Kunstig

Året er 2456. Verden ligner sig selv på overfladen, men gemt bag flere generationers løgne, er der en hemmelighed, som kunne ændre alt. Da Pandora tilfældigvis overhører en samtale om Hemmeligheden, bliver hun straks trukket ind i et spil af forræderi og trusler, som hun ikke kan finde ud af. Snart er hendes liv vendt på hovedet, mens hun må holde sin viden hemmelig til hver en pris. //vinder af 3. pladsen i The Martian-konkurrencen

5Likes
3Kommentarer
570Visninger
AA

3. Andet kapitel

Pandora trykkede sig mod muren i et desperat forsøg på at gå i et med den. Der var en meget lille chance for, at han i sin vrede blot ville storme hovedkults forbi hende. Men selv da, var gyden så smal, at der var stor sandsynlighed for, han ville komme til at strejfe hende. Hun krympede sig uvilkårligt i et forsøg på at fylde så lidt som muligt. Hun kunne ikke nænne at tænke på, hvad hun lige havde hørt, da hun var for travlt optaget af ikke at blive opdaget. Det slog hende, hun måtte se ret komisk ud, som hun stod der og holdt krampagtigt fast i en mursten bag sig, mens hun kneb øjnene sammen til en tynd sprække. Hun kunne lige ane drengen, som  tydeligvis ikke havde set hende endnu, trods han hele tiden kom tættere på med blikket stift rettet mod den sprækkede asfalt

Pandora kunne ikke lade være med at have et spinkelt håb for, at hun faktisk ikke blev opdaget, men det blev dog brat knust, da hun så drengen stoppe op lige foran hende med forbløffet udtryk i ansigtet, der fik ham til at ligne en tegneseriefigur. 

Knap bevidst om, hun var dækket støv fra muren stillede hun sig nu ud i midten af gyden, mens hun prøvede at se ud, som om hun ikke lige var blevet taget i at smuglytte til en samtale. Uheldigvis havde hun aldrig været den bedste skuespiller, så selvom hun prøvede at lægge ansigtet i uskyldige uvidende folder, som var hun lige kommet herind, helt tilfældigt, tvivlede hun ikke på, at hun ligeså godt kunne have viftet med et neongult skilt med ordene "Jeg lyttede".  Drengen så ud til at være af samme opfatning. 

Hun registrerede svagt, at drengen åbnede munden, men hun kom ham hurtigt i forkøbet.

"Hvad laver du her?" spurgte hun vredt. I samme øjeblik, som ordene havde forladt hendes læber, indså hun straks, hvor dumt det lød. Hun talte som om, gyden tilhørte hende, og det var ham, der lige havde lyttet til hendes samtale. Så hun prøvede at lægge armene trodsigt over kors og lade som om, hun ikke fortrød sine ord. Men hun endte nok  nærmere med at ligne et forurettet barn, der var blevet taget i at stjæle fra småkagedåsen. Pandora sukkede svagt, mens hun forsigtig iagttog ham, bange for hans reaktion. 

"Jeg burde nok spørge dig, hvad du laver her i stedet for," sagde han i et hårdt tonefald, der gjorde det tydeligt, han ikke brød sig om hendes spørgsmål. 

"Jeg er på vej hjem," mumlede Pandora uskyldigt. 

Han hævede tavst et øjenbryn og stirrede på hende med usædvanligt store øjne. 

"Okay, men hvis du vil flytte dig, så jeg kan komme væk fra dette hul, vil det være meget dejligt."

Hun skulle lige til at adlyde ham, lettet over han ikke havde nævnt samtalen, da hun tøvede midt i en bevægelse En lille stemme i udlkanten af hendes bevidsthed, forhindrede hende i at flytte sig. Den forlangte svar, den vil ikke bare gå derfra uden at få at vide, hvad den mystiske samtale handlede om. 

"Nej," åndedehun, før hun kunne nå at stoppe sig selv. 

"Hvad sagde du?"

"Nej". Denne gang talte Pandora højere. "Jeg sagde nej".

"Du vil ikke lade mig komme ud?". Pludselig lød han vred igen, hvilken fik Pandora til at gå et ufrivilligt skridt tilbage. Det krævede alt hendes selvbeherskelse at holde sin stemme i ro og sørge for, at hendes ansigt ikke afspejlede den begyndende frygt i hende. 

"Ikke før du har fortalt mig, hvad den samtale handlede om," sagde hun stille. 

"Det vil jeg ikke."

"Så vi lever altså ikke i et kunstigt klima?", sagde hun med den bedste trodsige klang, hun kunne mønstre. Men ordene 'kunstig klima' endte med at komme ud som ynkelige pibelyde, da det gik op for hende, hvad det var, hun sagde. 

Alligevel var drengens reaktion næsten skræmmende. Hans øjne blev store, mens et lille gisp forlod hans mund. Hun undrede sig svagt over, han ikke havde forudset dette. Hvis han vidste, hun havde lyttet, kunne han vel gætte, hvad hun havde hørt. Hun fik næsten medlidenhed med ham, da hun så det fuldkommen fortabte blik i hans øjne, mens han stirrede mod et ubestemt punkt på gaden bag hende. Men også kun næsten. 

Man kunne næsten se hvordan tankerne fór rundt i hans hoved, som prøvede han at finde på en forklaring, mens tavsheden hang i luften , trods larmen udenfor, der føltes uendelig fjern. Hun vidste udmærket godt, at der få meter bag hende var mennesker, dem, som hun afskyede så meget, men hun ænsede det knap, som hun igen fokuserede på drengen. Ordene 'kunstigt klima' 'ubeboelig jord' blev ved med at runge i hendes tanker, mens en klump langsomt samlede sig i hendes hals. 

Og Pandoras forsikringer til sig selv om at det sikkert ikke betød noget, det var bare en samtale ført af to skøre mennesker, syntes at virke svagere og svagere, som de konstant blev overdøvet af brudstykker af samtalen, der kørte i ring i hendes hoved. Hun måtte undertrykke trangen til at nive sig selv hårdt i armen for at sikre sig det her var virkeligt, men gudskelov vidste hun bedre end det. 

Men hun kunne nå at tænke endnu en dyster tanke mere, før drengen afbrød hende. 

"Det er fordi, at min onkel og jeg gerne ville stille op til audition på to roller i et teaterstykke, så vi øvede bare vores replikker sammen" sagde han langsomt, hvorefter han påtaget afslappet indskød: "Jeg hedder Simon".

Pandora måtte tilbageholde en pludselig trang til at le. Det var måske bizart, men drengens - Simons - forklaring havde simpelthen været så ynkeligt fortalt. Uheldigvis overbeviste et hende nu om, at Simon selv måtte tro på, at det... det de havde sagt i samtalen havde været sandt. 

Men det kunne ikke passe. Selvfølgelig ikke. Det var en tåbelig tanke, der var ingen grund til at holde det hemmeligt, hvis det var tilfældet, beroligede hun sig selv, mens hun bestemt ignorerede den tvivlende stemme i sit baghovedet. Men alligevel kunne hun ikke lade ham gå forbi og efterlade hende med den løgn. 

"Du er godt nok den dårligste løgner, jeg nogensinde har mødt. Hvad handlede samtalen rigtigt om, og hvorfor talte I om det?" spurgte hun og blev chokeret over, hvor selvsikker hun lød. 

Igen svarede Simon ikke med det samme, hvilket gav hende tid til at studere ham lidt. Der var noget ved hans krøllede blonde hår, der så svagt bekendt ud - måske gik han på skolen. 

"Hvorfor skulle det ikke være sandt?" sagde han og stirrede på hende med et uendeligt trist blik, som han maste sig forbi hende og lod hende stå tilbage og se fortabt til, mens han forsvandt i mængden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...