Isadoras forunderlige rumrejse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2015
  • Opdateret: 29 sep. 2015
  • Status: Igang
Jeg er Isa. Isadora er jeg. | Vinder af 1. pladsen i Strandet på Mars-konkurrencen.

15Likes
17Kommentarer
927Visninger
AA

2. Kapitel 2

 

Da jeg vågner er halvdelen af mit ansigt følelsesløst, helt dødt af at have ligget sammenpresset mod den hårde madras. Jeg var gået direkte i seng efter interviewet i går, både for oprevet og sur til overhovedet at tage mig tid til at skifte tøj. Nu retter jeg med besvær på de stramme bukser og bh’en, der har snoet sig en halv omgang om min ømme krop i løbet af natten. Jeg får med besvær rejst mig op og kaster et træt blik på mig selv i spejlet, inden jeg tripper ind i brusekabinen.

Jeg ligner en død fisk.

Så altså ingen overraskelse dér. Mens jeg lader det varme vand løbe ned over mit ansigt, lader jeg på samme tid min krop slappe mere og mere af. Jeg sænker skuldrene og ånder dybt ud. Én dag tilbage, og så er jeg på vej. Jeg tillader mig selv et smil.

Efter badet tørrer jeg mit hår. Jeg trækker i en løs hættetrøje og et par syntetiske bommuldsshorts, før jeg smider mine medbragte ejendele ned i min rygsæk. Lidt tøj, en hårbørste og et par UV-solbriller er alt hvad jeg har medbragt.

Da jeg åbner døren ud til gangen står en mand i sort jakkesæt og venter på mig. Jeg undrer mig kort over, hvor længe han mon har stået der, men skubber så tanken fra mig, da han begynder at gå. Med et par hurtige skridt er jeg igen oppe på siden af ham.

Vi udveksler ikke mange ord mens vi går, har egentlig heller ikke det store at snakke om. Hans job er at eskortere mig sikkert videre, at sørge for, der ikke sker mig noget. Jeg er med al sandsynlighed ikke andet end en opgave for ham. Alligevel er det helt rart at gå der i stilheden på de lange, tomme gange.

”Du må nok hellere tage dine solbriller på.” Jeg svarer ikke, nikker bare mens jeg med et let ryk på skulderen får min taske om, så jeg kan åbne lynlåsen. Jeg tager mine briller på og trækker hætten godt ned i panden. Det er ikke meget, men min anonymitet er trods alt også svær at holde ved lige.

Jeg gætter på, vi vil tage en af bagdørene ud for at undgå den værste menneskemængde, og bliver derfor overrasket, da vi ikke drejer af ned gennem en af sidegangene. I stedet fortsætter vi direkte mod hovedhovedindgangen.

Jeg tøver let ved de store, tunge døre, og jakkesætmanden lægger en varm hånd på min skulder. Berøringen er let og venlig, men den kommer alligevel bag på mig, og jeg hopper forskrækket og skyldbevidst op.

”Det er okay,” brummer han i sin dybe, rungende stemme, før han forsigtigt lader hånden falde igen. ”De forventer det ikke. Pressen har placeret sig hele vejen rundt om bygningen. Vi ka’ lige så godt tage denne vej som alle andre.”

Og jeg nikker, overbevist om at han har ret. Selvfølgelig er hele bygningen omringet. Det kunne jeg have sagt mig selv.

Vi træder ud gennem de tunge dobbeltdøre og ind i en sværm af mennesker. Kameraer og mikrofoner er overalt, og de mange hvide blitzlys blænder mig. Jeg tvinger mig selv til at gå rank og oprejst, til at se selvsikker og moden ud. Alligevel er mit blik som limet til nakken på min bodyguard, der langsomt får banet en vej frem for os.

Endelig når vi ned til mit fartøj, og jeg sætter mig med et lettet suk ind bag de tonede ruders beskyttende barriere. Min hånd lægger jeg på touchpanelets blanke overflade. En kort pling-lyd høres, og motoren vækkes til live. ”Velkommen Isadora,” lyder den behagelige kvindestemme fra højtalerne. ”Kører nu mod: Rumbasens test- og forberedelsesafdeling. Forventet ankomst: 07:28.”

Jeg kaster et kort blik på det indbyggede ur i den store glasvæg. Der vil altså gå over en halv time, før jeg er fremme ved basen. Masser af tid at sætte mig ind i nogle af de rygter, der har cirkuleret omkring mig det sidste lange stykke tid. Indskydelsen er pludselig, men på samme tid også næsten uimodståelig.

Jeg har længe holdt mig fra alt hvad der bare tilnærmelsesvist lignede internet og sladder, alene af den grund, at jeg frygtede, jeg ikke ville kunne håndtere det. De mange hadefulde kommetarer og trusler gjorde ikke noget godt for mig psykisk, og jeg tror, det var et godt valg at lukke det ude. Alligevel trækker noget i mig nu, noget der ikke bare kan ignoreres.

Jeg kan ikke bare forlade jorden og hele vores solsystem for altid, går det op for mig. Ikke endnu, i hvert fald. Ikke uden at vide, hvad der bliver sagt om mig. Ikke uden at konfrontere sandheden. Det kan jeg bare ikke.

Jeg beder fartøjet om at koble sig på internettet, og søger derefter efter mit eget navn. ”Søger nu efter: Isadora Nilsen,” lyder det fra fartøjets automatiske stemme, og jeg slår med en kort kommando lyden fra. Ingen grund til at risikere højtlæsning af ubehagelige folks kommentarer. Det ville nok alligevel gøre det en tand for barskt.

De første hits, der dukker op, er alle debatfora. Jeg trykker mig ind på dem, men bliver ikke videre overrasket. De fleste indlæg er rimelig kritiske, mens nogle ligefrem er på grænsen til det grove. Kun enkelte er støttende, men hver og én af disse får mig til at smile.

Til sidst logger jeg ind på Facebook. Jeg vælger at lade være med at kigge mine beskeder, men tjekker dog ud, hvad der ellers foregår. Jeg prøver at fokusere på, hvad mine venner laver, og hvad der sker i deres liv, for i det mindste at holde fast på den sidste rest af normalitet i mit eget.

Mange af deres statusser handler dog om mig og min snarlige udsendelse til rummet, nogle endda om mit interview i Talkview i aftes. Og selvom jeg ikke vælger at svare på noget af det de skriver, må jeg indrømme, jeg alligevel bliver rørt. Nogle folk, må jeg huske mig selv på, er trods alt helt … nå ja, menneskelige.

Den teori bliver jeg da også kun yderlige bekræftet i, da mit fartøj omsider lader sig selv parkere i en lille bås uden for en af rumbasens mindre bygninger. En ung kvinde i hvid kittel kommer gående ud og tager imod mig med et venligt smil. ”Isadora!” siger hun og griber fat om min skulder med en spinkel hånd. ”Godt at se dig her allerede. Du klarede dig fantastisk til dit interview i går.”

Glæden og entusiasmen funkler i hendes øjne, og jeg griner forlegent, da jeg følger med hende indenfor. ”Jeg blev sgu da ristet,” smiler jeg overbærende, men mærker en varm følelse indeni. Jeg kan mærke, hun virkelig mener, hvad hun siger.

Jeg når kun lige at lægge min taske fra mig i garderoben, før kvinden i kitlen, Tina, husker jeg hendes navn, fører mig videre ind i komplekset. ”Vi sidder midt i et møde,” fortæller hun mig. ”Du kan lige nå at være med.”

Vi træder lidt efter ind i mødelokalet, hvor op mod tyve mennesker sidder placeret rundt om et stort, aflangt bord. En ung mand skynder sig at finde en ekstra stol, som han skubber hen ved siden af den allerede tomme plads ved sin side. Jeg formoder, det er Tinas.

For en gangs skyld føler jeg mig virkelig som en anerkendt del af projektet, som jeg sidder der ved bordet, omgivet af forskere og fagfolk. Ikke én eneste af dem kigger på mig som var jeg hverken mere eller mindre værd en dem. Her er vi alle lige, lige meget alder eller uddannelse.

Mødet handler, til min delvise overraskelse, egentlig mere om mig end om selv udsendelsen gennem rumtidstunnellen. Jeg skal sendes afsted allerede ved 5-tiden i morgen, og der er masser af forberedelse at tage fat på inden da.

Forberedelserne starter for mit vedkommende ud i et lille lokale med en række store, brummende maskiner. Jeg skæver betænkeligt til en af dem, mens en kvinde, jeg genkender fra mødet, træder frem og giver mig hånden. Hun præsenterer sig som læge og ekspert i rummets påvirkning af kroppen. Hun skal hjælpe mig med bedst muligt at kunne tåle den noget anderledes påvirkning, jeg kan forvente at opleve, når jeg når frem til min destination.

”Vi ved jo ikke præcis, hvad du vil blive udsat for,” siger hun til mig, mens hun spritter sine hænder af. ”Så vi har besluttet os for at dække os så godt og bredt ind som muligt.”

Vi ved heldigvis, at sammensætningen af luftarterne på planeten tilnærmelsesvist ligner det, der er her på jorden, så selvom min vejtrækning med al sandsynlighed vil blive mere besværet ind hvad jeg er vant til nu, er det ikke dét, der vil vise sig mest kritisk. Hvad der på den anden side sagtens kan blive et problem for mig, fortæller den kvindelige læge, er solens og planetens stråling.

”Jeg vil give din hud en række permanente sprøjtebehandlinger, der skal beskytte den,” fortæller hun, og jeg nikker. Alt dette er noget, jeg allerede har vist længe. Alligevel lyder ordet sprøjtebehandling ikke videre tiltrækkende.

Jeg smider mit tøj i en klodset bunke i hjørnet og lægger mig på en form for briks med huller i. ”Så overskydende sprøjtebehandlingsvæske kan løbe ud,” får jeg fortalt.

Hver enkelt af behandlingerne er hurtigt overstået, men selve processen trækker alligevel ud, da jeg mellem hver omgang skal sidde og vente på, at den fine støvregnsagtige væske binder sig ordentligt til min hud. Da det endelig er overstået, er mit hår både stift og tørt af de mange kemikalier, det ikke kunne undgå at få på sig. Der er ikke meget at gøre ved det, og nok heller ikke de store grunde til at være ked af det over det. Hvor jeg skal hen i morgen kan det nok alligevel ikke betale sig at være for overfladisk.

Efter at have fået et kort sundhedstjek, spiser jeg frokost. Maden er ikke noget at råbe hurra for med de kedelige, lyse boller og det syntetisk fremstillede kødpålæg, men jeg formår alligevel at nyde hver en bid. Jeg har stadig ikke på noget tidspunkt fortrudt at melde mig til missionen, men jo tættere på, min afsendelse kommer, jo mere går det også op for mig, hvor mange ting jeg ikke længere vil have adgang til.

Efter at have spist bliver jeg sat til at memorere procedurelisten for missionen til punkt og prikke. Jeg har kigget på den mange gange i løbet af det forgangne år, så jeg klarer det til topkarakterer, da et par af rumfartslederne slår et smut forbi for at teste min viden en sidste gang. Kun ét af deres spørgsmål, kan jeg ikke svare på:

”Hvad gør du, hvis civilisationen beder dig om at fortælle om livet på jorden?”

Jeg rynker forvirret panden. ”Det ved jeg ikke, jeg fortæller dem det vel? Det står da ikke på listen-”

”Du fortæller dem intet af værdi, Isadora. Intet af værdi.”

Og selvom jeg undrer mig over tvetydigheden af ordren, så nikker jeg blot, og rumfartslederne smiler igen af mig. Alligevel forfølger tanken mig resten af dagen. Hvis jeg forventes at få informationer fra dem, hvordan kan det så på nogen måde retfærdiggøres, at jeg intet selv giver igen?

Tanken om, at organisationen måske har skumle bagtanker med hele missionen rammer mig som et lyn, men jeg lægger den hurtigt fra mig igen. De er vel blot naturligt bange for, hvad den fremmede civilisation vil gøre med for mange informationer om jorden og menneskene. Vi ved jo intet om dem. De har lov til at være bange, beslutter jeg mig. Det samme er jeg jo selv. Desuden, hvad skulle de så være i stand til at gøre af skumle ting? Ærligt talt ikke meget.

Alt imens disse tanker strømmer igennem hovedet på mig, flyver dagen og de sidste forberedelser afsted. Jeg får sat mig ordentligt ind i alt, hvad der skal foregå, og får endda prøvet min supersoniske rumdragt på. Jeg er, beslutter jeg mig for, mens jeg kigger ned ad min tildækkede krop, så klar som jeg nogensinde bliver.

Senere den aften er det med sommerfugle i maven, at jeg lægger mig til ro i mit midlertidigt tildelte værelse på basen. Det er med tanker på i morgen samt på min mor og på alt det, der kunne have været, at jeg falder i søvn. For første gang i hele mit liv tror jeg, hun ville have været oprigtigt stolt af mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...