Flugt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2015
  • Opdateret: 10 sep. 2015
  • Status: Igang
Til Maze-runner konkurrencen.

"Bare følg mig og løb som om dit liv afhang af det. For det gør det!”

0Likes
0Kommentarer
102Visninger

1. Flugt

Det gennemblødte rødkrøllede hår svinger foran mig i samme heftige bevægelse som hendes løb.

"Bare følg mig og løb som om dit liv afhang af det. For det gør det!” råber hun, da hun passerer endnu et grantræ og smækker grenen op i mit ansigt.

Det kan godt være, at mit liv afhænger af det her, men sådan som min kondition er for tiden, har jeg meget svært ved at løbe for livet. Hun trækker mig dog alligevel fortsat med, og mine ben kan ikke gøre andet end at følge med hende. For fanden, jeg hader at være på flugt hele tiden. Hvad har jeg overhovedet gjort for at komme i denne situation? Jeg kan virkelig ikke svare på det.

Vores skridt er på ingen måde synkroniserede, sådan som de giver genlyd mod den bløde og sjappede skovbund. Regnen siler ned omkring os og jeg føler mig både kold, klam og udmattet lige nu. Men fortsat bliver jeg trukket afsted, så selvom mit hjerte sidder oppe i halsen og benene begynder at syre til får jeg ikke lov til at stoppe. Da hun så endelig slipper mig, kan jeg ikke få mig selv til at stoppe og jeg fortsætter efter hende, som hun finder vej gennem underskoven. Pludselig stopper hun op, så jeg er lige ved at falde over hende, men hun når at gribe fat i min skulder og bremse mig, mens hun placerer en finger for munden.

”Læg dig, så de ikke vil kunne se os”, hvisker hun og jeg gør som beordret. Jordbunden er smattet og selvom jeg er gennemblødt i forvejen, kan jeg tydeligt mærke varmeforskellen, da jeg ligger mig i smattet. Den der friske duft af våd granskov når mine næsebor, og gør bare konceptet med at være på flugt mere surrealistisk. Jeg burde ikke være på flugt. Jeg burde ikke være gennemblødt i en blanding af mudder og regn. Jeg burde overhovedet ikke være her. Men det er nu en gang det, jeg er kommet.

Skridt når min øregang og selvom jeg stadig hiver efter vejret, prøver jeg at gøre det så lydløst som muligt, selvom det føles som om jeg kan falde om af iltmangel hvert øjeblik det skulle være. Måske ville det være det bedste, så ville jeg i hvert fald ikke afsløre vores position.

Jeg vender blikket mod hende, da det virker til at skridtene passerer os et stykke væk mellem grantræerne, der står som en beskyttende hæk omkring os. Hendes grønne øjne viser som altid ingen følelser, men jeg kan fornemme på hende, hvordan hendes hjerte også slår lige så hårdt som mit. Forsigtigt rækker jeg en hånd frem og griber fat i hendes i mudderet. Selvom jeg ikke selv tror på det, så må jeg da lade som om, at vi nok skal klare os igennem det her. Ellers så klarer vi den i hvert fald ikke.

Lyden af skridt forstummer langsomt, men vi bliver liggende musestille en rum tid endnu. Regnen siler ned omkring os og jeg føler mig efterhånden kold helt ind til marv og ben, men jeg rykker mig ikke det mindste.

”… som om dit liv afhang af det. For det gør det.” Jeg havde aldrig regnet med, at jeg skulle ende i en situationen, hvor de ord faktisk var virkeligheden og ikke en joke. Men det er uhyggeligt virkeligt at ligge her i mudderet og kunne mærke sit hjerte slå som om det ved, at det måske snart ikke får flere slag. Wow, sikke en positivitet.

”Jeg tror de har passeret.”

Det føles som en halv evighed, inden hendes stemme endelig bryder den altædende lyd af regnens silen. Jeg løfter ansigtet fra mudderet og betragter hende et øjeblik. Hun ser ud til at være sikker, men alligevel afvente min vurdering. Blikket glider omkring os, men jeg kan vitterlig ikke høre andet end regnen eller se andet end grantræer omkring os.

Langsomt nikker jeg til hende, og vi rejser os forsigtigt op, mens blikket stadig glider opmærksomt rundt. Man ved aldrig med dem, der er jo en grund til, at det er dem, der er blevet sat efter os. Af en eller anden grund er vi åbenbart til stor fare for alt. Men jeg ved virkelig ikke hvorfor.  

Ærligt ved jeg faktisk ikke rigtig noget lige nu. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...