Kære London I Laura MS.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 sep. 2015
  • Opdateret: 4 nov. 2015
  • Status: Igang
Charlotte er nu 76 år gammel og sidder på det grå og gamle plejehjem. Hendes hukommelse er væk, men alle de slidte breve, med den gamle skrift, minder hende om da hun mødte den britiske Michael Bender.

6Likes
9Kommentarer
826Visninger
AA

5. Det er okay, du er okay nu // Kære London

Kære London

Elskede Charlotte.

Jeg ville så gerne have tilbragt resten af mit liv med dig. Jeg ville have set, mærket, duftet og oplevet hele verdenen med dig. Men det gik ikke. Vi gik ikke. Du gik. Jeg blev. 

Kan du huske den dag jeg troede jeg ville miste dig? David, dig, Casper, Luke og jeg var sammen en varm sommerdag hvor vi valgte at gå en tur rundt i London. Der var virkelig varmt, og sveden dryppede ned af os allesammen. Jeg kan huske du blev mere og mere utilpas, og dit blik blev mere og mere sløret. "Charlotte er du okay?" Du nikkede bare og strøg igen hånden over din brandvarme pande. "Husk at drikke noget vand," bad jeg og du greb hårdt fat om din fyldte vandflaske. Du tog kun en lille tår, og jeg havde sådan en trang til at tvinge hele flasken i halsen på dig, men du kunne ikke få mere ned. Du prøvede virkelig. 

Jeg holdte hele tiden mit blik på dig, som du blev mere og mere utilpas. Til sidst trak du dine halvrunde solbriller ned over dine slørede øjne, og holdte vandflasken mod din pande. Du sagde slet ikke noget på hele tiden og jeg mistænker dig for, slet ikke at følge med i hvad vi så og hvad der skete. "Michael jeg har det ikke super godt, kan vi holde en pause?" Du greb fat om min overarm og jeg skyndte mig at nikke, og informere drengene om situationen. Vi gik alle fem målrettet mod en bænk, da du flere meter fra den, stoppede op og skøjtede forvirret rundt. "Charlotte," jeg nåede kun i sidste sekund at gribe dig, og drengene kom hurtigt løbende hen for at hjælpe. "David, ring til ambulancen nu," bad Casper, mens jeg stod forstenet med dig i mine arme. Mit blik var tomt og jeg stirrede lige ud i luften. Tusind ting gik igennem mit hoved, mens Casper prøvede at komme i kontakt med dig, men det skete ikke. Uanset hvad han prøvede.

"Michael, hey!" Råbte Luke og viftede med sin hånd, men jeg reagerede ikke. Han sukkede og løftede dig op i brudestilling. Det irriterede mig ikke. Jeg kunne ikke tænke på noget som helst, og da vi kunne høre udrykningen og se blinkene, fik vi hurtigt løftet dig ind i ambulancen. "Michael hun skal nok klare den," sagde David beroligende og gav mig et klap i ryggen. Min verden gik i stå, jeg kunne ikke allerede miste dig. Ikke nu. Jeg satte mig ind på bagsædet af bilen, og vi kørte mod hospitalet. "Charlotte Jones?" Spurgte jeg panisk, og damen i den hvide uniform pegede på en båre længere nede af gangen. "Charlotte!" Råbte jeg af mine fulde lungers kræft, og løb mod dig men drengene trak mig tilbage. "Hvad fanden laver I?" De tyssede på mig. "Michael hun skal have ro, hun klarer den. Jeg lover det, hun er bare voldsomt dehydreret," sagde David. Var du? Så du ville overleve uanset hvad. En lille ro spredte sig i min krop, alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke det værste. Hvad er det man siger? Forbered dig på det værste, men håb på det bedste. 

Jeg bedte drengene om at tage hjem, og jeg sad ude foran din stue med hovedet begravet i hænderne. "Michael Bender?" Jeg kiggede hurtigt op og nikkede. En læge i en lang hvid kirtel stod med en notesblok i hænderne. "Charlotte har det okay. Hun havde hverken spist eller drukket noget i den her varme, du må godt besøge hende nu," jeg åndede lettet op, og åbnede den hvide dør. Du lagde i sengen i en hvid dragt, og det søde smil jeg kendte blev placeret på dine læber, da jeg gik hen og tog din hånd. "Er du okay Charlotte?" Du nikkede svagt og smilte. "Jeg skulle bare have lyttet til dig Bender," måden du sagde mit navn fik tusinde af sommerfugle til at springe forvirret rundt. "Det er okay, du er okay nu," smilte jeg og klemte blidt din hånd. "Tak," sagde du lavt, og gjorde tegn til jeg skulle komme tættere på. Du viklede armene om min nakke og smilte selvsikkert, inden du i et langt og følelsesfuldt kys, pressede dine læber mod mine.

Hvis der før sprang tusinde af sommerfugle rundt, sprang der nu flere millioner. Jeg havde ventet på det her kys så længe. Nogle uger. Det er længe når man er håbløst forelsket i en australsk skønhed. Vi trak os fra hinanden efter det der føltes som sekunder, men i virkeligheden var det nok minutter. Det bedste kys jeg nogensinde havde mærket mod mine læber. Fyldt med så mange følelser fra begge par af læber, og et kys der ikke bare skete for sjov. Et kys der skete i lyst, og kærlighed. Ikke i sjov og ungdom. 

Kære London

Det her er så min første forfatterbesked i den her historie haha. 

Jeg håber virkelig I kan lide den, og undskyld for det her korte og længe ventede kapitel, men har haft nogle problemer der har forhindret mig i at skrive:) 

Specielt tak til Lukas. I. C. og // Martine for jeres søde kommentarer. Det betyder virkelig meget, jeg tror slet ikke I forstår hvor meget det betyder hahah:) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...