A Little Part of You

"Isaac, jeg øh... Jeg ved det lyder underligt øhh... Jeg har øhh...Du ved når to mennesker er virkeligt forelskede så viser de det ved hed kærlighed i øhh... I sengen... Det er det der er sket... Ja... Du ved...."

"A Little Part of You" er fortællingen om Hazel's liv, efter hun mistede sit livs kærlighed, Augustus Waters. Hun står nu i en situation, der kræver al den støtte hun overhovedet kan få. Og måske får hun også øjnene op for, at hun ikke skal give op på kærligheden endnu...

-Advarsel!! Hvis du er yngre end 18 år bedes du ikke læse denne fanfiction da der bruges anstødeligt sprogbrug. Hvis du er yngre end 18 læser du på eget ansvar.

2Likes
2Kommentarer
686Visninger
AA

4. Kapitel 4: 3 år senere

Jeg bor stadig ved mine forældre og de hjælper mig hver dag. Isaac og jeg var ellers begyndt at snakke om at finde vores eget sted men blev enige om, at det nok var bedst at blive boende hos min mor og far så længe jeg er syg, hvilket nok er for evigt. Min cancer har ikke spredt sig, og Isaac har ikke haft et tilbagefald, så alt er som det plejer; den eneste forandring der er sket er, at tvillingerne snart skal starte i børnehave. Det bliver helt mærkeligt sådan at skulle have en fast rutine fem dage om ugen, når jeg de sidste mange år af mit liv har været vant til at tage tingene som de kommer. “Moar!!” råber Grace og løber hen til mig med A.J lige bagefter. “HAN DRILLER!!” siger hun og ser op på mig med triste øjne. “JEG HAR IKKE GJORT NOGET!!” siger A.J hurtigt i det han kommer løbende hen til mig. Jeg sætter mig ned på hug, så jeg er i samme højde som dem. “Fortæl mig hvad der er sket, stille og roligt og lad vær med at snakke i munden på hinanden” “Jeg sad og legede med dukker, og så kom A.J bare ind og tog dem dukker… Han sagde at de kunne flyve, så han løftede dem op og ned… Og nu vil han ikke give mig dem, så han har gemt dem..” siger Grace med våde øjne. A.J kigger på Grace. “Jeg tog kun én og legede med den… Den har usynlige vinger og kan skyde ild ud af øjnene.. Som en rigtig actionhelt.” “Nej hun kan ej!!” skriger Grace. “Hun er havfrueprinsesse!”. “Rolig nu skattebasser…. A.J hvorfor leger du ikke med dine actionfigurer, når du nu har dem? Selv om i har fælles værelse, så skal i stadig spørge hinanden om i må låne hinandens legetøj. Er det forstået?” Grace nikker, men A.J vender ryggen til og lægger armene over kors. Hvorfor skal du altid være så trodsig? “A.J er det forstået?” spørger jeg bestemt og vender ham rundt. “Jeg gider ikke spørge, for lillesøster er dum, og jeg bestemmer!” hyler han og slår ud efter Grace. ”Stop så. Sig undskyld til din søster.” Grace begynder at græde og A.J går i højt tempo op og ind i det fælles soveværelse/legerum og smækker døren efter sig. Nu er det nok… tænker jeg og går efter ham. Jeg åbner døren stille “GÅ GRACE!! “ råber han. “Det er mig” siger jeg. “Må jeg komme ind?” A.J vender sig om og kigger op på mig. Tårerne løber ned af hans kinder. Jeg går hen og sætter mig ned ved siden af ham på hans seng. Jeg løfter ham op på skødet “Hvorfor græder du?” “Du bliver altid sur på mig, også når det er Grace, der har gjort noget galt”, mumler han og kigger ned. Jeg har måske råbt af ham lidt for mange gange, men det har aldrig været min mening, at han skulle tro, at jeg var sur på ham. “Undskyld basse. Det var ikke meningen at du skulle opfatte det sådan. Jeg råber kun, fordi du ikke altid behandler din søster særlig pænt.” “Undskyld mor.” “Du skal ikke sige undskyld til mig skat… Du skal sige undskyld til Grace, og huske at spørge hende, hvis du vil låne noget af hendes legetøj” siger jeg med et lille smil på læben og kysser ham på kinden. “Okay”, siger A.J og putter sig ind til mig. “Godt. Skal vi gå ned igen, så du kan sige undskyld til din søster?” Han ryster på hovedet. “Mig vil hellere blive her og putte ved mor.” Jeg smiler og kysser ham på kinden “Vi kan putte sammen efter du har sagt undskyld… Okay?” “Okay.” siger han og hopper ned fra mit lår. Jeg smiler og vi går sammen ned i stuen hvor Isaac sidder med Grace. “Hej skat” siger jeg og kysser Isaac blidt. Han smiler og kysser blidt igen. Jeg nusser ham i hans lyse korte hår. “Hej babe” siger han og smiler. Jeg smiler og kigger på A.J igen. “Sæt dig ved siden af din søster og sig undskyld” A.J går hen til sofaen, hvor Grace sidder, og sætter sig ved siden af hende. Jeg sætter mig ved siden af Isaac i sofaen overfor den tvillingerne sidder i. “Undskyld Grace.” Grace smiler “Jeg siger også undskyld fordi jeg overreagerede”. A.J trækker Grace ind i et kram. Jeg smiler og kigger op på Isaac, selvom jeg ved at han ikke kan se. De er nogle dejlige børn selv om de nogen gange kommer op at skændes og driller hinanden. “Fatter du at de snart skal starte i børnehave?” siger Isaac og smiler. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. De sidste tre år er bare fløjet af sted, og det fortsætter sikkert på den måde, og inden jeg får set mig om er ungerne voksne og på vej til at flytte hjemmefra. “Nej”, hvisker jeg og lukker øjnene i et forsøg på at holde tårerne tilbage. Jeg kigger over på ham men kigger så ned på mine hænder jeg har i skødet. En tåre triller ned af kinden. A.J kigger over på mig, og det samme gør Grace. “Mor hvorfor græder du?” spørger de i kor. Isaac drejer hovedet mod mig og løfter en hånd op til min kind. Han tørrer tårerne væk som triller ned af min kind. “Jeg kommer snart tilbage.” Jeg kysser Isaacs hånd og går så ud af stuen og op i soveværelset, hvor jeg lukker døren efter mig. Hvorfor skal jeg græde… Troede jeg var færdig med det! Et suk forlader mine læber, lidt højere end forventet. “Hazel, søde. Er der noget galt?” Jeg kigger op og ser min mor stå i døren med et bekymret udtryk i øjnene. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. “Hazel?” “Jeg ved det ikke, mor. Jeg ved ikke, om der er noget galt, og jeg ved ikke hvorfor jeg græder. Lige pludselig føltes det bare, som om hele min verden var ved at kollapse.” “Lille skat”, siger min mor, idet hun sætter sig ved siden af mig trækker mig ind i et kærligt og trøstende kram. “Lad mig gætte. Du kom til at tænke på, at tvillingerne snart skal starte i børnehave, og lige pludselig var du nået til, at de ville flytte hjemmefra?” Wow, hun er god. “Hvordan vidste du det?” spørger jeg og kigger fortvivlet op på hende. “Fordi jeg selv har været igennem det. Det er helt naturligt, når man er tæt knyttet til sine børn.” Det burde jeg have vidst. Selvfølgelig har hun grædt over, at hun ikke ville kunne bruge hvert øjeblik af dagen med mig. Nok kan min mor være det mest belastende menneske i verden, men hun ved altid hvad hun skal sige i svære situationer, og hun er der altid, når man har allermest brug for det. “Er det?” “Ja. Og det er ikke noget at skamme sig over. Det betyder bare, at man bekymrer sig meget om dem og er bange for at miste dem.” Jeg lukker øjnene og læner mig tilbage på sengen. Alt det tuderi har givet mig hovedpine. “Det der bekymrer mig mest er, at jeg ikke overlever til at kunne være der for dem, når de har mest brug for min støtte.” “Søde skat. Du skal nok overleve dette her.” Jeg smiler og kigger op på mor. “Tak mor” siger jeg og krammer hende.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...