A Little Part of You

"Isaac, jeg øh... Jeg ved det lyder underligt øhh... Jeg har øhh...Du ved når to mennesker er virkeligt forelskede så viser de det ved hed kærlighed i øhh... I sengen... Det er det der er sket... Ja... Du ved...."

"A Little Part of You" er fortællingen om Hazel's liv, efter hun mistede sit livs kærlighed, Augustus Waters. Hun står nu i en situation, der kræver al den støtte hun overhovedet kan få. Og måske får hun også øjnene op for, at hun ikke skal give op på kærligheden endnu...

-Advarsel!! Hvis du er yngre end 18 år bedes du ikke læse denne fanfiction da der bruges anstødeligt sprogbrug. Hvis du er yngre end 18 læser du på eget ansvar.

2Likes
2Kommentarer
672Visninger
AA

3. Kapitel 3

Jeg vågner ved at tvillingerne skriger. Klokken er 03.00.Jeg rejser mig træt op fra sengen og går over til deres vugge. I dag bliver de 1 uge, og det har muligvis været den længste uge i mit liv. Hver nat har jeg været vågen mindst 5 gange fordi tvillingerne græder. I dag kommer Isaac og hygger, mens mor og far passer tvillingerne, fordi Isaac mener at jeg har brug for en “fridag” som han kalder det, men findes det ord overhovedet, når man har børn? Jeg glæder mig til at være sammen med ham. Det føles som længe siden vi sidst så hinanden, og jeg er begyndt at savne ham lige så meget som jeg savner Augustus. Jeg smiler ved tanken og får puttet A.J og Grace igen. Inden jeg går i seng igen kysser jeg dem på panden og siger så stille: “Jeg elsker jer skattebasser”. Solen er allerede så småt begyndt at vise sig i horisonten, så det bliver svært at få sovet det sidste timer, men jeg er nødt til at forsøge - jeg mangler trods alt næsten 20 timers søvn. Jeg lister hen til min egen seng, lægger mig ned og putter under dynen. Et lille smil breder sig på mine læber, mens jeg er ved at falde i søvn. Min vejrtrækning bliver lidt svagere og jeg slapper mere af. Ikke længe efter falder jeg i søvn.

Da jeg vågner er det ikke fordi mit vækkeur ringer, men fordi det lander på gulvet med et brag. Mine forældre må være stået tidligt op og have lukket Isaac ind, for han står ved siden af min seng og famler for at få det slukket. Jeg smiler og slukker vækkeuret for Isaac. “Godmorgen Isaac” siger jeg søvnigt. “Godmorgen Hazel. Jeg håber ikke jeg vækkede dig” siger han og smiler hans klassiske Isaac smil. Måske burde jeg sige nej for at være sød, men han ville nok sætte pris på at få sandheden. “Det gjorde du, men jeg skulle jo alligevel op nu, så det gør ikke noget.” Jeg smiler og tager hans hånd. “Der er noget, der har plaget mig den sidste uges tid”, siger jeg forsigtigt. “Er det kysset jeg gav dig, efter du havde født?” spørger han og sætter sig ned. “Øh ja… Hvad gik det lige ud på?” Isaacs velkendte smil breder sig på hans læber, men det falmer “Jeg øhh… det øhh… jeg øhh… Jeg kan øhh… Hazel… Jeg kan godt lide dig… D-d-derfor kys..ssede jeg d-dig” Jeg smiler og bliver helt rød i kinderne. “Jeg kan også godt lide dig, Isaac. Altså som mere end bare en ven”, siger jeg og trækker Isaac ned at ligge. Hvor føles det rart endelig at få det sagt. Isaac smiler og trækker mig ind til sig, så mit ansigt ligger på han bryst. Jeg kigger op på ham og kysser ham blidt; det slår gnister, og jeg føler at jeg flyver afsted på en lyserød sky. “Hvor længe har du… Du ved… Kunnet lide mig?” Isaac rødmer og vender hurtigt hovedet væk, for at jeg ikke skal se det, og jeg må virkelig kæmpe for ikke at grine. “Isaac?” hvisker jeg og lægger en arm om ham. “Mmm?” “Hvor længe har du kunnet lide mig?” Isaac rør sig ikke. Jeg smiler og lægger en hånd bag hans nakke og drejer hans hoved så han har ansigtet mod mig. “Isaac, sig det nu. Jeg lover, at jeg ikke griner…” Han smiler svagt og synker en klump i halsen. “Jeg har kunnet lide dig siden du begyndte i støttegruppen, hvor vi bogstaveligt talt sad i Jesus’ hjerte.” Hans ord får mig til at stivne. Dengang var han jo sammen med Monica. Mon det var derfor de slog op? “M-mener du virkelig det?” stammer jeg og lægger mig ned ved siden af ham igen. “Ja, men du må ikke tro, at det var derfor vi slog op. Monica havde slet ingen mistanke om, at jeg var vild med en anden. Den eneste grund til at hun droppede mig var, at jeg skulle opereres i øjnene, så jeg ville miste synet.” Stilhed. Hvorfor har han ikke sagt noget? Vidste Augustus noget om det? “Wow..” Og så er der stille igen. “Hvad?” spørger Isaac. “Jeg er bare overrasket. Hvorfor har du ikke sagt noget før nu?” “Fordi jeg var bange, Hazel. Jeg var bange for at blive afvist af endnu en smuk pige, jeg var bange for hvordan Gus ville reagere. Du virkede fuldstændig uopnåelig”, mumler han og rækker ud efter min hånd. Et lille grin slipper over mine læber. “Mig? Virkede jeg uopnåelig?” spørger jeg næsten fornærmet og sætter mig op. “Ja. Du er klog og smuk og… Og virkelig, virkelig sød.” Det kan umuligt være mig han snakker om. “Isaac, du skulle nødigt tale om at virke uopnåelig. Du var sammen med en af byens mest perfekte piger. Alle fyrene ønskede at være dig.” Isaac rødmer endnu mere. “Er det rigtigt?” “Ja, ellers ville jeg jo ikke sige det”, siger jeg, smiler og kysser ham blidt på munden igen. “Du er virkelig sød når du rødmer skat… Jeg mener Isaac”. Han smiler og trækker mig ind til ham. Mit ansigt ligger på hans brystkasse, så jeg kan høre hans hjerte slå. Rolige og regelmæssige slag - det er lyden af liv, en lyd jeg har savnet, siden vi mistede Augustus. For nogle måneder siden ville det have virket forkert og fuldstændig umuligt at finde kærligheden igen, men nu… Nu føles det som det eneste rigtige. Jeg ville ønske, at vi kunne blive liggende sådan her resten af livet.

Jeg har intet begreb om hvor lang tid der er gået, da min mor banker på og hiver mig ud af min perfekte fantasiverden. “Hazel, jeg har prøvet at få din opmærksomhed den sidste time. Hvad er det du er så optaget af, siden du ikke reagerer?” “Ikke noget”, siger jeg med et smil læben uden at fjerne blikket fra Isaac. Han drejer hovedet så hans læber er ud for mine, hvorefter han trækker min ind i et kærlighedsfyldt kys, hvor jeg selvfølgelig kysser igen. Midt i vores hede kys bliver døren til mit værelse åbnet og ind kommer min lettere irriteret mor. I det hun ser at Isaac og jeg kysser bakker hun stille tilbage, men stopper op lige i døren. “Er der noget vi ikke ved?” spørger hun. Jeg sætter mig op og kigger på hende. “Sagde du noget?” “Ja Hazel Grace… Jeg spurgte om der er noget som vi ikke ved… Med “vi” mener jeg din far og jeg, Hazel..”. Øv, hun har gennemskuet os… Lige da jeg skal til at sige noget trækker Isaac mig ned og kysser mig igen. “Jeg tror bare jeg går, så i kan hygge jer turtelduer…. Mangler i noget?... The?.... Vand? … Kage… Kondomer?..” “Mor! Gå!”, skriger jeg og kaster en pude hen mod døren. “Undskyld, men det i har gang i der kunne nemt ende med… Du ved hvad.” “Bare rolig mrs. Lancaster. Jeg skal nok passe godt på din datter.” “Okay. Hyg jer.” Hun blinker med højre øje og går ud med et smørret smil på læben. Jeg putter mig indtil Isaac igen og kysser ham på kinden “Jeg beklager at min mor er pinlig”. “Laver du sjov? Min mor er meget værre”, siger Isaac og griner, og jeg kan ikke undgå selv at grine. “Ingen er mere pinlig end min mor, Isaac.” “Hvis min mor finder ud af, at jeg har fået en ny kæreste begynder hun at snakke om blomsten og bien igen, selvom vi allerede har haft den samtale, og oven i det får jeg højst sandsynligt også en eller anden historie fra mine forældres ungdom, altså fra før de blev gift. Jeg får kvalme bare ved tanken om det.”Jeg smiler. Vent… hvad mener han? tænker jeg… “Hvad mener du Isaac?” Han smiler til mig “Hazel Grace Lancaster… Må jeg få æren af at være din kæreste?” jeg smiler stort “Ja Isaac…” Med det kysser jeg ham, og et smil breder sig på hans læber. “Jeg må hellere gå ned og se til tvillingerne… Vil du med, skat?” siger jeg og kysser ham på kinden. Han smiler og nikker. “Ja gerne, skat.” siger han og kysser min kind. Vi rejser os op går ned i stuen. Isaac tager min hånd. Da vi kommer ned i stuen smiler min mor og far stort. Jeg smiler tilbage til dem og kommer i tanke om at jeg stadig holder Isaac i hånden, så jeg slipper ham hurtigt og går over til tvillingerne, som ligger på det bløde gulvtæppe. “Hej skattebasser” siger jeg til dem og sætter mig ned på gulvet. Jeg smiler og løfter Grace op. “Det er fantastisk så meget i ligner hinanden,” siger med mor med smil og ligner en der er lige ved at græde. Isaac sætter sig ned i sofaen, mens mor og far sidder i stolene. Jeg smiler og kigger op på hende “Tak mor… Og mange tak fordi du og far passede børnene. Det betyder meget for mig” jeg kigger ned på Grace igen, lægger hende på gulvet og løfter så A.J op, smiler og kysser ham på kinden. “Skat… Du ved at din far og jeg altid vil hjælpe… Du skal bare sige til… Jeg mener i skal bare sige til.. Eller du skal bare sige til… Øhh… Du ved hvad jeg mener” siger hun med et lille grin til sidst. Jeg smiler og griner. Isaac griner også. Jeg lægger A.J ned på gulvet igen og ser over på Isaac. “Vil du ned og sidde på gulvet med mig og børnene Isaac?” spørger jeg og smiler. Han lyser op i et smil og nikker let. “Ja selvfølgelig Hazel.” siger han og rejser sig. Jeg rejser mig også, går over til ham, hjælper ham forbi sofabordet og over til der hvor jeg sad før. Vi sætter os ned til børnene. “Vil du holde A.J eller Grace?” spørger jeg ham. Han smiler. “Jeg vil gerne holde prinsessen” Jeg smiler, løfter Grace op fra gulvet og giver hende til Isaac. Han smiler og vugger hende let. Jeg høre og ser min mor rejse sig fra sofaen. Hun går over til kommoden hvor vores kamera står. Hun tager det og går lidt tættere på Isaac, A.J, Grace og jeg, og så begynder hun at tage billeder. Jeg smiler og griner da A.J begynder at trække let i mit hår; det er blevet overraskende langt, uden at jeg har tænkt over det. “Kan i ikke sætte jer tættere på hinanden, så vi kan få et billede med jer sammen?” spørger mor. Jeg smiler og det samme gør Isaac. Jeg sætter mig ved siden af Isaac, hvor jeg holder A.J og Isaac holder Grace. Vi smiler mens mor tager billeder af os. Isaac drejer hovedet over mod mig og kysser min kind, mens mor stadig tager billeder. Jeg smiler og kigger lidt ned, men kigger hurtigt på ham. Vores læber mødes i et kærlighedsfyldt kys. Det føles som om vi og tvillingerne er de eneste i rummet. Jeg høre mor snakke med far, hvor hun siger “Arwwww Michael… Jeg fik det på billede… Nurrhh de er søde..” Min far griner lidt, men siger så “De er nu søde sammen Frannie”. Jeg lægger mit hoved på Isaacs skulder og han hviler sit hoved på mit. Mor tager stadig billeder. Det her er hvad jeg altid har drømt om - en skøn kæreste, skønne børn. Alt er lige som det skal være.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...