A Little Part of You

"Isaac, jeg øh... Jeg ved det lyder underligt øhh... Jeg har øhh...Du ved når to mennesker er virkeligt forelskede så viser de det ved hed kærlighed i øhh... I sengen... Det er det der er sket... Ja... Du ved...."

"A Little Part of You" er fortællingen om Hazel's liv, efter hun mistede sit livs kærlighed, Augustus Waters. Hun står nu i en situation, der kræver al den støtte hun overhovedet kan få. Og måske får hun også øjnene op for, at hun ikke skal give op på kærligheden endnu...

-Advarsel!! Hvis du er yngre end 18 år bedes du ikke læse denne fanfiction da der bruges anstødeligt sprogbrug. Hvis du er yngre end 18 læser du på eget ansvar.

2Likes
2Kommentarer
681Visninger
AA

1. Kapitel 1

Tiden er inde. Dagen er kommet. Jeg skal på sygehuset med Frannie og Michael. Er jeg glad for det? Nej, egentlig ikke. Jeg har brugt så meget tid af mit liv på sygehuset, alt for mange timer på tåre og sorg. Jeg savner ham som en sindssyg, og med ham mener jeg Augustus Waters.

 Et par måneder efter begravelsen begyndte jeg at få det ufatteligt dårligt, og til at starte med troede mine forældre, at kræften havde spredt sig, hvilket er logisk nok, eftersom sandsynligheden er langt fra mikroskopisk, men det viste sig at være langt værre. Jeg var gravid i anden måned, og da Dr. Maria overbragte de “gode” nyheder gik jeg i panik. Jeg er en 18 år gammel kræftpatient, der kan dø når som helst… Hvordan skal jeg kunne tage mig af et barn, når der er chance for, at jeg aldrig kommer til at være en del af hans eller hendes liv?!

 Køreturen hen til sygehuset føles som værende ekstremt lang uden egentlig at være det. Tankerne køre rund i hovedet og følelsen af spænding bliver større og større. Hvorfor ved jeg ikke. På vej hen til sygehuset køre mor hen til Isaac, fordi hun ikke mener, at jeg kan klare denne scanning alene, men de er der jo, så teknisk set er jeg jo ikke alene. Jeg stiger ud af bilen, vralter op til døren og ringer desperat med dørklokken, og ikke lang tid efter åbner Isaac med et irriteret udtryk i ansigtet. "Hvad kan jeg hjælpe med?" siger han. Jeg smiler lidt "Hej Isaac.... Jeg øh.... Jeg har brug for at du tager med mig på sygehuset." Han træder forsigtigt frem med åbne arme og trækker mig ind til sig. "Hazel, længe siden. Har du taget på? Jeg plejer at kunne kramme dig meget tættere?" Et lille grin undslipper mine læber, mens jeg krammer igen. "Isaac, jeg øh... Jeg ved det lyder underligt øhh... Jeg har øhh...Du ved når to mennesker er virkeligt forelskede så viser de det ved hed kærlighed i øhh... I sengen... Det er det der er sket... Ja... Du ved...." Han træder skræmt et par skridt tilbage og kigger på mig med bekymret mine. “Hazel, prøver du at fortælle mig, at du er gravid? Men hvem er faren? Hvornår er det sket? Burde jeg være bekymret? Moar!!" "Isaac ssshhhhh!!!” En kvindelig skikkelse kommer frem bag ham. Jeg kan ikke se hendes ansigt fordi belysningen er svag. "Ja min skat?" Isaac vender sig om så han har fronten mod hende. "Hazel er gravid og har brug for mig. Så jeg tager med hende på sygehuset, som i lige nu!" Jeg kan fornemme panikken i hans mors stemme da hun træder frem og siger : “Hvorfor har hun brug for dig? Er du faren? Hvorfor har du ikke sagt noget?” Isaac kigger på mig og sender mig et svagt smil, der siger ‘bare spil med’, inden han vender sig om mod sin mor igen, og jeg gør som han gjorde tegn til. “Ja frue. Din søn er faren, og det er MEGET vigtigt, at han er til stede lige netop i dag. Ser du, det er i dag vi finder ud af, om vi skal have en dreng eller en pige, og vi glæder os begge to rigtig meget. Isaac, skat. Få nu sko på, så vi kan komme videre. Vi er allerede for sent på den”, siger jeg og giver Isaac et lille puf, så han snubler ind i entréen igen. Hurtigt får han taget støvler og læderjakke på og går tilbage til mig. Vi siger farvel og går ned af havegangen. Isaac tager min hånd mens vi går ned til bilen. Jeg åbner døren for ham og hjælper ham ind i bilen, hvorefter jeg slipper hans hånd, lukker hans dør, går om på den anden side og sætter mig ind. Frannie sætter i gang og køre mod sygehuset igen.

"Er det rigtigt at Isaac er faren? Det bliver sådan et bedårende barn", siger mor stille. Isaac griner, og det samme gør jeg. "Vi lavede sjov over for hans mor, mor...", siger jeg. "Jamen du sagde...?" "Mor nej" Hun tier stille. Jeg kigger over på Isaac og ser at han smiler. Han holder hans hånd frem på sædet mellem os. Jeg lægger den i hans og smiler let. "Han ville være stolt og have elsket at se dig og jeres barn vokse op", hvisker han så kun jeg kan høre det.

Mor parkerer foran sygehuset. "Isaac vi er her nu. Kom" siger jeg, stiger ud af bilen og vralter om på den anden side af bilen, hvorefter jeg åbner døren for ham. Han stiger ud og lukker døren, og sammen går vi ind i forhallen og videre op på anden sal hvor ultralydsafdelingen er. Mit hjerte hamrer mere og mere, og det er lige før jeg mister pusten. En sygeplejerske kommer hen og tager imod os i det vi går ind på afdelingen. “Jeg har en tid til scanning” siger jeg. “Mit navn er Hazel Grace Lancaster”. Sygeplejersken smiler og nikker. “Ja. Tag venligst plads. Så bliver du hentet, når det er din tur.” Hun smiler svagt og går så videre ned igennem den lange korridor i sko, der giver et øredøvende piv fra sig, når de rammer gulvet “Mange tak”, siger jeg og går hen til venteværelset. Jeg sætter mig ned på en af stolene og har Isaac på min højre side og mor på min venstre. Far sætter sig ved siden af mor og rækker ud efter min hånd, for at berolige mig, men det hjælper ikke. Isaac prøver også at berolige mig ved at kysse mig blidt på kinden. Mor og far lægger ikke mærke til det fordi de er fuldt optaget af at snakke og berolige dem selv, for de er nok lige så spændte som jeg, eller mere. “Kyssede du mig seriøst lige?” spørger jeg og kigger på Isaac med et undrende blik, selvom jeg ved, at han ikke kan se det. “Øh, ja. Det var bare… Undskyld…” En rødmende farve kommer frem i hans ansigt, og jeg kan ikke lade være med at smile, for jeg har aldrig set ham sådan før. Ikke engang da han var sammen med Monica. En kvindelig sygeplejerske kommer til syne i dørkarmen til venteværelset, og jeg kigger op på hende med det samme. Hun smiler og siger: “Hazel Grace Lancaster”. Jeg smiler og nikker, siger: “Ja det er mig”, mens jeg forsigtigt rejser mig op og følger med den venlige sygeplejerske; de andre følger blindt efter som en flok hundehvalpe. “Sagde Dr. Maria ikke, at hun ville være til stede i dag, eller er der noget jeg fuldstændig har misforstået?”, spørger jeg fortvivlet og kigger på min mor. “Hun vil være inde og scanne dig.” Mor smiler svagt. Sygeplejersken åbner ind til lokalet hvor Dr. Maria sidder. Hun rejser sig op og giver mig hånden. “Hej Hazel, kom indenfor.” “Tak”, siger jeg og træder indenfor; de andre hilser også på hende. “Jeg er virkelig glad for, at du er her. Det er bare… Hvis der nu sker noget uventet. Ikke fordi jeg ikke stoler på de andre læger, men du kender mig, og du ved lige hvad du skal gøre.” Godt nok har hun kunnet gå mig på nerverne som ingen andre, men hun har fulgt mig, lige siden jeg blev syg, og jeg vil for alt i verden ikke have en anden læge. “Lad os komme i gang”, siger hun med et smil. Jeg smiler også. “Hop op på briksen” kommanderer hun, og jeg gør som hun siger uden at tøve. Den er lidt høj for mig, men jeg formår at hoppe der op. Jeg lægger mig på ryggen og trækker op i blusen, så hun kan komme til at scanne min mave. Dr. Maria hælder lidt gele på min mave, og tager scanneren der er koblet til en stor tv-skærm så man rigtig kan se hvad scanningen viser. I et øjebliks panik griber jeg fat i Isaacs hånd, knuger den så hårdt, at jeg næsten brækker hans fingre og kigger væk fra skærmen. “Jeg tør ikke kigge.” Isaac griner. “Så slemt kan det da heller ikke være? Du har jo glædet dig sådan til at finde ud af, om det er en dreng eller en pige. Har du ikke?” “Jo….” siger jeg lettere genert og løsner grebet om hans fingre lidt. “Det skal nok gå” siger han med et lille smil på læben. Dr. Maria køre stille scanneren over min mave. Stille og roligt  ser man et lille bankende, og ikke lang tid efter ser man et andet lille bankende hjerte. “Det er tvillinger, Hazel.” siger Dr.Maria med et smil på læben. Jeg smiler og glædestårer triller ned af mine kinder. Et kort øjeblik kigger jeg væk fra skærmen og op i loftet. Gud, hvor jeg savner ham mere og mere. Gad vide hvad han ville sige, hvis han var her nu. Jeg samler tankerne omkring scanningen igen og kigger på skærmen. “Vil du vide kønnene på tvillingerne?” spørger Dr. Maria. Jeg smiler og nikker stille “Ja tak.” Isaac smiler. “Tvillinger? Virkelig? Wow! Augustus ville have været helt oppe at køre. Ved hans forældre noget?” spørger han og nusser min pande. “Nej ikke endnu. Jeg har planer om at køre derover efter scanningen… Vil du med eller…?” spørger jeg. “Hvis du har brug for, at jeg tager med?” “Please, tag med. Jeg er lidt bange for at de bliver sure, men sådan kender jeg dem ikke” siger jeg, og Isaac smiler og nikker. “Super”, siger han lavt. Mor bryder ind - typisk hende. “De vil helt sikkert blive lykkelige når de hører nyheden, selvom du er 5 måneder henne”. Jeg smiler og griner let. “Det har du ret i mor”. Hun smiler også. Jeg kigger på Dr. Maria. Hun har i mellemtiden tørret geleen af, så det ikke kommer til at sidde i tøjet. “Nu er du klar til at fortælle dine svigerforældre den gode nyhed.” Jeg sætter mig op, retter på tøjet og er på vej til at forlade lokalet, da et spørgsmål popper op i mit hoved. “Hvad er chancen for…” Jeg tøver lidt og prøver så igen. “Hvad er chancen for, at børnene på et eller andet tidspunkt i deres liv får kræft, når nu begge forældre er eller var kræftpatienter?” Dr. Maria kigger på mig og smiler let for at prøve at gøre stemningen lidt mindre trist, for jeg kan se på hende at det ikke er en god nyhed. “Der er 50% chance for at tvillingerne får cancer, og der er 50% chance for at de ikke får cancer. Vi er kommet så langt  inden for forskning, at man kan tage en blodprøve når børnene er nyfødte og se, om de har cancer.” “Du skal ikke stikke i mine børn!” nærmest skriger jeg og skynder mig ud, så hurtigt det nu engang er muligt. Jeg skulle aldrig have stillet det spørgsmål, for jeg vidste jo godt, at jeg ikke kunne tåle at høre sandheden. Isaac, mor og far kommer gående efter mig, dog lidt hurtigere end mig, så de indhenter mig hurtigt. Da vi når ud til bilen hjælper jeg Isaac ind, hvorefter jeg selv sætter mig ind, og mor starter bilen og køre over mod Mark og Cindys hus. Jeg kigger ud af vinduet. Ingen siger noget. Det eneste man kan høre er den lave musik i radioen.


Mor stopper bilen ude foran havegangen op til Mark og Cindys hus. Jeg smiler. "Så er det nu..." Isaac smiler og klikker hans sele op. Jeg stiger ud af bilen og åbner døren for ham "Tak for turen, mor og far. Jeg ringer, når vi gerne vil hjem." Mor griner og vinker. "Vi ses skat, vi ses Isaac". Jeg lukker døren og går med Isaac op til fordøren; inden jeg ringer på ringeklokken tager jeg en dyb indånding. "Det skal nok gå Hazel", siger Isaac stille. Jeg smiler og aer ham blidt på armen "Tak Isaac. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre, hvis du ikke var taget med". Min puls bliver lidt hurtigere for hver millimeter min hånd nærmer sig ringeklokken. Der går lidt tid, før jeg tager mig sammen og trykker knappen ind og ringeklokken lyder inde i huset. Ikke lang tid efter åbner Cindy, og et kæmpe smil breder sig på hendes læber "Hej Hazel, hej Isaac... Hvor er det lang tid siden". Hun træder frem for et kram, og jeg krammer igen; Isaac får også en krammer af hende. "Hvad bringer jer her til?" spørger hun nysgerrig. Jeg smiler. "Er det okay, hvis vi lige kommer indenfor et øjeblik?" spørger jeg. Hun smiler. "Ja, selvfølgelig. Kom indenfor." Jeg smiler taknemligt. “Vi kan sidde i sofaen. Har i lyst til noget? Te, kaffe, sodavand?”. Isaac går ind i stuen,og jeg hjælper ham med at finde sofaen, så han kan komme ned og side. Isaac smiler og siger: “Jeg vil gerne bede om en sodavand, tak”. Gus’ mor smiler. “Jeg vil gerne bede om en kop te,” siger jeg og sætter mig forsigtigt ned. Gus’ mor går ud i køkkenet og henter te, en sodavand og en kop kaffe til sig selv. Kort tid efter kommer hun ind i stuen igen og giver os de drikkevarer vi bad om. Hun sætter sig ned på stolen overfor sofaen og kigger spændt på mig. “Alting ligner sig selv herinde. Jeg har faktisk savnet det lidt”, siger jeg, mens mine øjne glider hen over de velkendte omgivelser, inden de stopper lige over kaminen, hvor adskillige billeder af Augustus er sat op, så de næsten fortæller en historie.“Vi har ikke haft lyst til at rykke rundt i huset efter Gus gik bort…” siger Cindy. Hun kigger på mig. Jeg kigger tilbage på hende og tager en dyb indånding. “Jeg har noget jeg skal fortælle dig og din mand, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det sagt, eller hvordan i vil reagere.” Hun kigger undrende på mig, inden hun siger: “Sig frem Hazel. Du ved at vi ikke kan blive sure på dig”, med et smil på læben. Jeg smiler og lægger min højre hånd på maven og nusser den stille. “Du ved, at Gus og jeg var i Amsterdam for 5 måneder siden…. Der skete noget derovre…” Jeg tøver med at fortælle hende det, fordi jeg føler mig mere og mere nervøs og bange for, at hun ikke vil bryde sig om den glædelige nyhed. “Bare sig det, Hazel. Det skal nok gå”, siger Isaac og lægger forsigtigt en arm om mig. “Gus og jeg havde sex i Amsterdam, og han gjorde mig gravid. I dag, inden jeg kom herover, var jeg til scanning, og den viste at vi skal have tvillinger.” Jeg nusser min mave lidt mere og kigger ned. Tårerne kommer frem i øjenkrogene, og enkelte tåre triller ned af mine kinder. Det vil have været nemmere hvis han var her lige nu. Meget nemmere... Cindy rejser sig op og kommer over til mig. Isaac fjerner stille sin arm, så hun kan kramme mig. Vi krammer og hun hvisker: “Det er ikke noget at være ked af. Det er okay… Jeg er glad for nyheden. Du må altid komme over hvis du har brug for det.” Hun smiler og nusser min mave. “Jeg er sikker på at Augustus ville have været lykkelig, og han ville være blevet en god far..” Der er stille et øjeblik, inden hun fortsætter. “Hvilket køn er tvillingerne?”. Jeg smiler og tørrer tårerne væk fra mine kinder. “Det er en dreng og en pige… Jeg har gået rundt og tænkt på navnene… Drengen skal hedde A.J. for Augustus Junior… Og pigen skal hedde Grace.“ Cindy smiler. “Det er nogle smukke navne.” Jeg smiler stolt “tak… Ved du hvor Mark er? Jeg vil gerne fortælle ham den gode nyhed.” Hun smiler lidt, men det fader hurtigt ud. “Lige nu er han på arbejde, men jeg kan fortælle ham det, når han kommer hjem” Jeg smiler og nikker. “Det må du gerne… Jeg øh.. Jeg tænkte på, om jeg må gå ned på Gus’ værelse med Isaac lidt?...”Hun nikker, og med et smil siger hun: “Ja selvfølgelig… I må blive her lige så længe i har lyst...”. Jeg smiler. “Tak for te og snakken. Det er dejligt, at i kan lide nyheden”. Isaac smiler. “Jeg vil også sige mange tak for sodavand”. Cindy smiler og nikker. “Velbekomme. Jeg er i køkkenet, hvis i har brug for noget.” Med det tager hun den tomme flaske og de tomme kopper med ud i køkkenet. Jeg hjælper Isaac op, og sammen går vi ned på Augustus’ værelse. Idet jeg står for enden af trappen kommer alle minderne tilbage: Da han gav mig komplimenter mens Isaac spillede videospil. Da vi kyssede. Da vi hyggede os. Da han lærte mig at spille videospil. Da han lå der på sofaen omgivet af slanger og smilede gennem smerten… Jeg går over til hans seng, lægger mig ned i den og krammer hans pude. Duften er der stadig, duften af ham… Isaac sætter sig i den ene af spillestolene; jeg tror han også tænker på minderne herfra. Mine øjne glider i og Augustus kommer til syne. Han smiler, lægger sig bag mig og kysser min kind. “Du er en dejlig kvinde, Hazel Grace. Jeg elsker dig af hele mit hjerte… Okay?”, siger han, imens han nusser min mave.  “Okay”, siger jeg, men så kalder en stemme på mig; det er Isaac. “Hazel...Hazel, vågn op…” siger han og rusker let i mig. Han står ved siden af Gus’ seng. Jeg sætter mig op. “Jeg er vågen”, siger jeg hurtigt. Han smiler og signalere, at jeg skal med ham. “Vi må hellere komme afsted. Du lyder træt og udmattet.” Jeg nikker og smiler til ham, selvom han ikke kan se det. “Det har du ret i”, siger jeg, og sammen går vi ovenpå igen. Cindy sidder i stuen og snakker i telefon. Det lyder til at være hendes veninde, med den måde hun snakker. Idet vi er i stuen smiler hun til os. Hun sætter veninden på hold på telefonen, hvorefter hun kommer over til mig og Isaac. “Vi bliver hentet nu. Tak fordi vi måtte være her, Mrs. Waters” “Tak fordi i kom. Og tak for den gode nyhed.” Hun trækker mig tæt ind til sig og hvisker: “Glem ikke at du er en stærk pige, Hazel”, i mit øre. “Hvis jeg var stærk ville jeg nok ikke stå her og stortude”, mumler jeg ned i hendes trøje og lukker øjnene. Faktisk har jeg slet ikke lyst til at tage afsted. Jeg vil blive her, så jeg i hvert fald bare har en lille chance for at føle Augustus’ nærvær og ikke føler, at jeg står alene med vores to børn, men jeg ved, at jeg på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at tage hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...