Umenneskelig


3Likes
7Kommentarer
261Visninger

1. Umenneskelig

Hjertet bankede i mit bryst. Jeg kunne mærke det, og jeg vidste det var der. Havde det ikke været, fordi jeg løb så hurtigt, havde jeg troet, at det var væk. Knust, som den verden, der var omkring mig. Som sandet, der fløj omkring mine fødder. Engang var der noget, der hed skoler, der lærte man, hvordan man kunne have forhindret det hele. Hvis ikke det havde været for… Min tankegang blev bremset brat. Jeg kiggede ud over det forblæste ørkenlandskab, som engang havde været en frodig skov. Nogen enkle steder var der stadigvæk en træstub. Ikke andet. Det var det eneste tegn på, at der engang havde været andet her. Andet end en gold ørken. Jeg hørte en lyd, der ikke passede ind i min egen lille verden. Et menneske! Et vaskeægte menneske. Det var ellers sjældent, man så mennesker. Mennesket var en døende race. Det betød også, at de dyriske instinkter var dukket op igen. Alle andre var for mennesker fjender, nogen der kunne mindske chancen for overlevelse. Mennesket var en ung hun, som kiggede sig nervøst omkring. Hele tiden bange for, at der kom andre, der kunne mindske hendes chancer for overlevelse, hele tiden bange for, at nogen ville komme og dræbte hende.

Engang havde min bedste ven haft et menneske. Han havde hele tiden sagt, at det var et bøvl af rang at holde mennesker. De prøvede hele tiden at stikke af, og de blev ligeså gamle som en selv. En dag døde min ven desværre, og mennesket blev aflivet. Jeg sad og studerede mennesket i lidt længere tid, inden at jeg løb videre. Det var ikke sikkert at kigge på dem. Nogen gange var de helt vilde rovdyr, blottet for medlidenhed. Aldrig kig på et menneske for længe af gangen. Man risikerer, at de går til angreb.

Jeg havde hørt, at mennesker engang var den førende race. De styrede verden. Men så, i cirka år 3000, begyndte det at gå ned af bakke for dem. Der begyndte at komme flere og flere vilde mennesker, mens vi begyndte at dukke op. I starten var vi bare et mislykket forsøg på et perfekt menneske. Siden blev vi et sidestykke til menneskernes race. I starten var vi få, men der kom flere og flere af os. Vi begyndte at blive en selvstændig race, i stedet for nogen, der ikke passede ind i deres samfund.

Da jeg var løbet tilbage til min lejr, var alt som det plejede. Mit lille telt var slået op, og der var ingen, der havde hugget mine forsyninger. Det var en fordel ved os. Vi kunne klare os selv efter mindre end et år. I alle mine 5 år havde jeg faktisk klaret mig godt. Mens mine venner døde, havde jeg klaret mig. Jeg var en overlever. En af den slags, som ikke faldt fra i ’udvælgelsen’. En af den slags, som holdt sig i live længere end gennemsnittet. Jeg var den eneste tilbage i min flok. Alle mine søskende var døde. Jeg gik ind i teltet og begyndte at læse videre i min bog om Amerika. Det var åbenbart, hvad det her område hed. Jeg havde brugt det meste af mit korte liv på at lære ’engelsk’. Et gammelt sprog, som nu var dødt. Det var stadig lidt besværligt at læse, men det gik efter næsten det samme system som min mors lejrs sprog. Jeg begyndte at læse bogen, som var skrevet i år 3500 af en ’forfatter’ fra den gang. Dengang, hvor mennesker stadig var civiliserede.

De er begyndt at vandre væk. De siger, at verden er på vej mod enden, at vi alle snart skal dø. Det er ikke det rigtige. Det ved jeg inderst inde. Jeg kender ikke så mange, der har valgt den vej, men nogen kender jeg. William Shams, Cecilia Root, folk som altid har været i mit liv. Folk som jeg vil savne enormt. Flere og flere vælger den vej. Vejen, hvor man må klare sig selv i naturen. Den vej hvor mennesker bliver til dyr. Er det virkelig deres måde at klare problemet på? Ved at fjerne sig fra alt teknologi?

Jeg stoppede med at læse. Den mand talte om fortiden. Den fjerne fortid, hvor mennesker levede med ’teknologi’ og vidste mangt og meget om jorden og universet. Men alting har ændret sig. Alt. Tidligere læste jeg om noget, der fangede min opmærksomhed. En katastrofe, som ændrede hele jorden. En af jordens grænser, som blev overskredet. Ignoreret indtil det var for sent. Det hele kom ud af kontrol. Forfatteren havde kaldt det for den ’globale opvarmning’. Det var åbenbart det, der havde fået jorden til at blive til en ørken. Det kunne godt være, at de mennesker der var dengang, havde kaldt sig selv for intelligente, men jeg syntes egentlig bare, de var dumme. Nogen dumme væsner, der ikke en gang kunne finde ud af at arbejde sammen om at redde en planet. Heldigvis opstod vi af asken. Af det bål menneskerne havde skabt omkring sig selv. Hvis vi havde været, der var det aldrig sket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...