Fri

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2015
  • Opdateret: 9 sep. 2015
  • Status: Færdig
Jeg løb alt hvad jeg kunne. Jeg måtte stikke af. Jeg måtte blive fri.

Bidrag til Maze Runner konkurrencen med tredje valgmulighed.

0Likes
0Kommentarer
169Visninger

1. //

Jeg stod og ventede ved dækslet til affaldsskakten. Jeg prøvede at virke afslappet, lænet op ad væggen. Jeg havde gemt mine svedige håndflader i mine lommer. To vagter stoppede foran mig i gangen.

Hvad laver du her?” spurgte den ene, med en mine som var jeg et eller andet ulækkert der var krybet ud af skakten. ”Hvorfor er du ikke ude i gården?”

”Jeg ville bare have lidt fred,” mumlede jeg og håbede at det lød roligere end min hjerterytme.

”Have lidt fred,” vrængede vagten. ”Det får du rigeligt af i din celle.”

Slap af.” Den anden vagt rystede på hovedet. ”Lad knægten være i fred. Klokken ringer om fem minutter.” Han kiggede hurtigt på nummeret tatoveret på min skulder, før de fortsatte deres runde.

De sidste minutter sneglede sig af sted før klokken endelig lød. En blandet masse af folk i det samme råhvide, slidte tøj som jeg, kom ned ad gangen på vej til deres celler. Jeg skævede til dækslet og måtte beherske mig voldsomt, da håndtaget drejede sig langsomt ind til dækslet sprang op. Jeg mig til begge sider, for at sikre mig at ingen af vagterne kunne se mig for menneskemylderet, da jeg klemte mig ind i den smalle skakt og lukkede dækslet bag mig. En rædsom stank steg op fra mørket under mig, jeg var nødt til at trække vejret gennem munden. Nogen hev i min fod som tegn til at jeg skulle følge efter dem nedefter. Vi endte i affald til vores knæ. Et svagt lys blev kastet ind fra en åbning i den anden ende af rummet, hvor to tremmer var blevet fjernet. Jeg ville gå derhen, men blev stoppet af en hånd på min skulder.

”Du har ikke en chip vel?”

Nej, det...” Han lod mig ikke tale færdig. De sidste ord brændte på min tunge. Det tror jeg ikke.

”Godt. Nu skal du høre rigtig godt efter. Det lette er at komme ud, men at forblive fri er svært. De har allerede markeret dig som deres ejendel med den tatovering på din skulder.”

Ufrivilligt skjulte jeg den under min hånd.

”Når vi kommer ud skal du gøre præcis som jeg siger ellers slipper du ikke væk og, tro mig, du har ikke lyst til at blive fanget igen.”

Han trak mig med mod åbningen.

"Bare følg mig og løb som om dit liv afhang af det. For det gør det." Manden satte uden varsel i løb mod skovbrynet og jeg måtte anstrenge mig for at indhente hans forspring. De mange tørre kviste i skovbunden skar i mine bare fødder, men jeg mærkede det næsten ikke. Jeg var fri. Jeg var udenfor anstaltens betonmure og bevæbnede vagter. Vi løb længe før vi nåede en lille lysning, hvor tre andre i mørkt farvet tøj, ligesom min redningsmand, ventede med hver deres fange i råhvidt.

Slår vi lejr her, Franco?” spurgte en mager mand i en tyk, russisk accent.

Min redningsmand nikkede. ”Det burde være langt nok fra anstalten.”

De tre andre fanger lod til at have det som mig; plaget af en blandet følelse af paranoia og eufori. Vi var frie. Men hvor længe? Hvor skulle vi nu hen?

Russeren kom hen og satte sig ved siden af mig. ”I skal ikke være bange,” sagde han. ”Snart er vi så langt væk at de ikke finder jer. Menneskeforsøg som dem på anstalten er forbudte, men det forhindrer ikke slavehandlere i at sælge jer videre, men det stopper her.”

Hans ord efterlod en gnavende følelse i min mave. Børnehjemmet havde solgt mig videre som forsøgskanin. Jeg kunne ikke huske halvdelen af tiden på anstalten, fordi de mange stoffer vi fik sprøjtet ind i kroppen slørede min hjerne. Jeg kunne ikke engang huske ansigtet på ham der havde fortalt mig om redningsaktionerne i affaldsskakterne.

Vi havde lagt os til at sove, da lyden fra propellen på en helikopter og to skarpe lyskegler, der bevægede sig søgende over trætoppene, vækkede os.

”DQ3564, stop dit flugtforsøg. Modstand er nytteløst,” brølede en stemme fra en megafon ned over os.

Verden omkring mig bevægede sig i slowmotion. Jeg kunne høre nogen skrige og ordre blive råbt. Franco var ovre mig på et øjeblik og væltede mig omkuld i skovbunden.

Det er dit nummer!” skreg han. Han havde en pistol i sin hånd og pegede den mod mit bryst. ”Du sagde, at du ikke havde en chip!”

”Jeg... Jeg vidste det ikke.” Min stemme var tyk af den gråd der var på vej op gennem min hals. Minder fra anstalten svømmede op i min bevidsthed. Jeg huskede et utal af kanyler. Jeg huskede smerte. Jeg huskede dage i svømmende halvmørke. Jeg huskede druknede stemmer der talte til mig. Men ingen chip.

Franco gav slip på mig og rejste sig op. ”Vi løber nu!” råbte han til de andre. ”Længere ind i skoven! Og du,” han vendte sig igen mod mig. ”Du kan lige vove på at følge efter. De skal ikke kunne spore os.”

Jeg sank en klump og nikkede uden at tage øjnene fra pistolen i hans hånd. Jeg kom på benene og satte af i den modsatte retning. Mine muskler beklagede sig og mine fødder var ømme, men jeg måtte ikke stoppe. Jeg trak vejret i hurtige stød og kæmpede mod tårerne. Jeg kunne høre skud, råb og hunde gø bag mig. Jeg vidste ikke om de forfulgte mig eller de andre. Jeg vidste ikke om jeg kunne stoppe. Jeg vidste ikke hvor jeg var på vej hen. Alt jeg vidste var, at jeg var fri. Og den frihed måtte de ikke tage fra mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...