Prometheus' Kald

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2015
  • Opdateret: 2 feb. 2016
  • Status: Igang
Sigurds far er forsker i nordisk mytologi, og selvom Sigurd synes at al mytologien er spændende, ville han ønske at hans mor stadig var der til at fortælle hans far, at det altså ikke er den slags en teenager vil bruge sin tid på... Indtil Sigurd altså får serveret de nordiske guder lige i ansigtet, og det hele pludselig bliver lidt for virkeligt.

Denne Percy Jackson fanfic kombinerer alle Rick Riordans hitserier, Percy Jackson-serien, Olympens helte-serien, Magnus Heide-serien og Kane Arkiverne.
Prometheus, den græske gud der skabte mennesket, har udvalgt et menneske, 15-årige Sigurd, til en hidtil uset farlig mission. De mørke kræfter rører på sig og uhyrerne fra de forskellige mytologier slår sig sammen om at gøre livet så surt som muligt for Sigurd. På sin mission møder Sigurd alle de elskede karakterer fra Rick Riordans serier, og den tørre humor vender tilbage i fuld pragt. Mød Thor, Ratatosk, Romelus og Æneas i denne fantastiske historie om en dødelig der kæmper for guderne.

2Likes
5Kommentarer
680Visninger
AA

1. Kapitel 1

 

Sigurd lovede sig selv aldrig at tage på et oldnordisk museum igen, ad to grunde.

1: det var røvkedeligt, medmindre selvfølgelig der skete noget sejt, såsom at voksdukkerne blev vakt til live eller sådan noget.
2: Ja… voksdukkerne blev vakt til live.

Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Jubii. Sigurd havde aldrig rigtigt brudt sig om museer. Et om vikinger var måske ikke det værste, men altså… derfor var det jo stadig et museum. Top nederen. Hvorfor skulle han absolut spilde sin sommerferie på noget så nederen som et museum i kedelige, golde Danmark? Han ville til Kreta, til Grækenland eller i det mindste til Italien. Men næh nej, hans far skulle jo arbejde, og for at sætte et plaster på såret slæbte han ham med på vikingemuseum i weekenden. Så ville han da hellere blive hjemme og spille fodbold med de få af hans andre venner der faktisk var hjemme. Tusind tak far!

”Ja, og her ser vi så et krigsskib fra vikingetiden,” forklarede guiden ivrigt. ”Det er et langskib, designet til at sejle hurtigt og overvinde fjenden på den måde!” Jamen dog. Spændende.

”Næ, hvad er det her mon?” spurgte hans far lidt for interesseret. Specielt fordi han arbejdede med nordisk mytologi; man skulle tro han vidste hvad det var.

”Jamen det er da en original fiskerbåd. Åh ja, og herinde er der en film om Havhingstens eventyrlige rejse til Dublin og tilbage igen! Det skal i bare se!”

Suk.

”Øh, vil du med ind og se filmen?” spurgte hans far og forsøgte sig med et smil. Sigurd kiggede opgivende på ham.

”Hmm, lad mig se… nej, jeg tror lige jeg smutter en tur på toilettet.” Han vendte sig om og gik afsted – ikke specielt på jagt efter et toilet.

Rundt om ham gik interesserede turister og japanere med lange selfiestænger rundt. De så ud til at have det sjovt. Vikingeskibene var egentligt også ret seje – men Sigurd kunne ikke lade være med at tænke på alle de andre ting han kunne have lavet. Han kunne have været sammen med sine venner eller for den sags skyld bare spille Fifa på sit værelse. Alt ville have været bedre end det her.

Hvis bare hans mor stadig havde været her. Hun ville have fortalt hans far, at en tur på vikingeskibsmuseet altså ikke interesserede en dreng i teenagealderen. Hun ville have taget Sigurd med til udlandet, mens hans far blev hjemme for at arbejde. Måske ville hun endda kunne have overtalt hans far til at tage med på ferie. Så ville de have været sammen igen, ligesom før fars arbejde begyndte at tage overhånd. Han vidste godt at faren gerne ville vise Sigurd det han arbejdede med. Det var derfor han altid tog ham med på museer og snakkede om nordisk mytologi over maden. Men selvom Sigurd egentligt synes det var spændende nok, mytologien, så var det bare ikke det han havde brug for. Han havde brug for sin mor, og at være en normal teenager.

Han var kommet til at gå så meget i sine egne tanker at han pludselig ramlede ind i en stor, tyk dukke af en viking. Den havde buttede kinder, og en lang, rød hårpragt der matchede hans store fuldskæg. En stor forklædelignende kappe, som lignede noget der både kunne bruges til at invadere store landsbyer, og til at bage småkager med, var slynget om hans store mave. Det så ret komisk ud, men Sigurd grinte ikke. Da han stødte ind i vikingen kunne han nemlig mærke at han var varm. Varm på samme måde som et mennes…

”Se dig dog for knægt!” gryntede statuen. Eller manden. Eller… Sigurd kæbe hang helt nede i brystet på ham. Hvad fanden?

”Sig mig, har du aldrig set en rigtig viking før eller hvad?” mukkede den store mand og løftede Sigurds kæbe op på plads. Den faldt ned igen så snart vikingen slap. Sigurd blinkede og kiggede sig om. Ingen af de andre turister så ud til at have opdaget den talende statue.

”M-men…” stammede Sigurd til sin egen store fortrydelse. Vikingen sukkede opgivende. ”Jeg fatter ikke at Odin og hans naive brødre mente at du var kaldets udvalgte!”

Sigurd var mundlam. En talende statue. En talende statue som ingen andre lod til at lægge mærke til. En statue, som talte til ham. Som snakkede om Odin, og om at han havde sagt at Sigurd, lille almindelige Sigurd, skulle være… kaldets udvalgte?

Sigurd forstod intet.

”K-kaldets øh… udvalgte?” fremstammede han. Vikingen himlede med øjnene, men det var nærmest som om han himlede op til nogen. Sigurd kiggede nervøst opad. Der var ikke andet end taget. End flue summede dovent rundt om de kolde lysstofrør.

”Hør nu her.” Den skæggede mands ord bragte straks Sigurd tilbage til jorden. ”Jeg er nødt til at tage dig med op til gutten deroppe. Han har det med at blive godt tosset.”

Sigurd rystede på hovedet. ”Tage mig med. Op til… Odin?” Han regnede med at vikingen ville begynde og grine: Ha! Der fik jeg dig. I stedet sukkede han demonstrativt.

”Hvor mange gang skal jeg sige det! I dødelige er godt nok tungnemme.” Vikingen mumlede videre om hvorfor han altid fik de kedelige opgaver, og om hvilke andre egenskaber dødelige havde; fatsvage, snotdumme og andre flatterende ord. Men Sigurd lagde knap nok mærke til det. Dødelige. Han havde sagt det som han ikke selv var det. Han var selvfølgelig end statue. De kunne vel ikke dø? Men Sigurd troede ikke på at det var det han havde ment. Alle de ting hans far havde fortalt ham summede rundt i hans hoved. Aserne. Odin og Thor, Loke og Freja. Om jætterne.

Nej, nu var han latterlig. Det kunne da ikke eksi… hans blik faldt på den talende, menneskelige statue. Det kunne heller ikke eksistere. Sigurds ben eksede under ham og alt blev mørkt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...