Kære London I Laura MS.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 sep. 2015
  • Opdateret: 4 nov. 2015
  • Status: Igang
Charlotte er nu 76 år gammel og sidder på det grå og gamle plejehjem. Hendes hukommelse er væk, men alle de slidte breve, med den gamle skrift, minder hende om da hun mødte den britiske Michael Bender.

6Likes
9Kommentarer
840Visninger
AA

7. Har du ikke set den måde hun kigger på dig? // Kære London

Kære London

Alle minderne fra koncerten med Luke, kom frem i mit hoved. Jeg husker Luke som en charmerende og attraktiv fyr, men jeg blev ikke forelsket i ham. 

Elskede Charlotte.

Jeg mødte dig nogle dage efter jeres lille date, jeg stod på en tilfældig kaffebar med Casper da du pludselig prikkede mig på skulderen. "Hey Bender," din stemme var som altid positiv, og selvom jeg nok var irriteret på dig inderst inde, gjorde din stemme mig ikke andet end glad, og jeg kunne ikke lade være med at sende dig et skævt smil. "Hej Jones," efterlignede jeg, hvilket resulterede i et ret så nuttet grin der forlod dine læber. Da jeg kastede et blik over dine læber, skød tanken tilbage i hovedet på mig. Kyssede I? 

"Hvordan gik koncerten med Luke?" Vi havde ignoreret Casper totalt, men han vidste min bestilling. "Det gik fint, det var en virkelig fed koncert, og Luke er rigtig sød." Sød. Du synes Luke var sød? Ugh, du havde ingen ide om hvor meget det inderst dræbte mig. "Det var da dejligt for jer," mumlede jeg og prøvede ikke at lyde for sarkastisk, selvom det helt sikkert var ment sarkastisk. "Michael... Lad nu være, for min skyld," jeg lænede mit hoved på skrå, og studerede dit ansigt nærmere. Kort efter tog jeg blidt fat i dit håndled og trak dig med hen i siden af cafeen. "Nej Charlotte. Bare fordi det er Luke er det to koncertbilletter der skal til? Du valgte mig fra, og du kan ikke tro at det hele bare er perfekt så," du kiggede fornærmet på mig, og lagde armene over kors efter du havde rystet min hånd af dig. "Du er utrolig Michael. Du kan skrive når du er i bedre humør," og med de ord forsvandt du lige forbi mig, og ud af kaffebaren. 

Jeg kiggede efter dig hele vejen ud, men kort efter var du forsvundet i menneskemængden. "Hvad skete der?" Med et højt suk og et stort bum, satte jeg mig på stolen ved det lille cafébord som Casper havde valgt. Luke var kommet, og det var ham der stillede spørgsmålet. Jeg greb fat om min plastik kop og placerede det sorte sugerør mellem mine læber. Den ubeskrivelige smag af mørkchokolade og kaffe fyldte min mund, og kort efter stillede jeg hårdt koppen igen på bordet. "Du skete," mumlede jeg og kiggede frustreret ind i hans isblå øjne. "Mig?" "Ja, dig. Du er grunden til Charlotte er sur på en hvis person, der ikke er dig selv. Så tusind tak, Luke." Afbrød jeg hårdt, og David sluttede sig til. "Det handler vel ikke om koncerten vel?" Spurgte Luke, og jeg nikkede. "Bender du lader en pige ødelægge vores venskab, kan du ikke se det?" Jeg tog fat om mit krus, rejste mig hårdt op, skubbede til stolen så den med et højt bump gled ind i bordet.

Det rasede i mig. Jeg følte mig som en vulkan der kunne springe hvert minut. Det bulrede i mig, og kun nogle få ord skulle få mig til at bryde ud som Etna, og alle folk i nærheden ville blive ramt af den flydende og kogende lava, der rendte ud af mig. Alt på grund af Luke og en smuk pige fra Australien; dig. 

"Michael!" Jeg vendte mig rundt ved lyden af Lukes stemme der kaldte på mig. "Hey man, der skete ikke noget, jeg sværger," jeg sendte ham et rasende blik. Det kunne simpelthen ikke passe at der ikke skete noget. Det var Luke! Selvfølgelig kunne han ikke holde nallerne for sig selv! Jeg kender ham. "Drop det Luke, selvfølgelig skete der noget. Har du ikke set den måde hun kigger på dig?" Råbte jeg lidt for højt, hvilket fik ham til at træde et chokeret skridt tilbage. Når du kiggede på Luke, kiggede du på ham som han er verdens dejligeste og som var du helt forelsket i ham. Du blev helt fortabt i hans øjne, du farede vild og du kunne ikke finde ud. "Michael, har du set hvordan hun kigger på dig? Hendes blik er fyldt med så meget følelse når hun kigger på dig, hun kan næsten ikke fjerne sit blik fra dig og jeg ved hvordan hun har lyst til at flette sine fingre ind i dine hvert minut. Jeg tog hende kun med fordi jeg regnede med at Charlotte kunne blive min bedste veninde. Dig, Casper og David har en som I fortæller alt til, det som vi ikke kan fortælle til hinanden, og det er det eneste jeg ser i Charlotte. Hun snakkede ikke om andet end dig, og det gjorde mig glad at høre hende være så glad for dig, når jeg ved hvor glad du er for hende." 

Situationen vendte 180 grader, og jeg blev idioten her. "Hun blev så frustreret fordi hun ikke turde fortælle dig hvor meget du betyder for hende." Var det rigtigt, eller sagde Luke det bare for at gøre mig glad igen? Jeg stolede alligevel på ham. Vi havde trods alt været bedste venner det meste af mit liv. Noget der undrede mig var hvorfor du ikke sagde det, for en uge siden var du bange for at jeg blev forelsket i dig. "Men hun sagde hun var bange for at jeg ville få følelser for hende?" Sagde jeg spørgende, og kiggede på mine sorte sko. Jeg skammede mig over jeg var gået så amok på både Charlotte men også Luke. Det her voksede til det største kaos i mit hoved, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre med det. Det var som en stort filtknude som tog flere uger at redde ud, måske var det også det det var. 

Jeg spottede længere nede af Russel Square som vi stod på, en oversized cowboyjakke, nogle hvide sneakers og nogle sorte jeans. Jeg spottede dig. Du stod i et lyskryds og skulle til at gå over, inden jeg satte i løb mod dig. Jeg havde brug for at give dig en forklaring og en undskyldning. "Charlotte vent!" Råbte jeg forpustet, og til din store overraskelse vendte du dig rundt, og gik over mod mig. Hele dit udtryk var nedtrykt, og tydeligt lagde jeg mærke til de blanke tårer der løb om kap ned af dine kinder. Jeg var grunden til du græd, triste tårer. "Charlotte please ikke græd," bad jeg og tørrede de første tårer væk fra dine kinder, inden jeg satte to fingre under din hage så dine triste og blanke øjne kiggede op i mine. "Jeg skulle aldrig have sagt ja," udbrød du i et stort hulk og lagde dine arme stramt om mig. Chokeret over din handling og generelt hele situationen, tog det mig lidt tid at forstå hvad du lige sagde men jeg lagde mine arme om dig i et stramt greb. "Kig på mig," sagde jeg og dine hævede øjne førte sit blik op til mit nedtrykte ansigt. "Jeg er ked af at jeg gik sådan amok, virkelig." Du nikkede forstående inden du flettede dine fingre ind i mine. "Jeg forstår det godt, men Luke er ikke andet end en ven, okay?" Jeg nikkede og kiggede over på den gruppe af unge drenge der helt klart tjekkede dig ud, jeg sendte dem et irriteret blik men da lagde ikke mærke til det. 

"Michael jeg kan virkelig godt lide dig."

Kære London

Det her er virkelig et shitty kapitel, jeg ved det godt.

Ja, den er ligepludeslig på dansk det hele jeg ved det godt. 

kys

- Laura MS.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...