav han sig tilbage til det lille bord, hvor sprøjten stadig lå, mens den nedstirrede ham. Men synet af byen, der udfolde sig for hans fødder, syntes at have givet ham modet til at bruge sprøjten. 

Det var det eneste rigtige at gøre, tænkte Isaac tungt. Så ville der ikke længere have været en katastrofe. Det var bedst, ja, det var op til ham. Han kunne lade mindet dø. Hans hånd bevægede sig uendelig langsomt hen til  sprøjten. En svag rystelse løb gennem ham, da han sikkert lukkede hånden om den. Han vidste ikke, om det skyldtes frygt eller fornemmelsen af den isnende overflade. 

Med sprøjten holdt så langt væk fra sig som muligt, gik han endnu en gang hen til det store vindue. Han bad i sit stille sind til, at han ville tabe den, så den klare væske ville gå tabt. Men det var nok mere sandsynligt, han kom til at knuse den, så hårdt holdt han om den. Det skulle ikke undre ham, hvis hans knoer snart ville antage en permanent hvid farve. 

Isaac løsnede derfor sit greb en smule, da han langsomt første sprøjten op til sin hals. Han havde gjort dette på så mange mennesker, at han ikke længere fumlede efter den rigtige åre. Dog ville han næsten ønske, han kunne trække tiden ud på den måde. 

Med et støn kastede han endnu et blik på spindelvævet af lys, der glitrede, som de stjerner, der nu dækkede himlen. En grimasse, som man næsten kunne tolke som et smil, samlede sig på hans læber. Det var nu godt, han havde husket stjernerne. 

Isaac placerede nu den kolde spids mod din hals, mens han lagde sin lillefinger på stemplet, der ville få den klare væske til at strømme ud og sprede  sig i hele hans krop. 

Men han kunne bare ikke. Han ville ikke glemme. Han kunne ikke. En svag forræderisk stemme var begyndt at tale i hans baghoved. Det her havde han ikke fortjent. Efter alt, hvad han havde gjort, kunne dette ikke være hans skæbne. 

Og pludselig greb en desperat vrede fat i ham. Det var den, der fik ham til at ødelægge panoramavinduet med den tunge brevvægt, der lå på skrivebordet nærved, så glassplinterne føg rundt i rummet. Men han mærkede ikke smerten, da nogle af dem borede sig ind ind i hans håndflade. Han havde i stedet kastet sprøjten ud af vinduet i en lang bevægelse, så den knustes mod fortovet, langt, langt nede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...