I det lange løb

Med en alkoholiseret mor og en far der aldrig har eksisteret, er der ikke meget at leve for for den 17-årige, som denne historie handler om.
Mit bidrag til The Maze Runner konkurrencen.

0Likes
0Kommentarer
120Visninger

1. Kapitel 1

"Bare følg mig og løb som om dit liv afhang af det. For det gør det."

Sådan sagde han. Disse ord som hverken ændrer sig anden eller tusinde gang, jeg siger dem. Alligevel er de i mit hoved hele tiden. De er der når jeg falder i søvn, når jeg står op, når jeg sætter mit hår og når jeg tager noter i historietimerne. De sidder fast, klistret fast for mit indre blik, som de bogstaver man kan købe med tape på bagsiden. Forskellen er bare, at de kan tages af, hives af hvis bare man finder det rette sted at trække. Det kan dem i mit hoved ikke. De bliver der, uanset hvor meget jeg forsøger at fjerne dem.
Burde jeg ikke være fulgt med ham? Burde jeg ikke have hjulpet min barndoms bedste ven, mit holdepunkt gennem hele livet da han havde allermest brug for mig? Jo, det burde jeg, det skulle jeg. Men jeg gjorde det ikke. Jeg blev tilbage og lod ham gå, slap ham uden kamp.
Jeg bliver ved med at forestille mig, hvordan vores liv ville have set ud, hvis jeg var fulgt med ham. Havde vi levet i skoven, sådan som de gjorde i de eventyr, vi læste da vi var børn? Eller ville vi bo for os selv langt væk fra alt dette? Langt fra vores forældre, langt fra hans fars raseri og min mors opgivende blik og vodkaflasker. Ville jeg så slippe for at se de blå, gule og sorte mælker i hans ansigt og på hans arme og ben? For det var det, mærker efter slag, og man behøvede ikke være nogen stor tænker for at forstå, hvor de kom fra.
Han forsøgte aldrig at skjule dem overfor mig selvm han, når vi var sammen med andre, skjulte dem med tøj og deskret makeup.
Men han er væk nu. For altid forsvundet, og mine minder om ham begynder langsomt at falme, at blive utydelige i kanterne og krakelere.
Mindet om den aften han forsvandt står dog tydeligt for mig. Så tydeligt, at jeg somme tider ville ønske, det bare forsvandt. Jeg hører hans skrig og farens rasende stemme, da jeg åbnede hoveddøren.
Jeg husker, hvordan jeg støttede mig til siden af døren og lyttede. Jeg husker, at jeg tænkte jeg burde flygte, men jeg blev stående.
Han så mig førit da han kom ud i gangen i løb. Hans næse blødte og hans ansigt var helt forslået.
Derhjemme sad min mor ved bordet med sin trofaste vodkaflaske foran sig, med sit svømmende blik og sine snøvlende ord som ingen mening gav, selv ikke for mig som havde hørt dem i flere år.
Ingen bekymrede sig om, hvor vi gik hen, ingen bekymrede sig om os. Først når vi vendte tilbage kom alle skældsordene.
Og den aften var det som om glasset flød over. Ingen af os kunne klare mere, og han tog min hånd og vi løb.
Da vi nåede skovens udkant nogle minutter senere, sagde han dem, de ord som jeg har haft i mit hoved lige siden:
"Bare følg mig og løb som om dit liv afhang af det. For det gør det."
Og det gjorde det. For ham og for mig, men jeg kunne ikke se det og jeg blev tilbage. Gav slip på det eneste der var tilbage at leve for.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...