Isadoras forunderlige rumrejse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2015
  • Opdateret: 29 sep. 2015
  • Status: Igang
Jeg er Isa. Isadora er jeg. | Vinder af 1. pladsen i Strandet på Mars-konkurrencen.

15Likes
17Kommentarer
992Visninger
AA

1. Kapitel 1

 

"Kumaulú Isa. Isadora lú kumau.”

Jeg siger ordene højt for mig selv. Træner de mærkværdige knæk med tungen, gang efter gang. Lukker øjnene, tager en dyb indånding. Puster ud igen og ånder ordene frem for mig: ”Kumaulú Isa. Isadora lú kumau.” Og så forfra igen.

Jeg er lærenem, så meget ved jeg trods alt. En rigtig sprogkender. Det var noget, min engelsklærer engang fortalte mig, dengang helt tilbage i de små klasser. ”My name is Isadora,” havde jeg forsigtigt og med røde kinder fremstammet, da hun i starten af timen for første gang pegede mig ud i mængden. Siden da havde min interesse for sprog og fremmede kulturer ikke andet end vokset.

Tre korte bank lyder fra døren, og jeg træder forlegent et skridt væk fra spejlet. Døren åbner sig til en kort sprække, og en ung pige med store, runde øjne stikker hovedet ind. ”De er klar til dit interview nu,” siger hun kort for hovedet, før hun hurtigt trækker sig tilbage og omhyggeligt lukker døren bag sig.

Jeg tillader mig selv at kaste et sidste blik i spejlet på det lille værelse. Jeg har prøvet at klæde mig så modent på som muligt i dagens anledning: Stramt, sort tøj og en matchende blazer. Mit hår kunne jeg ikke gøre meget ved. Det er som det nu engang er - kort og kraftigt, altid en umulig mængde af uglede totter.

Mens jeg går ned ad de lange, steriltudseende gange i bygningskomplekset, mærker jeg nervøsiteten bygge sig op i mig. Noget siger mig, værten ikke kommer til at gå blidt til mig under interviewet. For blot en måned siden måtte jeg tage en drastisk beslutning og lukke min Facebook-profil ned, efter at den fjerde dødstrussel på en uge var tikket ind. Jeg har ikke været online på internettet siden, men noget siger mig, folkets vrede ikke just er stilnet af.

En kvinde skynder på mig, da jeg når hen til døren til rummet, hvor interviewet skal foregå. ”Vi går live om tre minutter!” stresser hun og fastgør med fikse fingre en mikrofon til sømmen af mine bukser. Imens dupper en anden kvinde lidt pudder i ansigtet på mig, og jeg må med besvær vifte hende væk, da en tredje person trækker afsted med mig.

”Så er det nu!” medgør hun og placerer mig i udkanten af en kulisse. I forgrunden står en underligformet rød sofa, hvor manden der skal interviewe mig nu sætter sig. Mark Thomsen, husker jeg og må synke en klump. Så er det nu, det gælder.

En af mændene bag kammeraet holder sin hånd op og lader én efter én sine fingre knyttes sammen. Tre, to, en, tæller jeg med. Nu. Og så er vi live.

”Velkommen til Talkview!” siger Mark med affekteret stemme til kameraet og præsenterer dermed programmet. ”I dag har vi besøg af en helt særlig gæst, en gæst mange af jer med stor sandsynlighed har en mening om. Om mindre end 48 timer vil hun være på vej ud af vores solsystem og skal som det første menneske nogensinde forsøge at komme i direkte kontakt til en anden intelligent civilisation. Alt dette som en del af den såkaldte KTAC-mission, altså Kontakt Til Anden Civilisation-mission, som det så smukt står for.” Han blinker kækt til publikum. ”Byd et varmt velkommen til vores alles egen Isadora Nilsen!”

Et øredøvende bifald kan høres, mens jeg med løftet hage bevæger mig ind for kameraets rækkevidde og sætter mig i den umage røde sofa. Selvom der intet publikum er herinde, så ved jeg, de står ude foran bygningen og følger med på de store skærme på bygningsfacaden. Af sikkerhedsmæssige årsager får publikum aldrig lov til selv at deltage i interviews som dette. Nærmest som for at gøre op for det transmitteres lyd og billeder dog altid live fra dem med himmelhøj lydstyrke.

”Nå, Isadora,” siger tv-værten, Mark, efter et have givet mig et hurtigt, fast håndtryk. ”Fortæl mig så, hvordan kan det være, det af alle tænkelige mennesker på jorden, lige præcis ender med at være dig, en attenårig pige fra provinsen, der bliver repræsentant for menneskeheden på fredag, når du rejser afsted mod det fjerne solsystem?”

Dér var den, bomben er smidt. Jeg tager en dyb indånding og smiler så overbærende, jeg kan. ”En række eksperter har været med til udskillelsesforløbet fra starten af,” fortæller jeg, selvom jeg ved, alle allerede i forvejen kender til dén detalje. Det er ikke det, de er dukket op for at høre om. ”De har kigget på en række forskellige punkter, og har selvfølgelig sikret sig, at den rette modenhed også er til stede.”

Mark skærer mig af. ”Men hvad er det så lige præcis for nogle kriterier, der har gjort, at det netop er dig, de har valgt? Beklager når jeg siger det, men du har hverken mere uddannelse eller livserfaring end alle andre på din alder. Hvad er det, der gør dig så speciel, at det er dig og ikke en af de utallige dygtige rumfartsteknikere- eller astronauter, der har fået æren?”

Jeg synker en klump, retter lidt på min blazer. Det er jo ikke fordi, spørgsmålet er uventet. Bare ubehageligt. ”Som de fleste nok ved, så har de kigget på en lang række punkter. Det er svært at komme med et entydigt svar,” begynder jeg, men skynder mig videre, da jeg ser, at Mark skal til at afbryde mig igen. ”Men én af de ting, der fik mig til at skille mig ud, er min forståelse og interesse for sprog. Når jeg når frem til den civilisation, vi skal udveksle kontakt til, vil det være fundamentalt vigtigt at kunne gøre sig forståelig.”

Mark konsulterer sig med en monitor bag et af kameraerne, før han henvender sig til seerne. ”Grunden til, vi overhovedet er i stand til at etablere kontakt til denne fremmede civilisation, er fordi vi for tre årtier siden modtog nogle noget mærkværdige radiosignaler fra rummet af. Dengang var der ikke meget, vi kunne gøre, men siden da har vi både selv sendt signaler udad mod dem og modtaget en række informationer tilbage. Isadora, kan du fortælle os noget mere om dette?”

Jeg nikker, taknemmelig for det mere sikre emne. Facts er i det mindste noget, man sjældent går helt galt i byen med. ”Civilisationen sendte blandt andet nogle informationer om dem selv, deres præcise placering i universet og en guide til deres sprog. I løbet af de sidste mange år har verdens førende sprogforskere forsøgt at danne sig et overblik over det.”

Noget glimter i Marks øjne, og han læner sig frem, tilsyneladende interesseret i noget, jeg har sagt. ”Jeg er sikker på, jeg taler på vegne af stort set alle seerne, når jeg nu spørger dig,” siger han, ”hvordan det så kan være, du er blevet valgt på baggrund af dine sproglige egenskaber, når nu så mange sprogforskere har været involveret. Er de da ikke, om jeg må spørge, mere kvalificerede til jobbet end dig?”

Det går op for mig, at jeg er gået direkte i hans fælde, men jeg lader mig ikke mærke med det. I hvert fald ikke udvendigt. Aldrig udvendigt, fortæller jeg mig selv. ”Det er selvfølgelig rigtigt, til en vis grad,” siger jeg udglattende. ”Men som sagt er der mange andre faktorer, der har spillet ind.”

”Kan du give et eksempel?” bliver jeg spurgt med et kritisk blik. Hans stemmeføring er venlig nok og ligeså er hans spørgsmål, men jeg kan mærke, at han hører til den mere skeptiske del af befolkningen. Det gør bestemt ikke interviewet lettere for mit vedkommende.

”Jeg er ung,” får jeg fremstammet. ”Det er sådan set hele pointen. Det ville tage uendeligt lang tid, faktisk nærmest være umuligt at rejse til det andet solsystem, hvis det skulle gøres på traditionel vis. Det bliver nødt til at blive gjort med en rumtidstunnel.”

Igen skal Mark lige bruge et øjeblik på at kontrollere informationerne på monitoren bag kameraet. Så slår han hårdt ned igen. ”En rumtidstunnel, eller et ormehul, som vi kaldte det før i tiden, bryder den rejsendes molekyler fra hinanden og samler dem først igen ved måldestinationen, for hurtig rejse gennem tid og sted. Korrekt?”

Jeg nikker, og han fortsætter hvor han slap: ”Og grunden til, man skal være ung, er fordi kroppen ikke fysisk kan holde til at blive adskilt og sammensat ved en højere alder?

”Præcis,” siger jeg og gør mit bedste for at smile. ”Faktisk holder den ikke specielt godt til det ved nogen alder overhovedet. Men ja, der er klart mindre risiko for, at noget skulle gå galt, hvis den rejsende har en ung alder.”

”Okay,” svarer han mig og læner sig frem med sine albuer på knæene. ”Sagen er bare den, at vi allerede har modtaget en del tip fra seere på sociale medier i løbet af udsendelsen her. Blandt andet fra en vis anerkendt fysiker, Matthew Davis, der ud fra sin forskning mener, det rent ud sagt er det rene vås, at kroppen bedre kan holde til splittelsen i en ung alder. Som du nok ved har han også testet det på egen krop. Hvad siger du til det?”

Jeg må tage mig selv i at sukke dybt ved navnet på den mand, der har forvoldt mig allerflest problemer. ”Nu er jeg godt nok ikke fysiker som Matthew Davis er det, men jeg ved, at han sådan cirka er den eneste uddannede fysiker med den holdning. Jeg ved, han har været på hospitalet et par gange efter at have transporteret sig selv gennem rumtidstunneller. Det har man jo ikke just mulighed for i rummet, og han gjorde det jo kun selv over meget korte afstande. Slet ikke i den kaliber, som jeg skal ud for. Det er helt uafprøvet. Så altså, mon ikke han bare er en smule misundelig?”

Jeg hører den spredte latter fra publikum og smiler forsigtigt ved mig selv. De hader mig trods alt ikke alle sammen. Nogle af dem kan vel forstå, at jeg er blevet valgt med et godt grundlag - også selvom jeg til tider selv har undret mig over det.

”Okay, okay,” smiler intervieweren Mark overbærende og holder sine hænder op i en overgivende gestus. Jeg er sikker på, han gerne ville have ristet mig mere for det, men han har jo også sin egen og tv-stationens dagsorden at holde. ”Jeg er spændt på, hvad Matthew siger til dén bemærkning, hva’?” Et enigt brøl lyder fra publikum, og jeg mærker en let rødmen stige op i mine kinder. Alligevel fortryder jeg ikke mine ord. Den mand har sgu forvoldt mig nok problemer.

 ”Nå, men vi skal også til at runde af her fra inden reklamepausen, hvorefter vi fortsætter udsendelsen med en ny gæst. Isadora, kan du måske give os lidt insiderviden her ved falderebet af programmet, et eller andet sejt og anderledes i anledning af din snarlige udsendelse? Måske et indblik i det sprog, du skal snakke med den fremmede civilisation, når du når frem?”

Jeg ånder lettet ud over at have klaret mig igennem den sværeste del af showet, og retter nu al min opmærksomhed mod det forestående spørgsmål. Det er uventet og spændende, og jeg kan ikke dy mig for at smile stort til kameraet. ”Sagtens! Hvad vil du lære at sige?”

Han blinker dovent, lægger hovedet på skrå. ”Er du klar på en sproglig udfordring?”

Jeg knækker fingre som svar. Altid, tilføjer jeg i mine tanker. Han kan bare komme an.

”I så fald vil jeg gerne have dig til at lære mig at sige følgende: ’Jeg er for ung til min opgave’.”

Jeg mærker vreden stige op i mig, ydmygelsen over at være steget i endnu en af hans fælder. Det er ikke noget nyt i, at han ydmyger de folk, der deltager i hans show, så meget har jeg trods alt sat mig ind i konceptet. Alligevel virker det her sært personligt, lidt for groft til bare at være en del af den almene underholdning.

Men jeg er en stolt person, og jeg bakker ikke ud. Det nægter jeg at gøre. Jeg kigger ham direkte ind i øjnene og siger ordene så selvsikkert jeg kan. Jeg ville ønske, civilisationen havde inkluderet bandeord i deres sprogguide, for så ville jeg have inkluderet det et sted i sætningen. I stedet tænker jeg det i mit hoved efter at have sagt de anmodede ord højt.

Idiot, idiot, idiot.

Om ordet er rettet mod mig, ham eller os begge aner jeg ikke. Alt hvad jeg ved er, at jeg er rasende. Mark takker af for nu og reklamepausen begynder. Jeg rejser mig, smider mikrofonen fra mig på gulvet og går med afmålte skridt mod døren. Da først jeg er ude af lokalet, sætter jeg i løb.

Jeg kan ikke vente med at blive sendt afsted. Hvad som helst for at undgå flere spottende bemærkninger og drillerier af dén kaliber. Jo længere tid jeg tilbringer her på jorden, jo mere går det op for mig, hvor forfærdelige vi mennesker egentlig er. Og det er nok, inderst inde, noget jeg i virkeligheden slet ikke har lyst til at erkende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...