Kære London I Laura MS.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 sep. 2015
  • Opdateret: 4 nov. 2015
  • Status: Igang
Charlotte er nu 76 år gammel og sidder på det grå og gamle plejehjem. Hendes hukommelse er væk, men alle de slidte breve, med den gamle skrift, minder hende om da hun mødte den britiske Michael Bender.

6Likes
9Kommentarer
894Visninger
AA

2. Derfor elsker jeg regnvejr Bender // Kære London

Kære London

Jeg havde nu fundet det første, gamle og slidte brev frem. Det havde få brune pletter, men den drengede håndskrift var stadig tydelig.

Elskede Charlotte. 

Jeg savner allerede at have dig ved min side. Jeg savner allerede at høre dit fredfyldte grin. Hvor du nu er henne i verden, er et mysterium. Om du vil have mig til at løse det, ved jeg ikke. Jeg håber inderligt du får mine breve, og svarer på dem. 

Kan du huske dengang vi mødtes? Jeg husker det stadig som det var igår. Dine store brune øjne, der tjekkede mig ud på afstand. De var propfyldt med makeup, og din røde kjole gik dig til knæene. Jeg var blændet af din skønhed ved første øjekast.

Da du tog de små og rolige step, i dine tårnhøje stilletter, pumpede mit hjerte meget hurtigt. Så hurtigt, at jeg ikke engang tror det var sundt. Du stillede dig fredfyldt over for mig, og kørte en tot af dit mørkebrune hår bag dit ene øre, og smilte et lille smil. "Jeg er Charlotte," din stemme rystede, og jeg kunne tydeligt fornemme dine veninder, klappe i hænderne. "Jeg er Michael. Michael Bender," min stemme rystede lige så meget, hvis ikke mere, som din. Du formåede at gøre mig nervøs som aldrig før, og du er nok den eneste pige der nogesinde har gjort det. Du er nok også den eneste der nogesinde kommer til det igen.

Kan du huske hvor meget vi grinte, og hvor meget du nikkede da jeg spurgte om du ville med mig i biografen? Det kan jeg, som var det igår. Det er det desværre ikke. Jeg hentede dig i min hvide Mini, og holdte nervøst ude foran din lejlighed. Da du kom ud af døren i en sort nederdel, og en sweater, åbnede jeg døren og tog imod din hånd. "Du ser godt ud," hviskede jeg, og plantede mine læber på din kind. "I lige måde Bender," din stemme legede med mig, og den måde du sagde mit efternavn, gjorde mig paf.

Du gjorde mig paf. Dit søde smil, dine smukke øjne og din mindst ligeså smukke personlighed. "Charlotte?" Det var måske tredje gang jeg kaldte på dig, men du var i en anden verden. Noget du tit var. Du tænkte altid rigtig meget, og kunne tit blive helt væk i dine egne tanker, hvilket jeg kun beundrede dig for. Jeg husker ikke en dårlig ting fra den aften. 

Det begyndte at regne da vi stod ud af bilen, og du holdte din tynde sorte jakke over dit hoved. Jeg greb armen om din hofte, hvilket fik dig til at sende mig et af dine blændende smil, og jeg trak dig med ind i den gammeldags biograf. Duften af biografsæder og popcorn ramte os begge to, og vi kiggede tænkende på alle film plakaterne der hang på væggen. Dog tror jeg ingen af os koncentrerede os om filmene, da jeg kun koncentrerede mig om dig og den måde du bed dig selv i læben. "Michael skal vi ikke droppe det her, og tage en tur i haven lidt længere nede af vejen?" Du rev mig ud af mine tanker om dig, og grinte kort da jeg kiggede dig i øjnene. "Gerne," svarede jeg og du greb armen ind under min. 

"Det regner," mumlede jeg og du åbnede døren. "Det er ligemeget. Jeg elsker regnvejr," sagde du optimistisk, og vendte dig mod mig. "Gør du?" Du nikkede og kiggede op på himmelen, da de to første dråber ramte din kind, og gav mig en trang til at tøre dem væk. "Ja, det er så roligt. Duften når det lige har regnet er ubeskrivelig, og det føles lidt som himmelen græder. Alle hader regnvejr, alle hader når himmelen græder, så folk bliver indenfor, ingen hjælper himmelen og siger det nok skal blive okay. At alle har dårlige dage," wow. Du havde virkelig tænkt over det, og du gav mig en helt ny måde at forstå regnvejr på. "Derfor elsker jeg regnvejr, Bender," afsluttede du, og vi trådte ind i den næsten tomme have. 

"Se! Et egern," udbrød du og pegede lidt længere ned af stien, hvor der ganske rigtigt sad et egern. Du satte dig ned på hug, som du kaldte på en hund. "Charlotte jeg tror ikk-" "Sig mig, er du ikke fra London?" Jeg nikkede. "Og du ved ikke at alle egerne i haverne er næsten tamme?" Jeg rystede på hovedet. "Jeg er ikke den der bevæger mig allermest i haverne," svarede jeg ærligt og du løftede det ene øjenbryn. "Michael du bor i den smukkeste by, med de smukkeste parker og det mest fantastiske byliv, og alligevel sidder du bare derhjemme?" Jeg trak på skuldrene. "Nej, men London er en normal ting for mig. Jeg er født her, opvokset her og har været her ligesiden," forklarede jeg og du rystede uforstående på hovedet. "Jeg forstår dig ikke Bender," mumlede du. Ingen irritation i din stemme, ingen surhed, du forstod det bare ikke.

Du syntes London var noget af det mest fantastiske, og for mig var det helt normalt. Jo, London er en fantastisk by, og jo jeg elsker London. Men ville du forstå hvis jeg elskede din hjemby? Nej vel. For dig er det helt helt helt normalt, og du kunne ikke forstille dig andet. London er for mig helt helt helt normalt, og jeg kunne ikke forstille mig andet. London er London.

Kære London

første kapitel yayayayay

jeg har lagt virkelig meget i den her og ligger virkelig meget i den

derfor håber jeg I kan lide den

og det er en virkelig speciel måde at skrive på

kys

- Laura MS.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...