The memory thief and the lost warrior

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2015
  • Opdateret: 15 jul. 2016
  • Status: Igang
En datter af slagsmål og en søn af kærlighed midt i krigen i mod Giganterne.. {Lille historie som er skrevet for egen fornøjelse}

5Likes
8Kommentarer
829Visninger
AA

2. Den blonde karlsmart.

 

 

CASSANDRA

Mørket var faldet på, da jeg snublede ud af sengen fuldt påklædt med snuden rettet mod træningsplænen som på denne tid var helt tom for mennesker. Månen stod over mig og lyste banen op i et fluorescerende hvidt lys, idet jeg greb fat om mit sværd. Jeg strammede min orange hestehale. Først ville jeg forbedre mine sværdkampsfærdigheder, derefter mine våbenløse kampevner.

 Det var blevet en vane at gå her ud hver nat, for når der ikke var nogen andre på plænen var det langt nemmere at koncentrere sig om det egentlige formål; at kæmpe. Ikke at sludre om drenge. Ikke at vimse rundt og lade som om man sloges. På denne tid, alene, gjaldt det at kæmpe som ens liv var i fare, hvilket det jo egentlig også var, når det kom til stykket.

 De andre benægtede stadig den fordømte fremtid der snart ville komme dem i møde, men jeg vidste bedre. Romerne var i flertal, det kunne man se på deres hær af monstre og forunderlige væsner der havde slået lejr uden for vores lejr. Det var nogle grimme bæster, som hverken havde hjerte eller sjæl; men det var vel heller ikke et af ansættelseskravene for at melde sig til Octavians hær. Så længe man kunne dræbe græske halvguder var man velkommen.

 Jeg strammede grebet om bronzesværdet i min hånd. Det var velbalanceret og passede som hånd i handske i min hånd. Det havde været en velkomstgave fra min far, som jeg modtog, da jeg ankom til lejren. Udover at være af bronze, havde det den lille frynsegode at kunne gøre bærerens bevægelser lydløse; så snigeangreb var det rene barnemad med dette.

 Mine skridt i jorden var uden lyd, da jeg nærmede mig fugleskræmslet som snart ville være ofre for min vrede. Hovedet som bestod af halm med et sæk over havde noget frygtsomt over sig, da jeg splittede det fra dens halmkrop. Derefter stak jeg den i torsoen med et selvtilfredst smil på læberne. Halm væltede ud af overkropsdelen. Jeg forstillede mig i mit stille sind at fugleskræmslet var en hvis forræderisk romersk halvgud. Host, host, Octavian ”McMorder”.

 

 ”Wow, det må jeg sige. Du er oppe midt om natten for at slå hømænd ihjel!” En drengestemme afbrød den aftengrundede stilhed. Kuldgysninger kravlede på min krop og føltes som om en håndfuld edderkopper havde slået sig sammen for at krible op og ned af min ryg.

 ”Hvem er du, og hvad Hades laver du oppe af din seng på dette tidspunkt?” Drengen så ikke spor rystet ud, men nærmere tilfredsstillet ud i ansigtet, hvilket fik en lyst til at sparke ham i ansigtet til at gro i mig. Han skulle ikke være så lykkelig for min uvidenhed.

 ”Nikolas Bryer. Søn af Afrodite.” Han kørte en hånd igennem hans blonde lokker, for at understrege sin pointe. Han udstrålede intet andet end selvsikkerhed. Han lignede lidt en Abercrombie model, jeg engang havde set i et magasin, men Nikolas havde idet mindste bukser og trøje på. ”Jeg kunne bare ikke sove.. Og du er, hømorder?”

 ”Cassandra Jones. Datter af Ares.” Jeg satte sværdet tilbage i skeden. Så vidt jeg var klar over var Afrodite børn ikke de største stridsmennesker, så jeg forventede ikke ligefrem, at han var sprunget op af sengen for at træne med mig eller noget. De holdt sig mest til at flette hinandens hår og synge kærlighedssange.

 ”Undrer mig ikke. Hvad laver du oppe af din seng på dette tidspunkt?” Han trådte et skridt nærmere, så der var omkring fem meter imellem os. Han smilede stadig underligt.

 ”Træner, hvad ser det ellers ud til?” Jeg klappede kort på sværdet. Han nikkede. Hans blå øjne virkede helt hule i mørket. ”Hvorfor træner du nu?”

 Han løftede et øjenbryn fyldt med oprigtig nysgerrighed i blikket. ”Roen er nemmere at koncentrere sig i, Skønhedskonge.”

 Der blev stille et øjeblik.

 ”Mhm, så, hvis jeg nu er musestille, er du så klar på en udfordring?” Spurgte han stille.

  ”En udfordring?” Spurgte jeg med et løftet øjenbryn. Hvis han troede, at han ville udgøre en udfordring for mig, var han forkert på den. Jeg havde bekæmpet nymfer større end ham.

 ”Det eneste du skal gøre er at overvinde mig i våbenløs kamp. Alle kneb gælder, kun fantasi og evner sætter grænser.” Han smilede igen tilfredst. Lysten til at sparke hans ansigt vældede igen i mine årer. Straks slog en tanke mig; ”Hvad er der i det for dig?”

 ”Åh, såmen ingenting. Bortset fra at taberen skal give vinderen noget som sejrherren gerne vil have.” Jeg himlede med øjnene; selvfølgelig ville han have noget, men hvad? Et hårlak? En ny parfume? En pudder? Det kunne være hvad som helst, men udanset hvad ville jeg ikke tabe og skulle give det til ham.

 ”Aha, lyder fint med mig; vær forberedt på at skylde mig en noget af de der usynlighedsklæder I udvikler i Afroditehytten.” Han trak ligegyldigt på skulderen, før han trådte helt hen foran mig. ”Klar, Stridsøkse?”

  ”Har aldrig været mere klar end nu.”

 Mit første træk var en give ham en knytnæve i ansigtet, men han undgik den lige så elegant, derefter prøvede jeg med et spark i skulderen, men også denne handling forudså han lige så let og greb fat om min fod for at holde mig i skak længe nok til at kigge mig direkte ind i øjnene.

 I et øjeblik forstod jeg ikke hvad han havde gang i, men så begyndte mine knæ at segne og mit hoved at blive ørt. Hans hænder gled op foran sig, som prøvede han at skabe en usynlig barriere foran sig, hvilket tydeligvis ikke var det han lavede. Min fod faldt mod jorden. ”Hvad har du gang i?!”

 ”Det kaldes at vinde, Stridstøs.” Jeg tog mig til hovedet, men mit blik var stadig som limet til hans der sendte bølger af smerte og varme fornemmelser igennem min krop. ”Du er mindelæser, er du ikke?”

 Jeg havde lyst til at skrige og bryde ud i gråd samtidig med, at jeg ville mærke hans hud mod min. Jeg ville kysse ham. Undskylde og kaste mig på knæ. Det skar i mine knogler at smerte at tænke på ham. ”Stop det! Det er ikke fair!”

 ”Hvad er der med ham Chase, du har så mange minder med?” Jeg gav op; en gråd sneg sig op fra min hals. Han havde nævnt hans navn. Hans navn var kommet over en ukendt drengs læber, som var det bare helt uspecielt. ”Det vedrører ikke dig!”

 Hans hænder faldt ned, da han lagde mærke til hvor mange smertefulde minder, han plantede i mit konfuse hoved. Mine ben knækkede under mig, og gråden der strømmede ukontrollerbart ud af min mund lød grumset og grødet i mine ører. Det føltes som om nogen havde sprækket mine ribben op for at lukke dem sammen igen uden grund. Han susede hen ved min side med blikket rettet spørgende mod sine hænder. ”Jeg, undskyld, Cassie.”

 ”Du vover kraftedeme ikke også at kalde mig det, din tumpede kyklopmutant!” Ordene gav ingen mening, men det lød grimt, så jeg håbede også, at de ramte ham så hårdt, som hans blik havde ramt mig.

 ”Cassandra, så, undskyld. Jeg havde ikke forventet, at du ville have sådan nogle minder.. Det, det må du sgu undskylde mange gange.” Han lagde en hånd mod min skulder som en trøstende gestus, men jeg rystede den straks af. Han skulle ikke røre mig, bestemt ikke nu.

 Han blev stille, men løb ikke skræmt væk, som de fleste sikkert ville have gjort hvis de havde fået et indblik i mine minder. Han satte sig derimod ned ved siden af mig med knæene knuget mod sin brystkasse.

 Stilheden sank over os, og den eneste lyd der afbrød nattens stilhed var min lavmælte hulken. Han kiggede på mig med stjålne blikke en gang imellem, men han holdt sin mund lukket og selvom, at jeg helst ville slå ham eller rive hovedet af ham, var hans selskab underligt nok beroligende. Følelsen af ikke at være alene var rar. Jeg snøftede en sidst gang, før jeg gned tårerne væk med min skulder.

 ”Du er nok den største idiot, jeg nogensinde har mødt.. Lige efter Brandon fra Hermeshytten.” Jeg så kort på ham, men rettede hastigt blikket mod søen som strakte sig så langt øjet rakte foran os. Tanken om Brandon fik en grim smag til at danne sig bagerst på min tunge. Han nok den største klaphat nogensinde; hvorfor var det lige, at jeg skulle være offer for en af hans platte pranks? ”Den evne som du har er fandme hæslig. Du kan ikke bare rende rundt og rode i folks hoveder.”

 Han trak på skulderne, men sagde ikke noget for at forsvare sig selv. Måske var det en lydløs enighed.

”Hvad så du?” Spørgsmålet hang i aften luften, for det tog ham noget tid at svare. Han lod ikke til at ville sige mere, men lige da jeg troede, at han var blevet stum, sagde han noget; ”Jordbærmarkerne, ild, et drenge lig med blod over det hele, tårer på et tørklæde, et kys, en bar overkrop og Chases navn graveret i dit sværd.”

 Et hulk undslap mine læber, men det udviklede sig ikke til mere. Jeg rødmede lidt og rykkede akavet på en tot rødt hår der var faldet ud af min hestehale og ned i min pande. ”Du måtte virkelig have elsket den fyr der.”

 Jeg så op fra en sten der lå ved min ene fod. Jeg sparkede forsigtigt til den som var den lavet af det mest skrøbelige porcelæn. ”Elsker. Jeg elsker ham, ikke elskede.”

 Han rømmede sig akavet. Han havde ikke set den kommentar komme. ”Såeh.. Er det for tidligt at spørge om hvad der skete med ham?”

 ”’For tidligt’? Som om jeg nogensinde kommer til at tilbringe et eneste sekund mere med dig.” Jeg lukkede mine øjne for at samle tankerne der var blevet splittet mere eller mindre til atomer på grund af hans lille mindetrick.

 ”Du ville blive overrasket over, hvor indbydende jeg egentlig er, når jeg ikke prøver at lede folk ind i deres værste stunder.” Han trak lidt på smilebåndet, imens han pillede ved snørebåndene på sine blå covers.

 ”Som om. Du er bare ligesom alle dine små søskende, der elsker at manipulere med følelser. Du tager det bare til næste niveau.” Han rystede stille på hovedet, men modsagde mig ikke.

 ”Fint, lad os bare antage, at jeg er forfærdelig, hvis det er lettest for dig, men så vil jeg også have min præmie.” Denne gang var det min til at rystede på hovedet. ”Hvad vil du have?”

 ”Nu hvor jeg er så hæslig og modbydelig og alt det der; så vil min præmie være intet mindre end dit selskab. Bare for en dag. Begynder i morgen.” Sagde han roligt.

Jeg tyggede på det og sagde modvilligt; ”Fint,” 

 

// Såeeh, hvad synes I? Er det her noget jeg skal fortsætte med at skrive på? Kom gerne med ideér, tanker osv!

Kys kys Ki$$ #hahahah

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...