The memory thief and the lost warrior

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2015
  • Opdateret: 15 jul. 2016
  • Status: Igang
En datter af slagsmål og en søn af kærlighed midt i krigen i mod Giganterne.. {Lille historie som er skrevet for egen fornøjelse}

5Likes
8Kommentarer
820Visninger
AA

3. Den rødhårede gudinde.

 

 

NIKOLAS

 Det var med et smil på læberne, at jeg væltede ud af sengen morgenen efter mit første møde med Cassie. Hun ville nok hade at vide, at hun i mit hoved gik under det navn, nu da hun strengt forbød mig at kalde hende det, men lidt skulle man vel lege med skæbnen.

 På trods af mit høje humør gnavede den dårlige samvittighed stadig i mig. Billedet af hendes brune – næsten rødglødende øjne der blev slukket af en frygtelig stor mængde tårer var som limet fast til min nethinde, og det var ikke rigtigt sådan et billede man havde lyst til konstant at have i hovedet. Det virkede nærmere som tortur.

 Men torturen måtte ligge lidt på hylden endnu – i dag skulle jeg tilbringe alle vågne timer sammen med hende. Egentlig skulle hun forestille at være mit første offer til Afroditehyttens kærlighedsritual, men det var næsten før, at jeg ikke kunne få mig selv til gøre den slags efter at have fået indblik i hvordan hendes liv havde været. Hun havde så mange byrder i forvejen og at falde for en søn af Afrodite, for så at få sit hjerte knust af selv samme person, var måske for meget at slæbe på. Nej, det var bestemt for meget at slæbe på.

 Men dette afholdt mig ikke fra at bruge ritualet som en undskyld for den tid, jeg skulle tilbringe med hende. Uden undskyldningen ville folk nok kigge skævt til mig siden, jeg ikke havde fuldført ceremonien som alle andre. Men for at være ærlig, så havde jeg heller ikke vitterligt meget lyst til at gøre det. Og ja, jeg var godt klar over, at det ville sætte mig i dårligt lys hos mine søskende, men den tid, den sorg.

 

 Solen stod højt på himlen og beskinnede jordbærmarkerne og hytterne i et blidt gult skær, der formåede at få Halvblodslejren til at virke som et langt mere behageligt og sikkert sted end det egentlig var. For enhver var klar over hvordan faren lå på lur og truede med død og ødelæggelse ude i den skov der omringede os.

 Men nok om død og ødelæggelse, nu var det charme og venskab der skulle på banen, for hvis jeg nogensinde skulle så meget som have en chance for at komme ind under huden på den smukke, smukke Cassie, var jeg nødt til at skrue op for charmen.

 Som hun sad der ved Areshyttens langbord og spiste med sine hårdkogte og enorme søskende, så hun kun endnu mere skrøbelig ud end, hun havde gjort i nat. Hendes træk var så fine, at de kunne have tilhørt en vandnymfe, hendes hvide porcelæn hud glimtede på en fortryllende måde, og hendes hår var blot endnu rødere i den gyldne morgensol. Hvordan jeg dog havde undgået at se hendes skønhed før, var mig en uløselig gåde.

 Elegant rejste hun sig fra bordet, da hendes vilde øjne fangede mine i et intenst blik. Det var tydeligt at se, at hun ikke var nær så begejstret for at se mig, som jeg var for at se hende, men jeg lod det passere. Jeg havde jo trods alt trævlet hele hendes smertefulde fortid op for få timer siden. Der gik nok noget tid, før den vrede forsvandt helt igen.

 ”Hej med dig, Stridsøkse.” Jeg trak på smilebåndet, for at se om det kunne smitte lidt af på hende. Det kunne det ikke.

 Hun gloede bare olmt på mig, før hun stillede sig i den mest defensive position muligt. Med armene over kryds og med mere vægt på det ene ben, så hun skubbede den ene hofte ud til siden.

 ”Hej med dig, Blondie.” Hun nød tilsyneladende det nye kælenavn, sikkert fordi hun håbede, at det ville ramme noget i mig, men egentlig var jeg pænt ligeglad med hvad, hun kaldte mig. Bare hun ikke stoppede med tale med mig, så havde jeg det fint.

 ”Du ser godt ud - som altid selvfølgelig.” Sagde jeg slesk. Jeg lød som et patetisk og forelsket fjog, hvilket nok også var en nogenlunde beskrivelse af min tilstand, dog vidste jeg ikke helt med den sidste del. For at være helt ærlig, så vidste jeg ikke specielt meget om den slags taget i betragtning af, at min mor var gudinden for kærlighed og skønhed.

 ”Du ser pisseirriterende ud – som altid selvfølgelig.” Hun gengældte min tone, men prøvede tydeligvis ikke at indynde sig noget. Det var vidst mere for at gøre grin med mig, hvilket jeg vel havde fortjent. Egentlig kunne hun nok tillade sig at gøre hvad som helst uden, at jeg havde modbekæmpet hende, især efter i går. Den syrlige tanke blev ved med at krydse mit sind, men jeg skubbede den lige så hurtigt ud igen. Dagen skulle ikke bærer præg af min skyldfølelse. Den skulle præges af at være så perfekt som muligt.

 ”Tak, tak, jeg øver mig foran spejlet, du ved, for at få det helt fejlfrie pisseirriterende look.” Det var næsten, før hun kløjs i et grynt af et fnis, hvilket beroligede mig. Så hun var ikke helt umulig at stikke til, hvis bare man prøvede hårdt nok og var villig til at gøre sig selv til grin.

 Hun rykkede lidt på sig. ”Så, hvad har du tænkt dig, at vi skal lave i dag? Det har bare at være godt, nu hvor jeg er anlagt til at tilbringe al tiden med dig.”

 Jeg måtte styre mig for ikke at lyde for opstemt. ”Det er godt. Det er meget godt, Krigsmaskine. Vi skal på opdagelsesrejse.”

 Hendes blik var så ligeglad og ustrålede virkelig hvor tam, hun syntes idéen var. Men hun havde heller ikke hørt det bedste endnu, så det var klart, at hun fandt det uinteressant.

 ”I skoven.” sagde jeg, og i et forsøg på at være dramatisk lavede jeg kriblende hænder ud i luften. Hvis det ikke fik hende op på duppende, så vidste jeg ikke hvad der ville. ”Og, hvem ved, hvis du er heldig, kan du se mig blive spiddet af en eller anden sindsforvirret kyklop.”

 Cassie trak ufrivilligt på smilebåndene. ”Uanset hvor meget, jeg nu gerne ville se dig død, så ser jeg det helst for min egen hånd og ikke fjendens.”

 Hendes stemme lød helt neutral og kunne meget vel mene de ord der røg ud af hendes mund, så jeg var ikke helt klar over om, hun jokede eller ej. Dog afslørede hendes drilske smil til sidst, at der vidst ikke var noget bag den trussel.

 

 Skoven var et frygtindgydende sted der vrimlede med uattraktive væsner med store våben og endnu større blodtørst. Det var den korte version.

 Den lange version var, at alt ude i skoven var så skræmmende, at selv en fuldvoksen titan ville have noget at frygte – ikke at en titan ville være klar over, at han eller hun havde noget at frygte, da de titaner var så pokkers arrogante, at det gjorde ondt. Bare fordi de var lidt udødelige, betød det jo ikke, at de ikke kunne komme i alvorlige problemer. Det glemte de bare tit. Det var faktisk nok grunden til, at de endte op i Tartarus både første gang og anden gang.

 Når, men tilbage til skoven. Alt virkede i live derude, og hver en lyd, selv det mindste knæk fra en kvist, fik myrekryb til at sprede sig på arme og nakke. Og så var der også så mørkt derinde, at det lige fordoblede skræmmefaktoren. Men så var det jo godt, at jeg var derude med den mest top tunede dræbermaskine-ninja-kriger-tøs, jeg kendte.

 Vi havde listet os ud til udkanten af lejren og havde også lige akkurat trådt over skellet imellem Halvblodslejren og skoven.

”Blondie, du overrasker mig.” hviskede Cassie, imens hun gemte sig bag et stort mørkegrønt grantræ, for ikke at blive set af en nynnende kentaur der stod og sleb en sabel på en halv meter på en stenblok.

 Jeg løftede et øjenbryn i undring, men forventede et svar, selv hvis jeg ikke spurgte, Og jeg havde forventet korrekt.

Hun rystede svagt på hovedet og gav sig til at forklare yderligere; ”Jeg havde ikke set det her komme. Dig, tag ud i en krigszone med mig, den såkaldte Stridsøkse uden at ryste i bukserne af skræk. Ville du ikke hellere sidde og lakere dine søstres negle, sy noget tøj eller knuse en eller anden uskyldig piges hjerte?”

 Var det virkelig sådan hun tænkte livet for et barn af Afrodite var? For så havde hun ret, hvis man altså beskrev det i meget korte træk. De fleste af mine søskende ville nok være ret tilfredse med denne forventning, men ikke mig. Faktisk blev jeg en smule brøstholden – det ville være som at sige, at alle fra Hermeshytten elskede ballade. Og det gjorde de fleste nok også, men der var helt sikkert også nogle der brød stereotypen, ligesom jeg brød ’barn af Afrodite’-stereotypen. I hvert fald på nogle punkter.

 Nu var det mig der rystede på hovedet af hende. ”Det var godt nok mange generaliseringer, du kunne komme op med der, var? For det første; hader jeg at lakere negle, for det andet: kan jeg ikke sy og for det tredje; den slags er ikke lige mig.”

 Cassie så mistroisk på mig. Var der virkelig så svært at tro på? At en søn af Afrodite ikke kunne lide at pynte andre eller smadre folks hjerter og sjæle? Det var det vel.

 Hun rykkede lidt på sig. ”Generaliseringer er mit speciale - men er du sikker? Du ligner ellers en hjerteknuser.”

 Foran os forlod kentauren med sablen slibeblokke og forsvandt imellem de tætte grantræer, så jeg kunne hæve stemmen en smule; ”Undskyld mig, men hvordan er det nu lige man ligner en hjerteknuser?”

 Der blev stille i lidt tid. Udtrykket på hendes ansigt var gådefuldt. Der var noget, hun holdt for sig selv, noget hun ikke ville sige højt, men hvad kunne det være? ”Det gør man ligesom bare.”

 Hun lavede et underligt skulderløft og et akavet kast med armene. Stadig var udtrykket gådefuldt. Og undgående.

 ”Hvordan?” Mit toneleje var udfordrende. Hun skulle ikke slippe så let.

 ”Du ved, blonde lokker, charmerende blå øjne, det der sleske smil, de fleste piger falder for, selvsikkerhed der næsten er for meget, alt det der.” Den måde hun sagde det på, fik det til at lyde ligegyldigt, som om hun ikke kunne være mere ligeglad med de små detaljer. Som om hun var det overlegent og ikke faldt for den slags træk. Men hendes blik sagde noget helt andet. Det sagde, at hun netop faldt for den slags. Som om hun var faldet for den slags engang.

 ”Charmerende blå øjne? Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg da næsten tro, at du er ved at falde for mig.”

 En lavmælt latter forlod hendes fyldige lyserøde læber og skabte en sød melodi i mine ører. Det var ligemeget, at det hun grinede af var mig. Melodien var vidunderlig. Så vidunderligt at det næsten var før, at jeg blev distraheret nok til, at glemme at høre efter hendes ord der kom efterfølgende.

 ”Ha ha, det er morsomt. Som om jeg nogensinde ville falde for dig, Blondie.” Hun himlede øjnene. ”Du drømmer.”

 Sikkert. Jeg drømte. Det gjorde jeg helt bestemt. 

 ”Måske, men det er nu en dejlig drøm at have. Dig forelsket i mig. Du får det til at lyde så usandsynligt, at det egentlig bare gør drømmen bedre.”

 Hun blev stille i hvad der føltes som en uendelighed. Hun rykkede ikke engang på sig. Jeg blev bekymret for, at jeg havde sagt noget forkert, sagt for meget. Jeg havde gået for hurtigt til kødet. Presset citronen en tand for meget. Men lige som jeg skulle til at undskylde og kaste mig på knæ i håb om tilgivelse, rystede hun på hovedet. ”Du har næsten lige mødt mig, så du ved tydeligvis ikke hvad det vil sige, når jeg er forelsket i en, Casanova.”

 Hun sank en klump og satte en flammende rød tot hår om bagved sit øre. ”Dem, jeg elsker ender altid ud med at blive såret. På den ene eller den anden måde.”

 Hendes ord var tynget af dyb sørgmodighed, og jeg vidste, at en sprælsk kommentar ikke kunne redde det her øjeblik. Hun mente hvert ord, hver lille betydning af hvert ord, og jeg kunne mærke smerten bag dem.

 Men det ændrede ikke min mening. At have hendes forelskelse rettet mod mig, ville være det værd. Måske var det minderne jeg havde set, måske var det hendes skønhed der blindede mig, men jeg var ligeglad med hvilken smerte hendes kærlighed ville påføre mig, hvis jeg nogensinde fik lov til at mærke den - hvilket var usandsynligt.

 Jeg vidste, at alt den had hun indeholdte blot var til for at skjule al den fortabte kærlighed. Den kærlighed hun ikke kunne overdrysse nogen med, fordi hun var bange for, at fortiden skulle gentage sig. Hun var bange for, at alle der nærmede sig hende ville ende op som Chase.

 Men ham Chasefyren var heldig at være blevet elsket af en som hende. For ud fra minderne jeg havde set, så jeg hvordan hendes kærlighed var så intens, at den brændte af passion og bredte sig vildere end løbeild. Hun havde elsket Chasefyren så meget, at hendes hjerte var nær bristepunktet, hver gang hun så ham, og det var lige præcis den slags kærlighed der var værd at dø for. Selv jeg, den fortumlede og kærligheds-uvidne Afrodite søn, var klar over det.

 

// Andet kapitel er nu landet efter aaaalt for lang tid. Det må I undskylde. Jeg håber, I stadig vil læse med, for jeg har tænkt mig at skrive mere lige straks. Håber I har en vidunderlig sommerferie og, at dette kapitel var lige så underholdende at læse, som det var at skrive.

De bedste hilsner; Ki$$

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...