Prometheus' Kald

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2015
  • Opdateret: 2 feb. 2016
  • Status: Igang
Sigurds far er forsker i nordisk mytologi, og selvom Sigurd synes at al mytologien er spændende, ville han ønske at hans mor stadig var der til at fortælle hans far, at det altså ikke er den slags en teenager vil bruge sin tid på... Indtil Sigurd altså får serveret de nordiske guder lige i ansigtet, og det hele pludselig bliver lidt for virkeligt.

Denne Percy Jackson fanfic kombinerer alle Rick Riordans hitserier, Percy Jackson-serien, Olympens helte-serien, Magnus Heide-serien og Kane Arkiverne.
Prometheus, den græske gud der skabte mennesket, har udvalgt et menneske, 15-årige Sigurd, til en hidtil uset farlig mission. De mørke kræfter rører på sig og uhyrerne fra de forskellige mytologier slår sig sammen om at gøre livet så surt som muligt for Sigurd. På sin mission møder Sigurd alle de elskede karakterer fra Rick Riordans serier, og den tørre humor vender tilbage i fuld pragt. Mød Thor, Ratatosk, Romelus og Æneas i denne fantastiske historie om en dødelig der kæmper for guderne.

2Likes
5Kommentarer
823Visninger
AA

2. Kapitel 2

Smerten. Den var det eneste han kunne tænke på. Den bed i ham, ruskede ham. Kulden sneg sig helt ind på ham og tågen snoede sig ind og ud af hans næsebor. Men han var nødt til at komme videre, nød til at komme væk fra Ham. Pustende, gispende, slingrende kom han på benene. Hvilken vej skulle han gå? Han holdt hånden tæt ind til siden for at stoppe blodstrømmen mens han slingrede afsted ud i tågen. Så så han Ham. Inde i tågen så han manden, et flimrende glimt før han forsvandt. Han blev forfulgt. Han tog en dyb indånding. Så styrtede han afsted. Væk fra manden, ud mod lyset. Tågen styrtede imod ham, han løb i blinde. Så hørte han den. Latteren. Han standsede ikke, satte derimod farten op. Så, pludselig var det som om tågen delte sig. Den klamme følelse forlod ham. Han løb og løb, mens han hulkede af glæde. Han kiggede op i himlen og så stjernerne. Han var stadig i live. Så kiggede han ligefrem igen. Intet. Så en svag flimren, og pludselig stod manden der.

Sigurd slog øjnene op. Han hev efter vejret. Han havde haft Drømmen før, men det her var anderledes. Det var mere… ægte. Den blev ligesom hængende, som et efterbillede, et åndedræt i frostvejr.

Sigurd tog en dyb indånding. Han var helt ør. Hvad var der sket? Statuen… hvor var han? Det var først da han stillede sig selv det spørgsmål at han egentligt kiggede sig omkring. Han rystede på hovedet. Blinkede med øjnene.
Så skreg han.
Under ham bevægede jorden sig imod med en utrolig hastighed. Lammet af frygt forsøgte Sigurd at tænke klart. Han måtte gøre noget hvis han ikke ville dø. Han prøvede at dreje om sig selv i luften, men det virkede ikke. Vinden blæste imod ham og håret stod om ham. Han kunne kun se på som jordkloden nærmede sig under ham, større og større og om kort tid ville han smadre ud som en klat slim på jorden. Der var utroligt koldt. Han faldt igennem en sky, og da han kom ud på den anden side var han dækket af et let lag dug, som blomsterne om morgen. Eller som tågemanden… nej. Han måtte tage sig sammen.

Ved hans side dukkede en ged op, og fulgte ham i faldet.
”Hej, jeg hedder Otis!” råbte den over lyden af vinden der brusede i hans øre. Dens horn bøjede ud af som den øverste halvdel på et timeglas. Den havde lang, brun pels, som også blev revet i af vinden, så den lignede et oppustet pindsvin. ”Eller altså, egentligt hedder jeg Tanngnjóstr, som betyder tandskærer, altså som i at jeg skærer tænder, men…”.
Sigurd skreg endnu højere. En flyvende og talende ged? Det var ved at gå helt ud af gevind. Han kunne mærke hvordan hans hoved begyndte at dunke, og en sort ring begyndte at samle sig i udkanten af hans blik. Han kunne ikke klare det mere. Der var sket så meget, og nu hang han her, og kom konstant, hurtigere og hurtigere, tættere på den sikre død. Han kunne ikke få drømmen ud af hovedet, og han var tilsyneladende også blevet sindssyg. Presset på hans sind var simpelthen for stort.
”Nå ja, slap af, du behøver da ikke at skrige, men du har vel ret,” mumlede geden, ”der er ikke rigtigt tid til høflighedsfraser! Bare tag min klov, ik’? Så flyver jeg dig op til Thor igen.” Hvis geder kan smile indbydende, var det den gjorde, og så rakte den det ene ben ud imod Sigurd.
”Kom nu, tag min klov.”

Sigurd lukkede øjnene og prøvede at trække vejret. Han holdt op med at skrige. Tæl til ti havde hans mor altid sagt til ham, bare tæl til ti. Han nåede at tælle til to, før geden afbryd ham igen.
”Øh, gider du skynde dig lidt, fordi, altså, du ved, jorden nærmer sig ret hurtigt, og jeg kan fortælle dig, at den altså ikke er blød eller noget, den gør ret ondt at ramle ind i, og da du ikke er udødelig ged vil du nok også dø og den slags…”
Det var da utroligt så irriterende geden var, i forhold til at den bare var en hallucination. En hallucination i hans døende stund. Nogle så deres liv passere revy, han hallucinerede om talende geder. Dyb indånding.
Så puffede geden til ham for at få hans opmærksomhed, og Sigurd begyndte at snurre vildt rundt som en rikochetterende missil.
”Tag fat i min klov din idiot!” råbte geden. ”Har du nogen anelse om hvor sur herren bliver hvis du dør! Han slagter mig sikkert på en ekstra grusom måde! Det orker jeg altså ikke, ikke igen i aften.”
Men Sigurd hørte knap nok hvad geden sagde. Geden… den havde rørt ved ham. Skubbet ham ud af kurs. Han havde mærket den, kød og blod. Kunne man mærke hallucinationer? Måske hvis man var virkeligt forvirret, men det troede Sigurd på en måde ikke rigtigt. Noget klikkede inde i hans hoved, som et puslespil der samledes. Geden havde sagt noget om Thor… Herren. Noget hans far havde fortalt ham lå lige i udkanten af hans tanker, men han kunne ligesom ikke helt sætte fingeren på det. Ged… Thor… Herren. Slagte. Slagte igen i aften. Da han fik lagt alle brikkerne sammen, skreg han først for alvor. Alt det hans far havde sagt, kunne det…

Nej. Han tog en dyb indånding. Uanset hvad var han få sekunder fra sin død, og hans eneste chance, om end spinkel, var at få hjælp af geden. Den flyvende og talende og, ifølge den selv, udødelige ged. Men han havde svært ved at gøre som den sagde og tage fat i dens klov, for han snurrede stadig rundt ved en utrolig hastighed, som i en centrifuge, og geden sås kun i glimt, når hans blik snurrede forbi den. Han var til gengæld uendeligt bevidst om jorden, der kom nærmere for hver gang han så den. Desperat prøvede han at standse sin snurren, men han kunne intet gøre. Skulle han dø nu? Pludselig gik det virkeligt hurtigt. Han så en skikkelse flimre frem for sig. Det mindede ham om noget, men før han nåede at blive rigtigt bange, så han, at det ikke var hvem han troede det var. Det var en pige. Hun havde en rustning på, og fløj på en flyvende hest, som så ud til at være lavet af røg. Han var ikke sikker på om han havde set rigtigt, for han så stadig kun alting i glimt, men det så ud som om hun holdt et spyd af det reneste lys. Han blinkede forvirret, og holdt op med at forsøge at stoppe sin snurren. Pludselig kunne han ikke se hende længere. Han kiggede forvirret rundt, og ramte så noget så hårdt, at smerten overtog alt. Han havde ramt med maven først, og alt luften var slået ud af ham. En brændende smerte bredte sig fra maveregionen og ud i hver en krog af hans krop. Specielt ét sted i maven skreg så hårdt af smerte, at det sortnede for hans blik. Han var ikke meget erfaren med skader, men det føltes som om han havde brækket et ribben. Havde han ramt jorden? Så ville han da være død. Han opdagede at han havde holdt vejret efter alt luften blev slået ud af ham, og nu hev han febrilsk luft ind og udstødte en rallende lyd som en fisk strandet på land. For anden gang den dag, spurgte han sig selv hvor han var. For anden gang, virkede svaret helt surrealistisk. Lå han med benene dinglende på den ene side af en hest lavet af røg, og hovedet dunkende ind i hestens anden side? Tilsyneladende. Hesten galoperede hen over himlen, og længere fremme af hestens flanke sad pigen med rustningen og kiggede på Sigurd. Hendes ansigt så meget beslutsomt ud, meget krigerisk og… voksent. Men hun så ikke meget ældre ud end ham, faktisk lod hun til at have nogenlunde samme alder. Sigurd var pludselig meget bevidst om sin rallen, men han kunne stadig ikke få vejret.
”Tak,” fik han fremstammet, og hun nikkede til ham. Så vendte hun sig om og kiggede søgende op i himlen. Hvad ledte hun efter? Sigurds tanker kunne ikke helt hænge sammen, men han vidste at han var nødt til at sikre sig, at det der var sket, ikke var det han var bange for.
”Hvem…”. Han rallede lidt mere, og tog så en dyb indånding. ”Hvem er du? Og… hvad var det der lige skete?”
Hun vendte sig om og kiggede på ham. ”Mit navn er Sam. Jeg er en valkyrie. Og det der lige skete…  Jeg er bange for at noget har slået dig ud af Thors stridsvogn. Ikke alle er glade for at en dødelig blev kaldets udvalgte, men jeg ved ikke... Ellers kan det have været en af hans tjenere.”
”Hvis tjenere?”
”Det… ligegyldigt hvad så skal du slappe af nu. Nyd luksussen her så længe den varer.”
Sigurds lå på maven hen over en hest, og hans hoved dunkede stadig ind i dens flanke. Han havde netop overlevet et fald fra… en høj højde, og havde snakket med en flyvende ged. Hvis det var lukses, glædede han sig ikke til når tingene blev barske. Udmattet sukkede han, og opgav at finde hoved og hale i sin situation. Hvis han var blevet spurgt dagen før, om han troede han ville kunne falde i søvn hvis hans hoved med et par sekunders mellemrum dunkede mod en hests flanke, og han desuden fløj højt oppe over skyerne uden nogen sele eller anden form for sikkerhed, ville han have svaret nej – hvis han altså havde svaret på sådan et skørt spørgsmål. Men i samme øjeblik han lukkede øjnene, afspændtes alle hans muskler og han faldt i dyb søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...