Kunstig

Året er 2456. Verden ligner sig selv på overfladen, men gemt bag flere generationers løgne, er der en hemmelighed, som kunne ændre alt. Da Pandora tilfældigvis overhører en samtale om Hemmeligheden, bliver hun straks trukket ind i et spil af forræderi og trusler, som hun ikke kan finde ud af. Snart er hendes liv vendt på hovedet, mens hun må holde sin viden hemmelig til hver en pris. //vinder af 3. pladsen i The Martian-konkurrencen

5Likes
3Kommentarer
552Visninger
AA

6. Femte kapitel

I løbet af de sidste par dage, var det lykkedes hende at jage Samtalen - som hun nu kaldte den - ud i et fjernt hjørne af bevidstheden, sommetider glemte hun endda, det overhovedet var sket. Og det skyldtes ganske enkelt, hun havde fået overbevist sig selv om, det ikke var sandt. Efter at have tilbragt en stort set søvnløs nat med Simons forklaring ekkoede i sit hoved, var hun blevet enig med sig selv om, det simpelthen var usandsynligt, der skulle være det mindste gran af sandhed i hans fortælling. For hvorfor i alverden, skulle der bruges så meget tid på, at alle skulle glemme det, så de kunne opretholde illusionen om, at man levede på Jorden , hvis det ikke var tilfældet. 

De havde også fået at vide i geografitimerne, at man var blevet langt bedre til at leve på miljøvenlige måder. Alt tydede på, Simon blot var dum, siden han troede på den løgn. Hun ignorerede bestemt de nagende tanker - hun kendte trods alt ingen, der havde rejst udenbys, men hun kendte så ikke specielt mange, da hendes menneskeforagt forhindrede hende i det. 

Så langsomt var Pandoras liv vendt tilbage til sin normale, rutinefyldte hverdag, og hun var holdt op med at tænke på, verden måske kun strakte sig til byens grænser, når hun gik ned af den velkendte gyde. Hun var holdt op med at kigge op på solen og tænke på, hvordan den mon var blevet lavet. Hun var holdt op med at tænke på, om tyngdekraften var anderledes nede på Jorden, hver gang hun løftede fødderne. 

Indtil den skæbnesvangre torsdag med den skæbnesvangre historietime, der igen kastede hende ud i bekymringer og spekuleringer. 
 
  Hun sad og tegnede kruseduller i den notesbog, som ellers var beregnet til noter, mens hun kun med et halvt øre lyttede til sin lærer. For at være ærlig orkede hun ikke at lytte til hendes dramatiske beregninger fra enhver historieperiode. Men selvom hun sikkert prøvede at gøre det spændende, måtte Pandora undertrykke et gab, mens hun desperat prøvede ikke at skæve til uret. Alligevel syntes det at have en magnetisk kraft på hendes øjne, så hun endte med at sidde og følge visernes små ryk, mens hendes hånd forsat styrede blyanten. I det mindste var der kun fem minutter tilbage, tænkte hun træt, hvorefter hun lod sine tænker vandre, i håbet om, de ville få hende langt væk fra klasselokalet med sine grimme gule vægge. 

Det var en fejl. Der gik kun få sekunder før hun begyndte at tænke på det, som ellers ikke havde optrådt i hendes hoved de seneste par dage. Det kunne ikke lade sig gøre, formanede hun strengt sig selv, men kunne alligvel ikke lade være med at kigge over på verdenskortet, der netop var at ane ud af øjenkrogen. Hun spekulerede straks på, om de virkelig lande var dækket af vand nu, trods sine anstrengelse for at tænke på noget andet. Uvilkårligt begyndt hendes fingre at samles i et fastere greb om blyanten, og det var lige før,det endte med, hun prikkede hul på papiret, så hårdt trykkede hun. 

Heldigvis lød den umiskendelige ringen af klokken nu og reddede hende fra de dystre spekulationer. Hun rejste sig hurtigt, samlede sin ting og skulle til at forlade klassen som den første, da historielæreren - Anna  - kaldte hende tilbage, 

"Pandora - bliver du ikke lige her et sekund?" 

Fuld af bange anelser trådte hun væk fra døren og måtte tavst se til, mens resten af klassen strømmede ud på den myldrende gang. Hun kunne ikke lade være med at frygte, at Anna havde opdages hendes kruseduller. I det mindste rev det det hendes tanker væk fra 'det'. 

Det var først, da døren lukkede sig bag den sidste dreng, Anna åbnede munden. 

"Du ved det, gør du ikke?," spurgte hun i et skrapt toneleje, der vidnede, hun allerede kendte svaret.
Pandora stod som lammet. Hun var ikke et øjeblik i tvivl om, hvilket 'det' der var tale, så der gik et meget mere end få sekunder, før de omhyggeligt opbyggede barrierer i hendes hoved faldt sammen og tillod de ængstelige og nagende tanker at fylde hendes hoved igen. Var hun en del af Simons familie? Eller efterkommer af en af dem, der havde fået lov at beholde hukommelsen? 

Med al den forvirring var det heller ikke underligt, det første ord, Pandora fik fremstammet var et simpelt 'hvad', der dækkede over tusindvis af spørgsmål, som lige nu eksploderede som festfyrværkeri Hun måtte sikkert have set ret tåbelig ud, tænkte Pandora pludselig. Med store øjne og åben mund, der sikkert fik hendes udtryk til at være meget jaget. 

Det lod Anna tilsyneladende ikke til at tage sig af, som hun stirrede på hende med et blik, der sikkert kunne have frosset hende til is. 

"Jeg håber, du ved, dette er meget følsomme oplysninger og ikke måtte tages let på," sagde hun alvorligt. 

"Hvordan ved du, at jeg ved det," spurgte Pandora undrende. Kunne hun have overhørt den samtale, hun havde haft med Simon? Men svaret overraskede hende. 


"Jeg samlede historienoterne ind for et par dage side, og hele den side, du havde skrevet på var helt fyldt af ord, som 'kunstigt klima, 'ubeboelig Jord', og det virkede som et lidt for stort tilfælde, du netop havde plukket de ord ud af luften," åndede Anna med en uvilkårligt sænket stemme. 

Pandora kunne have slået sig selv, men nøjedes i stedet med at forbande sig selv langt, langt væk til et sted, hvor dumhed ikke fandtes. Hvordan kunne hun have været så dum? Hvordan kunne hun have tilladt sig selv at fælde sine så foruroligende tanker ned på et stykke papir, så andre kunne se det. Hvor var det dog tåbeligt!

"Men hvordan, du ved det, må være mig en gåde," sagde hun, mens hun hævede stemmen i slutningen af sætningen, hvilket fik Pandora til at forstå det var et spørgsmål møntet på hende. Men hvordan hun skulle svare, anede hun ikke. Hun vred febrilsk sine svedige hænder, mens hun desperat prøvede at komme på en god løgn, da hun nødig ville komme til at afsløre Simon, hvis Anna ikke allerede kendte til ham. Hun måtte undertrykke en stærk trang til at bide negle, hvilket hun ellers havde gjort til en vane, når hun var nervøs.

Heldigvis blev hun reddet i sidste sekund af en svag banken på døren. Hun ville sikkert ikke engang have lagt mærke til den, hvis det ikke var fordi tavsheden var så ladet. Anna fløj op og gik hurtigt hen til døren for at åbne, mens hun sendte et strengt blik i retning af Pandora, som tegn på hun ikke skulle nævne denne samtale. Men før, hendes udsyn til døren var helt spærret, nåede hun lige at fange et glimt af de karakteriske krøller, der tilhørte Simon gennem det lille blyindfattede vindue i døren. 

Hun måtte pludselig tilbageholde et suk af lettelse for den velkomne afbrydelse - om det så havde været med vilje eller ej. Nu håbede hun kun, han havde en ordentlig undskyldning. 

Men hvis han havde, nåede Pandora ikke at høre den, for så snart Simon var trådt ind, skyndte hun sig ud. Hun nåede kun at veksle et fortvivlet blik med ham.

Derefter hengav Pandora sig til at vente på Simon. Selv da klokken ringede, blev hun stående op af betonvæggene ved siden af historielokalet. Hun undrede sig kun svagt over, der ikke var nogen, som havde historie i den time, for hun var fuldt optaget af at holde øje med Simon og Anna. Dog var det ikke så spændende i længden, da det eneste, der lod til at foregå var venlige smil og en udveksling af nogle papirer. Han havde sikkert bare spurgt til en opgave, tænkte hun træt, mens hun bøjede hovedet lidt og fik det lange pandehår til at falde ned foran øjnene, så det slørede hendes udsyn, indtil hun pustede det væk. 

Denne manøvre blev fortaget mange gange for at aflede hendes tanker for igen at lande på Hemmeligheden, som hun nu kaldte det. Selvfølgelig var det forgæves, da den samtale hun lige havde haft med Anna satte tingene i et helt nyt lys. Hvis dette blot var en forræderisk løgn, viste den sig at være mere vidtstrakt, end hun havde kunnet forstille sig, hvis hendes historielærer også troede på det. Men måske var det bare det. At tro på det. Måske var det en form for religion, som ingen turde bevise ikke var rigtigt ved at forlade deres 50.000 indbyggere bys trygge rammer. Og dog - hvorfor skulle de gå igennem så meget besvær for at holde en tro hemmelig? Hun tog sig forvirret til sit hoved, der føltes som skulle det til at sprænge af alle de mistanker, formodninger, tvivler og frygter det rummede. Det skulle ikke undre hende, hvis det skete. 

Der skulle gå endnu fem minutter, som det tikkende ur på væggen tydeligt understregede før Simon endelig kom ud. 

"Hvorfor tog det så lang tid?" hvæsede hun og blev helt forbløffet over din egen hårde tone. 

"Jeg blev nød til at virke overbevisende, hvis jeg skulle spørge til den aflevering" svarede han med en helt rusten stemme, som havde den kvarters samtale slidt hans stemmebånd helt op. Men det irriterede blik han sendte hende, mens de sammen gik ned ad den affolkede gang fortalte tydeligt, hvor træt af sådan en kommentar, han var, når det var ham, som lige havde reddet hende fra Annas klør. 

"Hvordan vidste du vi talte om... det?" spurgte Pandora stille, mens hun helt tiden kastede nervøse blikke omkring til sin egen overraskelse. Hun havde ikke opdaget, hvor vigtigt det var for hende at holde det hemmeligt, 

”Et heldigt gæt. Jeg har længe vidst, at Anna var en af dem, som skulle holde alt dette under kontrol. Sørge for at de rigtige mennesker vidste det, uden det ville brede sig om en løbeild. Og selv hvis det ikke drejede sig om det, skulle jeg alligevel have svar på nogle spørgsmål  om den opgave," svarede Simon, mens han tappert forsøgte at smile. Uheldigvis blev det bare til en for for grimasse, der fik hans ansigt til at krakelere i noget, hun ikke helt kunne placere. 

"Og nej, hun ved ikke, jeg ved det," fortsatte han, som havde han forudset det spørgsmål, der ellers var på vej over Pandoras læber. "Men hvordan kunne det være hun kendte til din ... viden om tingene". 

Lettere skamfuldt forklarede hun om papirarbejde, mens hun holdt blikket rettet mod en plet på gulvet, fast besluttet på ikke at kigge ham i øjnene og møde hans blik, som sikkert ville være fordomsfuldt. 

Et mikroskopisk suk slap ud gennem Simons læber, næppe hørbart, hvis det ikke havde været fordi, hendes øregange kun var indstillet på at høre hans reaktion. Hun var i det mindste glad for, han havde gjort det mikroskopisk for hendes skyld, da man tydelig kunne gennemskue den trætte undertone.

”Det komplicerer det hele lidt,” sagde han langsomt. 

"Hvordan?". 

"Nu hvor Anna kender til din viden om tingene, ville hun være opsat på at finde ud af, hvordan du har tilegnet dig den viden.  Hun ville sikkert prøve at regne ud, om du er til fare for hemmeligheden. Men når hun ikke kan finde ud af hvorfor, ville hun i stedet bare sørge for at... åh, jeg skulle aldrig have trukket dig ind i det her rod," stønnede han. 

"Du har ikke fået mig ind i det her forbandede rod. Jeg behøvede ikke have lyttet til dig og din onkels samtale og have afkrævet dig svar," beroligede hun ham stille. "Men hvad ville hun så gøre? Og lad nu være med at gå din vej igen". 

"Før når folk fandt ud af det, plejede man bare at slette deres hukommelse, men det er jo en lille verden, så chancen for, at de stødte på en de døde var stor, og det var omfattende at få alle de personen vedkommende kendte til at glemme. Og siden befolkningstallet er steget så meget de seneste generationer, smider man nu bare "de vidnende" ud i rummet, og fortæller deres pårørende, de skal til udlandet," sagde han med en hul stemme.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...