Fantasterne

Jeg har valgt mulighed tre.
Fantasterne har overtaget verden. Fantasilægerne er sat i fængsel, og to af dem vil nu prøve at slippe ud.

3Likes
2Kommentarer
139Visninger

1. Fantasterne

”Bare følg mig og løb som om dit liv afhang af det. For det gør det!” sagde Casper. Jeg kiggede mig nervøst til højre og venstre. Okay, der var fri bane, som Casper havde lovet. Jeg forlod sovekammeret og fulgte med Casper. Fantasterne havde forvandlet kontrolhuset til vores fængsel. Et fængsel, som jeg i aften skulle prøve at slippe ud af.

Alle kender årstallet, der ændrede hele vores verden. Det var i 2018, da et hold forskere mente, de havde fundet en kur mod Alzheimers. Men få dage inden kuren skulle testes på det første menneske, blev instituttet, hvor medicinen blev fremstillet, sprunget i luften. Laboratorieprøverne blandede sig med luften. Heldigvis blev den næste generation hverken deforme eller handicappede. I stedet vidste en stor del af børnene ikke, hvad de skulle lave, mens der blev rapporteret om børn, der frembragte magiske objekter. Til sidst fandt to videnskabsfolk ud af, at en af laboratorieprøverne indeholdt et stof, der påvirkede det center i hjernen, som er kilden til folks fantasi. Når man sammenholdt resultaterne af hjernescanninger for de børn, som havde fantasi til at fremtrylle ting med de børn som ikke kunne lege, var resultatet skræmmende tydeligt. Der var stor forskel på størrelsen af det center, som var kilden til fantasi. Børnene med for meget fantasi kaldte man for fantaster. Man frygtede, at fantasterne ville kunne misbruge deres fantasi til onde hensigter. Heldigvis opfandt man chippen. Så når et nyt barn blev født blev det bragt til kontrolhuset, hvor jeg havde arbejdet, indtil fantasterne overtog verdenen. I kontrolhuset blev barnet scannet, og hvis det var en fantast, opererede man en chip ind bag øret, der kunne overføre fantasien til folk, der var villige til at betale for den, og sådan blev fantasi en handelsvare på højde med flyvende biler.

Vi løb og så os konstant til siderne. Jeg kiggede hele tiden bagud og forventede at se fantasterne komme lige i hælene på os, men vi havde ingen forfølgere. Måske ville det alligevel lykkedes os at slippe ud.
Engang var en operation ved at gå galt. Lægerne troede, at de fik fikset det, men de tog fejl. For chippen virkede ikke, og fantasten Max beholdt sin fantasi, og mens Max voksede op, blev han mere og mere hævngerrig. Han mente, det var uretfærdigt, at fantasien blev tappet og solgt videre til fantasiløse mennesker. En dag brød han ind og lukkede ned for alle de andre fantasters chips. Det var en smal sag for fantasterne at overtage verdenen, når de bare kunne forestille sig ting, som så ville blive tryllet frem.
Det syrede i benene, og mine muskler vred sig i smerter, men jeg måtte fortsætte med at løbe. Jeg havde heldigvis ikke fantasi til at forestille mig, hvad de kunne finde på af grusomme ting, hvis de fangede mig. Vi trådte ud i den kolde aftenluft, der stak i ansigtet. Jeg kunne se det høje hegn, hvilket gav mig fornyet håb, og jeg pressede mig selv op i højere gear, vi var så tæt på. 30 meter, 20 meter. Ville vi virkelig ikke blive opdaget? Ti meter. Min hals føltes efterhånden som sandpapir, og sveden haglede ned over mit ansigt, men jeg blev ved med at løbe. Jeg måtte ikke give efter for trætheden, der næsten lammede min krop. Fem meter. Vi stoppede prustende og stønnede op foran hegnet. Mine ben føltes som budding, og jeg var nødt til at sætte mig ned, mens jeg snappede efter vejret. ”Vi må skynde os,” sagde Casper. Han spejdede rundt efter forfølgere. Jeg kom på benene og skulle til at kravle op af hegnet, men mærkede et stik i benet og jeg udstødte et smertens skrig og faldt om. Det sidste jeg så var et velkendt ansigt. Max’ ansigt.

Jeg vågnede og mærkede en overvældende smerte i låret. Jeg kæmpede for at få øjenlågene op. Langsomt vendte mine sanser tilbage. Jeg ville bevæge mig, men var bundet på hænder og fødder. Foran mig stod en skare af fantaster og hujede, og ved min side stod Casper med en løkke om halsen. Han virkede rimelig fattet på trods af situationen. Var det et glimt, som han havde i øjet? Til min forskrækkelse havde jeg også en løkke om halsen. Jeg ville have skreget, hvis ikke panikken havde slået en knude på mit stemmebånd. Selvfølgelig kunne vi ikke bare få en kugle for panden. Nej, de havde udtænkt en helt særlig måde, som vi kunne dø på. ”Det her er, hvad der sker med modstandere af fantasterne,” rungede Max’ stemme ud over forsamlingen. Han trykkede på en knap, der fik små tandhjul til at sætte i gang med en knirkende lyd. ”Vent, kan I ikke forestille jer en verden, hvor alle har lige meget fantasi?” råbte Casper skingert. Men anordningen var allerede sat i gang, og jeg forstod, at gulvet om få sekunder ville forsvinde under os. Mit hjerte galoperede, og blodet fossede i mine ører. Jeg lukkede øjnene, som om det ville kunne udsætte min død. Ville Caspers plan mon lykkedes? Hvis fantasterne forestillede sig en verden, hvor alle havde lige meget fantasi, ville alt så blive, som det havde været engang? Det var den sidste tanke, jeg nåede at tænke, inden alt blev forvandlet til totalt mørke…
 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...