Isadoras forunderlige rumrejse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2015
  • Opdateret: 29 sep. 2015
  • Status: Igang
Jeg er Isa. Isadora er jeg. | Vinder af 1. pladsen i Strandet på Mars-konkurrencen.

15Likes
17Kommentarer
931Visninger
AA

3. Kapitel 3

 

Rumtidstunneller er en bekostelige affære, men det er nok også grunden til, de endnu ikke bruges til almen rejse her på jorden. Klart, hvis en vigtig person skulle til et presserende møde på den anden side af kloden, går jeg da ud fra, det kunne ske - men udbredt, det er det bestemt ikke.

Vi befinder os alle i en stor, grå betonhal med observationsplatforme placeret i katten af rummet. I midt er stedet, hvor rumtidsportalen skal oprettes. Det skal gå stærkt, og alt skal være på sin plads inden det sker. Vi har alle hvert vores at se til i den henseende.

En af teknikkerne hjælper mig med at komme ordentligt i min dragt. Materialet er blødt, da jeg lader min hånd glide over mit tildækkede lår, og jeg lader mig fascinere af den glatte overflade. Diverse indvendige knapper og elektroder bliver kontrolleret og sat til, og jeg tager en dyb indånding, inden dragten bliver forseglet helt om mit hoved. Kun mit ansigt titter frem nu.

Under den supersoniske dragt, på min venstre ringefinger, befinder sig lille sort ring med mikrochip og kameralinse. Jeg ville ikke kunne sige det, hvis ikke jeg på forhånd kendte til dens eksistens, for dens vægt er så godt som ikkeeksisterende. Men jeg ved, den sidder der. Det er den, jeg skal bruge til at videregive de informationer, jeg gør mig.

Det er en kraftig chip, der sidder i den, med nogle meget kraftige signaler - men den kan kun sende og ikke modtage. Et envejskommunikationsmiddel. Ud over den har jeg intet med mig ud over det undertøj, jeg har på under dragten. For meget unødig vægt eller udposninger på dragten vil ikke skabe andet end problemer, et faktum jeg for længst har affundet mig med.

”Takeoff om tyve minutter!” lyder de traditionsrige, om end noget forældede ord over samtaleanlægget, og selvom vi er en professionel skare af mennesker, så er den spændte mumlen, der breder sig i vores midte, ikke til at tage fejl af. Det er lige om lidt, det sker.

Teknikkeren giver mig et klap på skulderen og vender diskret tommelen op. Min dragt sidder som den skal. Jeg nikker og tager taknemmeligt imod en vandflaske fra en forbipasserende. ”Husk at holde dig godt hydreret,” lyder hendes formaning før hun igen er væk i virvaret.

Jeg tager skyldbevidst en tår, men det er ikke meget, jeg når at klemme ned, før en ny person igen har fat i mig. ”Isa,” bruger hun mit stærkt forkortede navn, og jeg vender mig mod hende med en spørgende mine. ”Jeg fik ordre på at få dig til at skrive under her,” siger hun undskyldende og slår ud mod clipboardet i sin hånd. ”Beklager at det hele sker her i sidste øjeblik. Jeg kan selvfølgelig ikke tvinge dig, hvis du ikke har lyst-”

Jeg afbryder hende ved forsigtigt at lægge min hånd på hendes skulder. ”Det er helt okay. Hvad er det om?”

Hun forstår med det samme meningen bag mit spørgsmål. ”Hvis du skriver under, erklærer du dig bare enig i, at de optagelser, din radioring sender, vil komme i organisationens eje. At de må bruge det og sende det i fjernsynet og sådan, du ved, rettighederne.”

Jeg bladrer hurtigt igennem de mange papirer, og når til sidst frem til en stiplet linje på bagerste side. Med et par hurtige sving med den kuglepen, jeg får stukket i hånden, har jeg skrevet under.

”Super, mange tak!” haster kvinden videre, og jeg gnider mig i ansigtet til den tomme luft foran mig. Nu kan der da snart ikke være flere pligter tilbage før min afsendelse. Ærligt talt måtte de godt til at have lidt bedre styr på deres foretagende.

Umiddelbart efter, at jeg får afsluttet den tanke, bliver jeg dog gelejdet hen til en af stolene på den nærmeste observationsplatform med ordre om bare at tage den med ro resten af tiden, indtil jeg skal afsted. ”Men husk at drikke rigeligt vand imens.” Nå ja, det kunne jeg vel alligevel have regnet med, ville blive sagt. Hvem kunne vide, hvornår jeg næste gang ville indtage væske?

Tiden flyver afsted, og snart efter er de tyve minutter ved at være gået. Jeg får sagt mine farvel til nogle af de mest fremtrædende roller i forbindelse med projektet, og også et par af teknikkerne kommer hen og modtager kram. Mine venner fra skolen har jeg ikke set længe, og de er ikke tilladt adgang under afstedsendelsen, men jeg sender dem en række positive tanker. Mere kan jeg ikke gøre.

Da jeg endelig står foran de to metalcylindere, hvorfra portalen skal opstå, begynder mine håndflade for alvor at blive svedige. Jeg får lyst til at tørre dem af et sted, men sveden sidder på indersiden af dragten, og der er ikke meget, jeg ellers kan gøre.

Samtaleanlægget tændes igen, og jeg kigger op mod udsigtsplatformene, hvor de andre står placeret i forsvarlig afstand fra mig og portalen. De fleste har allerede taget deres høreværn på for at beskytte sig mod braget, der vil opstå fra portalen, når min krop bryder lydmuren.

”Vi sætter portaldannelsen i gang nu,” lyder det fra højtalerne. ”Som du ved vil det tage omkring et minut, før den er på sit kraftigste. Du springer ind i den på den måde, du har øvet, når tiden er inde, og vi sørger for at lukke lige efter dig. Nik hvis du har forstået.”

Jeg nikker. Det er dette, jeg har brugt det seneste år på at forbedrede mig på. Når jeg altså ikke slidte røven ud af bukserne på at lære et nyt sprog, intet menneske før har kendt til, så gik den resterende tid, der trods alt var tilbage, på dette.

En summende lyd begynder at kunne høres fra de to cylindere foran mig, og jeg mærker en kølig luft strømme mig i møde. Snart efter er et sart blåt skær at ane, og som en svag forbindelse mellem cylinderne begynder det at danse op og ned i små, pulserende lysblink. Lysblinkene tiltager snart efter i styrke, og det samme gør lyden. Schruff, schruff, schruff, lyder det.

Jeg ved, tiden er ind, allerede før portalteknikkeren holder sin tommelfinger godkendende op i luften. Det er nu, er alt hvad jeg tænker, før jeg tillader mig selv en sidste dyb indånding i min stramme dragt. Så sætter jeg af i spring fra jorden.

Det ville være en overdrivelse at sige, at tiden stod stille, men i hvert fald føltes øjeblikket både uendeligt langsomt og skræmmende hurtigt på én og samme tid. Jeg er i øjeblikket ultra bevidst om min krop, mærker gulvet under mig, stødet i min lægmuskel, da jeg sætter af, og ikke mindst det kolde gys fra luften, da jeg kaster mig igennem den.

Det mest slående er dog det øjeblik, hvor min krop først rammer rumtidstunnellens åbning. En storm af små, elektriske impulser er at føle overalt på min krop, udvendigt og endda indvendigt. Selvom mine øjne er åbne, kan jeg ikke se andet end lyseblåt lys, så forfærdeligt meget lys, at jeg ender med at klemme mine øjenlåg fast i mod de blændende bølger.

En dump lyd høres, og jeg ved, at portalen er blevet lukket bag mig. Ingen vej tilbage, når det lige at ryge igennem mit hoved, før jeg mærker et voldsomt træk i min krop, og det føles som om, jeg bliver suget igennem luften med trillionervis af kilometer i timen.

Jeg drister mig til at åbne øjnene igen, og selvom der stadig er lyst, så er det nu igen til at holde ud. Et blik ned ad mig selv afslører intet andet end gråtoner på min ellers før så farvestålende dragt. Mit farvesyn er væk.

Altså en sandsynligvis super høj g-påvirkning, tænker jeg ved mig selv, før jeg lader mine øjne lukkes igen. Det er ikke rart ingen farver at kunne se. Som en sort-hvid-film af den slags, folk så i gamle dag, bare mere … Skræmmende.

Og pludselig stopper det voldsomme træk i min krop. I brøkdelen af et sekund falder jeg gennem luften i normalt tempo, før jeg med en dump lyd lander på en støvet, ujævn overflade. Det suser let for mine ører, og jeg lader udmattet min krop ligge i den position, jeg landede i. Jeg er helt udmattet.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg ligger der, men omsider, efter hvad der føles som evigheder, tager jeg mig sammen og ruller om på siden. Jeg hoster let og lader mit blik suge alle detaljer til sig, da jeg lader det glide over mine omgivelser. Wow.

Det er ikke til at sige, om det er tidlig morgen eller sen aften, eller måske en helt tredje ting derimellem. Et sært violetlignende skær er at ane fra solen, der befinder sig i den nederste del af himmelen, og de lange skygger, der bliver kastet fra store, padehattelignende træer, er så sorte, at jeg et øjeblik tror, mit farvesyn endnu ikke er vendt helt tilbage igen.

Men nej, det er rigtigt nok, det jeg ser. Det skal bare lige gå ordentligt op for mig, at jeg altså ikke befinder mig på jorden længere. Selvom jeg har forberedt mig på dette øjeblik længe, så er tanken alligevel svær at rumme.

Med en kraftanstrengelse får jeg sat mig op i siddende stilling. Jeg vrider med besvær min arm ind i kraveåbningen af min dragt, og vrænger den langsomt udover først mit skulder, dernæst resten af armen. Mine fingre er helt hvide på grund af det tætsiddende materiale, og jeg ryster dem nu i et desperat forsøg på at genvinde bare en smule af følelsen i dem.

Jeg kigger på den lille sorte ring, der nu er blottet på min finger, og trykker med spidsen af min negl på en skjult knap, der vender ind mod min hud. Jeg holder den inde i, hvad der må svare til ti sekunder, før en kort biplyd høres.

Jeg vender linsen mod mit ansigt, velvidende at den lige nu optager alt, hvad der foregår, så det når jeg er færdig kan transmitteres direkte tilbage til jorden igen. Hvor længe der går, før de modtager det, og hvordan det helt konkret foregår, aner jeg ikke. Jeg må bare stole på, at de på basen har styr på deres del af missionen - og så holder jeg selv styr på min egen.

”Isadora Nilsen her,” siger jeg og kigger på den lille linse på min finger, forsigtig med at holde øjenkontakt med kameraet. ”KTAC-missionen, dag 1. Jeg er netop landet og kommet sikkert frem med rumtidstunnellen. Det er sandsynligvis enten tidlig morgen eller sen aften,” rapporterer jeg og vender diskret min hånd mod horisonten, hvor den lavtstående sol kan ses.

Jeg vender atter kameraet mod mit ansigt. ”Jeg vil prøve at se, om ikke jeg kan finde nogle livstegn her i nærheden, eller i det mindste noget vand, hvis alt andet fejler. Ellers holder jeg ikke længe.” Det sidste havde jeg egentlig ikke planlagt at sige højt, men det er for sent nu, og jeg tvinger et forsigtigt smil frem for at fjerne brodden fra mine ord. Jeg slukker derefter for kameraet igen, velvidende at ringen nu vil forarbejde og afstedsende min optagelse.

Jeg rejser mig vagtsomt, og vakler forsigtigt et skridt fremad. Tyngdekraften må alligevel være radikalt anderledes her på planeten, for mine bevægelser synes både tungere og mere klodsede end normalt. Heldigvis er jeg godt forberedt, og min vedvarende styrketræning gennem de sidste mange måneder viser sig da også endelig at komme til nytte.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg går, før jeg ser den. Skabningen. Jeg er træt i hovedet, og mit svælg er tørt. Min blære presser på, og jeg har endelig besluttet mig for at prøve at krænge det sidste af den supersoniske dragt af, så jeg i det mindste kan tisse og få noget lindring på den front, da jeg skimter noget blåligt i det fjerne. Noget blåligt, der vel at mærke er i bevægelse.

Hen mod mig.

Et lavt hvin undslipper min mund, og selvom hele målet med denne mission hele tiden har været, at jeg skal i kontakt med andre tænkende væsener, så har jeg i det øjeblik allermest lyst til bare at stikke halen mellem benene og løbe min vej. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...