Kære London I Laura MS.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 sep. 2015
  • Opdateret: 4 nov. 2015
  • Status: Igang
Charlotte er nu 76 år gammel og sidder på det grå og gamle plejehjem. Hendes hukommelse er væk, men alle de slidte breve, med den gamle skrift, minder hende om da hun mødte den britiske Michael Bender.

6Likes
9Kommentarer
895Visninger
AA

4. Ræk din hånd frem // Kære London

Kære London

Den første tåre var gledet ned af min rynkede kind, da jeg åbnede det tredje brev. Michael Bender. Jeg husker ham tydeligt nu, og hele vores historie. 

Elskede Charlotte

Heldigt for dig og mig, har jeg en utrolig hukommelse. Jeg kan endda huske farven på læbestiftet du bar, da vi tog i parken. Ja, den var bærfarvet, tro det eller ej. For at komme tilbage til turen i parken, hentede jeg dig ved din lejlighed. Du havde det samme tøj på, dog havde du en sweater på istedet, da vejret var blevet mere køligt. "Hej Michael," sagde du lavt, og tog din arm under min. "Hej Charlotte, du ser godt ud," jeg blinkede til dig, og varmen steg i dine svagt lyserøde kinder.

Ugh, hvor jeg savner dig Charlotte. 

Jeg savner den måde du gjorde mig rolig på, den måde du fik mig til at grine og utroligt nok savner jeg den måde du forlod mig. Den måde jeg stod alene tilbage, og ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv. Er det grunden til du ikke svarer? Er det min skyld? Har vi to vinkler på det der skete? Muligvis. Jeg påtager mig gerne skylden, bare du vil snakke med mig igen. Jeg har bare brug for at høre din stemme, eller læse din sjuskede håndskrift, igen. Bare en gang.

Men, tilbage til historien

Vi mødtes med drengene, og som altid sendte Luke dig det største smil. Han formåede altid at gøre mig så irriteret. Han formåede at gøre alle drengene så irriteret. Det var hans blonde hår, høje figur, blå øjne, og ikke mindst hans læbepiercing. Pigerne faldt på stribe fra ham. Om han gjorde det med vilje, var jeg ikke sikker på, men en ting jeg var sikker på var at han kunne få dig til at falde for ham, præcis som alle andre. 

Jeg klemte hårdere fat om din hånd, og sendte et advarende blik til Luke der bare smilte smøret, efterfulgt af et grin. Selvfølgelig mente han det ikke. Vi havde været bedstevenner siden jeg var 8, selvfølgelig ville han kun mig det bedste, og omvendt. Du sendte ham et sødt smil tilbage til ham, hvilket kun gjorde mig mere nervøs, og mere frustreret.

"Michael, kom!" Din søde stemme fyldte mine ører, og jeg gik hen til dig som sad på hug. "Se, sæt dig som mig," jeg satte mig ned på hug ved siden af dig, og forvirring fløj rundt i min krop. "Du mener ikke egenerne er tamme, vel?" Jeg rystede på hovedet, og lagde armen om din hofte som du fik overbalance. "Ræk din hånd frem," jeg gjorde som du sagde, og kunne tydeligt mærke drengenes brændende blikke i nakken. 

Egernet kom hen og snusede forsigtigt til din hånd, hvilket fik dig til at fnise piget. "Det er virkelig sødt," mumlede du i din egen verden. I din lille egern verden. "Michael, se!" Råbte du til mig, som var jeg din far og vi var i zoologisk have. Jeg kiggede i retningen hvor din finger pegede, og et lille babyegern kom frem. Du havde helt ret, det var sødt. Dens lille ikke helt udvoksede, buskede hale, den nysgerrige næse og dens små hænder, der gned sig op af hinanden.

Du snakkede meget med Luke, men dine fingre var flettet ind i mine. Jeg vidste du ikke ville springe over i armene på Luke, der altid var åben. Du blev hos lukkede mig, og åbnede mig langsomt. Men det skulle nok komme. Du havde bare desværre ikke nok tålmodighed..

Dear London

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...