Manden med Hatten

"Manden med Hatten" er en kort novelle indenfor genren realisme. Den tager udgangspunkt i en lille piges erindringer. En pige, som nostalgisk og trist tænker tilbage på sine yngre dage, hvor hun fik en ven - sin eneste ven. Manden med Hatten...

7Likes
2Kommentarer
439Visninger
AA

1. Manden med Hatten

Vinden blæser. Havet bruser. Lyset flakker. Med udsigt til horisonten – ja til evigheden, ser jeg mig selv. Jeg ser mørke dage, hånende ansigter og rare rynker. Jeg ser mig. Som et skyggeteater udspiller det sig for mig. Råb, tårer og kærlighed ramler sammen og leder mig ind i dets univers. I takt med Kattegats lette bølger kommer følelserne. De overvælder mig. Frygten, sorgen kulminerer og rammer mig som en flodbølge. En bølge af minder fra en tid, der er langt borte. En tid jeg aldrig glemmer…

”Møgso”, ”fede dyr”, ”fedtbjerg”. Det var pigerne, som med nedværdigende blikke sendte krænkende eder mod mig. Drengene gjorde ikke sådan. De arbejdede fysisk. Slag og spark kom fra alle sider. Jeg var fanget og alene. Efterhånden havde jeg lært at lukke smerten ude, og skældsordene undgik jeg med lukkede øjne. De skulle ikke igen have nydelsen af at se dem våde. Jeg mærkede duggen på det nyklippede græs under mig. Mor ville ikke blive glad, når jeg kom hjem med halvgrønne bukser. Et hårdt spark forplantede sig i ryggen. Denne gang kunne jeg ikke holde smerten ude. En tåre dannede sig i øjenkrogen og trillede langsomt ned over min kind. Den blev efterfulgt af flere og små hulk. Det var den reaktion som de ønskede, og langsomt forsvandt folkemængden ud i skolegården. Jeg rejste mig forsigtigt. Forslået udenpå, men mest af alt indeni.     

Jeg havde slået hul på knæet og tårerne trillede fortsat ned af mine kinder. Jeg gik frem i en slags tåge ude ad stand til at fokusere på andet end de råbende stemmer. Så jeg satte mig med hovedet begravet i hænderne. Mine sanser vågnede og jeg fornemmede en stærk lugt af sur øl og urin. Lyden af tunge åndedræt lød ved min side, og mit hjerte stoppede. Jeg løftede hovedet. Han sad ved min side. Ham alle hviskede om. Manden med hatten. Jeg stivnede. Min mund åbnede og lukkede sig igen, men intet kom ud. Manden med hatten så væk, og jeg studerede hans ansigt nærmere. Rynket og slidt. Min morfars ansigt var også rynket, men ikke rigtig på samme måde. Det her ansigt var yngre, og det så ikke ud som om, at rynkerne symboliserede alder, men nærmere bekymringer. Jeg smøgede buksebenet op for at se på mit sår. En klistret gullig væske løb fra såret, og smerten skar i benet, da jeg rørte ved det. Jeg sad og ømmede mig lidt i stilhed, da en tør hånd lagde sig på min skulder. En snert af frygt plantede sig i mig, og min umiddelbare reaktion var flugt. Jeg kunne stikke af så let som ingenting. Jeg kunne rejse mig nu og løbe, løbe og aldrig komme tilbage. Men jeg blev. Jeg sad afventende, da manden med hatten bukkede sig ned til mit forslåede ben, og med en blid bevægelse placerede han et plaster på mit blødende knæ. Jeg var målløs og rejste mig instinktivt. Hurtigt vendte jeg om på hælen og så mig ikke tilbage.

Med bankende hjerte åbnede jeg hoveddøren til huset. Mine tanker begyndte at fare rundt. Tvivlen på mig selv kom som sædvanlig, når jeg kom hjem. Mors spydige kommentarer ramte mig som små verbale lussinger. Klassens stemmer rungede i mit hoved og jeg havde lyst til bare skrige min frustrationer ud i verden, der var bare ingen, som gad lytte. Jeg begyndte at tage sko af og kom for første gang rigtig til at se plasteret. Det var fint som det sad der. Det hjalp. Skyldfølelsen ramte mig pludseligt. Jeg havde ikke engang sagt tak. Han havde været sød. Manden med hatten havde hjulpet mig. Fået mine tanker væk fra den grufulde hverdag. Jeg skyldte ham en tak.

Jeg sad på bænken. Jeg ventede. En lyd af klirrende flasker brød stilheden. Mit hjerte bankede. Ikke fordi, at jeg var bange, men nærmere nervøs. Han drejede nu rundt om hjørnet, og lidt kluntet satte han sig ned ved min side. Jeg fik frembragt et smil og gav ham en tegning med ordet tak. Han kiggede på den i nogle minutter før han lagde den i lommen. Han skævede til mig bag sine nøddebrune øjne og fik frembragt et lille smil. En boble af lykke sprang inden i mig, og et rigtigt smil viste sig også på mine læber. Op ad lommen trak han en gammel, slidt kuglepen. Han bukkede sig frem over papiret og skrev med blokbogstaver: ”Tak”. Han sagde ikke noget, men lagde det blot tilbage i mit skød. Jeg begyndte at fortælle. Jeg startede og stoppede ikke igen. Jeg fortalte det hele. Slagene, alle de spark jeg havde fået, mors utilfredse ansigt – alt – og han lyttede. Han sagde intet. Han lyttede bare. Med forstående øjne fulgte han med i min beretning. Jeg kunne mærke en knude forløse sig i maven. Jeg blev værdsat.

En skinger stemme overdøvede mig. Det var mor. Den så velkendte, men også skræmmende stemme borede sig sylespidset gennem mine ører. En uro spredte sig i kroppen, da mor krydsede vejen med indkøbsposer i hånden. Hun havde det stramme ansigt på. Det ”skuffede” ansigt. Med raske skridt fortsatte hun mod os. Jeg stirrede på hende. Hendes brystkasse hævede sig febrilsk op og ned. Hun standsede op lige foran manden med hatten. Som en vulkan i udbrud væltede vrede og had ud af hendes mund. Han skulle i hvert fald ikke sidde sammen med mig. Nej, sådan en ussel mand, der ikke havde et arbejde. Han skulle ikke sidde med hendes datter. Hun hev mig op fra bænken, men jeg strittede imod. Jeg havde fået en ven. En ven, som gad lytte. Han forstod mig, og det skulle mor ikke ødelægge. Det lykkedes mig at slippe fri fra hendes greb. Jeg spænede lige ind i hans arme, gav ham et kram og holdt fast så godt jeg kunne, men mor kom igen. Denne gang kunne jeg ikke gøre noget. Hun tog mig. Hun slæbte mig væk. Væk fra trygheden og ud i den virkelige verden igen. Væk fra min ven. Min eneste ven.  

Vejret var blevet koldere og nætterne længere, da vi sad på bænken igen. Vi tegnede. Det var blevet til vores egen lille ting – at tegne. Det var vores sprog. Vores fællesting. Han gemte mine tegninger, og jeg hans. Han tegnede smukt. Den første jeg fik var den bedste. En enestående tegning af Kattegat og dets brusende bølger.      

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...