Fire

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2015
  • Opdateret: 9 sep. 2015
  • Status: Færdig
De er kommet. Alt omkring mig står i flammer. Folk løber panikslagene rundt, prøver at gemme sig i gyderne mellem de brændende huse, som om de tror det hjælper dem. Jeg prøvede at advare dem. Jeg havde fortalt dem de ville komme. Men troede de på mig? nej. De grinede bare af mig, og sagde jeg skulle slappe af, der ville ikke ske os noget. Og nu render de alle sammen rundt, løber for deres liv, panikslagene, som var alt det her kommet som en overraskelse.

Deltager i The Maze Runner konkurencen, valgmulighed 3

0Likes
0Kommentarer
161Visninger

1. Fire

De er kommet. Alt omkring mig står i flammer. Folk løber panikslagene rundt, prøver at gemme sig i gyderne mellem de brændende huse, som om de tror det hjælper dem. Jeg prøvede at advare dem. Jeg havde fortalt dem de ville komme. Men troede de på mig? nej. De grinede bare af mig, og sagde jeg skulle slappe af, der ville ikke ske os noget. Og nu render de alle sammen rundt, løber for deres liv, panikslagene, som var alt det her kommet som en overraskelse. Jeg ville måske stoppe op og grine af dem, hvis det ikke var forbi jeg ikke kan finde hende. Jeg ved godt at det er dumt at prøve og rede hende, at vi allerede er dødsdømt alle sammen. Alligevel løber jeg rundt blandt de brændende bygninger på jagt efter hende. Murbrokker falder ned om ørerne på mig. Jeg kan høre lyden af skud i det fjerne. De prøver altså at skyde dem ned? Det kan de ligeså godt glemme alt om. De kan ikke stoppes. Vi er dødsdømt alle sammen.

 

Pludselig ser jeg hende. Hendes hoved drejer vildt omkring. Flammerne står op omkring hende, og spejler sig i hendes mørkebrune hår. Uden at tænke videre over det, løber jeg lige ind i flammerne, der slikker sig op ad mine arme og ben, og brænder min hud. Men jeg lægger nærmest ikke mærke til det, den eneste der fylder mine tanker er at rede hende. Det første jeg gør er at trække hende ind i et kram. Jeg holder hende tæt ind til mig. Jeg kan mærke hendes hjerte hamre hurtigt i hendes bryst. Jeg ved ikke hvor længe vi står sådan, nok ikke mere end få sekunder, så kan jeg høre hendes svage stemme sige; ”hv-hvad er det der s-sker?” jeg trækker mig væk fra hende, og placerer mine hænder på hendes skuldre. Jeg ser ind i hendes paniske øjne. Det krystalblå skær er forsvundet, og er blevet erstattet med et tomt, gråt tomrum. Jeg ser mig hurtigt omkring. Jeg kan se et af deres skibe er på vej hen imod os. Det flyver flere meter over jorden, og bevæger sig langsomt, men alligevel utrolig hurtigt. Jeg ser hende i øjnene igen,

”ærlig talt ved jeg det ikke, kun at vi må væk i en fart,” jeg ser op igen. Skibet kommer tættere og tættere på, vi har ikke meget tid. Ud af øjenkrogen kan jeg se skiltet med det lille ”M” og en pil ned mod metrostationen. Det er der vi skal ned. Jeg tager hendes rystende hånd og siger ”bare følg mig og løb som om dit liv afhang af det. For det gør det” så begynder jeg at løbe. Gennem flammerne, forbi alle de panikslagne mennesker, der håbløst prøver at komme væk. Selvom jeg kan mærke hendes hånd i min, drejer jeg stadig hovedet hvert tiende sekund, for at sikre mig hun stadig er der. Jeg nægter at miste hende igen. Jeg ville ikke kunne leve uden hende, selvom mit liv nok alligevel snart er slut, vil jeg stadig tilbringe mine sidste timer med hende, holde hende tæt ind til mig, have hende ved min side når lyset forsvinder, og resten af verdenen går op i flammer. Jeg ville aldrig tilgive mig selv hvis jeg mistede hende, også selvom jeg så døde få minutter efter, ville min sjæl aldrig få fred. Jeg ville hjemsøge det øde land i al evighed fuldstændig uden noget håb, kun den tomme evighed.

 

Der er ingen hernede, og stort set alt ligger i mørke. Den eneste lyd er vores gispende åndedræt, og den fjerne lyd fra de knitrende flammer et sted oppe over os. Jeg forsøger at skabe mig et hurtigt overblik, men det er svært når jeg ikke kan se noget. Pludselig ser jeg den blinkende lampe i den anden ende af stationen. Jeg tager hendes hånd igen,

”kom” hvisker jeg, mens jeg begynder at gå ned mod lyset. Hendes hænder ryster stadig og jeg kan høre hendes rædselsslagne gisp efter vejret. Jeg ser over mod hende, og kan kun lige skimte hendes silhuet.

”Bare rolig,” hvisker jeg til hende ”vi er i sikkerhed her. De kan ikke røre os, så længe vi ikke befinder os deroppe.” Hun nikker forsigtigt, men jeg tror stadig ikke hun er helt rolig. Forståeligt nok. Vi er lige blevet angrebet af nogen væsner vi ikke ved hvor kommer fra, og set hele vores verden styrte sammen om ørene på os, oplevet folks panikslagne råb om hjælp, og set dem dø på de mest brutale måder. Hvis vi overlever, vil vi have ar på sjælen for altid. Og måske være de sidste mennesker på Jorden.

 

Hendes hoved hviler i mit skød. Jeg tror hun slapper mere af nu, hun ryster i hvert fald ikke mere. Hendes øjne er lukkede i, og hun trækker vejret harmonisk og roligt. Lampen over os blinker uregelmæssigt, og et sted over loftet er verdens undergang i gang. Der er så stille hernede. Vi kan knap nok høre kaosset der er i gang oppe over vores hoveder. Jeg er ved at falde i søvn, da hun mumler et forsigtigt ”undskyld”. Jeg ser ned på hende. Hendes øjne har fået et fjernt skær af det blå ocean, de havde før. Et lille smil løber over hendes læber, før hun lukker øjnene og falder i søvn. Jeg sidder lidt og kigger på hendes fredfyldte ansigt. Hendes hals og ansigt er dækket af brandsår, og hun har en tynd flænge over venstre øje. Forsigtigt læner jeg mig frem og kysser hendes sprukne læber. Jeg læner mit hoved mod vægen bag mig, og falder langsomt i søvn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...