A Little Part of You

"Isaac, jeg øh... Jeg ved det lyder underligt øhh... Jeg har øhh...Du ved når to mennesker er virkeligt forelskede så viser de det ved hed kærlighed i øhh... I sengen... Det er det der er sket... Ja... Du ved...."

"A Little Part of You" er fortællingen om Hazel's liv, efter hun mistede sit livs kærlighed, Augustus Waters. Hun står nu i en situation, der kræver al den støtte hun overhovedet kan få. Og måske får hun også øjnene op for, at hun ikke skal give op på kærligheden endnu...

-Advarsel!! Hvis du er yngre end 18 år bedes du ikke læse denne fanfiction da der bruges anstødeligt sprogbrug. Hvis du er yngre end 18 læser du på eget ansvar.

2Likes
2Kommentarer
685Visninger
AA

2. Kapitel 2: 4 måneder senere

Kære Augustus.

Selvom der er gået flere måneder, så savner jeg dig stadig mere og mere for hver dag der går. Der er sket så meget, siden du forlod os, men en af de vigtigste, mest skræmmende og nok også mest betydningsfulde begivenheder er den dag jeg fandt ud af, at jeg bærer rundt på en lille del, eller faktisk to små dele, af dig. Jeg skal snart være mor til tvillinger, og jeg ville ønske, at du stadig var her, så vi kunne nyde hvert øjeblik af det her sammen og ikke hver for sig. Jeg ville ønske, at du var her til at se vores børn vokse op og blive lige så fantastiske mennesker, som du var.

Jeg kommer aldrig til at finde en fyr, der er lige så fantastisk, kærlig og omsorgsfuld som dig, for du var et af de mest godhjertede mennesker jeg nogensinde har haft æren af at kende.

Kærlig hilsen

Hazel Grace

Jeg folder brevet sammen og lægger det ved gravstenen. Det virker måske fuldstændig tåbeligt at skrive et brev til Augustus, når han alligevel aldrig kommer til at læse det, men de sidste par dage har været så overvældende, at jeg har haft brug for at få mine følelser ud på en eller måde, og det har altid hjulpet at snakke om det med Augustus. Jeg rejser mig stille op fra gravstenen. Jeg kigger op i himlen og forestiller at Augustus kigger ned på mig, så jeg smiler og sender et luftkys til ham. “Jeg elsker dig Gus… Okay?” tænker jeg. Jeg kigger lige ud for ikke at falde over gravsten og hække på kirkegården og jeg når hurtigt hen til min bil, jeg sætter mig ind og køre hjem af. Radioen tændes og musik kommer ud af højtalerne i bilen; en bekendt sang. Det er den sang jeg har hørt så mange gange. Den minder om Augustus. Sangen hedder “Tee-Shirt” og er sunget af sangerinden Birdy; man skulle næsten tro at den er inspireret af vores forhold. Da omkvædet starter bliver det svært at holde tårerne tilbage, og mit blik bliver så sløret, at jeg må køre ind til siden. Jeg læner mig frem, lægger hovedet på rattet og krammer det næsten. Tårerne får frit spil. Hulken ophober sig i halsen og kommer ud som brøl og gråd. Da sangen  er slut slukker jeg radioen, starter bilen, trykker speederen i bund og kører med fuld fart ud af byen og ud på landevejen. Mørket er faldet på udenfor og min vejrtrækning bliver mere og mere besværet. Fjernt hører jeg råb og skrig. Den sidste tanke der går gennem mit hoved inden jeg helt forsvinder er “Gus…. Undskyld… Jeg elsker dig… Please red mig…”. Alt bliver mørkt.

Noget skarpt lys rammer mig i hovedet. Jeg åbner stille mine sammenknebne øjne og ser at det er en skikkelse. Uden besvær stiger jeg ud af den beskadigede bil jeg lige kørte galt i og hen mod den lysende skikkelse. Jeg kan se ambulancefolk prøve at redde mig. Jeg har påkørt en anden bil, men ingen i bilen er kommet til skade; der er kun en bule i bagdøren bag føreren. Der sad 2 yngre mennesker i bilen men de snakker nu med ambulancefolkene. Mine ben falder sammen under mig, jeg begraver ansigtet i hænderne og tårerne begynder igen af trille ned af kinderne igen. Pludselig mærker jeg en hånd på min skulder, og et skrig slipper over mine læber. I skræk kigger jeg bag mig og ser den person jeg har savnet mest. Et venligt smil breder sig på hans læber. Jeg smiler svagt og tænker ikke meget over hvad jeg gør. Hurtigt giver jeg ham et kæmpe kram. “Hvad har jeg gjort Gus….Hvad har jeg gjort”. Augustus krammer mig igen, og tårerne får frit spil. “Du har ikke gjort noget forkert. Du skal ikke være ked af det.” Han løfter mit ansigt op så jeg kan kigge lige ind i hans smukke, blå øjne. “Jeg er herinde” siger han og lægger hans hånd over mit hjerte. “Jeg læser brevene du sender. Og jeg vil bare sige….. Jeg elsker også dig Hazel Grace. Jeg er og vil altid være din skytsengel. Uanset hvad der sker kan du altid skrive breve til mig, selv om det er svært for mig at svare tilbage.” Hans hånd nærmer sig min kind for at tørre tårerne væk. “Det her har jeg ville gøre i en evighed” siger han og læner sig frem. Vores læber mødes, og jeg føler mig levende og hel igen. Stille trækker han sig ud af kysset og smiler. “Du er min prinsesse…. Men vores børn har brug for dig… Dine forældre har brug for dig… Jeg har brug for at se dig være glad og lykkelig som menneske. Lov mig at du ikke græder fordi du savner mig? Okay Hazel Grace?” Jeg smiler og kysser ham i et langt og elskende kys. “Okay Augustus Waters…. Jeg elsker dig”. Augustus smiler, hvilket får mig til at smile. Jeg går hen til min livløse krop og “hopper” ind i den igen.

Stille åbner jeg mine øjne. Jeg er omringet af ambulancereddere. Så mange mennesker. Jeg kan igen mærke vejen under mig, indånder luften og mærke min brystkasse, der stille hæver og sænker sig. Et lille smil kommer frem da jeg tænker på Augustus. Jeg kigger rundt og ser at min bil ligger på taget og at hele den ene side er skåret af for at redderne kunne få mig ud. Jeg ser dem som jeg var kørt ind i. Uden at tænke meget rejser jeg mig op i en fart og løber humpende over til dem. “Jeg er så ked af hvad der er sket…. Undskyld…. Undskyld…. Undskyld…” Manden som kørte bilen smiler lidt “Det går nok så længe der ikke er sket stor skade”. “Jeg ved virkelig ikke… Jeg ved ikke hvad der gik af mig… Det hele… Det hele skete så hurtigt…” mumler jeg og kigger rundt. Vejen ligner en slagmark, og det overrasker mig, at alle overlevede. Det mest overraskende er, at jeg overlevede; min bil var trods alt rullet om på taget. “Er du okay, frøken?” Jeg kigger op og opdager, at manden fra den anden bil kigger på mig med bekymret mine. Jeg vil gerne svare, men det føles som om al luft er banket ud af mine lunger, så jeg nøjes med at nikke og tvinge et smil frem. Pludselig bliver jeg ramt af en bølge af svimmelhed, jeg er få centimeter fra at ramme asfalten med et bump, da en af ambulanceredderne løfter mig op på en båre, og inden jeg får set mig om er jeg på vej på hospitalet. Igen…

Manden fra ulykken køre med mig fordi der ikke er nogen fra min familie der er ved ulykkesstedet. Han ser igen på mig. Jeg kan se i hans blik, at han ikke er overbevist med mit svar. Han kigger igen på mig og spørger stille: “er du sikker på at du er okay?”. Jeg kigger op på ham, lader tårerne trille. “Min kæreste… Han døde af kræft… Jeg … Kirkegård….. Savner ham så meget…. Vi skal have tvillinger… Snart føde…” stammer jeg og lægger den ene hånd på min store mave, og den anden tager jeg til hovedet. Hvorfor nu, hvorfor mig, hvorfor skal den lortesygdom også findes? tænker jeg. En hånd bliver lagt på min skulder og en stemme siger: “Det skal nok gå. Jeg er sikker på at du nok skal klare den.” Det er manden fra ulykken.

Ambulancen ankommer til hospitalet og standser ved akutafdelingens rampe. Manden smiler venligt. “Det var rart at snakke med dig. Du er en sød pige. Jeg er sikker på at du nok skal klare den. Jeg bliver nødt til at gå nu. Jeg håber vi ses en dag.” Jeg smiler og siger: “Jeg undskylder meget for at jeg begyndte at græde. Det skete for kort tid siden.” Han smiler inden han går ud og siger i farten: “det er okay, det er helt naturligt.”  

Jeg tager telefonen og ringer til mor mens ambulanceredderne kører mig ind på skadestuen. Efter andet ring tager hun endelig telefonen “Hej mor… Jeg øh… Jeg er kommet på sygehuset….. På grund af 2 ting… Vil du have den gode nyhed eller den dårlige nyhed først?” Der er stille et øjeblik. “Det kommer an på hvor dårlig den dårlige nyhed er…” siger min mor nervøst. “Den øh…. Den dårlige nyhed er meget dårlig… På en måde… Lad mig sige det kort og kontant… Jeg har været grunden til at der har været et kæmpe uheld ude på landevejen…” Der er igen stilhed… “Jeg hørte godt noget om en ulykke på landevejen… Hey VENT!! Er DU PÅ HOSPITALET?!” Jeg skulle have holdt min kæft om den ulykke. “Mor, slap af. Der er ikke sket noget alvorligt, bortset fra at din bil nu ligger med bunden opad på en græsmark uden for byen. Er jeg tilgivet, hvis du får den gode nyhed?” Uden tøven siger hun “MIN BIL ER HVOR?!.... Vent, måske er du tilgivet, hvis jeg får den gode nyhed af vide, men så skal den også være virkelig god!” jeg smiler let. Typisk mor altså. ”Jeg kan mærke, at jeg snart skal føde, så jeg beder dig pænt om at trække far væk fra fjernsynet, hente Isaac og komme herud i en helvedes fart. Jeg ringer til Isaac lige nu efter vi er færdige med at snakke…. “ “Jamen Hazel…. Vi er på vej lige nu.. Vi ses skat… Jeg elsker dig.” Og med det lægger hun på. Jeg smiler og ringer med det samme Isaac op. Efter andet ring tager han telefonen. “Hvem end det er, så lad mig sove…!” mumler Isaac søvnigt “Hej Isaac… Det er Hazel Grace her.. Jeg har en god nyhed, og jeg har brug for at du kommer ud på sygehuset nu. Jeg skal snart føde tvillingerne, og jeg har brug for dig ved min side…” Der er stille i et kort øjeblik… “Hej Hazel… Jeg var lige ved at sove. Lige nu har jeg kun underbukser på, men jeg tager tøj på nu, og så er jeg på vej…” “Forresten kommer min mor og henter dig. Så du behøver ikke at ringe efter taxier.” Isaac griner hæst i den anden ende, og en pludselig bølge af ro flyder igennem min krop. “Du har et sjovt grin”, hvisker jeg og lukker øjnene. “Du er dejlig Hazel…. Jeg ved at du smiler selvom jeg ikke kan se dig”, siger han. Han har jo ret. Jeg smiler. “Du har ret”, siger jeg med en glad stemme. “Nu er din mor her for at hente mig, så jeg smutter nu. Vi ses snart skat… Jeg mener Hazel”. Jeg smiler “Vi ses Isaac” og med det lægger jeg på.

Både min mor, far og Isaac er til stede på fødestuen. En kvinde kommer ind i lokalet, går hen til mig, rækker mig hendes hånd og præsenterer sig selv. “Hej, mit navn er Dr. Yang. Du må være Hazel Grace Lancaster. Jeg er din jordemoder og vil være ved din side gennem hele fødslen. Jeg tager imod din baby, når du føder.” Jeg smiler og kan mærke at vandet går. “Hej Dr. Yang. Jeg tror vandet lige er gået… “ siger jeg panisk. Isaac sidder i en stol ved siden af min seng, og mine forældre sidder for enden af sengen på 2 stole op ad væggen. “Bare tag det roligt prinsesse. Babyen kommer ikke lige med det samme”, siger min mor i et forsøg på at berolige mig, men det hjælper ikke, for jeg ved, at hun er mindst lige så nervøs som jeg er, hvis ikke mere. “Mor… Kan du måske holde mund i bare 2 minutter? Du hjælper ikke ligefrem!” skriger jeg og griber fat i Isaacs hånd. Isaac giver et sæt men smiler så. “Mor og far i må gerne gå ud. Så kan i komme ind når jeg har født.” De nikker forstående, går ud og lukker døren efter dem. Jeg drejer hovedet mod Isaac, smiler og kysser ham på kinden. “Hvad var det kys for?” jeg smiler og bliver lidt rød i kinderne. “Det er som tak fordi du er her for mig” og fordi du er dejlig skat… øhh… Isaac...tænker jeg. Isaac smiler og tager min hånd. Der kommer en par kraftige veer. Mine ben sættes op i bøjlerne og jeg begynder at presse. “Arrrhhhh… Iiihhh … Årrhhhh…. Raaaaahhh” siger jeg stønnende. Sådan fortsætter det i hvad der føles som en evighed, og efter flere timers ulidelig smerte er mine børn kommet til verden. Først drengen, så pigen få minutter efter. Jordemoder Dr. Yang tager imod tvillingerne “Tillykke Hazel, det blev tvillinger. En dreng og en pige. Har du tænkt på navne til dem?” Jeg smiler til hende “ Drengen skal hedde  A.J. for Augustus Junior, fordi …. Min kæreste hed Augustus, og jeg blev gravid med vores børn før han… Før han døde af… Af kræft…” En tåre triller ned af min ene kind. Isaac giver mig et blidt klem i hånden. Jeg tørre min tårre væk og fortsætter, mens jeg smiler til hende” Pigen skal hedde Grace” Dr. Yang smiler “Det er nogle smukke navne. Jeg er ked af at høre det med din kæreste. Gud velsigne dig og dine børn”. Med disse ord giver hun mig tvillingerne og jeg smiler stort. “Mange tak. Kan jeg lokke dig til at hente mine forældre?” Hun smiler og går ud af døren. Jeg smiler og kigger ned på A.J og Grace. A.J ligner Augustus så meget, at han kunne være hans dobbeltgænger, og Grace minder så meget om mig, at hun kunne være min dobbeltgænger. “Hvor er de smukke.” siger jeg lavt idet tanken går gennem mig. Isaac smiler svagt. “Jeg ville ønske, at jeg kunne se dem. Forhåbentligt er der snart nogen, der opfinder de robotøjne jeg nævnte i talen til Gus”, siger han og griner. Jeg kysser A.J og Grace på panden “Jeg ville ønske jeres far Augustus Waters kunne se jer. Jeg ved at han elsker jer lige så højt som jeg gør.” Jeg smiler og vender ansigtet mod Isaac og kysser ham blidt på munden. Der går ikke længe, før Isaac har rejst sig, grebet fat om min nakke og låst vores læber fast i et kys så lidenskabeligt, at jeg næsten får hjertestop. Jeg kysser igen, idet døren går op ind til værelset. Isaac smiler og sætter sig tilbage i stolen han sad i før, ved siden af mig. Mine forældre og Dr. Yang kommer indenfor og smiler. “Nøj hvor er det nogen dejlige børn” siger min mor og nærmest løber over til mig. Min far kommer gående efter hende og smiler “Må jeg holde dem” udbryder mor så. Jeg smiler og nikker. “Ja…. Du kan holde pigen. Hun hedder Grace…”Hun smiler og nikker. Jeg smiler og rækker Grace til mor. Hun smiler og vugger hende fra side til side. “Far…. Vil du holde drengen… Han hedder A.J…” Han nikker og smiler. “Ja det vil jeg gerne Hazel.” Jeg smiler og rækker A.J over til far. “Hvad står A.J for?” spørger far i det han får den lille dreng i armene. Jeg smiler “A.J står for Augustus Junior”. Far smiler og ser ned på A.J “Han ligner Gus meget.” Jeg smiler og kigger med på mine hænder. Isaac tager fat i min hånd og nusser den. Jeg smiler og løfter vores hænder op og kysser hans hånd, men mor og far er for optaget af børnene til at opdage det. Dr. Yang smiler til mig og giver tegn at hun går ud så vi kan få lidt privatliv. Jeg smiler, nikker til hende og sender hende et taknemmeligt blik, hvorefter jeg drejer hovedet til den anden side og ser at Isaac har et lille smil på læben. Jeg smiler og kysser ham igen på kinden, inden jeg lukker øjnene og lader mig glide ind i en dyb og tiltrængt søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...