Kunstig

Året er 2456. Verden ligner sig selv på overfladen, men gemt bag flere generationers løgne, er der en hemmelighed, som kunne ændre alt. Da Pandora tilfældigvis overhører en samtale om Hemmeligheden, bliver hun straks trukket ind i et spil af forræderi og trusler, som hun ikke kan finde ud af. Snart er hendes liv vendt på hovedet, mens hun må holde sin viden hemmelig til hver en pris. //vinder af 3. pladsen i The Martian-konkurrencen

5Likes
3Kommentarer
619Visninger
AA

5. Fjerde kapitel

Pandora var lav. Alt, alt for lav. Lige meget, hvor meget hun strakte sig, kunne hun ikke spotte Simon. Det var næsten umuligt for hende at se op over resten af skolens elevers hoved på sin jagt efter det karakterisk krøllede hår, der ellers burde skille sig ud fra mængden. Men efterhånden, som dagen gik, uden hun havde set ham nogle steder på skolen var hun ved at have mistet håbet, trods sine hyppige forsikringer til sig selv, om han nok skulle være der, for der var så mange elever, at hun ikke bare kunne drage konklusioner. 

Og som dagen gik på held, og klokken ringede for sidste gang, havde hun stadigvæk ikke set skyggen af ham. Dog kunne hun alligevel ikke lade være med at sænke farten, som hun bevægede sig hen af den alt for velkendte gang mod udstillingen. Alle andre var allerede stormet ud af de store dobbeltdøre, men hendes skridt var gjort så langsomme som muligt. Hun snoede forsigtigt en brun hårlok omkring fingeren, mens hun desperat prøvede at tænkte på ingenting. 

Men så skød en hånd ud i luften og greb hende hårdt i armen for at trække hende ind i et forladt klasselokale. Hun prøvede at tilbageholde et skrig, hvilket resulterede i en mellemting mellem et halvkvalt skrig og et gisp slap forskrækket ud gennem hendes læber. Men da hun så, hvem det 
var, klappede hun hurtigt i. Hun blev næsten helt glad for at se Simon, indtil det gik op for hende, hvor sur, hun egentlig var på ham, da han bare uden videre havde trykket sig forbi hende, med sit alt, alt for triste ansigtsudtryk. Han kunne sikkert se vreden gløde i hendes øjne, han krympede sig i hvert faldt svagt, indså hun til sin fryd.

Uheldigvis syntes det at have den effekt på Simon, han helt glemte hvad han skulle sige. Måske havde han planlagt en lang tale, til ære for hende, men den syntes ikke at ville forlade hans læber, tænkte hun hånligt. 

"Jeg ville bare... Øhm," stammede han tøvende. Psndora hævede blot et ventende øjenbryn uden nogen intention om at hjælpe ham på vej. For en gang skyld, var han den usikre

Det tog ham lang tid at genvinde mælet, men da han så endelig talte kom hans sætninger til gengæld ud uden nogen tøven eller øhm'er, hvilket hun satte pris på. 

"Jeg må egentlig ikke tale med dig om det her. Men jeg syntes det er forkert bare uden videre at få at vide, man lever i et kunstigt klima uden nogen videre forklaring, så her er jeg. Du ville sikkert alligevel ikke tro mig, så hvad forskel gør det, du ved lidt mere. Men det er selvfølgelig vigtigt, det er dit eget valg, for når du først ved det, kan du ikke holde op med at vide det," afsluttede han, hvilket uvilkårligt fik en kuldegysning til at risle ned af Pandoras ryg. 

Først var hun ikke i tvivl om, hun ville blive i rummet, men hun kunne ikke lade være med at tænke på den advarende undertone i Simons stemme. På den anden side, havde hun brugt det sidste døgn på at spekulere og diskutere med sig selv, og hun ville ikke rigtig ende med at bruge resten af sit liv på det.  

Pandora åbnede munden for at give sit svar, men der kom blot små gylpelyde ud, så i stedet bøjede hun bare hovedet så lidt, det var et mirakel, Simon overhovedet kunne opfatte det. Men hun så tydeligt, hvordan hans øjne fulgte bevægelsen med et lettere overasket udtryk, som havde han forventet, hun ikke ville lytte.

Men han acceptere det hurtigt, og man kunne igen se alle de små tandhjul i hans hoved køre rundt, som han ledte efter ordene. Hun satte sig på et af bordene med benene over kors og forsøge at ignorere den voksende klump af nervøsitet og tvivl, i maven. Det var bare sværere end som så, når sekunderne syntes at blive mere og mere langtrukne, og selv hendes fingres rastløse trommen på bordet ikke overdøvede de forræderiske tanker, hvilket blot forstærkede hendes opfattelse af, dette måske ikke var den rigtige beslutning. Det ville trods alt være nemmere at glemme den sidste dag helt, hvis hun ikke hørte dette.

”Måske,” begyndte hun langsomt.  Men før hun blev færdig, begyndte Simon at tale. Han havde sikkert ikke engang hørt, hendes lille, tvivlende ’måske’.

”Har du hørt om drivhuseffekten?” Uden at vente på svar, forsatte han bare. ”For lang tid siden, var mængden af CO2 i atmosfæren blevet for stor, så Jorden blev varmere og varmere . Havene var begyndt at stige, som isbjergene smeltede, og snart lå store dele af Jorden under vandet. Så mennesker måtte rykke tættere sammen på højtliggende steder. Men når personer blev tvunget til at dele territorier, begyndte krigene langsomt. Atomkrige. Snart var hele jorden ubeboelig af radioaktivitet. Men der var nogle få magtfulde og indflydelsesrige mennesker, der havde fået bygge et kæmpestort kunstigt klima oppe i rummet. 10.000 mennesker blev transporteret derop, tilfældig udvalgt ved en lodtrækning."

"Og nej, det er løgn, I lever på en stor planet med en milliard mennesker," tilføjede han, da han så Pandoras forvirrede blik. "Det havde været alt for svært at få etableret, og desuden var mange allerede blevet skadet for meget af radioaktiviteten, " sagde han lettere skyldbetynget, som villle han undskylde for sine forfædres beslutning. 

"Nå men, i hvert fald blev det besluttet, at denne tidsperiode var sådan en skamplet på menneskehedens historie, den skulle glemmes. Og med glemmes, mener jeg det virkelig. På det tidspunkt, var der opfundet en væske, der slettede hukommelsen. Alle blev tvunget til at tage den, så de og fremtidige generationer kunne leve i lykkelig uvidenhed om den katastrofe, der havde ført dem væk fra deres planet. De, der nægtede, blev kastet brutalt ud i rummet."

"Kun nogle få, skulle fortsat huske det, så de og deres efterfølgere kunne være i stand til at forhindre diverse videnskabsmænd i at offentliggøre deres opdagelser og folk i at tage ud at rejse. Og dog - en mand, der havde været medansvarlig i projektet, nægtede at glemme det og lod blot som om. Min forfar. Så hemmeligheden er blevet fortalt videre og videre i min familie," sagde han. 

"Befolkningstallet er bare vokset og vokset, og mængden af ilt er ikke ligefrem uendelig," afsluttede han endelig i et toneleje, der vidnede om, det var en af hans tilbageværende bekymringer. 

Tusindvis af spørgsmål eksploderede i hovedet på Pandora, hvoraf halvdelen ikke engang gav mening, da Simon holdt en pause for at få vejret efter sin lange talestrøm. Men før, hun kunne nå at få udtrykt et eneste af dem, var Simon forsvundet ud af klasseværelset og efterlod hende endnu engang stående alene tilbage. Lyden af døren, der smækkede rungede i den tomme skole. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...