Mary

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2015
  • Opdateret: 11 aug. 2016
  • Status: Igang

1Likes
0Kommentarer
382Visninger
AA

5. Stemmer.

Hold op. Stop! lad mig være! stop stop stop... please bare stop. Hvorfor? Jeg... jeg har ikke gjort noget galt. Stop med at tale. Stop. STOOOOOOOOOOOOOOP!

Skrigende. Stemmerne. Knivene... blodet. Det hele. Og ansigterne. Jeg... Jeg ville ikke gøre det. Skyggen fik mig til det. Ja det er ikke min skyld. Det... det var ikke mig der dræbte dem. Nej det var ikke mig. Hihihi. Nej.

Kniven som jeg holder er lige så skarp som altid. Hvor mange ofre har denne kniv bragt? Jeg har ikke tal på det. For mange er døde. Det er dem jeg kan høre. Dem som hjemsøger mig. Det er ikke deres tur endnu. Det var hvad Hun sagde. Ikke endnu. Men snart. Jeg kan mærke det. Det er ved at være tid. Men først...

Pigen rejser sig og er på vej hen til hende jeg ikke må røre ved. HENDE. Jeg bliver lettere irriteret. Hvordan skal jeg kunne gøre min pligt hvis hun står i vejen?

Hvad venter du på Mary. Gør det nu.

Jeg forstår... ikke? Hvordan?

Gør det!

Jeg bliver skubbet frem. Selvfølgelig. Det er jo perfekt. Med kniven gemt bag ryggen og ingen der ser mig... perfekt! (fniser). HUN går væk. Kigger smilende på mig. Hihihihi. Men noget i mig... stopper mig et kort øjeblik. 

Mary? Hvad er det du gør? Det her det er da ikke dig. Du er en venlig person som er ensom. Ikke en morder. Mary!

Jeg gider ikke lytte til det. "Du er ikke en morder" tænker jeg med en vrængende stemme inde i hovedet. Hvis bare du vidste...

Jeg stirrer på mit mål. Smilende. Jeg står lige bag hende. Hun vinker. Men jeg er ligeglad. Hun vender sig hurtigt om og får et gigantisk. Hun ser på mig og smiler så. Hun spørger hvad jeg hedder. Det kan jeg ikke sige. Og jeg gider egentligt heller ikke. Hun vil jo være væk om et øjeblik. Jeg griber hendes hånd og trækker hende med mig. Først er hun forvirret. Men så ser hun kniven. Det er dog for sent. Vi er allerede for langt væk fra de offentlige områder at der er nogen til at kunne høre hende. Alligevel skriger hun om hjælp. Hun skriger og skriger og begynder at bede mig om at give slip på hende. Hun vil ikke sige noget. En lille stemme inden i mig hvisker undskyld, men en anden er så ophidset at den råber. Dræb. Blod. Stik. Dræb. Blod. Stik.

Vi når hen til huset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...