Kunstig

Året er 2456. Verden ligner sig selv på overfladen, men gemt bag flere generationers løgne, er der en hemmelighed, som kunne ændre alt. Da Pandora tilfældigvis overhører en samtale om Hemmeligheden, bliver hun straks trukket ind i et spil af forræderi og trusler, som hun ikke kan finde ud af. Snart er hendes liv vendt på hovedet, mens hun må holde sin viden hemmelig til hver en pris. //vinder af 3. pladsen i The Martian-konkurrencen

5Likes
3Kommentarer
620Visninger
AA

2. Første kapitel

Pandora gik fordybet i sine egne tanker. Hun ænsede knap den store menneskemængde, der omgav hende, eftersom hun havde blikket stift rettet mod sine fødder. Hun lod sig heller ikke mærke med larmen fra de mange biler eller den konstante summen af de mange ligegyldige samtaler, de forbipasserende førte. Den eneste lyd, der fik lov til at trænge ind i hendes øregange, var den rytmiske dunken af hendes fødder på fortovet. 

Det var nu også, sådan hun foretrak det. Hun havde altid hadet alt for store menneskemængder. Hun plejede altid at forestille sig, hvordan de støjende masser langsomt ville komme tættere og tættere på hende, indtil hun var fanget i et hav af lemmer. Og selvom, tanken havde strejfet hende utallige gange før, gav den hende stadig kuldegysninger, som hun forgæves prøvede at stoppe. 

Derfor plejede hun altid at tage en genvej gennem en lille gyde, der førte væk fra den store vej og mundede ud ved hendes egen vej. Der var måske snavset og knap plads til, man kunne gå to personer ved siden af hinanden, men i det mindste dæmpede de tætte murer lyden af mennesker,  biler, larm og hverdag

Idag var ingen undtagelse. Så snart hun kunne skimte den lille åbning mellem et advokatkontor og en boghandel, begyndte et lille smil straks at forme sig på hendes læber. Og selv da en tyk dame gik ind foran hende, så gyden atter blev usynlig, blev det der. 

Det var kun en meget lille del af hende, som påpegede, hvor tåbeligt, det var, hun ikke en gang kunne tåle en ganske almindelig dag fuld af ganske almindelige mennesker uden at gå i spåner over, hvor forfærdeligt hendes liv var. Men den meget lille del, blev hurtigt overdøvet, da hun endelig fik mast sig frem til den lille åbning mellem murene. Og før hun vidste af det, havde hun snoet sig ind i den velkendte gyde, der henlå i en kølig skygge. Det stod i skarp kontrast til den bagende sol, som hang på en skyfri himmel udenfor. Pandora gav sig selv et øjeblik til at slappe af og nyde den kølige luft, trods der hang en stank over den, som sikkert stammede fra de store bunker affald i hjørnet . 

Men mens hun lænede sig lettet op ad muren, begyndte hun endnu en gang at undre sig over, hvorfor hun dog hadede mennesker så meget. Hun var jo selv et menneske. Og dog - lige fra barnsben havde hun aldrig set på mennesker, som rigtige personer, men blot forskellige individder, der smeltede sammen til et individ, når de var sammen. Hun havde altid ment, at folk først fik personligheden tilbage, når de ikke levede under presset for at gøre som alle andre. Hun havde altid tænkt, at det var frygten for at blive en del af flokken, der fik hende til at afsky menneskemængder så meget og ånde lettet op, hver gang hun kunne isolere larmen fra den storby, hun uheldigvis boede i. 

Pludselig blev Pandora revet ud af sine dystre tanker, da to ophidsede stemmer nåede hendes ører. De var næsten druknet i støjen fra gaden, hvilket forklarede, hvorfor hun ikke havde hørt dem noget før, eftersom de ellers lod til at stå i gyden, bag det lille sving, den rundede. Men så snart, hun var blevet opmærksom på dem, var det tydeligt at skelne samtalen fra alle de andre, da deres stemmer var meget hævede. Alligevel sneg Pandora sig tættere på. 
 
Hun var meget opmærksom på lyden af sine sagte fodtrin, der blev kastet frem og tilbage i den snævre gyde, men de lod ikke til at bemærke det. Hun gav sig til at lytte. 

"...ansvar. Det er hele pointen. Og hvis du ikke er gammel nok," sagde den ene, der lød som en mand, vredt. Resten af hans sætning druknede dog i et udbrød af harme fra den anden, som Pandora troede, måtte være en dreng. 

"Som om du ikke plaprer op til alle og enhver. Og hvordan ved du overhovedet, det virkelig var Hemmeligheden, jeg skulle fortælle ham? Bare fordi, du hørte, jeg sagde, jeg vil fortælle en hemmelighed til ham, går du straks ud fra, jeg vil fortælle ham, at vi lever i et kunstigt klima ude i rummet og ikke på vores ødelagte Jord. Han er min bedste ven, for fanden. Jeg har andre hemmeligheder at fortælle," sagde drengen hurtigt. 

"Og hvor mange af disse hemmeligheder starter med 'vi lever faktisk'? Tror du,  jeg er helt dum? Det er kun dig og mig og dine forældre, der ved det. Og sådan skal det forblive."

"Vi er ikke de eneste, det ved du udmærket godt. Der findes sikkert tonsvis af videnskabsmænd derude, som er blevet betalt for ikke at fortælle befolkningen, Jorden er død og har været det i mange generationer," hvæsede drengen højlydt. 

"Dæmp dig dog," manden sænkede selv sin stemme, hvilket fik Pandora til at gå et uvilkårligt skridt tættere på. Hun glemte helt at træde stille,  så det virkede alt for højlydt. 

Og ganske rigtig, kunne Pandora se ud af øjenkrogen, hvordan en ufrivillig rystelse løb gennem manden. 

"Du er sikker på, ingen kan høre os her?" spurgte manden. Undertonen af vrede i hans stemme, var nu erstattet med frygt lagde Pandora mærke til, mens hun trykkede sig op af muren og gjorde alt for ikke at lade den mindste lyd. Men trods sine anstrengelse syntes hun, at hendes hjertes banken lød så højt som en stortromme og de små stød, hun trak vejret i kunne lige så godt have været tordenbrag. 

Heldigvis stormede manden nu væk fra gyden uden at vente på svar, hvilket fik drengen til at råbe vredt efter ham.

 "Vi er ikke færdige her". Han fortsatte bare uden at kigge sig tilbage.  Men Pandora nåede knap at ånde lettet op, før hun så, at drengen nu også var på vej ud af gyden. Med retning lige mod hende.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...